HVORDAN FASTSÆTTES GRÆNSEVÆRDIER?

Transkript

1 HVORDAN FASTSÆTTES GRÆNSEVÆRDIER? Cheftoksikolog Karl-Heinz Cohr Dansk Toksikologi Center ATV MØDE MILJØDEBAT GRÆNSEVÆRDIER - RISIKOASPEKTER SCHÆFFERGÅRDEN 16. juni 2004

2

3 HVORDAN FASTSÆTTES GRÆNSEVÆRDIER? 1. Hvad er en grænseværdi? Meget generelt kan man sige, at formålet med en grænseværdi er at begrænse virkningen af en mulig hændelse, som kan opstå af vores aktiviteter. Grænseværdier fastsættes typisk af myndighederne, men kan også fastsættes af uvildige organer/institutioner, nationale såvel som internationale. I samfundet oplever vi mange grænseværdier. Et eksempel fra vores dagligdag er fartgrænser, som er en måde at kontrollere motortrafikanters hastighed. Formålet med fartgrænsen kan være at begrænse muligheden for ulykker og begrænse omfanget og alvoren af en ulykke, hvis den alligevel sker. Et andet formål kan være at reducere trafikstøj i boligområder, altså reduktion af gener. En grænseværdi for et kemisk stof er den tilladte eksponering for stoffet udtrykt som koncentrationen i et medium, en indtaget dosis o.lign. Eksponeringsmediet kan være luft vi indånder; vand vi drikker eller bader i; jord vi kommer i kontakt med; fødevarer, medicin mv. vi indtager; produkter og materialer vi kommer i kontakt med; osv. Grænseværdier for kemiske stoffer fastsættes for at undgå skadelige påvirkninger af mennesker eller miljø, hvis vi kommer i kontakt med stoffet eller optager det i kroppen. Grænseværdien er derfor et middel til at kontrollere eksponeringen og dermed at håndtere de sundhedsrisici, som er forbundet med stoffet. 2. Fastsættelse af en grænseværdi En grænseværdi for menneskers eksponering for et kemisk stof er almindeligvis baseret på viden om stoffets toksikologiske egenskaber. Størstedelen af denne viden stammer fra undersøgelser med dyr, suppleret med in vitro studier og erfaring fra menneskers eksponering. Der findes endvidere grænseværdier baseret på lugt (f.eks. visse B-værdier) og smag (f.eks. drikkevand). Ved den toksikologiske vurdering og karakterisering gennemgår og vurderer man den viden, der foreligger om stoffets effekter. Disse effekter hænger som regel sammen med stoffets kemiske struktur. Man gennemgår systematisk effekter efter enkelteksponering og efter gentagne eksponeringer, og beskriver sammenhængen mellem dosis og effekt. Effekter efter enkelteksponeringer (akutte effekter) bl.a. irritation, ætsning, allergi, (LD50) effekter efter gentagen eksponering (subakutte, subkroniske, kroniske effekter) især kræft, arveanlæg, forplantning, men også organeffekter Ud fra denne sammenhæng identificeres den eller de kritiske effekter. Den kritiske effekt er den uønskede effekt, som man ønsker at basere sin grænseværdi på. Ofte er den kritiske effekt den effekt, som optræder ved den laveste eksponering.

4 For de kritiske effekter vurderer man sammenhængen mellem dosis og respons, dvs. sammenhængen mellem eksponering og antallet af individer i den eksponerede gruppe, som udviser den kritiske effekt. Denne sammenhæng giver endvidere ofte mulighed for at fastslå den kritiske eksponering, der også benævnes NOAEL (No Observed Adverse Effect Level). NOAEL er den højeste, observerede eksponering, som ikke medfører den kritiske effekt. Grænseværdien baseres på NOAEL for den kritiske effekt. For at opnå en rimelig sikkerhedsmargin(mos, margin of safety), f.eks. ved ekstrapolering fra dyr til mennesker, kan man reducere NOAEL-værdien med en sikkerhedsfaktor. Visse grænseværdier, f.eks. arbejdsmiljøgrænseværdier hvis udgangspunkt er observerede NOAEL-værdier i arbejdsmiljøet, kan være afvejet med tekniske og økonomiske overvejelser, og er altså delvis politisk bestemte. Ved fastsættelse af en grænseværdi kan man også inddrage viden, om hvordan stoffet optages, fordeles og omdannes i kroppen, og om hvordan det udskilles igen; herunder biologiske halveringstider. Hvis der ikke foreligger en NOAEL-værdi, benytter man som regel LOAEL-værdien for den kritiske effekt og øger sikkerhedsfaktoren. LOAEL (Lowest Observed Adverse Effect Level) er den laveste, observerede eksponering, som medfører den kritiske effekt. Når man skal fremskaffe de relevante toksikologiske informationer for et kemisk stof, er det hensigtsmæssigt at starte med en datasøgning for at identificere eksisterende data om stoffet og fremskaffe relevant litteratur. Derefter kan man tage stilling til, om yderligere undersøgelser er nødvendige til udfyldelse af datamangel. 3. Hvilke grænseværdier findes? Grænseværdien for et kemisk stof kan være forskellig afhængig af, hvilken eksponering for stoffet, man ønsker at kontrollere. Datagrundlaget vil dog altid være det samme, nemlig de data som den toksikologiske vurdering og karakterisering baseres på. Eksponeringen kan være en opløsningsmiddelrest i et lægemiddel, et additiv i en fødevareemballage, afkast fra en procesventilation på en fabrik, osv. Disse forskellige eksponeringsformer/eksponeringsmedier medfører forskellige grænseværdier, fordi eksponeringsmønstrene er forskellige. Eksempler på grænseværdier Eksponeringsmedium Benævnelse Fork. Enhed Lægemidler (ICH) Permitted daily exposure PDE mg/dag Fødevarer Acceptable daily intake ADI mg/kg Materialer i kontakt med fødevarer Provisional tolerable weekly intake Tolerable daily intake Specifik migrationsgrænse PTWI TDI SML (uge) mg/kg mg/kg fødevare Arbejdsmiljø Grænseværdi GV mg/m 3

5 Udeluft Bidragsværdi B-værdi mg/m 3 Luft/vand/jord Kvalitetskriterier (baseret på TDI) KK mg/kg Luft/vand/jord Referencekoncentration/-dosis RfC/RfD mg/kg Som eksempel på grænseværdiens betydning for den beregnede daglige dosis kan nævnes grænseværdier for toluen i forskellige eksponeringsmedier. Grænsevædier for toluen Eksponeringsmedium Værdi Daglig dosis Lægemidler 8,9 mg/dag 0,18 mg/kg lgv Arbejdsmiljø 94 mg/m 3 luft 9 mg/kg lgv Udeluft (B-værdi) 0,4 mg/m 3 luft 0,11 mg/kg lgv Levnedsmiddelemballage 0,02 mg/kg 0,02 mg/kg lgv Referencedosis 0,2 mg/kg 0,2 mg/kg lgv Som afslutning kan nævnes en anden type grænseværdi, nemlig threshold of toxicological concern (TTC). TTC er udviklet specielt for aromastoffer i levnedsmidler. På basis af sammenlignende vurderinger af en række aromastoffer har en ekspertgruppe vurderet at en dosis på 1,5 µg/person/dag for disse stoffer er uden toksikologisk relevans.