8. s. e. trin Lyngby Mika 3,5-7; 1. Johs. 4,1-6; Matt. 7, //

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "8. s. e. trin. 2012. Lyngby Mika 3,5-7; 1. Johs. 4,1-6; Matt. 7,22-29. 392 373 352 // 332 292 401"

Robert Aagaard
8 år siden
Visninger:

1 1 8. s. e. trin Lyngby Mika 3,5-7; 1. Johs. 4,1-6; Matt. 7, // Til et familieselskab fornylig udspandt sig en samtale om folkekirken. Den er næsten obligatorisk, når præsten nu er tilstede. På baggrund af den seneste tids debatter i folkekirken slog af festdeltagerne til lyd for, at der måtte være nogle klare og rene linjer i kirken. Og jeg spurgte ham, hvordan de skulle findes, disse rene linjer, stregerne der skulle tegnes i sandet. Jo, sagde han: Vi bliver nødt til at fastholde en kirke, hvor jeg er sammen med dem, jeg kan sympatisere mig med..mennesker jeg deler mening og holdning med. Det standpunkt ville han gerne have præsten til at skrive under på. Det ville præsten ikke, men fik desværre ikke rigtig lejlighed til at udfolde hvorfor (gæstebudet var ved at være slut) Så nu bliver det Jer, der må få gæstens argumenter. Det desto mere som dagens tekster lægger op til en overvejelse over: hvem har patent på kristendommen? Hvor rummelig skal folkekirken være? Er der ingen grænser? Og hvad er kriterier på den sande kirke? Der er i alle tekster en truende tone, en dommedagstone: - at vi mennesker af falske profeter bliver vildledt og ført på vildspor. Væk fra Gud - at vi som kristne, som kirke er forpligtet på hele tiden at undersøge om vi er af den sande ånd..som Johs. Siger: tro ikke enhver ånd, men prøv om ånderne er af Gud. Ikke alle hører med, nogen er på galt spor, andre på det rette. Hvem hører du og jeg til? - og evg. s billede af at bygge på klippe eller på sand appellerer til enhver kristen (kirke): Bygger vi på sand eller klippe? - udsagnet fra manden v. gæstebudet om, at der er nogen der er de sande kristne og andre ikke, kan virke provokerende. Men spørgsmålet er ikke dårligt stillet. Det afgørende er: hvad er svaret på, hvem der har patent på den sande kristendom!! 2. Spørgsmålet er ikke nyt. Det har eksisteret så længe, kirken har været her. Tænk bare på kampen mellem grundtvigianere og indre missionsfolk. De kæmpede om, hvad der var sand kristendom og sand kirke. Var man grundtvigianer, så var trosbekendelsen, dåben og nadveren kriteriet på sand kristendom. Her var Gud tilstede: ved bordet og badet. Med bekendelsen på tungen. Og så ellers bare ude at leve livet med familie og slægt og arbejde, forsamlingshus og kortspil og dans.

På baggrund af den seneste tids debatter i folkekirken slog af festdeltagerne til lyd for, at der måtte være nogle klare og rene linjer i kirken.

2 2 Kom man derimod fra Indre Mission, så var der andre boller på suppen. Her gælder den personlige omvendelse: Hvornår har du mødt Jesus? Kl. 16:25 i Dollerup bakker. Da kom han til mig. Og det havde konsekvenser: et liv i bøn, et liv i missionshuset med brødrene og søstrene, et liv i afholdenhed: ingen sex før ægteskab, ingen kortspil og rusmidler. Overtrådte man reglerne var man udenfor. Hørte ikke til de hellige. De sande kristne. Man skulle ikke bare prøve ånderne hos de andre, altså udadtil, men også indadtil hos sine egne for at finde ud af: hvem har den sande ånd! Men hvordan i dag? Hvor går skillelinjerne da henne? I en nylig udkommen bog De måske kristne undersøger en lektor i teologi, hvad vi danskere tror på. Hvad vi danskere lægger vægten på som det væsentligste i troen. Det som vi baserer vores tro på. Lad mig give Jer et par bud: Poul: Når jeg så sidder ved indgangsbønnen og vi beder fadervor: Jamen, der er ikke nogen fader. Du som er i himlen: Nej det er der ikke. Genopstanden fra de døde: Nej, det tror jeg ikke på. Så at sige alle de ord, der bliver sagt, så sidder jeg og tænker: Det vil jeg simpelthen ikke være med til, det der. Så synes jeg, at det er svært at gå i kirke. Altså, kan man gå i kirke og så tage afstand fra alle de grundlæggende elementer i kristendommen? For det gør Poul. Går i kirke og har det lidt som en ateist. Men melde sig ud af folkekirken og ind i ateistisk samfund aldrig i livet? Hvorfor? Fordi: Af hensyn til min familie. Han vil ikke pådutte sin familie sine holdninger. De skal selv have lov til at bestemme. Og så føjer han til: kristendommen er indvævet i al vores kultur, vores historie, vores opdragelse og de værdier, hans forfædre har kæmpet for..og alt det er jeg glad for og kan ikke undvære! Poul: en kulturkristen. Sand kristendom er den tvivlende kristendom. Kristendom kan fortolkes. Kristendom kan man forholde sig kritisk til. Den kristendom som er i alt væsentligt i vores liv og kultur og som vi ikke kan smide væk, smyge af os. Det sidder i krop og sjæl, hvad enten vi vil eller ej.

Overtrådte man reglerne var man udenfor. Hørte ikke til de hellige. De sande kristne.

3 3 Knud: Knud er opdraget i IM. Han har gjort op med sin IM-baggrund. Han brød sig ikke om at man skelnede mellem de sande og forkerte kristne. Og han har levet med 70 erne, hvor det ikke var in at være kristen. Men han har alligevel ikke opgivet kirken som institution. Den har fået en ny betydning på baggrund af den muslimske indvandring. For så må kirken være et værn imod en kultur, som har en anden religion. En anden etik. Han siger: Jo, fordi den der etiske livsførelse, som der jo er tale om, som nu muslimerne, de har svært ved at tilgive. Altså ordet undskyldning findes ikke i den islamiske verden, så vidt jeg ved, ikke regulært..vi har jo det, der hedder næstekærlighed, det der med at forsøge at være et godt menneske.altså næstekærlighed, over for sine medmennesker, være et godt menneske i det hele taget, det synes jeg er vigtigt, og det synes jeg, at det findes i kristendommen. Den sande kristendom er næstekærlighed. Ja kristendom er etik. Moral: At være et godt menneske. Han har det ikke så godt med kirkens ceremonier. De er tomme for ham. Selvom han kommer der med mellemrum. Nej han tror på den historiske Jesus. Jesus i kød ogblod. En fantastisk personlighed, som vi kan lære noget af. Nemlig at leve et ordentligt liv. Kirsten Poul og Knud, mændene, de tumler med deres kristendom. Er skeptiske, kritiske. Gør op og finder et sted. Nu kommer vi til Kirsten. Hun har haft troen alle dage. Lige siden sin barndom. Har ikke haft grund til at gøre op og skælde ud og tage afstand. Og har det ulig mændene det godt med kirken: Jeg kan godt lide at gå i kirke for at høre en præst, der sige nogle gode ting, og for at synge nogle gode salmer. Jeg synes, at i salmerne udtrykkes kristendommen allerbedst..jeg kan se kirken fra mit hus. Det er fantastisk! At den har stået der urokkeligt, i evigheder, alle de mennesker, der har været derigennem. Men fællesskabet jo vigtigt og godt Når jeg er i udlandet går vi nogen gange i kirken, og DER kan jeg godt føle fællesskabet Kirsten kan mærke og føle Guds nærvær. Hendes tro er ikke baseret på logik, på argumenter, men følelser. Gud går ved siden af hende. Mærker hun.

For så må kirken være et værn imod en kultur, som har en anden religion. En anden etik.

4 4 3. Her har I hørt om tre slags kristendom. Om Pouls tvivlende kulturkristendom. Om Knuds næstekærlighedskristendom. Om Kirstens følelseskristendom. De er alle medlem af folkekirken og kunne ikke drømme om at melde sig ud. Og så kan vi jo vende tilbage til min ven fra gæstebudet, der sagde: Vi bliver nødt til at trække en streg i sandet. Vi kan jo kun være sammen med dem, vi sympatiserer med Jeg gad vide, om Poul, Knud og Kirsten i hans optik er indenfor eller udenfor. Om deres tro er sand nok. God nok. Stærk nok. Rigtig nok. Iflg. ham. Og hvad siger vi selv. Hvad mener du og jeg om deres kristendom, så forskellig og mangfoldig den er. I indhold og form? Men inden vi begynder at måle og veje Pouls, Knuds og Kirstens kristendom incl. vores egen - hvis kristendom der er den sande eller forkerte, den lette eller den tunge, så kan vi jo synge med Grundtvigs salme om lidt: På Jerusalem det ny. Den er hans fremtidssyn om kirken Det er han visionære salme om, hvem og hvad den sande kirke er. Og giver han 3 væsentlige mål for vores vurdering af hvad den sande kirke er: 1. Troens grundvold = Kristus. Han er hovedhjørnestenen. I forholdet til ham, i troen på ham er vi levende sten. Han er sandheden og vejen for os. Det vidunderlige billede af sand kirke: Når vi bygger kirke, så sætter vi en krans helt op i toppen til rejsegilde. En blomsterkrans. Det er Kristus, der er blomsterkransen. 2. Kirken er at sammenligne med et vennelag. At være Guds venner, Kristi venner, det er som at sidde til bords med alle i huset. Knud, Poul, Kirsten og alle vi andre hører til vennelaget. Vi har måske ikke de samme meninger, holdninger, moralopfattelser, men det er heller ikke det afgørende, for vi er der i kraft af blomsterkransen og hovedhjørnestenen, som får os til at se i den samme retning. Det kommer ikke an på din og min mening og holdning, men det kommer an på, hvad din tro stammer fra. Fra hovedhjørnestenen, fra blomsterkransen i toppen af huset. Du og jeg er kun en lille munkesten i det store hus. 3. Fordi Kristus indbyder os til at være sine venner, så er vi værdige alle sammen til at være med. Siger Grundtvig. Vi kan bare bede om at han vil tage imod os. Vi kan bare synge med på salmen, som han har sunget for på.

Vi kan jo kun være sammen med dem, vi sympatiserer med Jeg gad vide, om Poul, Knud og Kirsten i hans optik er indenfor eller udenfor. Om deres tro er sand nok. God nok. Stærk nok. Rigtig nok. Iflg.

5 5 Vi kan altså begynde vores vurdering af, hvem der har patent på kristendom dér: Hør vor bøn, hør vor sang. Så er vi vist alle i samme båd! Kirkebøn: Gud Helligånd Du som bygger kirke også her hos os Lad os altid se og dufte blomsterkransen i toppen af kirken Kristus. Lad aldrig blomsterne visne, men lad dem blomstre i alle farver indtil vi skal se Kristus ansigt til ansigt. Vi beder for din Kirke at den må forkynde sandhed og tale vanens magt imod. Lad alle der har et særligt ansvar i verden, tjene frihedens budskab og skab mere liv. Fordi vi er frygtsomme, tilbageholdne og selvoptagne, beder vi om mod og medfølelse så vi ikke holder fast på det som vi tror er vores, men bliver i stand til at give af vores eget. Lad kirken i hele verden stille sig på de fangne, forfulgte og ufries side. Vi takker for vores land Lad de der har magt og myndighed i vores land forme loven med sans for ret og retfærdighed, så frygten ikke skal råde i vores samfund. Vær med regering og folketing. Vær med vor dronning og hele hendes hus. Hjælp os til at vise verdensmagten At størst af alt er kærligheden. Gud Af din kærlighed ånder og lever vi, Efter din retfærdighed længes vi, på dit evige rige håber vi. Amen

Lad aldrig blomsterne visne, men lad dem blomstre i alle farver indtil vi skal se Kristus ansigt til ansigt. Vi beder for din Kirke at den må forkynde sandhed og tale vanens magt imod.

Relaterede dokumenter

Studie. Den nye jord

Studie. Den nye jord Studie 16 Den nye jord 88 Åbningshistorie Jens er en af mine venner. Jeg holder meget af ham, men han er tja nærig. Jeg bryder mig ikke om at sige det på den måde, men siden hans kone Jane sagde det rent