Mariae bebudelsesdag, søndag den 22. marts 2015 Vor Frue kirke kl. 10

Transkript

1 1 Mariae bebudelsesdag, søndag den 22. marts 2015 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Luk 1,26-38 Salmer: 71, 434, responsorium 323, 72, 108, 193, 455 v.3-4, 376 v.5-6. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Det er kirkens fødselsdag i dag. Dermed er det også vores fødselsdag. Hvis vi skal tro, hvad vi synger. Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene. Kirken det er os. Den egentlige kirke er ikke den kirke, biskop Peder Sunesen efter sagnet indviede Mariae Bebudelsesdag Heller ikke C.F. Hansens kirke, - som i øvrigt også først har fødselsdag den 7. juni. Den egentlige Vor Frue kirke er os som troende menighed, bygget af vor Herre selv af levende sten. Vi holder af vores kirkebygningen, som vi holder af vores eget hjem. Den er fuld af gode minder. Kirkehuset er os som hjemmet det kære. Men den virkelige kirke er er den kirke, som Helligånden bygger, og den er ikke afhængig af den ydre bygning. I et sidste vers af Grundtvigs salme Kirken den er et gammelt hus, som ikke er medtaget i vores salmebog, skriver Grundtvig ikke uden en vis

2 selvbevidsthed, at det aldrig mere skal glemmes i Norden, at kirken er os kristne, som forenes ved trosbekendelsen ved dåb og nadver. Det skal ikke glemmes, nu hvor digteren har sagt det! Og det er det da sandelig heller ikke blevet. Den sidste linje i det vers, som altså er udeladt af salmebogen har næsten fået karakter af et fjerde led i vores trosbekendelse: Ordet kun helliger huset! Hvis spørgsmålet er, hvor kirken er, så er svaret, at den er der, hvor evangeliet forkyndes. Sådan. Kun Ordet (med både stort og lille O) helliger huset. Man skal nok have siddet i salmebogskommissionen for at have en kvalificeret mening om, hvorfor dette vers så er udeladt af salmebogen. Og det er måske heller ikke på grund af denne tørre kirkeæstetik, men på grund af de funktioner, Grundtvig afskediger ved samme lejlighed. Kirken kan også undvære både drot og præst. Aldrig dog glemmes meer i Nord Kirken af levende Stene Dem som i Kraften af Guds Ord Troen og Daaben forene! (Og så kommer det ) Selv bygger Aanden Kirke bedst, Trænger saalidt til Drot som Præst, Ordet kun helliger Huset. Verset er taget med i højskolesangbogen! På højskolen kunne man udmærket være fyrster og præster foruden. Mens man i kirken, eller i salmebogskommissionen, måske følte sig mere 2

3 forpligtet på de lutherske bekendelsesskrifter end Grundtvig. Eller var det levebrødet? Der er indstiftet et embede til at forkynde evangeliet, står der i den augsburgske bekendelse, den lutherske kirkes bekendelsesskrift. I den tyske version står der oven i købet, at embedet er indstiftet af Gud (von Gott eingesetz). Og vi er som bekendt det mest lutherske land i verden (selvom vi kalder os grundtvigske!). I Anders Mallings store Dansk Salmehistorie kan man læse, at de tårne fuldmange, som sank i grus, som vi synger om, naturligvis ikke er kirketårne men borge og slotte som symboler på den verdslige magt. Det er naturligvis ikke rigtigt. Tårnet, der sank i grus, er Vor Frue kirkes tårn Grundvigs salme om kirken, der er et gammelt hus er først skrevet i Altså tredive år efter englændernes bombardement af København og af kirken. Men Grundtvig havde som alle andre københavnere oplevet den rædselsfulde begivenhed og huskede den apokalyptiske stemning, da kirketårnet sank sammen, mens klokkeværket gav sig til at bimle. Og begivenheden har rumsteret i ham til den fandt udtryk i den salme, som vi stadig synger i anledning af kirkens fødselsdag. Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene. Man kan bombe kirkehusene, og tårnene kan synke i grus, men man kan ikke bombe Ånden, som under kors med ærlig hu, troen og dåben forene. 3

4 Hvor rigtigt det end er, glæder vi os alligevel over, at C.F. Hansen og Thorvaldsen ikke var så grundtvigske at det gjorde noget. Af gruset rejste de os ikke bare en sjælegarage. De forkyndte med de skønne kunster for øjet, hvad Grundtvig forkyndte for øret. Det ses måske i virkeligheden tydeligere, end det høres, at her i huset vendes levnedsskildringens vej, som ubønhørligt fører os fra liv til død, så vi kan gå herfra med døden i ryggen og livet for os. C.F Hansen processionsakse leder os op til Thorvaldsens Kristus, som tager imod os med åbne arme. Ikke som den store børneven, men som den opstandne Kristus, der har været i døden og kan trøste os med, at han også vil være der, når vi engang går med ham den vej. Men inden da kan vi lægge døden bag og have livet for os. Man har skrevet kommer til mig under Kristus. Der kunne ligeså godt have stået Gå bort med fred. Vi ser, at vi skal nå helt derop for at kunne gå ud med fred. Det er akkurat det samme, som forkyndes med ord i husene med kirkenavn med ord. Kristustroen er ældre end de bygninger, som danner ramme om troen, - og som altså altid er mere end ramme, og mere end hjemmet så kære. Paulus skriver til menigheden i Korinth, som vel har holdt gudstjeneste i hjemmene rundt omkring og ved prædikens dårskab er blevet til Kristusbreve hver især, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod. 4

5 De var Guds hus og kirke dengang. Her har bygninger, fire eller syv alt efter hvordan man tæller, - tidernes ypperligste kunst, prædikenen med sin dårskab om Kristi korsfæstelse og opstandelse, selv drotter og præster til både salig forglemmelse og glæde overgivet, hvad deres ophavsmænd og kvinder havde på hjerte. Altid det samme. Som det vigtigste netop det, Mariæ bebudelsesdagen skal forberede os på. At det, som ikke kan ske, skete. Jomfruer kan ikke føde, og døde kan ikke gå ud af graven. Det var så det, der skete. Og vi, der er kirke af levende stene, kunne så tilføje, at det da heller ikke er til at tro på, hvis det altså ikke lige var, fordi det er det, vi gør. Opstandelsen skal forstås i kraft af jomfrufødslen og troen. Underet skal forstås i kraft af et under. Troen er lige så umulig som det, troen tror på, Jesus Kristus undfanget af jomfru Maria opstanden fra de døde. Kirken for den tro kan ikke mures inde, så lidt som vores åndsliv kan det. Den kirke bygges af vor Herre selv. Men nu, hvor vi så fejrer kirkens fødselsdag ved at fejre os selv, er der så meget mere grund til at være nøgtern. Når vi i en fødselsdags anledning gør os selv til genstand for større opmærksomhed end til daglig, hører det med, at vi også ser kritisk på en måde, vi er os selv på. 5

6 I vores levetid, hvor kirken som åndelig størrelse har fyldt stadig mindre i den måde, vi tænker og handler på, har det været alt for nærliggende at måle kirkens berettigelse på størrelse, på antallet af mennesker, som dog stadig deltager i kirkens mange tilbud. Sandt og falsk er prøvet på spørgsmålet, om der var mange eller få. Det kunne være, vi som en fødselsdagsgave til os selv, skulle slippe tælleapparaterne tyranni. Det afgørende er ikke, om vi er mange eller få. Det afgørende er, hvad det er, de mange eller de få mødes om. Kirken af levende sten er alene interessant på grund af det, de levende fortæller. Vi skal ikke bøje os for talmajestæten, vi kan nøjes med at fortælle det, vi er sat i verden for. Med al vor kunst fortælle om en jomfrufødt, korsfæstet og opstanden frelser. Det handler ikke om at deltage i den almindelige konkurrence om at være synlig. Kan alle se mig? Det handler om at være tydelig Og hvis vi synes, det er for aparte en opgave, så kan vi sende Maria en tanke, når hun nu skal ud i byen og fortælle, at hun skal føde uden at have været sammen med en mand. Det er der ikke nogen, der vil tro på. Havde hun sat sig ned for nu at finde ud af, om den oplysning havde gang på jorden, var hun aldrig kommet videre end til sine overvejelser. Men hun sagde i stedet Se, jeg er Herrens tjenerinde. Det er derfor, historien går endnu. Det er derfor, vi kan samles her for at vedgå troen ikke alene på den fødende jomfru men også på den opstandne Kristus. 6