EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget for Andragender MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET 2004 Udvalget for Andragender MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Om: Andragende 0943/2006 af Hans-Heinrich Firnges, tysk statsborger, og én medunderskriver, om manglende fradragsberettigelse i Tyskland af kirkebidrag, der er betalt i Frankrig 1. Sammendrag Andrageren har hovedbopæl i Tyskland og en sekundær bopæl i Frankrig, hvor han betaler kirkebidrag til den franske reformerte kirke. Da andrageren udfyldte sin tyske selvangivelse for 2004, fratrak han det pågældende kirkebidrag under rubrikken "kirkeskat", hvilket de tyske skattemyndigheder imidlertid ikke godkendte. Han anmoder derfor Europa-Parlamentet om at undersøge, hvorvidt de tyske myndigheders afgørelse er i overensstemmelse med EU's på området gældende bestemmelser. 2. Opfyldelse af betingelserne for behandling Andragendet opfylder betingelserne for behandling (fastslået den 30. marts 2008). Kommissionen anmodet om oplysninger (forretningsordenens artikel 192, stk. 4). 3. Kommissionens svar, modtaget den 19. oktober "Baggrund/ Sammendrag af de faktiske omstændigheder/ Historik Sammendrag af de faktiske omstændigheder Andrageren, en tysk statsborger, har hovedbopæl i Tyskland og en sekundær bopæl i Frankrig. I Frankrig betaler han "kirkebidrag" ("Kirchenbeitrag") til den franske reformerte kirke. Han har ønsket at fradrage kirkebidragene på sin tyske selvangivelse som "kirkeskat". De tyske skattemyndigheder har nægtet at godkende fradraget, fordi bidragene er blevet CM\ doc PE REVv01-00

2 indbetalt til et udenlandsk religiøst samfund. Baggrund a. Muligheden for at fradrage kirkeskat i Tyskland Ifølge 10, stk. 1, nr. 4, i den tyske indkomstskattelov "Einkommensteuergesetz" (EStG) kan kirkeskat fradrages i indkomsten. Ifølge Bundesfinanzhof's retspraksis er dette kun muligt, hvis kirkeskatten er indbetalt til religiøse samfund, der er godkendt som offentlige juridiske personer i henhold til tysk ret, og som har fået tillagt kompetence til at opkræve skat. b. Muligheden for at fradrage gaver til almennyttige institutioner Ifølge 10b, stk. 1, i EStG kan gaver til almennyttige og religiøse institutioner, der er blevet godkendt som "förderungswürdig" (almennyttige) fradrages med op til 5 % af den samlede indkomst. Klagen Andrageren er af den opfattelse, at den manglende mulighed for at fradrage de "bidrag", han har betalt i Frankrig, i sin tyske skatteansættelse som "kirkeskat" strider mod EUlovgivningen. Kommissionens bemærkninger Indledende bemærkning På fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er der kun ringe harmonisering med hensyn til direkte beskatning. I mangel af harmonisering henhører direkte beskatning (herunder dobbeltbeskatningsaftaler) i alt væsentligt under medlemsstaternes kompetence. Under udøvelsen af denne kompetence skal medlemsstaterne imidlertid opfylde deres forpligtelser i henhold til EF-traktaten. Det er ikke tilladt medlemsstaterne at forskelsbehandle på grundlag af nationalitet eller at indføre eller opretholde forskelsbehandling over for andre medlemsstaters statsborgere, som udøver deres frihedsrettigheder i medfør af EF-traktaten. Det er heller ikke tilladt medlemsstaterne at indføre uberettigede begrænsninger i disse frihedsrettigheder. Undersøgelse af forskelsbehandling Ifølge de oplysninger, andrageren har fremlagt, kunne der være tale om en overtrædelse af EF-traktatens artikel 18 (retten til fri bevægelighed for personer). Selv om muligheden for at fratrække kirkeskat i indkomsten ikke direkte hæmmer den fri bevægelighed for personer, har EF-Domstolen udtalt, at medlemsstaterne bør undgå enhver form for åbenlys eller skjult forskelsbehandling begrundet i nationalitet (dom af , C-279/93, Schumacker, præmis 21 og 26). Den manglende mulighed for at fradrage udenlandsk kirkeskat bør betragtes som en skjult forskelsbehandling begrundet i nationalitet, da grænseoverskridende situationer i de fleste tilfælde vil blive negativt berørt ved en sådan bestemmelse. PE REVv /5 CM\ doc

3 EF-Domstolen udtalte i sag C-386/04, Stauffer (dom af ), at "traktatens artikel 73 B,, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat, der fritager de lejeindtægter for selskabsskat, som oppebæres på nationalt område af almennyttige institutioner med fuld skattepligt, hvis de er etableret i den pågældende medlemsstat, ikke fritager sådanne indtægter for selskabsskat, der oppebæres af en privatretlig, almennyttig institution alene af den grund, at den er etableret i en anden medlemsstat og derfor kun har begrænset skattepligt på den pågældende medlemsstats område." Det er derfor ikke tilladt en medlemsstat at afslå skattenedslag, alene fordi den pågældende almennyttige institution er etableret i en anden medlemsstat. Dette princip finder også anvendelse på andragerens tilfælde. En sondring i den tyske skattelovgivning, som alene er baseret på det forhold, at kirken eller den almennyttige institution, som skatten indbetales til, er etableret i en anden medlemsstat, ville stride imod EU-lovgivningen. a. Karakterisering af andragerens bidrag som kirkeskat Ifølge Bundesfinanzhof's retspraksis (dom af , I R 250/70) kan alene indbetalinger til indenlandske religiøse institutioner fradrages i indkomsten, jf. 10, stk. 1, nr. 4, i EStG, og denne bestemmelse strider derfor imod EU-lovgivningen. I andragerens tilfælde er der imidlertid kun tale om forskelsbehandling, hvis de "kirkebidrag" ("Kirchenbeiträge"), som andrageren har betalt i Frankrig, er sammenlignelige med den tyske kirkeskat, der giver ret til et skattefradrag i henhold til 10, stk. 1, nr. 4, i EStG. Kun da er andragerens situation sammenlignelig med tyske kirkeskattebetaleres. EF-Domstolen udtalte i den forbindelse i Stauffer-sagen (præmis 39 og 40): " at medlemsstaterne ganske vist ikke ifølge fællesskabsretten er forpligtet til at sørge for, at udenlandske institutioner, der er anerkendt som almennyttige i oprindelsesmedlemsstaten, automatisk også anerkendes på deres område. Der tilkommer i så henseende medlemsstaterne et skøn, som de dog er forpligtet til at udøve i overensstemmelse med fællesskabsretten (jf. i denne retning dom af , sag C- 415/04 Kinderopvang Enschede, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 23). Det står dem derfor frit for at bestemme, hvilke almene interesser de vil fremme, og i den forbindelse indrømme fordele til sammenslutninger og institutioner, der uegennyttigt forfølger opfyldelsen af sådanne almene interesser. Når en institution, der er anerkendt som almennyttig i en medlemsstat, også opfylder de betingelser, der er fastsat herfor i lovgivningen i en anden medlemsstat, og har til formål at varetage sådanne almene interesser - hvilket det tilkommer de nationale myndigheder, herunder domstolene, i den sidstnævnte stat at vurdere - kan myndighederne i denne medlemsstat dog ikke nægte institutionen retten til ligebehandling alene med den begrundelse, at den ikke er etableret på deres område." Ifølge Bundesfinanzhof's retspraksis udgør "kirkeskat" en indbetaling til religiøse samfund, der er godkendt som en offentlig juridisk person i henhold til tysk ret, og som har fået tillagt kompetence til at opkræve skat. De oplysninger, andrageren har fremlagt, gør det ikke muligt CM\ doc 3/5 PE REVv01-00

4 for Kommissionen at vurdere, om de bidrag, der er ydet, er skat i henhold til tysk ret. Det er imidlertid sandsynligt, at de ikke opfylder dette krav, da den kvittering, som er vedlagt andragendet har ordlyden "Reçu dons aux œuvres" ("Kvittering for gave til velgørende institution") og henviser til artikel i den franske skattelov "Code général des impôts". Denne artikel omhandler fradrag af gaver i den skattepligtige indkomst. Det ser derfor ud til, at indbetalingen har karakter af en frivillig gave i modsætning til en obligatorisk skat, som kirkemedlemmer svarer som en fast procentdel (i Tyskland 8-10 %) af indkomstskatten. b. Mulighed for at fradrage gaver til almennyttige institutioner Ifølge 10b, stk. 1, i EStG kan gaver til almennyttige og religiøse institutioner, der er blevet godkendt som "förderungswürdig" (almennyttige) fradrages i størrelsesordenen op til 5 % af den samlede indkomst. Hvis andragerens bidrag ikke kan anses for en kirkeskat i henhold til tysk ret, kunne de betragtes som en gave til en religiøs organisation, der også - men i mere begrænset omfang - er fradragsberettiget. I 49 i den tyske gennemførelsesbekendtgørelse "Einkommensteuer- Durchführungsverordnung" begrænses denne fradragsret imidlertid til gaver, som er givet til indenlandske offentlige juridiske personer med ubegrænset skattepligt. Begge krav udelukker fradrag for gaver til udenlandske institutioner, alene fordi den modtagende institution er etableret i en anden medlemsstat. Ifølge den allerede nævnte Stauffer-dom strider dette imod EU-lovgivningen. Konklusioner Kommissionen vil derfor indlede en overtrædelsesprocedure, hvad angår begrænsningen til indenlandske institutioner i 10, stk. 1, nr. 4, og 10b, stk. 1, i EStG, jf. 49 i Einkommensteuer-Durchführungsverordnung. Kommissionen henstiller, at andrageren underrettes herom." 4. Kommissionens supplerende svar, modtaget den 26. september "I. Andragendet Andrageren er af den opfattelse, at den manglende mulighed for at fradrage de "kirkebidrag", han har betalt i Frankrig, i sin tyske skatteansættelse strider mod EU-lovgivningen. I sin første meddelelse af 22. oktober påpegede Kommissionen, at en medlemsstat ikke har ret til at nægte skattefordele, udelukkende fordi den pågældende institution er etableret i en anden medlemsstat. Kommissionen konkluderede, at begrænsningen i 10 stk. 1, nr. 4, og 10b, stk. 1, i indkomstskattelovgivningen (Einkommensteuergesetz = EStG) og 49 Einkommensteuer-Durchführungsverordnung til kun at omfatte indenlandske institutioner er en overtrædelse, og indledte derfor en overtrædelsesprocedure. I andragerens sag var det imidlertid ikke muligt at fastslå, hvorvidt "kirkebidrag" ("Kirchenbeiträge"), som andrageren har betalt i Frankrig, kan sidestilles med den tyske kirkeskat, som er fradagsberettiget i henhold til 10, stk. 1, nr. 4, i EStG, eller om de skal betragtes som en gave til en almennyttig eller religiøs institution, som i så fald henhører under PE REVv /5 CM\ doc

5 10b, stk. 1, i EStG, som kan fradrages i størrelsesordenen op til 5 % af den samlede indkomst. I sit brev af 15. februar 2008 giver andrageren udtryk for det synspunkt, at "Kirchenbeiträge" bør opfattes som det tyske "Kirchensteuern". I sit brev af 3. marts 2008 tilføjede andrageren, at de "kirkebidrag", han betaler i Frankrig, er "Kirchenbeiträge" og ikke gaver. Ifølge hans vurdering bør "Kirchenbeiträge" være fradragsberettiget i henhold til 10, stk. 1, nr. 4, i EStG på lige fod med "Kirchensteuern", fordi "Kirchenbeiträge", der betales til religiøse samfund, der er godkendt som offentlige juridiske personer i henhold til tysk ret ("Körperschaft des öffentlichen Rechts"), og som ikke opkræver "Kirchensteuern", som f.eks. det tyske religiøse samfund "Zeugen Jehovas", også giver ret til et skattefradrag på lige fod med "Kirchensteuern" i henhold til tysk lov. II. Kommissionens bemærkninger 1. ANALYSE AF FORSKELSBEHANDLINGEN Som det fremgår af den første meddelelse indledte Kommissionen den 6. juni 2008 en officiel overtrædelsesprocedure mod Tyskland (2008/2009) med afsendelsen af en åbningsskrivelse til den tyske regering. Overtrædelsen gælder både den manglende fradragsret for udenlandsk kirkeskat og gaver til udenlandske almennyttige organisationer. Forbundsrepublikken Tysklands regering har endnu ikke svaret på åbningsskrivelsen. 2. KARAKTERISERING AF ANDRAGERENS BIDRAG SOM KIRKESKAT Hvad angår karakteriseringen af andragerens betalinger, vil Kommissionen gentage sin erklæring fra den første meddelelse. I andragerens sag er der kun tale om forskelsbehandling, hvis "kirkebidragene" ("Kirchenbeiträge"), som andrageren har betalt i Frankrig, er sammenlignelige med den tyske kirkeskat eller - som andrageren understreger i sit brev af 3. marts med "Kirchenbeiträge", som betales til andre religiøse samfund, der er godkendt som offentlige juridiske personer, og som giver ret til et skattefradrag i henhold til 10, stk. 1, nr. 4 i EStG. Kommissionen kan imidlertid ikke foretage denne vurdering, da den ikke har beføjelser til at træffe beslutninger i individuelle sager. Denne beslutning skal træffes af de kompetente nationale myndigheder og i tvivlstilfælde undersøges af de nationale domstole." CM\ doc 5/5 PE REVv01-00