Det bliver regnvejr. Klaus Rifbjerg, 1976 (6,4 ns)

Transkript

1 Det bliver regnvejr Klaus Rifbjerg, 1976 (6,4 ns) Han svingede op over fortovet uden at stå af og pressede knallerten pludseligt hårdt det sidste stykke op ad fliserne i 5 indkørslen for at få en opbremsning, der lignede noget. Dækket sagde den rigtige lyd, og han slog et mindre slag ud til siden med baghjulet og satte foden ned, før han lod motoren dø. Den gik ud med en plutren (efter først at have været oppe i omdrejninger med et vrid på håndtaget), og 10 mens han fumlede for at løsne hagebeskytteren under styrthjelmen, hørte han at køkkenvinduet blev åbnet, og hans mor råbte ud til ham: Grant Grant! Det var ikke hans rigtige navn, men bare noget, de alle 15 sammen kaldte ham, og nu var de også begyndt på det hjemme. Men han svarede ikke alligevel. Så råbte hun én gang til og stak overkroppen hen over køkkenbordet og ud ad vinduet. Du kan lige så godt stille den ind med det samme! 20 Han trak knallerten op på støttepindene og lænede sig op ad styret. Han stod med styrthjelmen i hånden og kiggede ned i den. Så spyttede han. Køkkenet lå rundt om hjørnet, så hun kunne ikke se ham. Det var bare knallerten hun havde hørt, og nu råbte hun: 25 Det bliver regnvejr. Du kan lige så godt sætte den ind med det samme. Ellers skal du bare ud igen om lidt Han sagde ikke noget. Grant! råbte hun igen. Grant! Lidt efter blev vinduet slået i med et smæk, og han 30 begyndte at gå op imod huset med styrthjelmen svingende fra remmen. Før han nåede op til døren, blev den åbnet, og moderen stod foran ham. Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Han rystede på hovedet. Hun var knap så høj som han 35 selv, og han kiggede på et sted på væggen bag ved hendes hoved. Over det. Selvfølgelig hørte du det. Hun tørrede håret væk fra panden. Jeg råbte, lige så højt jeg kunne. Du gad bare ikke 40 svare.

2 Han gik forbi hende ind i entreen. Der lugtede af fernis og kartofler. Bag ham lukkede moderen døren. Så fulgte hun efter ham ind i stuen. Grant, sagde hun, hvorfor stiller du ikke knallerten ind? 45 Jeg sagde det jo til dig, det bliver regnvejr, og så skal du alligevel ud efter den. Hvorfor det? Han stod med ryggen til. Hun kom op på siden af ham. Fordi den ruster. 50 Ude på græsplænen jokkede to solsorter rundt efter hinanden. Til sidst fløj den ene, og den anden fulgte bagefter. De satte sig i et træ og så ud, som om de ikke vidste, hvad de skulle foretage sig. Den kostede næsten 1800 kr. 55 Og hvad så? sagde han. Så ikke noget. Ikke andet end 1800 kr. er mange penge. Jeg har sgu da selv tjent dem. Og hvad så? Skulle du så ikke passe på knallerten? Du ved, hvad far siger. 60 Han vendte sig om og gik ud i entreen igen. Hvor skal du hen? spurgte moderen. Han svarede ikke, men gik ind på værelset og lukkede døren. Lidt efter åbnede hun den. Han stod stadig med styrthjelmen i hånden og vindjakken på. Et langt 65 halstørklæde faldt ned over skulderen efter at være viklet tre gange om halsen. Han havde ryggen til. Gå så ud og stil den knallert ind, Grant. Han slap styrthjelmen. Den faldt ned på sengen, men ramte kanten. Lidt efter rullede den videre og trillede ned på 70 gulvet. Det var en flad, død lyd. Er du sulten? spurgte hun. Han svarede stadigvæk ikke. Du må da være sulten. Hvad har du fået i dag? Først var du ude med aviser, så har du været i skole, du har været i 75 skole, ikke? Og så har du været på tanken. Du har ikke haft mad med? Du smurte i hvert fald ikke noget i morges, gjorde du? Jeg har spist, sagde Grant. I virkeligheden hed han Gregers, og han vidste faktisk 80 ikke, hvor det dér Grant var kommet fra. Det var bare kommet, en eller anden havde sagt: Se ham Grant! Og så havde han heddet det. Hjemme kaldte de ham for Gregers,

3 indtil de hørte de andre sige Grant, eller han selv en dag havde sagt: Jeg hedder Grant! Hvis han havde sagt det, var 85 det ikke, fordi han havde lyst, det var kommet pludselig, hvis det var kommet, sådan skete det hele tiden. Han bestemte sig for ikke at sige noget, men så sagde han pludselig noget alligevel. Ikke det han ville sige, men noget andet. Af og til overraskede det ham selv. 90 Okay, okay, okay, sagde moderen. Det var et af hendes yndlingsudtryk. Hun tørrede fingrene ned over forklædet. Et øjeblik så det ud, som hun var på vej ud ad døren, men så blev hun stående og gik lidt efter hen til ham. Der er ikke noget i vejen? 95 Han trak skuldrene op. Så lod han dem falde igen. Hun kom nærmere. Du har ikke lavet noget, vel? Han vendte sig om og så på hende. Hendes hår blev ret fladt af, at hun gik så meget over gryder og baljer og hvad 100 det var. Hvad mener du? Moderen slog ud med armene og skubbede skulderen frem. Du ved godt 105 Nej. Hun så ud ad vinduet. Der er så meget, ikke? Der er så meget, Grant. Mens hun gik ud af værelset, sagde hun hurtigt: Stil så den knallert ind, inden far kommer. Det bliver 110 regnvejr. Grant stod på gulvet ved siden af sengen og stirrede ned på styrthjelmen. Så skubbede han blidt til den med foden, så den begyndte at vugge. Så snart den var ved at holde op med at vugge, satte han den i gang igen. Hjelmens blå lak 115 spejlede sig i de ferniserede gulvbrædder, og en lille plet gyngede frem og tilbage for hvert vug. Da han havde sat sig på sengen, gyngede hjelmen stadig frem og tilbage, men kun ganske lidt. Til sidst holdt den op. Fra et sted i huset kom lyden af moderen, der gjorde et eller andet, skubbede døre 120 op, lukkede skabe, trak noget frem og tilbage, anbragte gryder på gaskomfuret, lagde låg på. Lidt efter hørte han bilen i indkørslen. Det var først en knasen og så bare en plumren af motoren i tomgang. Han kunne se det hele for sig. Faderen sad bag rattet, på sporet foran ham holdt en

4 125 knallert. Hvis han skulle forbi den, måtte han ud i rabatten. Vognens fire hjul kunne ikke hele vejen ind i garagen køre på de cementbaner, han selv havde støbt i indkørslen. I det samme tudede hornet. Grant betragtede styrthjelmens indmad. Først var der selve skallen, som omsluttede 130 hovedet, men neden under den en slags hængekøje, omvendt, der lavede afstand, så der var luft mellem issen og glasfiberen. Hornet båttede igen, og moderen kom ind. Der kan du selv se, sagde hun. Hvad? 135 Nu holder han derude og dytter. Og hvad så? Han hørte hende trække vejret hurtigt, men før hun nåede at fyre noget af, sagde han: Han kan da køre udenom, der er sgu da plads nok, det 140 er bare, fordi han ikke vil køre uden om sporene, hvis han ikke kan køre lige på sporene, bliver han bare siddende og venter. Hvad synes du så om det? Moderen rystede på hovedet. Og hvad med dig selv? 145 Hvad med mig? Du kommer kørende, og så standser du op, halvvejs, du er kun halvvejs inde i indkørslen, så standser du, og så stiller du knallerten dér, der er fem meter hen til skuret, men alligevel: dér skal den stå 150 Solsorterne forsvandt, der var kun træet og grenene og himlen bagved. I er vanvittige, sagde han. Faderen åbnede døren til entreen og gik ind. Han tog ikke overtøjet af, men fortsatte ned ad gangen, til han stod bag 155 ved moderen. Få så flyttet den knallert, sagde han. Ingen af de andre sagde noget. Moderen bevægede hovedet frem og tilbage, ikke særlig meget, bare sådan at hun var lige meget det ene sted og det andet sted hele tiden. 160 Grant rejste sig op. Moderen vendte sig mod faderen. Goddag, Hilbert, sagde hun. Faderen nikkede. Han havde tømrertøjet på inden under en gammel vinterfrakke. Det var stadigvæk koldt, selv om det skulle forestille at være april. 165 Kan du ikke køre udenom? spurgte Grant.

5 Faderen kiggede på ham et stykke tid uden at forandre ansigtsudtryk. Så sagde han lige ud: Hvad fanden bilder du dig ind, knægt? Grant hejsede skuldrene op igen og lod dem falde. 170 Jeg skulle køre, mumlede han. Hvad siger du? Jeg skulle køre, råbte han. Moderen trak sig tilbage. Hun stødte ind i faderen, og de stod sådan, tæt sammen. 175 Uden at hæve stemmen sagde faderen: Du behøver sgu da for fanden i helvede ikke stille knallerten midt i sporet, vel? Du kunne da køre den ud til siden, ikke? Det er jo ikke til at komme forbi. Grant nikkede. 180 Hvis du for fanden i helvede bare stillede den til siden. Der er jo ingen, der siger andet. Det er jo ikke så meget, der forlanges. Grant bøjede sig ned og samlede styrthjelmen op. Han skubbede til den med knæet, så den røg et stykke ud og 185 tilbage igen osv. Jeg sagde til ham, at han skulle sætte den ind. Faderen brummede et eller andet. Der er ingen tvivl om, at det bliver regnvejr. Man kan se det på himlen. Først kommer der sådan en hel masse 190 fimmer, så gråner det, så bliver det helt mørkt, og så regner det. Hm, sagde faderen. Jeg sagde det til Grant, da han kom hjem. Stil knallerten ind, det bliver regnvejr, den ruster. 195 Det interesserer mig ikke, sagde faderen. Moderen så forbløffet ud. Hvad? sagde hun, hvad? Bare han flytter den, sagde faderen. Hvis bare han flytter den, så kan han for min skyld give den en tur med 200 haveslangen Grant satte styrthjelmen på hovedet. Hvad nu? spurgte moderen. Faderen var forsvundet. Ikke noget, sagde Grant. 205 Jamen, hvorfor har du taget den på? Hun pegede på hjelmen, som om der var ild i den. Det sagde jeg jo.

6 Hvad sagde du? At jeg skulle køre. 210 Jamen Han skubbede sig forbi hende. Hun fulgte efter. Hendes skridt var mindre end hans, mere trippende. Grant, sagde hun, Grant, du har jo ikke fået noget at spise. Du har ikke fået en bid hele dagen. Hvad fik du i 215 morges? Ingenting. Og du havde ikke madpakke med. Vi skal spise. Jeg har det hele parat. Og på tanken har du ikke fået andet end en cola. Eller drikker du bajere? Drikker du bajere, Grant? De var nået igennem entreen, hen til døren og ud i 220 indkørslen. Faderen sad bag rattet i Skoda en, en spiral af røg kom ud af udstødningsrøret og blev skubbet væk pludselig i små puf. Grant gik hen til knallerten og stillede sig ved siden af den. Moderen stod på trappen. Det begyndte at regne. 225 Hvad nu? sagde hun. Samtidig strakte hun armen frem med håndfladen opad. Faderens ansigt var sløret bag vindspejlet, fordi det opaliserede lidt. Grant stillede på tændingen. Så bøjede han sig frem og tippede motoren. 230 Det regner, sagde moderen. Faderen trykkede på vognens speeder og udstødningen var ikke længere en spiral eller små skyer, men en stor, blå kvolmen. Grant havde startet knallerten og sad overskrævs på den. 235 Okay, okay, okay, sagde moderen. Begge køretøjer begyndte at køre på én gang, Grant slog et slag ud i gruset, faderen kørte direkte fremad og forsvandt i garagen. Regndråberne gennemhullede skyerne af udstødningsgas efter dem, og i de begyndende vandpytter 240 drev oliepletter som små, udtrådte regnbuer. Lidt efter styrtede det faktisk ned. fra "Det korte af det lange", Gyldendal