Tekster: Es 58,5-12, 1 Joh 4,16b-21, Luk 16, (dansk visemel.) Far verden 696 Kærlighed er (dansk visemel.) 2 Lover den Herre

Transkript

1 Tekster: Es 58,5-12, 1 Joh 4,16b-21, Luk 16,19-31 Salmer: Lihme (dansk visemel.) Far verden 696 Kærlighed er (dansk visemel.) 2 Lover den Herre Rødding (dansk visemel.) Far verden 367 Vi rækker vore hænder frem 696 Kærlighed er (dansk visemel.) 438 Hellig 477 Som korn 2 Lover den Herre Fortællingen om den rige mand og Lazarus handler om at kunne tage bestik af virkeligheden og indrette sig efter det. Eller rettere: den handler om, hvor svært det er at finde ud af, hvordan den virkelighed, man skal indrette sig efter er. Det er som en sommerdag, hvor der stiger skyer op i horisonten. Skal man vende ryggen til skyerne og få mest muligt ud af solen og varmen, så længe de er der? Eller skal man begynde, at tage tæpper og puder ind og dække havemøblerne til med risiko for slet ikke få sol på kroppen eller få badet i fjorden? 1

2 Evangeliefortællingen handler om valg. Om at vælge rigtigt eller forkert. Og den handler om, hvordan man er bundet af det valg, man træffer. For os er dét jo så aktuelt som noget, al den stund vi jo hører fortællingen om den rige mand og Lazarus midt i en valgkamp. Og det er med valgkampen, som det er med de grundlæggende forhold i livet: vi må i fremtiden leve med konsekvenserne af de valg vi træffer. Vi får det, vi vælger! Som folk får vi de politikere, vi vælger. Vi får de værdier, vi vælger. Og vi må bære konsekvenserne af den måde vi sætter vore kryds på, den 18. Som folk, ja. Men jo ikke som enkeltpersoner. Som det ser ud nu, vil der være knap halvdelen af befolkningen, der efter den 18, vil kunne sige: jeg har virkelig ikke ansvar for dette her, for jeg stemte jo på den blok der tabte. Så jeg fralægger mig ethvert ansvar for den regering, vi har fået. Og selvom man har stemt på den vindende blok vil man kunne sige, at det jo er dem, der stemte på de andre partier i blokken, der har ansvaret for den konkrete politik, den vindende blok kommer til at føre. På den måde kan man i den politiske virkelighed altid skyde sig ind under, at det er nogle andres skyld, at det er kommet til at gå, som det gør. Sådan er det netop ikke for den rige mand i den virkelighed, lignelsen vi har hørt i dag, beskæftiger sig med. Den tanke hele lignelsen bygger på er, at Gud har indrettet virkeligheden sådan, at der er lige megen lykke og ulykke til hvert menneske, når man gør det hele op. Ganske vist ser det ud som om, nogle mennesker bare svømmer ovenpå og har medgang livet igennem, mens andre har 2

3 lidelse og modgang. Men der er jo et ukendt X i et ethvert menneskes liv: vi skal alle dø. Og døden ved vi ikke, hvad er. Men det fortæller lignelsen os så til gengæld: døden er den tilstand, hvor balancen genoprettes: hvor de der har svømmet i lykke lærer lidelsen at kende og hvor de, der har levet i lidelse, oplever lykke. Men som sagt. Døden ved vi ikke, hvad er. Så lignelsens påstand kan vi ikke kontrollere, før det er for sent. Vi kan enten skyde lignelsen fra os og sige: sikke noget sludder, det gider jeg ikke spilde 5 minutter på. Eller vi kan lytte til lignelsen og spørge: hvis det forholder sig som lignelsen siger, hvilke konsekvenser får det så for mig? Sagen er altså: hvis lykken er en laglage, er den så på forhånd delt op i portionsstykker, så alle får lige meget? Eller ligger lykken der og åben og tilgængelig for enhver, så man bare kan rage til sig, og den kommer først til fadet, får mest i maven? Da vi nu ikke ved, om det er det ene eller det andet, der er tilfældet. Så vi ikke kan være sikre på om der nu er sådan en universel retfærdighed bag tilværelsen som lignelsen påstår der er, hvordan skal vi så forholde os? På den ene side vil det være trist at stå der ved himlens port og opdage, at man allerede har spist hele det stykke af lykkens lagkage, der tilkommer én, så der nu kun er lidelse tilbage til én i al evighed. Men det vil sandelig også være ærgerligt, at have gået og vist mådehold og tilbageholdenherd hele livet, hvis det viser sig, at man bare kunne have raget til sig, fordi evigheden er ens, hvad enten man har været lykkelig eller ulykkelig i livet. 3

4 Da vi nu ikke ved hvordan evigheden er, så kunne vi i stedet prøve at spørge, om der er forskel på, hvordan verden, som vi kender den, kommer til at se ud, alt efter om vi rager til os af lykken eller også lader andre komme til fadet. Jamen det er jo ikke noget, vi selv bestemmer, siger vi. Der er nogle der er heldige og andre, der ikke er! Ikke desto mindre, kan det faktisk lade sig gøre at dele både held og uheld. Er man sund og rask, er der ikke nogen der forhindre en i at bruge sin sundhed til at sætte sig ved den syges seng og dele hendes eller hans lidelser. Er man rig, er der ikke nogen der forhindrer en i at dele sin rigdom med nogen, der ikke har så mange penge. Er man så heldig at leve i tryghed og velstand, er det faktisk en mulighed at åbne grænserne og tage imod mennesker, der flygter fra steder i verden, hvor livet ikke er så let og lykkeligt. Faktisk er det sådan, at det lader sig gøre at dele sin lykke med andre. Det kræver blot, at man giver slip på den. Det er straks sværere at dele sin ulykke med andre. Det kræver at man maser sig ind på dem, bruger vold og magt mod dem, med mindre de altså selv frivilligt slipper deres lykke og tager imod ens ulykke. Så skal det ikke ende i vold og ødelæggelse, så er der kun én vej til en bedre verden, og den består i, at de lykkelige frivilligt slipper deres lykke og tager en del af de ulykkeliges ulykke på sig. Sådan at ingen skal ligge syge i ensomhed, ingen skal dø alene, ingen skal henslæbe livet i flygtningelejre eller drukne efter at være forlist med synkefærdige både på flugt mod rigere egne, der af al magt søger at lukke deres grænser og holde på deres rigdomme. Vejen mod en lykkeligere verden er at de lykkelige giver slip på deres eget i solidaritet med de ulykkelige. 4

5 Når vi hører det, bør der være en klokke der ringer. Det bør være bekendt, dette her. Vi kender det jo fra de helt nære relationer: hvis ikke forældre giver slip på noget af deres frihed, hvis de ikke giver afkald på nogle af de ting, de har lyst til eller interesse for, så går deres børn til grunde, om ikke i bogstavelig så i alt fald i billedlig forstand. Til gengæld opnår forældre glæden ved at se børnene vokse op, udfolde sig i verden. De får glæden ved samspillet og den gensidige fortrolighed mellem børnene og dem. Og vi kender det samme fra evangeliet: Gud, den evigt lykkelige, slipper sin evige lykke og deler sine skabningers dødelighed og udsathed, for at opleve glæden ved at være ét med os i al evighed. Så når jeg står her og siger til jer, at sandheden om vores fælles tilværelse er, at vi alle skylder at give slip på noget af vores lykke og tage andres ulykke på os, så er det ikke blot en højpandet moralisme. Men det er en måde at forstå livet på, som er udledt af selve evangeliet: liv er skabt til at give og dele, ikke til at fastholde og forsvare. Og husk så, at det vi har hørt i dag er en historie, Jesus fortæller, ikke en redegørelse for, hvad der sker når vi dør. Og jeg tænker blot: det vil ligne den Gud, der har sluppet sin evige lykke og delt vore lidelser dårligt, at have indrettet en evighed, hvor nogle skal pines i evighed, selvom det selvfølgelig så er underligt, at han har skabt en verden hvor nogle kun oplever lidelse, mens vi andre svømmer i overflod. Måske får vi forklaringen en gang, så vi kan sige: Nå, det er sådan det hænger sammen! Måske får vi aldrig nogen forklaring. Men uanset om vi nu kommer til at forstå det, eller ej, har Gud vist 5

6 os, at det er meningen med livet, at vi skal bære hverandres byrder og dele hinandens smerte og glæde. Amen. 6