PRINCIPIEL HØJESTERETSDOM OM FORÆLDELSE AF ARBEJDSSKADESAGER

Transkript

1 29. MAJ 2017 PRINCIPIEL HØJESTERETSDOM OM FORÆLDELSE AF ARBEJDSSKADESAGER En ny højesteretsdom har afgjort det principielle spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt den særlige 5- årige forældelsesfrist for differencekrav i arbejdsskadesager løber, jf. arbejdsskadesikringslovens (ASL) 36, stk. 3. Højesteret fastslog, at denne forældelsesfrist først løber fra det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen i ASL-sagen. Det er således ikke en 1-årig tillægsfrist efter forældelseslovens 14 eller 21, der løber fra dette tidspunkt. Det forhold, at skadelidtes rådgiver ved en fejl havde meddelt skadevolders forsikringsselskab, at der ikke ville fremkomme noget differencekrav, afskar ikke skadelidte fra at kræve yderligere erstatning. A kom den 12. juni 2006 alvorligt til skade ved en arbejdsulykke. Arbejdsgiveren og dennes forsikringsselskab, F, anerkendte erstatningspligten. Der kørte herefter dels en sag om erstatning efter arbejdsskadesikringsloven (ASL), dels en sag om erstatning efter erstatningsansvarsloven (EAL) såkaldt differencekravserstatning. Den 11. maj 2007 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at A ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Efter klage fra A's fagforening traf Arbejdsskadestyrelsen imidlertid den 30. juni 2007 midlertidig afgørelse om et erhvervsevnetab på 15%. Sidstnævnte afgørelse blev af fagforeningen indbragt for Ankestyrelsen, som den 4. marts 2010 traf afgørelse om, at A havde et midlertidigt erhvervsevnetab på 40%. Sagen skulle herefter på ny behandles af Arbejdsskadestyrelsen, som den 12. maj 2010 fastsatte A's varige erhvervsevnetab til 40%, hvilket allerede ved ny afgørelse af 14. juli 2010 blev ændret til 65%. Dette skete bl.a. under henvisning til, at A pr. 27. april 2010 var blevet tilkendt førtidspension.

2 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010 var den endelige afgørelse i ASL-sagen. først fra den dag, da skadelidte fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. 3, stk. 2. Den 16. februar 2012 kontaktede F fagforeningen og bad om at få tilsendt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab. Samtidig spurgte F, hvorvidt der bestod et differencekrav, eller om sagen kunne afsluttes. Fagforeningen sendte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010 til F og meddelte: "Afdelingen har ingen differencekrav og betragter sagen som afsluttet". Nogle måneder senere rettede A henvendelse til en advokat, der ved brev af 27. juni 2012 kontaktede F og tog forbehold for yderligere erstatningskrav, herunder differencekrav. F gjorde gældende, at krav på differenceerstatning var fortabt som følge af forældelse. Forud for anlæggelse af retssag om dette spørgsmål blev der indgået aftale mellem parterne om, at forældelse, der ikke allerede var indtrådt pr. 1. november 2012, blev suspenderet fra denne dato. Forældelsessagen vedrørte et principielt spørgsmål om forståelsen af den særlige 5-årige forældelsesregel, der efter ASL 36 gælder for alle arbejdsskadesager; såvel ASL-krav som differencekrav efter EAL. Dette er en undtagelse fra forældelseslovens hovedregel om 3-årig forældelse. Det fremgår af forældelseslovens 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket skadelidte (fordringshaveren) kunne kræve erstatning, medmindre andet følger af andre bestemmelser. I 2, stk. 4, anføres det, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktsforhold regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. Efter forældelseslovens 3, stk. 1, er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Var skadelidte ubekendt med sit krav eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 I forbindelse med forældelseslovens tilblivelse indførtes imidlertid en særlig forældelsesfrist for arbejdsskader i ASL 36. Det følger af 36, stk. 2, at såvel ASL-krav som krav mod arbejdsgiveren (EAL-krav) i anledning af en arbejdsskade forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog 36, stk Herefter er det i 36, stk. 3, bestemt, at den 3-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens 3, stk. 1, for arbejdsskadekravs vedkommende er på 5 år. Videre fremgår det af 36, stk. 2, 2. pkt., at denne forældelsesfrist først regnes fra den dag, hvor skadelidte blev bekendt med fordringen og skyldneren, eller fra den dag, da skadelidtes manglende kendskab kan tilregnes ham eller hende som groft uagtsomt. Ved siden af forældelseslovens regler om en forældelsesfrist gælder tillige nogle bestemmelser i lovens 14 og 21 om såkaldte tillægsfrister. Det følger af 21, stk. 2, at såfremt der inden forældelsesfristens udløb er indbragt sag for en administrativ myndighed, der har betydning for kravets eksistens eller størrelse, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har truffet afgørelse 1. A 2 gjorde gældende, at den 5-årige forældelsesfrist efter ASL 36, stk. 3, først løber fra det tidspunkt, hvor endelig afgørelse i ASL-sagen foreligger. Dette er i overensstemmelse med højesteretsdommen UfR H, hvor Højesteret fastslog, at reglerne om differencekrav indebærer, at når et EAL-krav kan være omfattet af ASL, er skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter EAL, før spørgsmålet om tilsvarende krav efter ASL er afgjort. A henviste endvidere til forældelsesdommene UfR V og UfR H (forudsætningsvis). 1 F henviste også til forældelseslovens 14, men under proceduren i landsretten var der enighed om, at den relevante bestemmelse i givet fald måtte være Under retssagen afgik A ved døden, og sagen blev herefter videreført af dødsboet efter A. ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

3 Efter A's opfattelse skulle den 5-årige forældelsesfrist derfor først løbe, fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010 forelå, hvorefter kravet ikke var forældet, da suspensionsaftalen blev indgået den 1. november 2012 og retssag anlagt den 7. juni A bestred således, at det for forældelse af et sådant differencekrav, der har afventet ASL-sagens afgørelse, har betydning, hvornår ulykken indtraf. A bestred endvidere, at det skulle være en 1-årig tillægsfrist og ikke den 5-årige forældelsesfrist der skulle løbe fra ASL-sagens afgørelse. F gjorde derimod gældende, at forældelsesfristen principielt løb fra skadens indtræden, jf. forældelseslovens grundprincip. Som udgangspunkt var kravet derfor forældet den 12. juni Subsidiært måtte forældelsesfristen løbe, fra Arbejdsskadestyrelsen i juni 2007 traf afgørelse om midlertidigt erhvervsevnetab, idet A i hvert fald da måtte være klar over, at der kunne eksistere et krav på differenceerstatning. I så fald var forældelse indtrådt i juni 2012 og således også før, at der blev indgået suspensionsaftale og udtaget stævning. Det forhold, at sagen havde ventet på Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, kunne efter F's opfattelse kun få den betydning, at der kunne blive tale om at anvende en selvstændig 1-årig tillægsfrist til 5- års fristen, jf. forældelseslovens 21, stk. 2, hvilket heller ikke i relation til Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse fra juli 2010 ville afskære forældelse i denne sag. Såvel A som F henviste til forældelseslovens tillægsbetænkning og øvrige lovforarbejder samt retspraksis og uddrag af den juridiske litteratur. 11. maj Byretten fandt dog, at en regel i ASL 36, stk. 4, gav en tillægsfrist på 3 år efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Byretten fandt, at denne 3-årige tillægsfrist skulle løbe fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 4. marts 2010 (40% erhvervsevnetab), selv om denne afgørelse senere blev ændret. Da kravet derfor var forældet i marts 2013, før A udtog stævning i juni 2013, anså byretten kravet som forældet. A ankede denne dom til landsretten. Det er bemærkelsesværdigt, at begge parter over for landsretten gjorde gældende, at byrettens dom var forkert. For det første havde byretsdommeren overset, at der ubestridt var indgået suspensionsaftale i november For det andet havde byretten overset, at bestemmelsen i ASL 36, stk. 4, kun gælder for ASL-krav; men ikke for differencekrav efter EAL. Parterne var således enige om, at uanset hvilket resultat der måtte være det rigtige, skulle der en anden begrundelse til. A ankede byrettens dom til Vestre Landsret, der afgjorde sagen ved dom af 4. december Efter en grundig gennemgang af lovforarbejderne i dommen skrev landsretten i præmisserne, at når skadelidtes EAL-krav i en arbejdsskadesag tillige kan være omfattet af ASL, er skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter EAL, før spørgsmålet om det tilsvarende krav efter ASL er afgjort, jf. UfR H. Landsretten fastslog, at det herefter følger af ASL 36, stk. 2 og 3, smh. med forældelseslovens 2, stk. 1, at den 5-årige forældelsesfrist for så vidt angår differencekrav som udgangspunkt skal regnes fra afgørelsen i arbejdsskadesagen. Sagen blev i første instans afgjort af retten i Herning, der afsagde dom den 5. marts Byretten fandt, at den 5-årige forældelsesfrist senest måtte løbe fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 11. maj 2007, idet A på det tidspunkt havde haft kendskab til et muligt krav på differencekravserstatning. Herefter ville forældelse indtræde den Landsretten bemærkede, at dette også følger af den af A påberåbte retspraksis, jf. UfR V og UfR H. 3 Landsretsdommen er omtalt i Nielsen Nøragers nyhedsbrev af 11. december ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

4 Landsretten tilføjede, at for så vidt angår differencekrav kan forfaldstidspunktet således ikke anses for at være tidspunktet for skadens indtræden. Under henvisning til retspraksis gjorde A endvidere gældende, at der heller ikke forelå retsfortabende passivitet. På baggrund heraf fandt landsretten, at forældelsesfristen først skulle regnes fra den 14. juli 2010, da endelig afgørelse i ASL-sagen forelå. Kravet var derfor ikke forældet, da stævning blev udtaget den 7. juni Herefter måtte landsretten tage stilling til sagens andet spørgsmål: Var A afskåret fra at rejse krav mod F som følge af, at fagforeningen havde meddelt, at der ikke ville fremkomme noget krav? F gjorde gældende, at erklæringen var afgivet af A's professionelle repræsentant og uden noget forbehold. Erklæringen angik ikke et fremtidigt erstatningskrav, men et aktuelt krav om erhvervsevnetab. Erklæringen måtte derfor være bindende for A. F bestred, at man burde have indset, at der var nærliggende mulighed for, at der forelå et differencekrav. Kravet skulle opgøres og fremsættes af kravstiller. F havde indrettet sig i tillid til erklæringen fra A's repræsentant. A gjorde bl.a. gældende, at fagforeningens meddelelse til forsikringsselskabet hverken sprogligt eller retligt kunne opfattes som en uigenkaldelig afskrivning af A's eget, personlige krav på personskadeerstatning. A bestred, at man på denne måde kunne give afkald på et sådant erstatningskrav, og under alle omstændigheder burde et forsikringsselskab, der behandler personskadekrav, indse, at med et erhvervsevnetab på 65% og en høj årsløn ( kr. i 2006) måtte der med stor sandsynlighed bestå et differencekrav (der rent faktisk var i størrelsesordenen ca. 1 mio. kr.). Det måtte derfor stå som en nærliggende mulighed for F, at A's rådgivers udsagn om, at der ikke fremkom noget differencekrav, beroede på en vildfarelse. A henviste til højesteretsdommen UfR H. Også på dette punkt fulgte Vestre Landsret A's synspunkter. Landsretten udtalte, at det har formodningen imod sig, at en person, der er kommet til skade ved en arbejdsulykke og derfor har krav på erstatning for tab af erhvervsevne, skulle give afkald på dette krav. Brevet fra fagforeningen måtte forstås således, at fagforeningen på daværende tidspunkt var af den opfattelse, at der ikke bestod noget differencekrav, og at fagforeningen derfor ikke ville foretage sig mere i sagen. Derimod kunne brevet ikke anses som et bindende afkald fra A på at gøre et differencekrav gældende. Et anbringende fra F om, at man indrettede sig i tillid til meddelelsen, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke tillægges betydning. Landsretten fandt heller ikke, at der var udvist en passivitet, som med føje kunne opfattes som et afkald på kravet, eller som af anden grund med rimelighed kunne afskære boet fra nu at gøre kravet gældende. Landsretten bemærkede herved, at såvel erstatningspligten som erstatningskravets størrelse var ubestridt. F blev herefter dømt til at betale erstatning svarende til A's differencekrav som påstået af A. Henset til sagens principielle karakter fik F Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe landsrettens dom for Højesteret. Mens Vestre Landsret i denne sag og en anden sag 4, der blev afgjort næsten samtidig med denne sag, fandt, at den 5-årige forældelsesfrist løb fra den endelige afgørelse i ASL-sagen, var Østre Landsret nået til det modsatte resultat i en tilsvarende sag 5, hvor Østre Landsret fandt, at den 5- årige forældelsesfrist efter ASL 36, stk. 3, skulle løbe fra skadetidspunktet. 4 Vestre Landsrets dom af 8. december 2015 i sag B Østre Landsrets dom af 27. september 2012 i sag B ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

5 Parterne fastholdt under højesteretssagen de ovenfor nævnte hovedanbringender, idet F dog frafaldt et anbringende om retsfortabende passivitet. efter hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på differencekrav." A henviste til andre uddrag af lovens forarbejder. Under højesteretssagen henviste F bl.a. til en række svar afgivet af Justitsministeriet på spørgsmål fra Retsudvalget vedrørende forældelse i arbejdsskadesager. Blandt andet udtalte Justitsministeriet i besvarelsen af spørgsmål 20: "Forældelsesfristen for både krav efter arbejdsskadesikringsloven og krav efter de almindelige erstatningsregler [EAL-krav] vil som udgangspunkt kunne regnes fra skadens indtræden, jf. lovforslagets 2, stk. 1 og 4 Den skadelidte vil imidlertid som nævnt ikke have mulighed for at rejse kravet efter almindelige erstatningsretlige regler, før spørgsmålet om krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. Det følger af lovforslagets 14, at hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst 1 år efter hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på den beskrevne situation, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter erstatningsansvarsloven tidligst kan udløbe 1 år efter afgørelsen af krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven." F henviste endvidere bl.a. til, at det i tillægsbetænkningen hedder: " Det samme gælder krav på supplerende godtgørelse for varigt mén og supplerende erstatning for tab af erhvervsevne ("differencekrav"). Sådanne krav, der rejses efter almindelige erstatningsretlige regler, kan efter retspraksis først rejses, når spørgsmålet om krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. Det følger af 14 i forslaget til ny forældelseslov (L165), at hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst 1 år Eksempelvis henviste A til Justitsministeriets svar på spørgsmål 27 fra Retsudvalget, der udsprang af, at det havde været anført, at den nye forældelseslovs 21, stk. 2, om en tillægsfrist på 1 år ville begrænse skadelidtes adgang til at gennemføre et arbejdsskadekrav i forhold til den hidtidige retstilstand. I den forbindelse udtalte Justitsministeriet: "Dette synes at måtte bero på en misforståelse af lovforslaget, idet bestemmelsen ikke i noget tilfælde vil kunne medføre en forringelse af skadelidtes retsstilling i forhold til i dag." Også andre steder fremgår det af lovforarbejderne, at den nye lov ikke vil kunne medføre nogen forringelse af skadelidtes retsstilling, men blot i visse tilfælde en forbedring. A anførte, at når skadelidte efter retstilstanden indtil den nye forældelseslov havde krav på, at den 5-årige forældelsesfrist løb fra ASL-sagens endelige afgørelse, ville det medføre en (væsentlig) forringelse af skadelidtes retstilstand, hvis der nu kun skulle løbe en 1-årig frist fra dette tidspunkt i en sag som den foreliggende. En sådan forringelse af skadelidtes retsstilling ville ikke være forenelig med Justitsministeriets udtalelse om, at "ikke i noget tilfælde" ville den nye lov medføre en forringelse af retsstillingen i forhold til den hidtidige retstilstand. Endvidere henviste A også til bl.a. Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 33 til Retsudvalget, hvor det i relation til arbejdsskader udtales: "Forældelsesfristen for krav på erstatning for tab af erhvervsevne regnes på samme måde tidligst fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold er så afklarede, at den skadelidte kan opgøre et krav." ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

6 A anførte, at dette ikke var foreneligt med F's synspunkt om, at forældelsesfristen for kravet om erhvervsevnetabserstatning som udgangspunkt skal løbe fra skadetidspunktet. Tværtimod vil man for netop differencekravs vedkommende først være i stand til at opgøre et krav på det tidspunkt, hvor ASL-sagen er endeligt afsluttet. Højesteret har nu endeligt afgjort det principielle spørgsmål om, hvorledes forældelsesfristen for differencekrav i arbejdsskadesager regnes, ved dom af 24. maj Højesteret bemærker indledningsvis, at skadelidte ikke er berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter EAL, før spørgsmålet om det tilsvarende krav efter ASL er afgjort, jf. UfR H. På denne baggrund fandt Vestre Landsret i UfR V, at forældelsesfristen for et sådant differencekrav efter 1908-loven skulle regnes fra Ankestyrelsens afgørelse om skadelidtes ret til erstatning for erhvervsevnetab efter ASL. Efter en gennemgang af de nugældende regler i forældelseslovens 2 3 og arbejdsskadesikringslovens 36 bemærker Højesteret videre, at de særlige regler om forældelse af krav i arbejdsskadesager blev indsat under Folketingets behandling af forslagene til ny forældelseslov og til konsekvensændringer i anden lovgivning, hvilket blev begrundet med arbejdsskadeområdets særlige karakter. I dommens præmisser gennemgår Højesteret herefter dele af Justitsministeriets svar til Retsudvalget i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslagene. Højesteret bemærker herved, at selv om Justitsministeriet omtaler muligheden for anvendelse af den 1-årige tillægsfrist i forældelseslovens 14 i differencekravssager, fremgår det ikke af svaret, at denne tillægsfrist skulle kunne erstatte den almindelige forældelsesfrist regnet fra den endelige afgørelse af arbejdsskadesagen. Herefter udtaler Højesteret, at Højesteret ikke finder grundlag for at forstå forældelseslovens forarbejder således, at det var hensigten at forringe skadelidtes retsstilling i arbejdsskadesager i forhold til, hvad der gjaldt efter forældelsesloven af På denne baggrund tiltræder Højesteret, at den 5- årige forældelsesfrist for differencekrav i anledning af en arbejdsskade skal regnes fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen, hvorved Højesteret samtidig henviser til UfR H. I den foreliggende sag skal forældelsesfristen derfor regnes fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli Da A's erstatningskrav derfor ikke var forældet på det tidspunkt, hvor retssagen blev anlagt den 7. juni 2013, stadfæster Højesteret landsrettens dom, hvorefter F skal erstatte A's krav på erstatning for erhvervsevnetab. A var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye, mens F under højesteretssagen var repræsenteret af advokat Søren Vagner Nielsen. Højesterets dom samt de indankede domme afsagt af byret og landsret vedhæftes. Kommentar: Højesteret har nu endeligt afklaret den tvivl, der har bestået vedrørende forståelsen og anvendelsen af forældelsesreglerne for arbejdsskadesager i relation til differencekrav. En uklarhed, der blev understreget af, at landsretterne var nået til forskellige resultater i sammenlignelige sager. Højesteret har nu fastslået, at i arbejdsskadesager, hvor skadelidte har et differencekrav efter EAL, løber forældelsesfristen for dette erstatningskrav fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen. Hermed er det samtidig fastslået, at i sådanne differencekravssager kan forfaldstidspunktet ikke anses for at være tidspunktet for skadens indtræden, således som det ellers er sædvanligt ved forældelse af personskadekrav. ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

7 Det følger endvidere af Højesterets dom, at indførelsen af de 1-årige tillægsfrister i forældelseslovens 14 og 21 ikke som hævdet af F under højesteretssagen har "afløst" den retstilstand vedrørende forældelse af differencekrav, der var gældende forud for indførelsen af de nye forældelsesregler. Endelig viser højesteretsdommen, at en meddelelse fra skadelidtes rådgiver til skadevolder/skadevolders forsikringsselskab om, at der ikke kommer yderligere krav, ikke nødvendigvis afskærer skadelidte fra senere at fremsætte erstatningskrav. Vurderingen af, om en sådan meddelelse er bindende for skadelidte eller ej, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, men såvel UfR H som den nye højesteretsdom viser, at der skal ganske meget til, før rådgiverens fejlagtige sagsbehandling afskærer skadelidte fra at opnå den erstatning, han eller hun er berettiget til. For at scanne skal du have en app på din tablet eller smartphone DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDSBREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBINDELSE MED NYHEDS- BREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB YDER RÅDGIV- NING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEM- MELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER. Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye højesteretsdom. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Tilmeld/frameld dig nyhedsbrevet her: ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

8 HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 24. maj 2017 Sag 96/2016 (1. afdeling) Codan Forsikring A/S som mandatar for X-firma (tidligere Y-firma) (advokat Søren Vagner Nielsen) mod Boet efter A (advokat Michael S. Wiisbye) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Herning den 5. marts 2014 og af Vestre Landsrets 12. afdeling den 4. december I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Vibeke Rønne, Poul Søgaard, Henrik Waaben, Jan Schans Christensen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Appellanten, Codan Forsikring A/S som mandatar for X-firma, har påstået frifindelse. Indstævnte, boet efter A, har påstået stadfæstelse. Anbringender Codan Forsikring har anført navnlig, at differencekravet på erstatning for erhvervsevnetab er forældet, fordi forældelsesfristen på 5 år skal regnes fra arbejdsskadens indtræden den 12. juni 2006, jf. arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 2 og 3, og forældelseslovens 2, stk. 4, og ikke først fra den 14. juli 2010, hvor Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at erhvervsevnetabet efter arbejdsskadesikringsloven var 65 %. Dette svarer til, hvad der er angivet i forarbejderne til forældelsesloven fra 2007, som er gengivet i landsrettens dom, herunder i justitsministerens besvarelse af spørgsmål 20 fra Folketingets Retsudvalg. Den tillægsfrist på 1 år, der kan indrømmes efter forældelseslovens 14 eller 21, stk. 2, udløb senest den 14. juli 2011.

9 - 2 - Da der blev indgået en suspensionsaftale med virkning fra den 1. november 2012, er det afgørende i forhold til forældelsesfristen, om følgerne efter arbejdsskaden den 12. juni 2006 havde vist sig på en sådan måde, at A havde rimelig anledning til og mulighed for at rejse et eventuelt foreløbigt erstatningskrav inden den 1. november Hans helbredsmæssige forhold må anses for at have været så afklarede inden den 1. november 2007, at det kunne konstateres, at han havde pådraget sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen. Dette støttes navnlig på speciallægeerklæringen af 2. januar 2007 fra speciallæge i ortopædkirurgi Kaj Døssing. Hvis kravet ikke er forældet, må kravet anses for bortfaldet, idet 3F s udsagn i brevet af 16. februar 2012 til Codan Forsikring om, at der ikke ville blive rejst et differencekrav på erhvervsevnetabserstatning, udgør et bindende afkald på at rejse et sådan krav. Da A var repræsenteret af 3F, som forestod al korrespondance med Codan Forsikring om opgørelsen af hans erstatningskrav, er han i forhold til Codan Forsikring bundet af det afkald på differenceerstatning, som 3F afgav på hans vegne. Codan Forsikring har indrettet sig i tillid til dette afkald, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte afkaldet efter aftalelovens 36. Codan Forsikring har ikke for Højesteret gjort gældende, at A har udvist retsfortabende passivitet. Boet efter A har anført navnlig, at kravet ikke er forældet, da der forud for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010 ikke bestod et differencekrav på erstatning for erhvervsevnetab, jf. arbejdsskadesikringslovens 77, 2. pkt., og UfR H. Den 5-årige forældelsesfrists begyndelsestidspunkt er derfor datoen for den endelige administrative afgørelse af arbejdsskadesagen den 14. juli 2010, jf. UfR /2 V og UfR H. Der er i øvrigt ikke grundlag for fastslå, at det før dette tidspunkt var afklaret, at A havde pådraget sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen, jf. arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 3, jf. stk. 2. Dette var under ingen omstændigheder afklaret, før han den 27. april 2010 blev tilkendt førtidspension. Det fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, som er gengivet i landsrettens dom, at man tilsigtede at videreføre den hidtil gældende retstilstand i relation til spørgsmålet om, hvornår forældelsesfristen skal løbe fra. Der er ikke holdepunkter for, at man ønskede at fravige rets-

10 - 3 - praksis fra før den nugældende forældelseslovs ikrafttræden. Tværtimod fremgår det af forarbejderne, at der ikke tilsigtedes nogen forringelse af skadelidtes retsstilling i arbejdsskadesager. Det bestrides, at forarbejderne kan udlægges sådan, at de nye bestemmelser i forældelseslovens 14 og 21, stk. 2, skulle give skadelidte en anden og ringere retsstilling end den, der følger af tidligere retspraksis. Der er ikke grundlag for at anse erstatningskravet for bortfaldet som følge af 3F s brev af 16. februar 2012 til Codan Forsikring. Det skyldes navnlig, at udtalelsen om, at 3F s afdeling betragtede sagen som afsluttet, hverken sprogligt eller retligt er et udsagn, der kan opfattes som et uigenkaldeligt afkald på As personlige krav på erstatning. I øvrigt vil det stride mod aftalelovens 36 at fastholde ham på et sådant afkald, bl.a. henset til, at Codan Forsikring samtidig blev gjort bekendt med Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010, hvor erhvervsevnetabet blev fastsat til 65 %. Boet har for Højesteret frafaldet anbringendet om, at bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 4, om en forlænget tillægsfrist på 3 år finder anvendelse i denne sag. Højesterets begrundelse og resultat A var den 12. juni 2006 under sit arbejde for Y-firma (nu X-firma), der er forsikret hos Codan Forsikring A/S, udsat for en arbejdsulykke. Efter ulykken anerkendte Codan Forsikring erstatningspligten. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte skaden som en arbejdsskade og traf den 11. maj og 30. juni 2007 afgørelser om As ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Afgørelserne blev efter klage ændret af Ankestyrelsen, der den 4. marts 2010 traf en midlertidig afgørelse, hvor hans erhvervsevnetab blev fastsat til 40 %. Herefter traf Arbejdsskadestyrelsen først en afgørelse den 12. maj 2010, hvor erhvervsevnetabet blev fastsat til 40 %, og en endelig afgørelse den 14. juli 2010, hvor erhvervsevnetabet blev forhøjet til 65 %. Sagen angår i første række, om As differencekrav på erstatning for erhvervsevnetab er forældet.

11 - 4 - Differencekrav opstår, fordi der gælder forskellige beregnings- og udbetalingsregler for skadelidtes krav på erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Efter arbejdsskadesikringslovens 77, 2. pkt., skal tilskadekomnes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til denne efter arbejdsskadesikringsloven. Det indebærer, at der ved udmåling af erstatning efter erstatningsansvarsloven skal ske fradrag for tilsvarende poster, som skadelidte har fået eller vil få dækket efter arbejdsskadesikringsloven. Det er på baggrund af den tilsvarende bestemmelse i den tidligere arbejdsskadeforsikringslovs 55 fastslået ved Højesterets dom af 16. august 1995 (UfR ), at den skadelidte ikke er berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om hans tilsvarende krav efter arbejdsskadeforsikringsloven er afgjort. På baggrund af Højesterets dom fandt Vestre Landsret i en dom af 8. februar 2001 (UfR /2), at forældelsesfristen for et sådant differencekrav efter forældelsesloven af 1908 skulle regnes fra Ankestyrelsens afgørelse om skadelidtes ret til erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadeforsikringsloven. Efter forældelsesloven af 2007 løber forældelsesfristen for krav på erstatning uden for kontraktforhold fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. 2, stk. 4, medmindre der er grundlag for suspension af forældelsesfristen, jf. 3, stk. 2. Efter arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 2, forældes krav efter loven eller krav mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade som udgangspunkt efter forældelseslovens regler. Dog gælder der efter 36, stk. 3, for disse krav en forældelsesfrist på 5 år i modsætning til forældelseslovens almindelige forældelsesfrist på 3 år, og der gælder en for skadelidte særlig lempelig suspensionsregel. Disse bestemmelser blev indsat under Folketingets behandling af forslagene til ny forældelseslov og til konsekvensændringer i anden lovgivning og var begrundet med arbejdsskadeområdets særlige karakter. I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslagene besvarede justitsministeren en række spørgsmål fra Retsudvalget. I svaret på spørgsmål 20 redegjorde justitsministeren for,

12 - 5 - hvilke konsekvenser de foreslåede regler har for differencekrav i anledning af arbejdsskader. Det fremgår af svaret bl.a., at skadelidte ifølge Højesterets dom fra 1995 ikke kan forfølge sådanne krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om dennes tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. Herefter beskrives forældelsesfristens begyndelsestidspunkt efter den foreslåede 2, stk. 4, og det anføres, at den foreslåede 14 hvorefter der gælder en tillægsfrist på 1 år, bl.a. hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold i givet fald vil finde anvendelse på differencekrav, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter erstatningsansvarsloven tidligst kan udløbe 1 år efter afgørelsen af kravet i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Svaret angiver ikke, at denne tillægsfrist på 1 år skulle erstatte den almindelige forældelsesfrist på 5 år regnet fra den endelige afgørelse af arbejdsskadesagen. Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at forstå forarbejderne til forældelsesloven således, at det var hensigten at forringe skadelidtes retsstilling i arbejdsskadesager i forhold til, hvad der gjaldt efter forældelsesloven af Højesteret tiltræder derfor, at den 5-årige forældelsesfrist for differencekrav i anledning af en arbejdsskade skal regnes fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen, jf. herved også Højesterets dom af 5. juli 2012 (UfR ), og at det i den foreliggende sag er Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli Sagen er anlagt den 7. juni 2013, og kravet er således ikke forældet. Højesteret tiltræder endvidere af de grunde, som landsretten har anført, at der ikke foreligger et bindende afkald fra A på at gøre differencekravet gældende. Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Codan Forsikring A/S som mandatar for X-firma betale kr. til boet efter A.

13 - 6 - De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens 8 a.

14 D O M afsagt den 4. december 2015 af Vestre Landsrets 12. afdeling (dommerne Michael Ellehauge, Torben Geneser og Dorte Jensen) i ankesag V.L. B Boet efter A (advokat Michael S. Wiisbye, København) mod Codan Forsikring A/S som mandatar for Y-firma (advokat Kåre Højerup, København) Retten i Herning har den 5. marts 2014 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 4-535/2013). Påstande For landsretten har appellanten, boet efter A, nedlagt påstand om, at indstævnte, Y-firma, tilpligtes at betale boet ,90 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 7. juni Y-firma har påstået dommen stadfæstet. Supplerende sagsfremstilling Som nævnt i byrettens dom traf Arbejdsskadestyrelsen den 11. maj 2007 afgørelse om, at A ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Efter at As fagforening på hans vegne havde klaget over afgørelsen, traf Arbejdsskadestyrelsen den 30. juni 2007 midlertidig afgørelse om, at hans tab af erhvervsevne var 15 procent, og at han ville få udbetalt et fast månedligt beløb i erstatning. Det fremgik af afgørelsen, at Arbejdsskadestyrelsen ville vurdere hans tab af erhvervsevne igen den 1. august 2008.

15 - 2 - Denne afgørelse blev af fagforeningen indbragt for Ankestyrelsen, som den 4. marts 2010 traf afgørelse om, at A havde ret til midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne på 40 procent. I begrundelsen for afgørelsen anføres det blandt andet: Ved afgørelsen om at fastsætte et midlertidigt tab af erhvervsevne har vi lagt vægt på, at din helbredsmæssige tilstand efter vores opfattelse ikke på tidspunktet for sagens lægelige oplysninger var stationær. Vi kan således ikke vurdere din erhvervsevne på længere sigt. Det fremgik af Ankestyrelsens afgørelse, at Arbejdsskadestyrelsen skulle tage spørgsmålet om tab af erhvervsevne op til revision ved modtagelsen af afgørelsen. Arbejdsskadestyrelsen traf herefter afgørelser herom den 12. maj 2010 og den 14. juli 2010 som omtalt i byrettens dom. Advokat Anne Katrine Bay meddelte ved brev af 27. juni 2012 til Codan Forsikring A/S, at hun nu repræsenterede A. Advokaten tog i brevet forbehold for yderligere erstatningskrav, herunder differencekrav. Advokaten henviste i den forbindelse til, at A i 2010 var tilkendt førtidspension og erstatning i arbejdsskadesagen svarende til et erhvervsevnetab på 65 procent. Parterne indgik den 1. november 2012 aftale om, at ikke allerede indtrådt forældelse blev suspenderet fra d.d. til og med den 29. april Der blev den 19. april 2013 indgået aftale om yderligere suspension til og med den 29. oktober Procedure Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. Retsgrundlaget Det fremgår af forældelseslovens 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. I 2, stk. 4, anføres det, at for fordringer på erstatning eller

16 - 3 - godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. Ifølge forældelseslovens 3, stk. 1, er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. 3, stk. 2. I bilag 2 til Retsudvalgets tillægsbetænkning over forslaget til forældelsesloven (lovforslag nr. L 165, Folketinget ) afgivet den 31. maj 2007 er anført justitsministerens besvarelse af spørgsmål 12 fra udvalget, hvoraf det blandt andet fremgår: Advokat Karsten Høj og advokat Søren Kjær Jensen anfører i brevet af 14. maj 2007 en række betragtninger vedrørende virkningerne af forslaget til ny forældelseslov for krav i anledning af personskade, herunder særligt for krav i anledning af arbejdsskader. Advokaterne kritiserer for det første, at der indføres en 3-årig forældelsesfrist for krav i anledning af personskader. For det andet anfører de, at det er uklart, hvordan begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen fastlægges ved krav i anledning af arbejdsskader. For så vidt angår begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen ved krav i anledning af arbejdsskader foreslås det ved forslagets 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Dette tidspunkt benævnes normalt forfaldstidspunktet. Forfaldstidspunktet er ikke sammenfaldende med betalingstidspunktet, dvs. det tidspunkt, hvor kravet kan kræves betalt, og hvorfra renter påregnes. Forfaldstidspunktet er derimod det tidligste tidspunkt, til hvilket kravet i det hele taget kan fremsættes over for skyldneren. Det foreslås samtidig, at det præciseres i loven, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold vil forfaldstidspunktet være tidspunktet for skadens indtræden, jf. forslagets 2, stk. 4. Den gældende 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven regnes ligeledes fra forfaldstidspunktet. Den eksisterende retspraksis vil således kunne være vejledende for fastlæggelse af forfaldstidspunktet for krav i anledning af personskade, og det gælder også for personskadekrav efter arbejdsskadessikringsloven.

17 - 4 - På grund af muligheden for suspension ved fordringshaverens utilregnelige uvidenhed om fordringshaveren eller skyldneren, jf. ovenfor, vil det imidlertid i almindelig være af mindre betydning at fastlægge det nøjagtige forfaldstidspunkt. Der henvises herom i øvrigt til Forældelsesudvalgets betænkning nr. 1460/2005, side 110. I bilag 2 til Retsudvalgets tillægsbetænkning er ligeledes medtaget justitsministerens besvarelser af spørgsmål 14 og 20 fra udvalget, hvoraf det fremgår: Spørgsmål 14: Ministeren bedes præcisere fra hvornår den 3-årige forældelsesfrist regnes i forhold til krav på erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, og ministeren bedes samtidig oplyse, om fristens begyndelsestidspunkt er ens for både krav på erstatning for personskade i kontraktforhold (dvs. efter arbejdsskadesikringsloven) og uden for kontraktforhold (dvs. efter erstatningsansvarsloven). Svar: Det foreslås ved lovforslagets 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Dette tidspunkt benævnes normalt forfaldstidspunktet. Det foreslås samtidig, at det præciseres i loven, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold vil forfaldstidspunktet være tidspunktet for skadens indtræden, jf. forslagets 2, stk. 4. Denne bestemmelse indeholder altså ikke en undtagelse til bestemmelsen i 2, stk. 1, men blot en præcisering af indholdet i stk. 1 i forhold til fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold. Begyndelsestidspunkt for den foreslåede almindelige 3-årige forældelsesfrist, jf. lovforslagets 3, stk. 1, vil ved personskadekrav efter arbejdsskadesikringsloven således være det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. lovforslagets 2, stk. 1, og det vil ved disse krav sige tidspunktet for skadens indtræden. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 12 vedrørende lovforslaget.. Spørgsmål 20:

18 - 5 - Ministeren bedes redegøre for, hvilke konsekvenser de foreslåede regler får for de arbejdsskadede, der som følge af den samme skadevoldende begivenhed har et krav på erstatning efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Svar: Lovforslaget vil have den virkning, at både krav efter arbejdsskadesikringsloven og øvrige krav om erstatning og godtgørelse i anledning af personskade underlægges en 3-årig forældelsesfrist, der dog suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet og skyldneren, kombineret med en absolut forældelsesfrist på 30 år, som regnes fra den skadevoldende handlings ophør, jf. lovforslagets 3, stk. 1, 2 og 3, nr. 1. For så vidt angår tilfælde, hvor en person, der har været udsat for en arbejdsskade, ikke fuldt ud får dækket sit krav efter arbejdsskadesikringsloven, følger det af arbejdsskadesikringslovens 77, 2. pkt., at den tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige efter de almindelige erstatningsretlige regler nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov. Det følger af Højesterets dom, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen H, at i tilfælde, hvor et krav kan være omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om dennes tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. Forældelsesfristen for både krav efter arbejdsskadesikringsloven og krav efter de almindelige erstatningsretlige regler vil som udgangspunkt skulle regnes fra skadens indtræden, jf. lovforslagets 2, stk. 1 og 4, samt besvarelsen af spørgsmål nr. 12 og 14 vedrørende lovforslaget. Den skadelidte vil imidlertid som nævnt ikke have mulighed for at rejse kravet efter de almindelige erstatningsretlige regler, før spørgsmålet om kravet efter arbejdsskadessikringsloven er afgjort. Det følger af lovforslagets 14, at hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på den beskrevne situation, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter erstatningsansvarsloven tidligst kan udløbe et år efter afgørelsen af kravet i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Det fremgår af 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven, at krav efter loven eller mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk Ifølge 36, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven er fristen efter forældelseslovens 3, stk. 1, 5 år for krav som nævnt i stk. 2. Det fremgår af 36, stk. 3, 2. pkt., at denne forældelsesfrist regnes først fra den dag, da fordringshaveren blev

19 - 6 - bekendt med fordringen og skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomt. Arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 2 og 3, er affattet ved 21 i lov nr. 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v., der trådte i kraft den 1. januar Det fremgår af lovens 48, stk. 1, at loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler. I Retsudvalgets tillægsbetænkning over forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (lovforslag nr. L 166, Folketinget ) afgivet den 31. maj 2007 anføres det i bemærkningerne til disse bestemmelser blandt andet: Efter den gældende 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven bortfalder tilskadekomnes eller efterladtes krav 5 år efter arbejdsskadens indtræden, hvis sagen ikke kan behandles på grund af forhold, der kan henføres til tilskadekomne eller efterladte, herunder passivitet. Bestemmelsen, der kun er blevet anvendt i få sager, foreslås ophævet som en konsekvens af, at der foreslås indført en 5-årig forældelsesfrist. Det indebærer en forbedring af tilskadekomnes retsstilling i forhold til i dag, idet den gældende 5-årige frist regnes fra arbejdsskadens indtræden uden mulighed for suspension, mens den 5-årige forældelsesfrist, der foreslås indført, ligeledes regnes fra skadens indtræden, men desuden suspenderes i visse tilfælde, jf. nedenfor. Ved nyaffattelsen af 36, stk. 2, foreslås det præciseret i arbejdsskadesikringsloven, at den foreslåede forældelseslov som udgangspunkt vil finde anvendelse på arbejdsskadekrav. Det foreslås samtidig, at dette udgangspunkt fraviges på visse punkter, jf. forslaget til 36, stk Henset til arbejdsskadeområdets særlige karakter foreslås i stk. 3 og 4 dels en særlig lang forældelsesfrist for krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af arbejdsskader, dels en ændret udformning af den såkaldte suspensionsregel i forældelseslovens 3, stk. 2, dels en særlig lang tillægsfrist for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven, når en sag har været behandlet af arbejdsskademyndighederne. Det foreslås for det første, at forældelseslovens»korte«forældelsesfrist, for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven og eventuelt mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade skal være 5 år (i stedet for 3 år), jf. forslaget til 36, stk. 3. Bestemmelsen omfatter alene arbejdsskader, som er omfattet af definitionen i arbejdsskadesikringslovens 5. Det foreslås for det andet, at denne 5-årige forældelsesfrist suspenderes, hvis

20 - 7 - den tilskadekomne eller dennes efterladte er ubekendt med fordringen eller skyldneren, og at fristen i disse tilfælde først begynder at løbe fra den dag, da fordringshaveren fik kendskab til fordringen og skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomt. Formålet hermed er at slå fast, at der på arbejdsskadeområdet vil være et meget snævert anvendelsesområde for den tilskadekomnes»burde viden«, sammenlign herved den foreslåede almindelige suspensionsregel i forældelseslovens 3, stk. 2. I arbejdsskadesager vil forældelsesfristen bl.a. som altovervejende hovedregel først kunne begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor en læge giver den tilskadekomne oplysninger, som medfører, at lægen har pligt til at indberette sagen til Arbejdsskadestyrelsen, jf. 1 i bekendtgørelse nr. 950 af 26. november 2003, medmindre der er tale om skader, der indtræder umiddelbart i direkte forbindelse med en arbejdsulykke. Adskillige sygdomme kan skyldes skadelige påvirkninger, der findes både i og uden for den tilskadekomnes arbejdsmiljø, og det vil generelt heller ikke kunne kræves, at den tilskadekomne eller de efterladte skal have kendskab til, hvilke sygdomme der eventuelt er eller kan være arbejdsbetingede. Forældelsesfristen for de enkelte tabsposter vil kunne løbe fra forskellige tidspunkter, afhængigt af de konkrete helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold. F.eks. vil forældelsesfristen for et krav på erstatning for tab af erhvervsevne tidligst kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold er så afklarede, at det kan konstateres, at den tilskadekomne har pådraget sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og det gælder uanset, hvornår en læge har indberettet sagen til Arbejdsskadestyrelsen. Forældelsesfristen for krav på godtgørelse for varigt men vil tidligst kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige forhold er så afklarede, at den tilskadekomne er i stand til at opgøre et krav. I et tænkt forløb, hvor en person f.eks. mærker et knæk i ryggen i forbindelse med et tungt løft på arbejdet og i den første tid herefter fortsætter med sit job, men hvor helbredstilstanden på grund af rygskaden efter nogle år udvikler sig sådan, at den pågældende må ophøre med at arbejde, vil forældelsesfristen for kravet på erstatning for varigt tab af erhvervsevne først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor det konstateres, at den tilskadekomne må ophøre med at arbejde. For det tredje foreslås, at tillægsfristen ved foreløbig afbrydelse af forældelsen skal være 3 år (i stedet for 1 år), når en sag har været behandlet af arbejdsskademyndighederne, jf. forslaget til 36, stk. 4. Det foreslås således, at forældelse tidligst indtræder 3 år efter, at Arbejdsskadestyrelsen har givet meddelelse om sin afgørelse, når arbejdsskaden er anmeldt inden forældelsesfristens udløb. Bestemmelsen i 36, stk. 4, omfatter krav efter arbejdsskadesikringsloven, men i modsætning til 36, stk. 3, ikke krav på f.eks. erstatning for tabt ar-

21 - 8 - bejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte. Det skal ses i sammenhæng med, at sådanne tabsposter ikke kan behandles af arbejdsskademyndighederne. Det samme gælder krav på supplerende godtgørelse for varigt mén og supplerende erstatning for tab af erhvervsevne (»differencekrav«). Sådanne krav, der rejses efter almindelige erstatningsretlige regler, kan efter retspraksis først rejses, når spørgsmålet om krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. Det følger af 14 i forslaget til ny forældelseslov (L 165), at hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på differencekrav. Hvis ændringsforslaget vedtages, vil forslaget til ny forældelseslov (L 165) navnlig medføre følgende ændringer for de tilskadekomne på arbejdsskadeområdet: Lovforslaget om en ny forældelseslov med de ændringer, som følger af ændringsforslaget, vil medføre, at der på arbejdsskadeområdet dels kommer til at gælde en 5-årig forældelsesfrist, der regnes fra skadens indtræden, men som suspenderes, så længe tilskadekomne ikke har kendskab til fordringen eller skyldneren og dette ikke skyldes grov uagtsomhed, dels kommer til at gælde en absolut 30-årig forældelsesfrist, som regnes fra den skadevoldende handlings ophør. Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens 77, at tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov. Landsrettens begrundelse og resultat Efter arbejdsskadesikringslovens 77 nedsættes den tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven. Reglen indebærer, at når et sådant krav kan være omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er den tilskadekomne ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om hans tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort, jf. herved U H. Det følger herefter af arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 2 og 3, sammenholdt med for-