Skriftligt oplæg ved PD- uddannelsen i specialpædagogik Ballerup Kommune. Modul Samfund & specialpædagogik Efterår 2006

Transkript

1 Skriftligt oplæg ved PD- uddannelsen i specialpædagogik Ballerup Kommune. Modul Samfund & specialpædagogik Efterår 2006 Af Anne Grete Storgaard Kristian Lund Louise Rødkilde Sørensen Nini Vilhelmsen Pia Rosa Jørgensen 1

2 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse... 2 Indledning... 3 Vygotsky s grundtænkning... 4 Det anerkendende perspektiv... 5 Kommunikationsperspektiv... 6 Konklusion... 7 Litteraturliste

3 Indledning Folkeskolen er for alle børn, som på tværs af social baggrund, etnisk herkomst og individuelle forudsætninger mødes over længere tid. En af skolens opgaver er at skabe trygge rammer og et stabilt miljø, således at børn kan finde ro til at udvikle sig både socialt og fagligt. I vores hverdag møder vi børn, som enten er udelukket fra fællesskabet, eller ikke formår at udvikle sig hverken socialt eller fagligt. Hvordan vil skolen forstå sin opgave om at inkludere børn med særlige behov? Skal disse børn tilpasse sig skolens etablerede system af holdninger, værdier og normer, eller skal skolen udvikle en kultur, der accepterer og anerkender alle børn tilknyttet skolen? Gennem 1990 erne har der ved undervisningsdifferentiering med fokus på organisering af undervisningen været gjort flere forsøg på at øge rummeligheden blandt børnene. Trods det, har PPR i Ballerup Kommune oplevet en mærkbar stigning i henvisninger til specialpædagogisk bistand. Som konsekvens heraf er der i 2004 politisk vedtaget udviklingsprogrammet, Et godt børneliv et fælles ansvar. (I opgaven nævnt som UVP) (bilag 1.) I indskolingen (1. 3. kl.) mødes lærer og pædagog i et tværfagligt samarbejde, og begge faggrupper har dermed ansvaret for at udvikle de relationsfremmende aspekter inklusion og fællesskab, hvilket danner udgangspunkt for det enkelte barns personlige og faglige udvikling. Undertiden oplever parterne, at samarbejdet har trange vilkår og at det derfor er vanskeligt at udvikle fundamentet, som skal være udgangspunktet for den fælles opgave. Med afsæt i Ballerup Kommunes udviklingsprogram Et godt børneliv et fælles ansvar, ønsker vi at belyse: Hvilke udfordringer stilles lærer og pædagog overfor i fællesskabet i den inkluderende praksis? Vi hævder at: - Lærere og pædagoger kan mødes i et samspil med fælles mål for læringsmiljøet og etablere et fælles værdigrundlag. - Det kollektive, fællesskabet går forud for det individuelle, personlige i forhold til udviklingen af barnets sociale relationer. Metodisk arbejdes der ud fra statusevalueringen Må jeg låne en finger. Gennem Vygotsky s grundtænkning, den anerkendende pædagogik i lyset af Hiim og Hippes didaktiske relationsmodel samt den triadiske kommunikation foretages analyse af udvalgte observationer. I opgaven anvendes følgende begreber som vi definerer således: Inklusion betyder at medregne og forudsætter som sådan både rummelighed og social integration. Der sker et perspektivskifte fra individ til et system, der må være optimal for børn. Dermed bliver inklusion et alment pædagogisk anliggende og alle børn bliver i denne forståelse børn med særlige behov. Fællesskab er udtryk for at være fælles om noget, at man har en kollektiv opfattelse af at indgå i interaktioner med andre. Udfordringer skal ses som en positiv og fremadrettet dimension. 3

4 Vygotsky s grundtænkning Til at belyse Lev S. Vygotsky ( ) anvender vi Mogens Hansens artikel At lære sammen med andre. Ifølge Hansen hævder Vygotsky, at når man lærer sammen med andre, er det en fundamental menneskelig virksomhed; vi lærer både som en del af fællesskabet og for os selv. Det ene understøtter og fremmer det andet. Kollektiv aktivitet skaber vækstmulighed og danner rammer for nye erfaringer. Heri er sprog og tænkning uadskillelige begreber. Det er i samspillet og dialogen med andre mennesker, at barnet bliver stand til at bruge sproget bevidsthedsskabende. Funktionen i barnets kulturelle udvikling forekommer to gange, først på det sociale plan (interpsykologisk) og siden på det individuelle plan (intrapsykologisk). Zonen for nærmeste udvikling (ZNU) er det dynamiske rum, hvor den mindrevidende og den merevidende, gennem deres gensidige og aktive relation, skaber en læringssituation, der peger fremad i udvikling. Med andre ord, det, en person kan klare i dag, med hjælp fra en anden og merevidende, kan personen klare i morgen på egen hånd. ZNU er altså afstanden mellem barnets aktuelle udviklingsniveau og zonen for den potentielle udvikling. Kreativitet kræver omfattende erfaring med verden, hvorfor mennesket gennem livet oparbejder råstof af viden. Vygotsky ser ikke barnet som værende kreativt, idet erfaring skaber kreativitet og da den voksne har den største erfaring, er den voksne dermed også i besiddelse af det kreative potentiale. Sammenfattende er Vygotsky s grundtænkning: - Det kollektive, fællesskabet går forud for det individuelle, personlige - Læring (leg/undervisning) sætter udviklingen i gang. Med udgangspunkt i ovenstående teori sættes der fokus på observationen i statusevalueringen Må jeg låne en finger? s.17. (bilag 2.) Eksemplet viser en arbejdsform, der tilgodeser børnene i forhold til inkludering af den enkelte med fællesskabet som bærende princip. Ifølge Vygotsky s teori om at udviklingen sker i fællesskabet, giver det mening, at drengene sidder med høreværn på, for selvom de er udelukket det auditive rum, har de viden om de andres tilstedeværelse. Således bliver der taget hensyn til, at drengene lærer bedst, når der er helt ro, men samtidig er i interaktion med andre. Det samme gælder for de tre piger, der fungerer bedst i det sociale rum, hvor de kan give og tage af hinandens viden. I situationen kan trækkes paralleller til teorien omkring den mindrevidende der lærer af den merevidende i den relation, de er i. Eksemplet illustrerer helt konkret måden, børnene hver især ønsker at arbejde på og i hvilket læringsmiljø de trives. Således kommer klassen til at fremtræde harmonisk, og med plads til faglig fordybelse, hvori læringen finder sted, og det enkelte barn tilegner sig yderligere en livsvigtig erfaringsoplevelse. Den totale udnyttelse af voksenressourcer ses i lyset af, at pædagogen har medvirket til at forstærke roen i klassen ved at tage en gruppe med udenfor og arbejde med skridttælling. Pædagogen udnytter således sin merevidenhed og sit kreative potentiale ved at motivere en gruppe børn med ovennævnte aktivitet, hvor formålet er en alternativ måde at arbejde med matematik på. 4

5 På den måde opstår der et fremadrettet fællesskab i klassen, fordi børnene inkluderes med hver deres forskelligheder. Læreren og pædagogen har formodentlig struktureret denne arbejdsform i fællesskab på baggrund af en dialog omkring børnenes individuelle behov i undervisningen, hvor der er taget afsæt i deres sociale relationer og faglige kompetencer. Sådan har læreren og pædagogen formået at skabe en gensidig ligeværdighed i deres arbejde samt en anerkendelse af hinandens funktioner, deres professionelle faglighed kommer hver især til udtryk i et tværfagligt samspil, med samme intention, nemlig at fremme barnets faglighed og relationer. Det anerkendende perspektiv På baggrund af Vygotsky s grundtænkning og med udgangspunkt i den anerkendende metode (Kirstine Andersen) lægges der op til, at man leder efter og udforsker det, der virker. Metoden bygger på følgende antagelser: I ethvert samfund, enhver organisation eller gruppe er der noget, som virker Det, vi fokuserer på, bliver vores virkelighed Virkeligheden skabes af mennesker, og der er flere virkeligheder Det sprog, vi bruger, skaber vores virkelighed Det er vigtigt at værdsætte forskellighed Ved at stille fremtidsrettede spørgsmål fastholdes opmærksomheden på, hvor man gerne vil hen. Her har sproget en kreativ kraft til at skabe, fordi historierne omkring institutionskulturen ændres med den anerkendende metode, som anerkender alt det, der kan anerkendes og finder ressourcerne i institutionskulturen. Udviklingen skabes på basis af det bedste i fortid og nutid med henblik på den fælles fremtid. Metoden skaber billeder, som tydeliggør de kræfter, der giver liv og energi til systemet. 5

6 Den anerkendende pædagogik kan ses i lyset af Hiim og Hippes didaktiske relationsmodel: Formålet med modellen er at skabe helhedsorientering omkring barnet i forbindelse med planlægning af undervisning. Ingen af de seks kategorier kan isoleres, men står undervejs i den pædagogiske proces i et dynamisk refleksivt forhold til hinanden. Denne teori hænger nøje sammen med det udviklingssyn, som den pædagogiske spiralbevægelse repræsenterer, og Hans Månsson begrunder det således: Pædagogen eller en anden fagperson må på en og samme tid være sig bevidst om begge perspektiver i sin forståelse og udførelse af praksis, fordi alt er i spil og i bevægelse. (Midt i en verden s. 18) Vi vil uddybe den didaktiske relationsmodel såvel som den pædagogiske spiralbevægelse i vores mundtlige fremlæggelse med udgangspunkt i situationen i UVP s.16. Kommunikationsperspektiv Al adfærd er kommunikation og al kommunikation påvirker adfærd jvf. Kommunikation og samarbejde i professionelle relationer (kspr s. 52) Kommunikationsmodellen den triadiske kommunikation (jvf. kspr. s. 62) afdækker, hvordan kommunikationen mellem parterne udspiller sig, og tager afsæt i, at der mellem to parter altid vil være en kommunikation, uanset om den er nonverbal, samt at relationen parterne imellem vil have karakter af enten at være symmetrisk eller asymmetrisk. 6

7 Derudover har kommunikationen et indholdsaspekt, som via det digitale sprog formidler informationen/budskabet og et relationsaspekt, hvor det analoge sprog (tonefald, ordvalg, kropssprog) siger noget om, hvordan relationen opfattes. At kommunikation netop foregår i relationen er af afgørende betydning for, hvordan den professionelle agerer i relationen (jvf. tidligere omtale om den anerkendende metode). Emnet Det fælles tredje T Perspektivprisme Indhold Indholdskommunikation A M afsender. mod modtager Relations relationskommunikation I følge modellen foregår tre parallelle samtaler hos hver enkelt deltager: En ydre samtale, der handler om samtalens indhold og dens form, og to indre refleksive samtaler, hvor den ene forholder sig til den ydre samtales tonefald, ordvalg, samtalepartners kropssprog, gestus osv. og den anden til, hvordan vedkommende selv kan indgå i den ydre samtale uden at anfægte sin integritet. Dette kan sammenfattes i fem grundlæggende antagelser om kommunikation. (jvf. kspr. s. 55) Mennesker kan ikke ikke-kommunikere Enhver kommunikation har et indholds- og et relations aspekt. Oplevelsen af relationen bestemmes af, hvordan hver enkelt deltager opfatter kommunikationsforløbet. Symmetriske og asymmetriske relationer. Som det fremgår, vil relationen parterne imellem være en medvirkende faktor for den enkeltes oplevelse af kommunikationen. Det er derfor væsentligt, at den voksne i skolen formår at udvise anerkendelse i sin måde at samtale på, samtidig med at vedkommende bevarer fokus på det der samtales om. Med udgangspunkt i observationen UVP s.15. gennemføres en analyse af ovenstående teori ved den mundtlige fremlæggelse. Konklusion I en skolekultur, hvor fællesskab og inklusion er nøglebegreber, skal skolen forstå sin opgave ud fra den grundlæggende vision om, at alle børn har et særligt behov. 7

8 Dette udfordrer den professionelle i forhold til måden, der anskues undervisning/læring på. Med henvisning til Vygotsky s grundtænkning om at det kollektive, fællesskabet går forud for det individuelle, personlige forudsætter det, at den professionelle voksne netop skal have fokus på at udvikle barnets sociale, personlige kompetencer gennem det kollektive, fællesskabet, samtidig med at have øje for den faglige udvikling. Analysen af den givne observation fra statusevalueringen Må jeg låne en finger, er således et forsøg på at fremhæve den gode historie, hvor samspillet mellem voksen/voksen, voksen/barn og barn/barn fungerer i klassen. Ved at bygge videre på det der virker, som vist med den anerkendende metode, skabes der en positiv tilgang til det at lære, og når dialogen foregår ligeværdigt og meningsfuldt for barnet, er der skabt grobund for en fremadrettet udvikling. Som professionel må man gøre sig sin rolle bevidst, idet man med sit verbale - og non verbale sprog, kan være med til at inkludere og/eller ekskludere børn fra undervisningen og dermed fællesskabet. Derfor konkluderer vi, at de udfordringer lærer og pædagog stilles overfor ligger indenfor det kommunikative - og anerkendende perspektiv. Det er nødvendigt for lærer og pædagog at påpege og signalere, at forskellighed er en ressource og endvidere at sikre, at det fælles etablerede værdigrundlag danner mening for alle børn, så der udvikles et optimalt læringsmiljø. Det har derfor afgørende betydning, hvordan det tværfaglige samarbejde mellem lærer og pædagog kommer til udtryk. Samlet set er det en udfordring for alle led i folkeskolen i Ballerup Kommune, at ovennævnte perspektiver og ressourcer kommer i spil, således at man i fællesskab skaber den rummelige skole, der bygger på en inkluderende pædagogik. 8

9 Litteraturliste Andersen, Jens (2004): Den rummelige skole Et fælles ansvar. s Kroghs forlag. Andersen, Kirstine (2002): Den anerkendende metode. Bae, Berit (1996): Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse. Artikel i Social kritik nr.47. Godrim, Finn (2002): Fra fejlfinder til ressourcespejder. Pædagogisk psykologisk rådgivning nr.4. Hansen, Mogens ( ): Kap. 6 At lære sammen med andre. Voksnes læringsrum. Billesø & Baltzer Hermansen, Mads m. fl. (2004): Kommunikation og samarbejde i professionelle Relationer. s Alinea Månsson, Hans ( ): Midt i verden og ude på noget. s Tetler, Susan (2000): Den inkluderende skole fra vision til virkelighed. Gyldendal. Et godt børneliv et fælles ansvar. Programaftale, Ballerup Kommune. (2005) Må jeg låne en finger? Statusevaluering af programaftalen for Ballerup Kommune. (2006) Bilag 1: Et godt børneliv et fælles ansvar, programaftale, Ballerup Kommune (2005) Bilag 2: Må jeg låne en finger? Statusevaluering af programaftalen for Ballerup Kommune (2006). 9