Myndighedsbetjeningen ved Aarhus Universitet - et tematiseret debatoplæg

Transkript

1 Myndighedsbetjeningen ved Aarhus Universitet - et tematiseret debatoplæg I april 2009 udgav Danske Universiteter publikationen Hvidbog om forskningsbaseret myndighedsbetjening. Hvidbogen blev udarbejdet af Forum for Forskningsbaseret Myndighedsbetjening, der er oprettet af Rektorkollegiet. Hvidbogen præsenterer sektorforskningens historiske udvikling og sætter fokus på de muligheder og udfordringer, som den forskningsbaserede myndighedsbetjening står over for efter sektorforskningsinstitutionernes sammenlægninger med universiteterne. På den baggrund præsenterer hvidbogen nogle overordnede principper for den forskningsbaserede myndighedsbetjening i universitetsregi. Disse principper relaterer sig til emnerne kvalitetssikring og integritet, åbenhed, ytringsfrihed og forskningsfrihed. Disse emner er også fyldestgørende behandlet i Aarhus Universitets evalueringsrapport til VTU fra april Med hvidbogen og evalueringsrapporten er der skabt en god ramme for at styrke og udvikle den forskningsbaserede myndighedsbetjening ved Aarhus Universitet. Med udgangspunkt i Danske Universiteters hvidbog har Aarhus Universitets Udvalg for Forskningsbaseret Myndighedsbetjening på en række møder taget udvalgte temaer op til debat. Hensigten er at omsætte hvidbogens mere overordnede principper til den kontekst og dagligdag, der kendetegner den forskningsbaserede myndighedsbetjening ved Aarhus Universitet. Det har resulteret i en række givtige drøftelser, som har vist, at de overordnede principper er kendetegnet af en betydelig kompleksitet, når de skal omsættes til den hverdag, hvori den forskningsbaserede myndighedsbetjening udfolder sig. Formålet med dette debatoplæg er at sammenfatte essensen af disse tematiserede drøftelser og for hvert tema opstille nogle pejlemærker for, hvordan man i praksis håndterer de overordnede principper, som er præsenteret i Danske Universiteters hvidbog.

2 Tema 1: Taler Aarhus Universitet med én stemme i myndighedsrådgivningen? Danske Universiteters hvidbog fastslår, at offentligt ansatte ikke blot har en ret, men også en pligt til at bidrage til den offentlige debat med videnskabelige synspunkter. Det er derfor naturligt og fuldt acceptabelt, at forskere, som leverer forskningsbaseret myndighedsbetjening, kan blive modsagt af andre forskere. Samtidig er det et grundvilkår for myndighedsrådgivningen, at rekvirenten det være sig f.eks. en minister eller en myndighed - efterspørger præcis rådgivning, som kan omsættes i handling. Rekvirenten kan med rette forvente, at rådgivningen baserer sig på den samlede palet af tilgængelig forskningsrelevant viden, og at der på den baggrund opstilles klare præmisser og forudsætninger, som er grundlaget for en anvendelsesorienteret rådgivning. Det giver anledning til en række principielle overvejelser. For hvordan harmonerer hensynet til rekvirentens forventninger om en præcis rådgivning med hensynet til den ubetingede ytringsfrihed? Er det f.eks. acceptabelt, at forskere fra samme universitet måske endda fra samme institut eller fakultet offentligt erklærer sig uenige i den forskningsbaserede myndighedsrådgivning, som kolleger har leveret, hvorved der sås tvivl om pålideligheden af den leverede rådgivning? Gælder der særlige snævre spilleregler for ytringsfriheden for kolleger fra samme institut eller hovedområde? Og er der forskel på spillereglerne for den offentlige debat blandt forskere om myndighedsrådgivning i sammenligning med den offentlige debat, som forskere fører om nye forskningsresultater, der ikke baserer sig på et kundeforhold? Det er væsentlige spørgsmål at debattere. På Aarhus Universitet gælder det, at ytringsfriheden er uantastet. Der er ikke særlige eller snævrere grænser for den offentlige debat, som vedrører forskningsbaseret myndighedsrådgivning. Her gælder samme ytringsfrihed som for øvrige offentlige ansatte med de begrænsninger, der evt. kan være i at udtale sig på institutionens vegne i igangværende sager, ligesom der i særlige tilfælde kan være behov for, at myndighed og universitet koordinerer tidspunktet for offentliggørelse af rådgivningsresultater. I praksis vil der sjældent være et dilemma, idet en forskningsbaseret rådgivning af en minister eller myndighed helt naturligt vil inkluderer al relevant forskning, som forskeren har adgang til. Det er således en væsentlig del af rådgivningen at præsentere de forskellige holdninger og synspunkter, som knytter sig til den problematik, som ønskes belyst. Det er en vigtig del af rådgivningen at synliggøre, hvor den videnskabelige konsensus hører op og uenighed indtræder. Derved sikres det, at faglig uenighed ikke udstilles efterfølgende og slører rådgivningen til en myndighed eller en minister. Mens ytringsfriheden således må og skal være uantastet, er det både naturligt og ønskeligt, at der udvikler sig en praksis for, hvordan en kollegial uenighed om myndighedsrådgivning håndteres offentligt. En sådan code of conduct kan være nedskrevet, men vil ofte have en mere uformel karakter og kan eksempelvis fastslå, at en anstændig kollegial opførsel indebærer, at man forhåndsorienterer kolleger, inden man offentligt kommenterer den myndighedsrådgivning, som er ydet. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at udarbejdelsen af interne retningslinjer er bestemt af kollegiale hensyn, som aldrig kan stå over den enkelte forskers ret til offentligt at ytre sig.

3 For Aarhus Universitet gælder det - at den forskningsbaserede myndighedsbetjening er underlagt samme udstrakte grad af ytringsfrihed som gælder for al anden offentlig debat om videnskabelige emner - at en forskningsbaseret myndighedsbetjening bør være præcis og entydig samtidig med den præsenterer, hvor den videnskabelige konsensus hører op og uenighed indtræder - at forskere bør udvise god kollegial adfærd, inden de offentligt kommenterer myndighedsrådgivning, som er leveret af kolleger

4 Tema 2: Er der et incitament på Aarhus Universitet til at arbejde med myndighedsopgaver? Danske universiteters hvidbog fastslår, at forskningsbaseret myndighedsrådgivning skal være meriterende på linje med forskningsbaseret undervisning ved ansættelser på universiteter. Samtidig erkendes det i hvidbogen, at universiteterne må overveje, om den eksisterende incitamentsstruktur i tilstrækkelig grad understøtter arbejdet med forskningsbaseret myndighedsbetjening. Incitamentsstrukturer involverer en bred vifte af områder, som er kendetegnet ved stor kompleksitet. Den nuværende meritering baserer sig i høj grad på traditionelle mål for den videnskabelige forskningsproduktion, f.eks. i form af antal internationale publikationer, citationsindex og øvrige bibliometriske indikatorer. En isoleret fokusering på disse mål indebærer en risiko for, at arbejdet med forskningsbaseret myndighedsbetjening ikke i tilstrækkelig grad bliver meritgivende, til trods for at der oftest er en betydelig og målbar videnskabelig produktion i relation til løsningen af myndighedsopgaver. Denne problematik har også økonomiske konsekvenser, idet målingen af den videnskabelige forskningsproduktion har betydning for den interne ressourceallokering. Derfor er der behov for at udvikle strukturer, som sikrer et økonomisk incitament til at arbejde med forskningsbaseret myndighedsbetjening. På tilsvarende vis er der behov for at se nærmere på, hvor betalingen for myndighedsopgaver kanaliseres hen? Er det universitetet, fakultet, instituttet eller den enkelte forsker, som modtager betalingen for udførte myndighedsopgaver. Og er en uafhængig og troværdig myndighedsrådgivning overhovedet foreneligt med, at betalingen kanaliseres til den enkelte forsker? Incitamentsstrukturer handler også om tidsforbrug. Hvordan godskrives medarbejdere eller institutter, der bidrager til myndighedsrådgivning? Kompenseres man f.eks. gennem mindre undervisningstid eller på anden vis? Det er væsentlige spørgsmål at debattere. Her indsættes et resume af debatten Øvrige varme emner til eventuel udfoldelse i dette kapitel: Hvor går skillelinjen mellem de opgaver, som løses i universitetsregi og de opgaver, som løses i privat regi? For Aarhus Universitet gælder det, - at...

5 Tema 3: Hvordan kvalitetssikrer Aarhus Universitet myndighedsbetjeningen? Danske universiteters hvidbog fastslår, at sektorrelateret forskning skal bedømmes efter de samme kvalitetskriterier som al anden forskning. Samtidig anbefaler hvidbogen, at universiteterne bør udvikle kvalitetsstyringssystemer for den forskningsbaserede myndighedsrådgivning. Kvalitetssikringen af myndighedsopgaver er en meget kompleks opgave, idet den både omfatter en forskningsdel og en rådgivningsdel. Kvalitetssikringen bør således ikke blot fokusere på den faglige kvalitet af den rapport, som udgør slutproduktet. Det er også nødvendigt at sikre, at relationerne til rekvirenten gennem hele opgaveforløbet er professionel og af høj kvalitet. Rettighed og evnen til at formidle i et klart sprog er vigtige egenskaber, og på tilsvarende vis gælder det, at forskeres forståelse af den politiske virkelighed er vigtig for den brugeroplevede kvalitet. Forskningskvaliteten kan måles ved brug af de sædvanlige målemetoder på forskningsområdet. Fagfællebedømmelser og publikationsanalyser vil være relevante evalueringskriterier. Det vil dog ikke i alle tilfælde være muligt at gennemføre disse evalueringer inden offentliggørelse på grund af opgavernes akutte karakter, men for at kunne imødegå eventuel offentlig kritik af rådgivningen, vil det for både rekvirent og forsker være ønskeligt i videst muligt omfang at tilvejebringe dokumentation for forskningskvaliteten. Når det gælder kvalitetssikringen af rådgivningselementet vil dette typisk ske gennem anvendelsen af brugeranalyser. Også her gælder det, at både rekvirent og forsker har en interesse i at kunne dokumentere, at hele sagsgangen har været af høj kvalitet. For at sikre en gennemskuelig kvalitetssikring af myndighedsrådgivning bør der være navngivne forskere på de rapporter, som offentliggøres. En konsekvent og standardiseret kvalitetssikring af myndighedsrådgivningen vil have en positiv effekt på universitetets konkurrenceevne. Det er derfor relevant nøjere at overveje, om kvalitetssikringen er institutionaliseret eller knyttet til den enkelte forsker. Denne problematik må også anskues i relation til arbejdet med internationale akkrediteringer og certificeringer. For institutionen, som står over for at skulle løse en myndighedsopgave, er det desuden vigtigt at synliggøre, hvilke kvalitetskrav der skal stilles til forskere, som løser myndighedsopgaver. Dette må vurderes i lyset af, at der er stor variation i den kompleksitet, som kendetegner myndighedsopgaverne. Her indsættes et resume af debatten For Aarhus Universitet gælder det, - at...

6 Tema 4: Hvem er ansvarlig for den myndighedsrådgivning, som leveres? Forskeres deltagelse i f.eks. nævn og udvalg er personligt. Det er derfor ikke et anliggende for institut eller hovedområde at forholde sig til den leverede rådgivning, såfremt forskningskvaliteten i øvrigt er i orden. Men hvem er juridisk ansvarlig, hvis der leveres fejlagtig rådgivning, som viser sig at være ansvarspådragende? Er det den enkelte forsker - eller er det Aarhus Universitet? Tema 5: Er løsning af myndighedsopgaver foreneligt med forskningsfrihed? Hvordan anvendes ledelsesretten i forhold til at løse myndighedsopgaver? Hvordan skabes gode finansielle vilkår for den fri forskning i relation til myndighedsopgaver? Tema 6: Hvordan håndterer Aarhus Universitet konkurrenceudsættelse? Hvad menes der med at skabe lige vilkår? Tema 7: Hvad menes der med, at myndighedsopgaver skal være forskningsbaserede? Skal AU løse opgaver, som ikke i sig selv kræver forskningskompetence, men som kan være fødekanal til forskningsbaserede opgaver? Kan ikke-forskningsbaserede opgaver tilføres et forskningsindhold? Tema 8: Hvordan bredes myndighedsopgaverne ud til hele AU?