Så flyver den igen. En kommentar fra Kritisk Debat. Skrevet af: Jan Mølgaard Offentliggjort: 01. september 2014

Transkript

1 En kommentar fra Kritisk Debat Så flyver den igen Skrevet af: Jan Mølgaard Offentliggjort: 01. september 2014 Den 26. august vedtog det, der normalt kaldes for et historisk bredt antal af folketingets partier (læs: Dem alle), at det danske forsvar kunne give det, der i regeringens oplæg blev kaldt for et dansk militært bidrag til støtte for indsatsen i Irak i form af et Hercules-transportfly, hvis opgave bliver at flyve våben, ammunition og forsyninger til de irakiske og kurdiske styrker i Nordirak. Aktionen står under amerikansk kommando. Den er ikke baseret på et FN-mandat. Og det står desuden hen i det uvisse, helt præcis hvilke grupper man ønsker at støtte. Men det har ikke udløst andet end vage forbehold eller betingelsesløs støtte fra folketingets partier. Og der er ingen garantier for, at indsatsen ikke eskaleres på et senere tidspunkt, hvor USA skønner det opportunt. Man er tilsyneladende helt igennem faldet for den propagandakampagne, som har kørt i medierne mod IS eller ISIS. De er onde, ret og slet. Og da de er onde, så skal de bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Og da de er onde, så må alle, der er imod dem (uanset årsagerne) pr. definition også være gode og skal støttes. Og nu har man så anbragt sig godt og solidt på endnu en glidebane, hvis mål og endelige forløb, man enten ikke ønsker at se eller ikke kan se. En glidebane som notabene ligner den, man også satte sig på i forhold til indgrebene i Irak og Afghanistan tidligere. Kampen mod terror legitimerer alt. Og kampen for det gode understøtter interventionen. Lad mig bare tage et par ting op her. For det første: De kurdere (på den ene og den anden side af forskellige grænser), som bærer hovedbyrden i indsatsen mod IS, nævnes kun i forbifarten. Anerkendelse af det kurdiske folks ret til at få deres egen stat står ikke i fokus. Og en fjernelse af PKK fra den såkaldte terrorliste er tilsyneladende ikke aktuelt. Selv EL holder sig på sludreniveauet. Man kræver ikke, at bevægelsen anerkendes som legitim politisk bevægelse med en legitim ret til at bekæmpe undertrykkelse af et helt folk. En undertrykkelse som både de vestlige og de lokale magter har stået for siden 1923, hvor man løb fra et tidligere løfte om et selvstændigt Kurdistan på det osmanniske riges ruiner. Og ingen af de øvrige støtter i Folketinget nævner kurdernes sag med et enkelt ord. Det står derfor lederen af aktionen frit når støvet har lagt sig og krudtrøgen er drevet væk igen at fortsætte med at støtte denne undertrykkelse og de, som fører den ud i livet. For det andet: Ingen af de, der støtter indsatsen (næsten uden eller helt uden betingelser) går seriøst ind i at forsøge at analysere eller forstå, hvad konflikterne i området egentlig handler om. I Irak først og fremmest den undertrykkelse af sunnierne, som efter vestmagternes intervention afløste undertrykkelsen af shiitterne, efter at Saddam Hussein blev væltet. Det står temmelig uimodsagt, at ISIS er langt mere integreret i de sunnimuslimske klaner, netværk og byer, end det fremgår af den vestlige mediedækning. Det er hele forudsætningen for, at ISIS kan bevæge sig og operere på den måde, som det er tilfældet. Uden den mangeårige undertrykkelse af sunnierne og af- Baathificeringen af store dele af Irak, ville ISIS være forblevet den relativt lille bande anakronistiske fanatikere, som de var op til For det tredje: Hvem er det egentlig, der skal sendes våben til med blandt andet det danske transportfly? Det bestemmer USA. Hvilke våben skal de have, og hvem skal de rette dem imod? Også det står noget hen i det uvisse. Men man må jo nok formode, at våbnene skal uddeles til dem, der 1 / 5

2 lige for tiden bedst ser ud til at støtte de politiske interesser, som USA måtte have i landet eller i regionen. For det fjerde: Hvornår vender vinden? Aktuelt er billedet i regionen så mudret, at det er meget svært med sikkerhed at vælge sin allierede også fordi alliancerne skifter konstant. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at det, der aktuelt sker i Irak og Syrien, er symptomet på et problem, som er skabt af vesten og fylder et vakuum ud, som er skabt af retningsløsheden i vestens forhold til Mellemøsten og alle de gamle korrupte regimers fallit. Der findes ingen gode og onde i den region. Vi ved med andre ord ikke, hvem vi reelt støtter vi forsøger end ikke at nå til klarhed over, hvad konsekvenserne af endnu et indgreb i regionen kan blive og vi nøjes med at støtte USA betingelsesløst i en situation, hvor end ikke USA reelt ved, hvad det har med at gøre. Og derudover afstår vi fra at intervenere i én konflikt (Syrien) samtidig med at vi villigt gør det i en anden (Irak). Skulle man finde en hurtig overskrift til den situation, så måtte det være: Hovedløs aktivisme! Situationen er som følger: Der er de facto borgerkrig i Irak, i Syrien og i Libyen og borgerkrig truer i Libanon. Yemen er også (igen) på randen af borgerkrig. Iran, Saudi Arabien, Quatar, Emiraterne og så videre spiller pr. stedfortræder. USA og Europa forsøger at placere sig for at skabe stabilitet. Men ingen af disse lande er i realiteten interesseret i at fjerne årsagerne til borgerkrigene og de sekteriske opgør. Så selv om det lykkes at nedkæmpe ISIS hurtigt, vil en lignende bevægelse blot opstå et andet sted med ligeså så primitive og brutale metoder, som dem ISIS benytter sig af. Hvis man tager sit udgangspunkt i den analyse, så var der faktisk mange ting, man kunne have valgt at gøre anderledes. Man kunne for eksempel have stillet krav om dannelsen af en virkelig repræsentativ og ikkesekterisk irakisk regering. Man kunne have stillet ultimative betingelser for hjælpen, som man i øvrigt glad og gerne gør det andre steder i verden. Man kunne have stillet krav om en afskaffelse af lovgivningen mod Baath-partiet, der legitimerer diskrimineringen og giver de forskellige militser og dødspatruljer fripas. Man kunne have krævet en mere retfærdig deling af rigdommen mellem regionerne og de religiøse grupper. Man kunne have krævet og have gennemført en fuld anerkendelse af PKK, og krævet vedtagelsen af en føderal struktur og konstitution, som har været drøftet før. Man kunne have krævet af en ny regering i Irak, at man som noget af det første gennemførte en opløsning og en afvæbning af alle militser, og man kunne have fulgt op ved at love en beskyttelse af de mange forskellige etniske og religiøse grupper gennem intervention fra FN. Der er med andre ord masser af ting, man kunne have krævet, hvis man ville. Men som sagt tidligere: Enten ville man ikke, eller også kunne man ikke. Om de konstante uroligheder rent faktisk rummer kimen til en bredere og langvarig religiøst begrundet konflikt, som Paddy Ashdown siger det i en artikel oversat til Information den 19. august, er tvivlsomt. Men han har fat i noget centralt her: For tre år siden, da verdensoffentlighedens fokus var rettet mod præsident Bashar al-assads undertrykkelse af Det arabiske Forår, var vi nogle, der advarede om, at Syrien kun var én frontlinje i en bredere sekterisk krig mellem sunnier og shiaer: Saudisk og qatarsk finansieret spredning af militant jihadisme i sunnimuslimske folkegrupper måtte forstås som forberedelse 2 / 5

3 til en sådan større krig. Og et scenarie, hvor krigen udviklede sig til omfattende religionskrig en parallel til Trediveårskrigen i 1600-tallets Europa kunne på længere sigt ikke afvises. [1] Men at en del af problemet udspringer af de kunstige grænser, som kolonimagterne lavede for lang tid siden, kan nok ikke anfægtes. Ligesom det heller ikke kan anfægtes, at denne konflikt ligesom i øvrigt en række andre konflikter i regionen stiller krav om, at disse grænser revideres grundigt. Peter Harling har en større analyse af baggrunden i sin artikel i Le Monde Diplomatique med titlen IS is back in business som jeg gerne vil viderebringe et længere citat fra her: Vejen er blevet banet af IS s fjender, der udgør en imponerende mønstring af regionens hovedaktører: Først og fremmest er der Nouri al-malikis regering i Irak og Bashar al-assads regime i Syrien, der har brugt alle tænkelige midler og utænkelige som Syriens kemiske våben for at bekæmpe en sunni-opposition, som de først forsøgte at radikalisere i den såkaldte krig mod terrors navn. Derefter er deri Iraks og Syriens til lejligheden valgte partnere, henholdsvis USA og Rusland, der har opmuntret dem til det. Malikis og Assads loyale allierede Iran har gjort andet og mere end bare at tilbyde sin ubetingede støtte landet har ført en udenrigspolitik i den arabiske verden, der i stigende grad har fokuseret på at støtte spredte lommer af shia-millitser, som bidrager til den sekteriske polarisering. På listen optræder også monarkierne i Golfen, hvis petrodollars - der bliver delt ud med hensynsløs rund hånd understøtter en halvt underjordisk, islamistisk økonomi. Tyrkiet lod for en tid sin grænse til Syrien stå på vid gab, så der var fri passage for jihadister fra store dele af Europa og så langt væk fra som fra Australien. Selv USA bør dømmes in absentia for sin mangel på handling: Efter et tiår med bevidstløs aktivisme under George Bush, er Barack Obama svinget over til den modsatte position, passivitet, fjernhed og ligegyldighed selvom de smuldrende stater i Syrien og Irak helt klart har udviklet sig til ynglepladser for jihadisterne. På den baggrund kan det ikke komme som en overraskelse, at IS ikke blot er trivedes, men har haft opsigtsvækkende fremgang og har erobret byer som Raqqa, Fallujah og Mosul. IS er den første bevægelse i den arabiske verden, der har været i stand til at føre jihadismen ind til centrum ude fra periferien. [2] Jeg er godt klar over, at det naturlige spørgsmål nu er dette i to dele: Skulle den danske regering og det danske folketing have afstået fra at deltage i en intervention og hvis man skulle have gjort det, hvad skulle man så have stillet I stedet? Det er overhovedet ikke sandsynligt, at krav som dem, jeg formulerede tidligere her, ville kunne vedtages i et dansk Folketing domineret af partier, der som hovedregel har det sådan, at hvis USA siger et eller andet, så passer det. Det er heller ikke sandsynligt, at de samme partier ville og kunne gøre op med den tendens i medierne, der har forelsket sig i det billede af IS / ISIS, som gør bevægelsen til den inkarnerede ondskab. Og bemærk lige, at jeg overhovedet ikke hverken vil eller kan forsvare de barbariske handlinger og det antidemokratiske bagstræb, som bevægelsen står for. Og endelig er det mere end usandsynligt, at selv et massivt flertal i det danske folketing ville kunne bevæge USA eller EU for den sags skyld til at ændre deres politiske referencerammer for aktiviteten i Mellemøsten. Men det rokker ikke ved, at det er præcis det, der er brug for, hvis ikke Peter Harlings forudsigelser skal blive opfyldt: Fremtiden ser lys ud for IS, hvis de vigtigste aktører fortsætter med at udnytte IS s tilstedeværelse til at undgå at stå til ansvar for deres egne fejltrin. Shiitiske islamister, sekulære eliter og vestlige regeringer redefinerer deres relationer på baggrund af en form for 3 / 5

4 hellig krig, der ved at blive et mål i sig selv. I denne kontekst udgør Gaza, Yemen, Sinai, Libyen og selv Tunesien frugtbar jord for IS s ekspansion. Denne del af verden er præget af en høj grad af regional integration både inden for og på tværs af grænserne. Som et resultat af afvandringen fra landdistrikterne har betydet, at de omliggende regioner ofte er tæt forbundet med hjertet af de store byer. [3] Interventioner dikteret af mere eller mindre tilfældige stormagtsinteresser fodrer uhyret, men dræber det ikke. Og forskelsbehandling dikteret af præcis de samme interesser gør det heller ikke. Hvordan kan man overhovedet forsvare, at man ikke intervenerer i forhold til Israels uhyrlige bombninger af Gaza, mens IS-aktiviteten i Irak kræver handling? Hvordan kan man forsvare, at det ikke er nødvendigt at støtte oprøret mod Assad, når det er nødvendigt at støtte styret i Bagdad? Hvordan kan man forsvare, at man med sin deltagelse i den seneste intervention (hvis retning og omfang man ikke har den ringeste kontrol over) allierer sig med nogle af de mest udemokratiske, tilbagestående regimer i regionen? Hvordan kan man som EL forsvare deltagelsen med vage formuleringer som følgende (fra EL s ordfører på området, Nikolaj Villumsen) : Jeg er glad for, at vi støtter, at Danmark bidrager med et transportfly, som skal transportere våben og ammunition frem til de trængte kurdiske styrker i Nordirak, der kæmper mod fascisterne fra Islamisk Stat. Det skal understreges, at vores støtte til denne begrænsede aktion ikke er en støtte til, at Danmark skal engageres i en militær indgriben i Irak, men alene en støtte til at hjælpe kurderne med at blive i stand til selv at forsvare sig mod Islamisk Stat. Vi skal ikke ind i en ny krig i Irak. (her citeret fra EL s hjemmeside). Det er for lidt, det er for sølle og det medvirker bare til at forværre problemerne i området. Vent bare om ganske kort tid vil det vise sig, at det ikke er nok at stille transportmuligheder til rådighed for interventionen. Så skal der skrappere midler til. Dansk Folkepartis krigsminister Søren Espersen har allerede taget forskud på glæderne: Alle er blevet meget chokerede over IS s fremfærd. De skal nedkæmpes, hvilket USA nu påtager sig, og det er glimrende. Vi er blevet bedt om at hjælpe med, og jeg kan ikke forestille mig, at de vil bede om mere. Men hvis de for eksempelvis har brug for F-16-jagerflyene, så vil Dansk Folkeparti ikke modsætte sig det. Grænsen går igen ved at få tropper på jorden i Irak. Det tror jeg nu heller ikke, at amerikanerne vil. Der er de lige så vaccinerede som os. Men der er vi ude i spekulationer. Kurderne er jo meget kampvillige i modsætning til den irakiske hær, som er kollapset. Men man kan ikke nedkæmpe Islamisk Stat fra luften. Man kan gøre livet surt for dem ved at ødelægge deres stillinger, men de skal nedkæmpes på jorden, og det håber jeg så, at kurderne vil. Kan man se billedet for sig? Kan man fornemme, hvor vi skrider hen? Den kører igen, den samme proces og den samme glidning, som vi har set flere gange før. Ivrigt applauderet af de samme, som også ved andre lejligheder har talt varmt for at bruge magt, når forståelsen slipper op eller ikke rækker langt nok. Nogen burde da forsøge at sige til folketingsflertallet, at det bare vil føre til det samme, som vi har set før. [1] Se hele hans indlæg her. [2] Interesserede kan læse hele hans artikel ved at klikke her. Citatet her er oversat fra engelsk af 4 / 5

5 mig. [3] Fra samme artikel som ovenfor engelsk oversættelse af mig. 5 / 5