1. søndag advent 2015, Hurup og Gettrup. Afskedsgudstjeneste Lukas 4, Herre Jesus Kristus, Guds Søn forbarm dig over mig synder.

Transkript

1 1. søndag advent 2015, Hurup og Gettrup. Afskedsgudstjeneste Lukas 4, Herre Jesus Kristus, Guds Søn forbarm dig over mig synder. AMEN Det mest bemærkelsesværdige ved denne fortælling er ikke, at Jesus prædiker i sin hjembys synagoge. Det var sikkert ganske almindeligt, at en af byens berømte børn fik lov at udlægge de gamle tekster. Der mest bemærkelsesværdige ved denne fortælling er heller ikke, at folk bliver forargede over det, han siger. Det er jo helt almindeligt, at folk bliver forargede over, at en af deres egne pludselig gør sig til noget mere end de andre. Hvis ikke andre kan forstå det, så kan vi danskere i Jantelovens fædreland jo sagtens forstå det. Du skal ikke tro, du er noget! Forargelse er en idrætsgren, som har utallige udøvere. Forargelse er en forbandelse, der rider os som en mare. Nej, det mest bemærkelsesværdige er det allersidste, der fortælles: Men han banede sig vej imellem dem og gik. Forargelsen over, at Josefs søn stod der i sin hjemby mellem alle dem, som havde været med til at opdrage ham, og gjorde sig til Guds søn og alle løfters indfrielse, greb dem alle, og de ville styrte ham ud over kanten og ned i afgrunden. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Jeg kan ikke finde et bedre ord om hans optræden end myndighed. 1

2 Jesus udstråler en myndighed, som får mennesker til at træde et skridt tilbage og mærke, at her er noget mere på spil, end de tør stille sig på tværs af. De havde jo nikket til det, han læste fra Esajas s bog: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. De ord var jo alles håb. Godt nyt til fattige. Hvem vil ikke gerne gøre godt mod de fattige? Frigivelse af fanger. Hvem vil ikke gerne gøre godt mod fangerne? Syn til de blinde: Hvem vil ikke gerne gøre godt mod de blinde? Frihed til de undertrykte: Hvem vil ikke gerne gøre godt mod de undertrykte. Det har de håbet på gennem generationer. Alle længes efter nådeåret, som hver generation i det jødiske samfund oplever én gang, nemlig hvert halvtredsindstyvende år, hvor jøderne havde for skik, at alle benådes og gammel gæld ophører, og den gudsskabte ordning genetableres. De kendte det hele kunne ordene udenad de havde lært ordene som en del af deres opdragelse. Jesus havde udtalt alles håb. Og så koblede han de håbs-fyldte ord til sin egen person. Det var forargeligt! Men han gik sin vej midt imellem dem. 2

3 For han udstrålede myndighed! Myndighed er ikke magt understøttet af vold og undertrykkelse. Myndighed er ikke magt, der slår sig igennem med trusler og nedværdigelse. Myndighed vækker anerkendelse og respekt, men ikke underkastelse. Myndighed vækker ærefrygt, men ikke angst. Det er denne myndighed, der har forandret verden. Kristus er vendepunktet i verdenshistorien intet mindre. Kristus er enkeltmenneskes nye liv på trods af, at det skal dø. Kristus er vendepunktet i verdenshistorien! Jo, for Kristus-troen kristendommen er inspirationen til, at selv magthavere skal rette sig efter det, vi kalder menneskerettighederne. Ingen despot kan med vold og mord slippe godt fra at sprede død og ødelæggelse. Det vil få en ende. Vi fordømmer de salafister, der i guds navn tillader sig at anse deres modstandere for uværdige. De gør sig til gud. De ophøjer sig selv. Derfor er de dømt til nedværdigelse. Kristus er enkeltmenneskes nye liv på trods af, at det skal dø! Jo, for med Kristi opstandelse fra de døde er det vor tro, at vi skal leve, om vi end dør. Du er ikke dømt til fortabelse. Du er dømt til at leve, om du end dør. 3

4 I din kirke fortælles altså om et menneske, som er sendt fra Gud, for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Det skaber verdenshistorie. Det skaber liv på trods af død. Det skaber fremtid. Advent er en ny begyndelse igen. Advent er fornyelse af håbet om evigt liv. Advent er til for at løfte os ud af forargelsens fortabelse og ind i troens, håbets og kærlighedens frelse. Drop forargelse over, at det nye er til at finde lige her midt imellem os. Det er ikke uopnåeligt. Troen, håbet og kærligheden er allerede her til stede. Og Kristus har gjort døden til mere end afslutning. Ved sin opstandelse har han givet os håbet om, at vi skal leve, om vi end dør. Derfor vil vi fryde os hver kristenmand og springe højt af glæde. Det gamle er nemlig forbi, som sang om i nr. 76: Mose rige nu ophører, Kristi friheds Ånd os fører, borte er nu trældoms frygt. Nu fryde sig hver kristen mand og kvinde og springe højt af glæde. Nu siger han: Kom hid til mig, tag evigt liv til gave! Jeg led den bitre død for dig, at du den arv skal have; nu er jeg din, og du er min, min bolig skal og være din, os skal ej fjende skille! 4

5 Så vil vi da holde advent i forvisning om, at på trods alle magter, på trods af mord og ødelæggelse, på trods af mennesker, der tror at kunne dræbe i guds navn, så er vi dog Guds børn. Jesus Kristus er historiens vendepunkt. Jesus Kristus er vort liv også i døden. Han har myndighed, der vækker tro, håb og kærlighed i ethvert menneske, der tør lade ham få lov til at vække det. Nu og i evighed. Og husk så, at livet er et nu og en evighed. Livet er et nu og en evighed. Ind i det nu taler Jesus med myndighed, når han siger, at han er opfyldelse af de gamles håb om, at bringe godt budskab til fattige, at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Jesus taler virkelig om salighed i det liv, som vi kender til hverdag i Thy og på denne klode. Mens blodet løber i vore årer, hjertet slår, og vi trækker vejret, taler Jesus om at leve, om vi end dør. Salighed er en del af livet i dette nu og i evighed. Så lad os da se fremad og fejre advent og jul med hinanden. AMEN 5