6. søndag efter trin. Matt. 5, 20-26

Transkript

1 6. søndag efter trin. Matt. 5, , 396, 674 / 691, (477), 726 Sdr. Bjerge + Rude Plant kærlighed i vore sind, og pod os, Herre, i dig ind som dine nye grene. Amen Gud, giv mig styrke, så jeg ikke slår naboen ihjel, selvom jeg har lyst til det så kraftfuldt og fyndigt kan det femte af de ti bud omformuleres til en bøn. Vi kan alle have brug for at bede Gud om hjælp til at overholde de ti bud, for det er ikke altid nemt. Ganske vist kaldes de ti bud også den naturlige lov, fordi den stadfæster det, som vores samvittighed siger os er forkert. Da Moses kort før sin død kalder det Israelitiske folk til sig for at minde dem om, at de skal overholde loven, siger han til dem: Det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det. Vi kan sagtens forstå, at vi ikke må slå et andet menneske ihjel, og det sker da også yderst sjældent, at nogen bliver dræbt med overlæg. Men buddet Du må ikke slå ihjel tolker Jesus i dagens evangelium bredere end det rent konkrete drab. I sin store bjerg-

2 prædiken giver Jesus en række af budene en dybere og videre betydning end de konkrete bud med ordene: I har hørt de gamle sige men jeg siger jer. Vi kan selvfølgelig være ligeglade med, hvad Jesus siger og berolige os selv med ordene: Det kan godt være jeg er et dumt svin, men jeg har i det mindste ikke slået nogen ihjel. Men hvad er det for et samfund vi får, hvis vi bare giver vores vrede frit løb, siger Raka (det betyder Idiot) til et hvert menneske, der kommer på tværs af vores frie udfoldelse, hvis vi slår naboens livsglæde og livsmod ihjel med sårende, nedsættende ord? Svaret på det spørgsmål kan vi måske få ved bare at se os omkring i dagens Danmark. Det mener i al fald samfundsforskeren Michael Böss. I sin bog fra 2007 Håndbog i høflighed kulturelle koder i 11 EU-lande konstaterer han, at Danmark ligger i bunden af det europæiske høflighedshierarki. Det nævner han flere årsager til bl.a. den store lighed i Danmark. Andre europæiske lande er mere klassedelte, og derfor er det mere nærlæggende at udvise respekt for andre. Det kan godt være det er en formél, ydre respekt og overfladisk høflighed. Men overfla-

3 disk høflighed er dog bedre end ingen høflighed. Ungdomsoprøret i 1968 var bl.a. et opgør med den stive, formelle omgangstone. Man søgte nyere og løsere sociale normer. Problemet af bare, at der ikke rigtig blev sat noget i stedet for den formelle høflighed, så vi er endt med en individualistisk præstationskultur. En slags alles kamp mod alle og det er ikke befordrende for forsoning og respekt for andre. Internettet og de sociale medier virker heller ikke befordrende på fred og forsoning. Her kan man rask væk udøse sin galde over andre. Der er ingen bremseklods, for man kan ikke se, at ens vrede ord ramme den anden som piskesmæld. Ord kan være yderst sårende og gøre ondt til døden. Endelig nævner Michael Böss det, at vi har fjernet os fra kirken og kristendommen som værdigenerator som årsag til den manglende høflighed og respekt for andre mennesker. Vi har simpelthen glemt de ti bud el. lagt afstand til dem, som noget der hindrer vores egen personlige frie udfoldelse. Vi anerkender dem ikke længere som gode pejlemærker i arbejdet for at skabe et samfund, hvor vi tager hensyn til hinanden frem for at mele vores egen kage. Det kan godt være det ligger naturligt i

4 os ikke helt konkret, fysisk at slå et andet menneske ihjel, men vil vi gerne kunne leve i et samfund med plads til alle og ikke kun de stærkeste, har vi brug for at blive mindet om, at vi også kan slå ihjel med ord, med vrede, med foragt. Vi skal værne om menneskelivet ved ikke at skade hinanden, men i stedet hjælpe og støtte hinanden. Vi skal ikke lade solen gå ned over vores vrede for krænkede og fornærmede, at trække os bort fra vor næste. Vi skal derimod søge forlig med dem, vi af den ene el. anden grund er vrede på. Kristendommen holder os fast på, at hvert enkelt menneske er værdifuldt og har krav på vores respekt, for vi er alle skabt i Guds billede. Vi har pligt til at behandle hinanden ordentligt, og give den Guds kærlighed, vi har fået del i, videre til vores medmennesker. Vi kan dog ikke bruge den kristne tro på Guds kærlighed som et skalkeskjul for at opføre os som det passer os. Vi hørte før Jan læse fra Romerbrevet, hvor Paulus taler om dåben, og hvordan det at være døbt, forandrer et menneske. Ja, Paulus taler ligefrem om, at vores gamle menneske dør i dåben. Dåben er derfor ikke en ligegyldig tradition. Dåben betyder

5 heller ikke, at vi med sindsro kan sige: Jeg er et Guds barn. Gud elsker mig betingelsesløst, så jeg kan gøre som det passer mig. I dåben får vi et nyt liv. Et liv, der er flettet sammen med Kristus. I faddertalen siges det om den døbte, at vedkommende er podet ind i Kristus. Som døbte får vi Kristus ind i krop og sind, og vi forandres. Paulus skriver i sit brev til menigheden i Filippi: I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Hvad var det så for et sind Jesus havde? Det var et sind, som søgte forsoning. Han ville genoprette brudte forhold. Han søgte bl.a. gennem sin bjergprædiken, at få folk til at glemme deres vrede og i stedet søge at blive forsonet med dem, de var uvenner med. Han gav selv sit liv for at forsone Gud og mennesker. Han genoprettede dette forhold som synd og død, havde drevet en kile imellem. Tegnet på, at det lykkes, er hans opstandelse. Tegnet på, at vi som enkelt mennesker vil have et forhold til Gud og have ham til vores himmelske Fader og Jesus som vores bror, er dåben. Gennem dåben får vi et nyt liv, hvor det sind, der var i Kristus Jesus, langsomt bliver en del af os. Det går langsomt, for dåben er ikke en øjebliks handling, hvor vi

6 med et trylleslag går fra at være egoister med let til vrede, til at være tilgivende og næstekærlige. Dåben er en livslang proces. Det kan godt være det gamle syndige menneske, der er sig selv nok, druknes i dåben, men bæstet kan svømme. Vreden kan stadig vælde op i os, selv om vi er døbt. Men vi kan med Hellig Åndens hjælp arbejde på at holde vreden nede og søge forlig med dem, vi mener har krænket os el. voldt os ondt. En måde at holde vrede nede på er bønnen: Gud, giv mig styrke, så jeg ikke slår naboen (el. konen, manden, kollegaen, den anden bilist el. hvem man nu har set sig vred på) ihjel, selv om jeg har lyst til det. Så kunne det være at vreden langsomt fordamper og Jesu milde, tilgivende sind forplanter sig i os. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen