Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013"

Alfred Petersen
8 år siden
Visninger:

1 Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013 Højmesse i Rungsted kirke. 2 da b Salmer: 9; 422; 277; 54; 464; 729; 750; 727. Kollekt: Ordet og Israel Tekst: Matt.22,34-46 v34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36»mester, hvad er det største bud i loven?«v37 Han sagde til ham:» Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. v38 Det er det største og det første bud. v39 Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. v40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«v41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: v42»hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?«de svarede:»davids.«v43 Han sagde til dem:»hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: v44 Herren sagde til min herre:sæt dig ved min højre hånd,i ndtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? v45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?«v46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Kære Himmelske Far! Lad ikke dit hellige ord til os ved denne gudstjeneste være forgæves, så vi hører det uden at gøre det og så vi tror på dig, uden at adlyde dig. Derfor beder vi i Jesu navn: åben vore ører og vort hjerte, så vi forstår det dit livgivende ord rækker os i dag. - Amen! Kære menighed! Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve. Sådan lyder som vi kunne høre, indledningen til dagens evangelium. En indledning, der åbner døren til en spændende samtale mellem Jesus og nogle farisæere, som vi vil se nærmere på lige om lidt. Inden da, vil vi kort undersøge 2 spørgsmål: 1 Hvad var det Jesus havde sat på plads overfor saddukæerne og 2) hvem tager initiativet til den samtale vi her får lov til at overvære i dag?? Er det Jesus eller er det farisæerne? Som oftest er det os der opsøger Kristus. Enten fordi vi ønsker at høre mere om ham og det han siger om Gud og menneskelivet, eller fordi vi føler trang til at modsige det vi har hørt. For meget af det Jesus siger, provokerer os. Tænk f.eks. på hvad der sker, da røveren på korset beder om Guds tilgivelse - og får den, eller når Jesus taler om at vi skal elske vore fjender. Det er voldsomt pro-

i loven?«v37 Han sagde til ham:» Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. v38 Det er det største og det første bud.

2 vokerende for de fleste. Og det har det været for hver ny menneskegeneration lige siden. Hans person, hans bud-skab, hans kærlighed påvirker mennesker fra alle samfundslag. Syge kom for at blive helbredt, prostituerede og skæve eksistenser kom for at få del i Guds kærlig-hed, rige for at høre sandheden og få et godt råd, skriftkloge og fromme for at diskutere og sådan er det stadig. Men hvorfor er det interessant hvem der indleder samtalen? Kan det ikke være ligegyldigt? Og svaret er, at nej, det kan det bestemt ikke! For selv om alt i vort liv beror på Gud, ja selv troen er noget Gud skænker et menneske, så skal vi ikke tro, at når nu alt i sidste ende beror på Gud, så kan vi blot læne os tilbage og se passivt. For enten sker der noget; Gud skænker mig troen, hvor heldigt, eller også sker der ikke noget som helst, og så må jeg jo så bare affinde mig med det!! Jeg kan jo alligevel ikke gøre hverken fra eller til? Men sådan fungerer det nu alligevel heller ikke! Ligesom mennesker dengang opsøgte Kristus for at få svar på de store spørgsmål eller for at få hjælp, skal vi gøre i dag. Også vi skal have noget på hjerte og ikke bare være lige glade og passive. Vi skal have noget på hjerte, det skal brænde i os f.eks. når vi som nu kommer til gudstjeneste, så skal vi naturligvis gøre det fordi vi har en forventning om, at Gud vil tale til mig. At Han møde mig med sin Ånd og kærlighed; at Han vil skænke mig af sin kraft, så jeg føler mig båret, elsket, tilgivet, udfordret, provokeret. Det er jo også derfor Kristus et sted siger: Bed, så skal der gives dig; søg, så skal du finde; bank på, så skal der lukkes op for dig. Eller som Luther siger et sted: Du skal huske at holde posen frem, for ellers kan Gud jo ikke lægge noget i den. I indledningen i dag hører vi, hvordan saddukæere havde op-søgt Kristus, og at han ved den lejlighed havde luk-ket munden på dem.

er det stadig. Men hvorfor er det interessant hvem der indleder samtalen? Kan det ikke være ligegyldigt? Og svaret er, at nej, det kan det bestemt ikke!

3 Saddukæerne var en lille eksklusiv gruppe på Jesu tid. Som regel stammede de fra gamle velhavende familier. Et jødisk aristokrati, en slags adelsstand, som ikke mængede sig med almindelige mennesker og som ofte sad på ledende stillinger i samfundet. En stor gruppe af dem var således medlemmer af den jødiske højesteret, der bestod af 71 mænd. Mange af dem var tillige præster og det særlige ved deres gudsforståelse var, at de kun regnede de 5 Mosebøger for at være Guds ord og at de ikke troede på det evige liv. De var til forskel fra farisæerne ikke optaget af det fromme liv, men brugte religionen og Guds lov mere som en rettesnor og som et politisk værktøj. Farisæerne derimod, var lige modsat saddukæerne strengt reli-giøse. Det var håndværkere, mennesker fra middelklassen, der havde som mål at overholde Moselovens 613 love og bestemmelser ned i alle dens detaljer. Så det siger næsten sig selv, at farisæerne selvfølgelig har frydet sig, da det lykkes for Jesus at sætte saddukæerne på plads. Den diskussion Jesus har haft med saddukæerne havde drejet sig om det evige liv, som saddukæerne som nævnt afviste, men som farisæerne til gengæld anerkendte. Spørgsmålet saddukæerne havde stillet Jesus var, at hvis nu en kvinde havde været gift 7 gange, med mænd der alle var døde, hvem skulle denne kvinde så gifte sig med den dag hun selv døde og kom i himlen. Og Jesus svarer: I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, for man er som engle i himlen. Og om de dødes opstan delse, fortsætter Kristus, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der si ger: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke Gud for døde, men for levende. Igen et meget interessant svar fra Jesu side, for, for det første bekræfter Kristus opstandelsen som en virkelighed. Livet i evigheden kan blot ikke sammenlignes med noget vi kender fra denne verden. Når først vi når dertil, er vi som engle, siger Kristus, og for det andet holder han os fast på, at det liv Gud har givet os her på jorden, ja, det skal vi altså huske at leve her blandt de levende og ikke verdensfjernt og fraværende. Gud er ikke Gud for døde, men for levende! Og det er godt at Kristus siger det, for her hvor vi er nu, er der så sandelig nok at gå i gang med. Nok af mennesker og situationer hvor livet som Gud vil det, dvs. hvor medfølelse, trøst, hjælp og glæde hellere end gerne må komme til udfoldelse.

En stor gruppe af dem var således medlemmer af den jødiske højesteret, der bestod af 71 mænd.

4 Og det svar: at vi skal bruge dette liv på at være til stede og bruge livet i godhedens tjeneste, og ikke på at drømme os væk til en eller anden fjern himmel, det svar, leder os frem til diskussion som farisæerne i dag sætter i gang, med deres spørgsmål: Mester, hvad er det største bud i loven? - hvortil Jesus, som vi kunne høre atter uden at ryste på hverken hånden eller stemmen svarer: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Med andre ord: troen på Gud skal vise sig i kærlighed til næsten. Med et snuptag sammenfatter Kristus således Moselovens 613 forbud og påbud og koger dem ned til to bud: troen på Gud og kærligheden til næsten, det er det vigtigste, siger Kristus, men så gør han noget som er helt fantastisk og helt nyt. Han gør disse to vigtigste bud indbyrdes afhængige, sådan at ægte Gudstro altid skal vise sig i kærlighed til næsten, ligesom kærlighed til næsten, for at kunne bestå, må hente sin kraft, sin begrundelse og sin energi fra troen på Gud, for ikke at tørre ud. En indbyrdes afhængighed, der så at sige trækker Gud ned på jorden, samtidig med at den trækker os mennesker op fra dyrestadiet, hvor livet alene handler om at sikre sig selv bedst muligt. For det som troen gør ved os, er, at Gud holder os fast på at livet er en gave vi har fået for intet og som vi som Guds børn skal passe godt på. Derfor skal vi heller ikke kun være gode ved hinanden så længe vi synes vi selv får noget ud af det eller så længe vi synes vi har lyst. Nej, så skal vi gøre det så længe vi lever, for 1) ligesom Gud elsker os skal vi takke og lovprise ham ved at gøre godt mod andre og 2) det er simpelthen en guddommelig befaling: Du skal elske din næste! Det er ligesom med en drage. Sådan en man sender op i luften. En drage kan kun holde sig i luften, så længe den er forbundet med sin snor. Knæk-ker snoren, falder dragen ned. Hvis Du holder dig til mig, siger Kristus. Hvis du stoler på Gud som Gud viser sig for verden i Jesus Kristus; hvis Du beder Gud om hjælp, så vil Gud også blive livet for Dig. For så vil dragen være forbundet med sin usynlige tråd, og så kan den svæve glad og fri på himmelbuen. Men glemmer du det, falder dragen ned.

- hvortil Jesus, som vi kunne høre atter uden at ryste på hverken hånden eller stemmen svarer: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv.

5 Guds Ånd kan ingen holde tilbage. Den kan finde os og trøste os og gøre os til redskaber for Guds kærlighed hvor og når den vil. Vi skal blot holde posen frem så vil Gud også fylde noget i den. Eller som en sagde det engang: en uge består af 168 timer. Alt sammen timer, som du får givet helt vederlagsfrit. Så er det vel i grunden meget rimeligt, om du bruger blot 1-2 timer om ugen på ved f.eks. at gå i kirke fra tid til anden, for at sige tak eller som Jesus siger det: søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, og som er, og som bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Så er det vel i grunden meget rimeligt, om du bruger blot 1-2 timer om ugen på ved f.eks.

Relaterede dokumenter

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, Matt. 22,34-46. 1. tekstrække

1 Urup Kirke. Søndag d. 29. september 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, Matt. 22,34-46. 1. tekstrække Salmer DDS 2: Lover den Herre, den mægtige konge med ære