MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK"

Bodil Johannsen
8 år siden
Visninger:

1 MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK AF PRAKTIKANT ANDERS VIDTFELDT LARSEN 35-årige Amara Kamara er fra Liberia. Med sig i bagagen har han flugt fra 2 borgerkrige; en opvækst uden en mor; polio og en amputeret arm, som konsekvens af en oprørsgruppes brutale overfald. Men med sig har han også den gæstfrihed og ønsket om at hjælpe sine medmennesker, som han har lært fra barnsben af. På sit 4. år i Danmark arbejder Amara for at lære dansk, at få sig en uddannelse som pædagog og engagere sig som frivillig og foredragsholder. PÅ FLUGT FRA BORGERKRIGE I 2000 startede oprørere et angreb langs grænsen mellem Guinea, Sierra Leone og Amaras hjemland, Liberia. Oprører fra Liberia gik over grænsen og tog på et plyndringstogt i den flygtningelejr, Amara var bosat i. Da en gruppe oprører stod med automatvåben over for Amara, prøvede han at flygte, men blev skudt bagfra. Han faldt om og lå ansigt til ansigt med gruppen, som affyrerede en skudsalve mod Amaras brystkasse. En af kuglerne gik gennem skulderen, mens andre forsatte ud af armen. Oprørslederen sagde: Don t waste time, finish him, hvorefter der blev affyreret et skud gennem Amaras kæbeparti. Amara overlevede, men har siden måtte leve med én arm, da lægerne blev nødt til at amputere den højre arm. Angrebet på flygtningelejren i Guinea var det tredje angreb, som Amara oplevede i sit liv. Oprindeligt kommer Amara fra Liberia i Vestafrika, men da han var 12 år, udbrød borgerkrigen, og hans mor og et andet familiemedlem blev dræbt. Resten af familien flygtede til nabolandet Sierra Leone, men dér udbrød også borgerkrig året efter. Med hjælp fra FN flygtede familien til Guinea, hvor de blev bosat i en flygtningelejr - blot 5 km fra Liberias grænse, hvor angrebet på Amara fandt sted. Årene efter angrebet var hårde, og da han i 2004 mistede sin far til sygdom, blev Amara forældreløs. Efter at havet boet i Guinea i 17 år, kom han til Danmark som kvoteflygtning.

Men med sig har han også den gæstfrihed og ønsket om at hjælpe sine medmennesker, som han har lært fra barnsben af. På sit 4.

2 DE FØRSTE AFRIKANERE I LØGSTØR Sammen med sin bror og sin søn på 13 år, blev Amara udvalgt som kvoteflygtning til Danmark. Da de ankom i januar 2010, kendte de intet til den danske vinter. Amara forklarer, at det eneste han vidste om Danmark, var at landet tilbage i 1992, havde vundet Europamesterskabet. Det var med store forventninger og en vis mystik at familien var rejst hertil. Jeg kom til Danmark med store forventninger og håb. Det var en drøm lige som for andre flygtninge og afrikanere. Jeg tænkte, at alt nok skulle gå godt og at her var alt som paradis. Nu stod han pludselig i Aalborg lufthavn, iført alt for lidt tøj. Da familien på tre kom ud af lufthavnen, prøvede de alle at løbe ind igen. Det var ligesom at gå ind i en fryser, griner Amara. Familien blev kørt til Løgstør, hvor de skulle starte deres nye liv. Amara forklarer, at de var en af de første afrikanske familier i Løgstør. Det var en stor omvæltning. Sprogbarrieren og en helt anden samfundsstruktur, var en udfordring. Til at starte med kom der frivillige og folk fra kommunen for at vise familien alle de basale ting. Samfundet var anderledes vi kunne ikke forstå sproget og vi kunne ikke forstå, hvordan man bruger penge. Vi havde ikke så meget kontakt, vi manglede muligheder. Vi havde problemer med at komme i kontakt med mennesker på grund af sproget og at vi var fremmede. MANGLER DANSK FÆLLESKAB OG VENNER Amara, der taler 4 forskellige lokaldialekter og ydermere taler fransk og engelsk, forklarer, at det var og er en stor udfordring at lære dansk. Den måde Amara er vant til at lære nye sprog på er gennem social kontakt. På sprogskolen mangler man kontakt, det er kun udlændinge, fremmede mennesker fra andre lande, der skal lære sproget og den eneste, der kan taler sproget godt det er læren. Amara har derfor et ønske om at flytte til Aalborg for at møde andre danskere, da han desværre ikke har tætte danske venner. Ifølge Amara er uddannelse helt essentiel for at blive en integreret del af det danske samfund. Sideløbende med at Amara færdiggjorde et forløb på sprogskolen, var han i gang med tage aftenkurser på VUC, og han er netop nu også begyndt på pædagoguddannelsen. ØNSKER AT VÆRE AKTIV OG AT KOMME PÅ ARBEJDSMARKEDET

Jeg kom til Danmark med store forventninger og håb. Det var en drøm lige som for andre flygtninge og afrikanere. Jeg tænkte, at alt nok skulle gå godt og at her var alt som paradis.

3 Der er ifølge Amara mange, der har foreslået ham en førtidspension på grund af hans manglende arm og smerten, som han døjer med som følge af polioen. Men i stedet for at blive isoleret derhjemme, vil Amara meget hellere ud af døren hver dag. Jeg er ung, jeg kan ikke vente derhjemme og være ked af det og være meget doven. Selvom jeg har problemer, jeg kan ikke klare det, som du(intervieweren) gør det. Nogle gange, når jeg er hjemme, så har jeg brug for hjælp, men jeg er nødt til at tage situationen på denne måde. Jeg er nødt til at holde fast i livet, selvom det gør ondt. DET SOCIALE ENGAGEMENT KOM IND MED MODERMÆLKEN Den opvækst og måde Amara blev opdraget på, har været med til at påvirke Amaras syn på frivillighed. En del af opvæksten var blandt andet gæstfrihed og næstekærlighed, når gæster kom uanmeldt. I Afrika kan man sige, at vi er medfødt med næstekærlighed, fordi vi er opvokset i et samfund, hvor vi har lært fra vores forældre. Når du kommer og besøger mig, uden at ringe til mig den lille smule mad jeg har, den deler vi. Jeg har set, da jeg var barn, at min mor gav fremmede mennesker mad, når de kom forbi, mens hun sagde til os: Hvis I vil spise, så vent med at spise til sidst. Så jeg synes, det er godt at hjælpe andre. Amara udtrykker en frygt for tabte ungdomsgenerationer, der er opvokset i et hektisk liv i flygtningelejre, hvor der mangler normer og stabiliserende samfundsværdier. Ifølge Amara er humanitære indsatser og frivilligt arbejde en nødvendighed i krigsplagede lande. I Afrika var han frivillig i Internationale Røde Kors, hvor han samarbejdede med Læger uden Grænser og Red Barnet. Da jeg var i Afrika, arbejdede jeg med Røde Kors, hvor jeg har hjulpet andre i farlige situationer. Det kan være naturfænomener, katastrofer, krig eller sygdom. Vi var helt klar til at komme og støtte andre. Vi var ligeglade, om vi blev smittet, når andre var syge, vi kom bare og hjalp. Vi delte alt godt eller dårlig. Mennesker er mennesker. Vi er ikke dyr. Vi er nødt til at hjælpe hinanden. Men forenings- og frivilligliv i Afrika er ikke struktureret på samme måde som i Danmark. I Afrika gør vi det i solidaritet. Vi har ikke foreninger på samme måde som i Danmark. Vi er meget hjælpsomme. Når ens nabo har et problem, så kommer man som frivillig og hjælper hinanden.

Selvom jeg har problemer, jeg kan ikke klare det, som du(intervieweren) gør det. Nogle gange, når jeg er hjemme, så har jeg brug for hjælp, men jeg er nødt til at tage situationen på denne måde.

4 I Danmark er Amara aktiv i både Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og herunder Danske Flygtningevenner. Hele sidste år var han fx besøgsven for ældre mennesker. Jeg synes, det er meget positivt, når man kommer ud og hjælper andre mennesker, fordi du giver dem håb. De mennesker føler sig ikke længere ensomme. Jeg har selv set det her (i Danmark)( ). Der er nogle danskere, der har brug for hjælp. Fordi de sidder bare derhjemme, de har ingen kontakt. De mennesker, de dør hver dag. Fordi når man sidder og tænker: I går var jeg aktiv, som du er i dag, i morgen bliver jeg gammel, så alle dine børn og børnebørn og dine venner, de forsvinder, du sidder bare der, alene 24 timer. De eneste, der kommer, er sygeplejersker for at give dig mad og pleje, men de går igen. Det er svært. Amara kender selv til ensomhedens væsen, og det er noget, der plager ham, men samtidig også det, der driver ham til at søge nye udfordringer. Han har alle de basale ting her i Danmark, men mangler et socialt netværk. Amaras søn er på efterskole, så ham ser han kun hver 3 uge. Jeg lever alene og bor alene, men jeg har sikkerhed og jeg får mad. Jeg mangler bare det sociale. I Guinea var han for eksempel vant til, at man oftest mødtes i store grupper - og spiste og hyggede sammen dagligt. ET SOCIALT VÆSEN HAR BRUG FOR MENNESKELIG KONTAKT Til at starte med, gik han derhjemme og ventede og ventede. Men han har erfaret, at man er nødt til aktivt at kontakte folk. De fleste, der kommer og besøger Amara, og som han besøger, er ældre mennesker, som enten er frivillige eller fra kirken. Amara mangler jævnaldrende venner, og han bor i en by, som de unge flytter fra. Derfor er Amara også i gang med at søge lejlighed i forbindelse med sin uddannelse i Aalborg. Som Amara ser det, er der to måder, at komme i kontakt med andre mennesker på: man kan lade dem komme til sig, eller man kan selv gå til dem. Hans råd til andre mennesker med en anden etnisk baggrund og et handicap er, at være åben og selv være aktiv opsøgende i mod nye bekendtskaber. Efter et år i Danmark begyndte Amara derfor, at holde foredrag om sin historie og om livet i Afrika. I FREMTIDEN VIL AMARA GERNE ARBEJDE MED SOCIALT UDSATTE

Der er nogle danskere, der har brug for hjælp. Fordi de sidder bare derhjemme, de har ingen kontakt. De mennesker, de dør hver dag.

5 I fremtiden vil Amara gerne forsætte med den pædagogiske linje og arbejde med socialt udsatte grupper. Han håber, at det med tiden kan blive til et fleksjob. Amara mener, at han med sine oplevelser fra krig og erfaringer med at leve med et handicap, kan bidrage med et andet perspektiv og forståelse for folk i samme situation. Amara siger, at hvis der er en ting, han har lært fra det danske samfund, så er det, at alle har en plads her og at alle kan bidrage med noget. Eller udtrykt på et gammelt afrikansk ordsprog, siger Amara: Man kan vaske et barn på dets ryg, men maven må det klare selv.

Amara mener, at han med sine oplevelser fra krig og erfaringer med at leve med et handicap, kan bidrage med et andet perspektiv og forståelse for

Relaterede dokumenter

Sociale og kulturelle koder er svære at knække

Sociale og kulturelle koder er svære at knække Godt nok er jeg født her, men i mange situationer er det svært både for mig selv og andre at finde ud af, om min adfærd afviger fra normen på grund af noget kulturelt eller min funktionsnedsættelse. Sociale