Prædiken tl 3. s. e. påske, Jægersborg kirke (synges af Fyrafenskoret) 305 // v Prædikentekst: Johs.

Transkript

1 Prædiken tl 3. s. e. påske, Jægersborg kirke (synges af Fyrafenskoret) 305 // v Prædikentekst: Johs. 16,16-22 Sorg og glæde Vi sang tl at begynde med i Kingos fote baroksalme: Sorrig og glæde de vandre tl hobe, lykke, ulykke, de gange på rad, medgang og modgang hinanden tlråbe, solskin og skyer de følges og ad. Salmen blev sunget på en dansemelodi. Og man kan næsten se for sig hvordan sorg og glæde og medgang og modgang, som ved et maskebal på slotet, marcherer hånd i hånd ind i den oplyste festsal og byder hinanden op tl dans. For sådan er vores liv, siger Kingo. Vi hvirvles rundt i glæde og sorg, og vi får ikke det ene uden det andet. Vi kan drømme at glæden holder og varer ved, men alle tng har sin foranderlig lykke, synger vi, alle kan fnde en sorg i sin barm. Ja alle har sit/stort eller lidt/ himlen alene for sorgen er kvit. Så at være menneske, et levende menneske, det er både at lære sorgen og glæden at kende. Og glæde det er vel at mærke ikke det samme som tlfredshed. Tilfredshed er når tlværelsen lever op tl vores forventninger hverken mere eller mindre. Det er når vi accepterer at tngene er som de er. Mens glæde det er når tlværelsen overgår vores forventninger, og glæden bevæger vores hjerte og får det tl at synge eller boble af fryd. Glæden udspringer af et overskud. Mens sorgen udtrykker en mangel, en uro, en længsel. En viden om at der er noget vi drømmer om og gerne vil, men ikke kan. Sorgen det er den stadig erfaring af at vores kærlighed ikke kan nå frem. Det kan være meget konkret. Vi har mistet et menneske vi holder af, måske det menneske vi holder af, og nu står vi med vores kærlighed og kan ikke nå den elskede mere. Ligesom vi heller ikke selv kan nås.

2 Vi sørger efer et dødsfald, men vi sørger sandelig også når relatoner går i stykker, og det som skulle være levende mellem os, dør. En skilsmisse er næsten altd forbundet sorg, ligesom det er en sorg når mennesker vi holder af og føler os forbundet med, forsvinder for os. En stor sorg er det for forældre, når de mister kontakt og fortrolighed med deres voksne børn. Ligesom det er en sorg når vi på grund af alderdom eller sygdom ikke mere kan det vi gerne vil. Ja sorgen er ofe langt mere vidtrækkende og udefnerlig end vi lige tænker. Sorgen over at vores liv ikke bliver tl det det kunne være. Sorgen som det at vi ikke rigtg når hinanden, selv om vi måske både taler sammen og mødes dag efer dag. Men vi når ikke ind tl glæden, vi bevæges ikke, samtalen gør ikke noget ved os, det betyder ikke noget, det bliver kun tl velmenende fraser og tomme ord. Og det er en sorg. En sorg at vores liv kan størkne, og være så kærligheds- og så glædesløst som mange ind i mellem erfarer at det er. Alligevel er det trods alt sorgen som holder os i live. Sorgen er den rest af kærligheden som bliver ved med at drømme og længes og insistere på at ikke altng er som det skal være. I sorgen ved vi at vores liv er tl meget mere end det vi lige nu ser. Ja et liv helt uden sorg ville virkelig være et skræmmende liv. Så ville vi bare acceptere og være tlfredse med livet som det var. Så ville vi ikke mere have den uro i os, eller den gnist, som fortalte at glæden i dens fulde register, at kærligheden er tl. Ja så ville det være et følelsesløst liv, med mere død i sig end egentligt liv. Så sorgen hører med, anderledes kan og skal det ikke være. Sorgen er en livsfølelse vi ikke bare kan gøre os immune over for og sidde overhørig. Sådan er det også selv om kristendom handler om glæde. En glæde som skal være for os alle, som vi hørte det jul. Eller en glæde som venter os og som ingen skal kunne tage fra os igen, som vi hørte det i dag i en af afskedstalerne fra Johannesevangeliet.

3 Men den glæde vi skal erfare fnder vi ikke uden om sorgen den venter os i det liv som også fyldt af smerte og lidelse og er uoverskueligt og svært. Ja I skal græde og sørge og klage, siger Jesus. Men jeres sorg skal blive tl glæde. Hvordan? Jesus bruger et urgammelt billede for at vise det. Billedet af den fødende kvinde. Hun ved at når hun skal føde, så er den svære tme kommet, så er der ikke nogen vej uden om, så mærker hun veerne, og hun må tage smerten på sig. Det kan blive næsten uudholdeligt. Men når først hun har født sit barn, og hun sidder med det dejlige nye liv sin favn, så er alle veerne, al smerten i hendes glæde blevet tl ingentng. Ja hun husker ikke mere sin trængsel, siger Jesus, af glæde over at et menneske er født tl verden. Der fere tng i dete nærmest mytske, men meget enkle billede man kan hæfe sig ved. 1. For det første viser det noget om hvordan vi skal forholde os tl smerten, tl lidelsen, tl sorgen i vores liv. Det viser at vi for alt i verden ikke skal undgå sorgen eller smerten, men vi skal tværtmod være helt tl stede i den. For den fødende kvinde drejer det sig netop om at gå ind i veerne, tage dem på sig. Hvis hun ikke gør det bliver fødslen bare trukket ud, hvis den da ikke ligefrem går i stå. Billedet af den fødende siger altså: Tag sorgen på dig. Læg ikke låg på den, fortræng den ikke, tlsidesæt den ikke. Men vid at inde i sorgen, når det er allersværest, der viser Gud dig et liv du ikke kender endnu. Ja der er du i Guds varetægt, og der er ikke andet du kan gøre, end i smerten, i din sorg at give dig hen tl ham. Da Jesus eller evangelisten Johannes brugte dete billede, da var det endda meget mere tydeligt end det er på de fødeklinikker vi kender i dag, at kvinden var i Guds vold. I dag kan fødslen ved tekniske, kirurgiske eller medicinske indgreb afrydes eller reguleres. Man kan uden problemer tage barnet ved kejsersnit

4 hvis man ønsker det, og det er der vist nok fere og fere kvinder der for at undgå smerten, benyter sig af. Men dengang var det virkelig et spørgsmål om liv eller død. Det drejede sig ikke bare om barnets overlevelse, men sandelig også om moderens. Og der var ikke anden vej end at slippe alt og give sig hen uden at vide hvordan det ville gå. På samme måde må vi alle, siger billedet, forlade det sikre og slippe det liv som var, og gå ind i det krævende og usikre liv, med al den trængsel og smerte der er i det, i tllid tl at Gud er der, som den der favner os og måske lægger et nyt liv i vores hænder. 2. Dete at vi må give slip for at nyt live kan blive tl det er det andet træk i fødselsbilledet, jeg vil hæfe mig ved. For der er jo mennesker der sørger på den måde at de bliver ved med at hæge om den elskede. Der siger tl sig selv: Dete her var livet, og der er ikke andet at leve for end det. Der er mennesker som ikke vil give slip, de forguder det menneske som var, eller de hader det, og det skal der ikke ændres på. Den mistede får på den måde i al sin betydning lov tl at forhindre at et nyt liv med mening og glæde bliver tl. Men at sørge det er på en gang med åbne, men forgrædte øjne at vide om alt det dyrebare og dejlige som var, og at vide at det er uigenkaldeligt forbi. Det er at tage det altsammen med sig som sin skæbne, samtdig med at man er på vej ind i et liv som er anderledes og nyt, og man ved at man vil forandres af det. Som den fødende kvinde ved at barnet vil gøre hende tl anden end den hun er. Sådan skal vi turde give os hen tl det liv som viser sig. Vi skal kunne slippe vores billeder af hvordan livet skal være, og i stedet tage imod livet som det viser sig at blive, og så se det, undres over det, sådan som det er. Ligesom den fødende kvinde ikke kan andet end at se og undres og glæde sig over sit barn, når hun endelig efer smerten og strabadserne holder det ind tl sig. Et barn hun nok har mærket

5 og glædet sig tl, men som hun altså endnu ikke kender og ingen før har set. 3. Og det er det tredje træk i fødselsbilledet man ikke må lade være med at hæfe sig ved. Det liv Gud giver os i hænde er aldrig bare det samme som var engang. Det er altd noget nyt. Og vi ved endnu ikke hvordan det vil kræve os og forandre vores liv. Vi kan derfor heller ikke bare sige, at det lever op tl vores forventninger. Sådan kan man ikke tale om et barn. Et barn lever ikke op tl, men det overgår vores forventninger, eller det undsiger dem. Vi vil altd kunne få øje på tng vi slet ikke havde tænkt på eller regnet med. Derfor er glæden så stor. Det er en ny verden som åbner sig for os. Og kunsten i vores liv, med al dets sorg og smerte og besvær er altså at kunne være tl stede så fuldt ud at vi ankommer og ser det liv som er nyt. Kunsten er så smertefuldt det end er, at kunne slippe de forestllinger og billeder som låser tlværelsen fast, og så mærke glæden i det liv som er bevægende og nyt. Den glæde det er at vide at her er der noget jeg skal, her er der en kærlighed som kalder på mig, her kaldes der på min undren, på min hengivelse, på mit liv. Sådan er sorgens bevægelse eller struktur, ja sådan er livets bevægelse og dødens. Billedet af den fødende kvinde viser at vi altd har noget levende foran os. Selv om vi på vejen føres igennem mørke og sorg og smerte og besvær. Amen. Erik Høegh-Andersen