palæstinaorientering TEMA: Israel mod den internationale solidaritet Vi ved hvem du er! - Den stille krig - Palæstinensere i Syrien

Transkript

1 palæstinaorientering Nr. 3 September 2012 TEMA: Israel mod den internationale solidaritet Vi ved hvem du er! - Den stille krig - Palæstinensere i Syrien p

2 s3 Nye udfordringer for den internationale solidaritet I takt med at verdensopinionen er blevet mere vidende om og folk mere aktive omkring hvad der foregår i Palæstina er Israels kamp mod den internationale solidaritetsbevægelse blevet skærpet. s4 Tema: Israel mod den internationale solidaritet Over årene har vestlige landes regeringer givet Israel lang snor. Til gengæld er snoren blevet stadig kortere hos stadigt flere almindelige mennesker, der overalt i verden organiserer sig i sympati med palæstinenserne og i protest mod Israelsk politik. Men ikke uden modstand fra Israel. s5 Vi ved hvem du er! Det var meget voldsomt og krænkende... De ville give mig følelsen af at have gjort noget meget slemt, nærmest på linje med mord Fortællinger om grove forhør, kropsvisiteringer, nedladende behandling og frygt er en sædvanlig del af rejsendes oplevelser ved israelske grænseovergange. s8 Boganmeldelse: På vej væk fra Israel Knowing Too Much : ifølge Norman Finkelsteins nyeste bog er amerikanske jøder i færd med at distancere sig fra Israel. Kritik af Israel blev tidligere anset for at være vanvittig eller hjemmehørende på den yderste venstrefløj, men er i dag gængs i store dele af den amerikanske offentlighed. s11 Den stille krig mod mainstream Den pro-israelske organisation NGO Monitor holder øje med solidaritetsarbejdet. Særligt den del der involverer internationalt respekterede humanitære organisationer og deres samarbejdspartnere. Målet er at skærme Israel for al kritik. Logikken er bizar, indtrykket syret, intentionen deprimerende. s14 Hvad sker der i de palæstinensiske flygtningelejre i Syrien? De palæstinensiske flygtninge i Syrien er fanget i en fælde. Uanset udfaldet af oprøret kan de risikere at blive udsat for hævnaktioner og eventuel fordrivelse, både fra Assads styre og fra oprørsgrupper. s16 De palæstinensiske landsbyer der ikke ville dø Ikke én flygtning vil vende tilbage. De gamle vil dø. De unge vil glemme, sagde Israels første statsminister Ben Gurion, i juni Men de unge tredje og fjerde generationsflygtninge nægter at glemme. 2 Forside: Free Gaza march i San Francisco, California Foto: ms. donnalee, Flickr s18 Kommentar: Er Israel ved at forberede endelig overtagelse af område C på Vestbredden? Israel fordriver stadigt flere palæstinensere fra område C til byer under palæstinensisk kontrol. Israels immigrationspoliti, som tidligere kun har opereret i selve Israel, har fået beføjelser til at trænge ind på Vestbredden og fordrive udenlandske aktivister. Endvidere har Israel har begyndt en kampagne imod det FN-organ, som undersøger de overgreb der foretages fra det israelske militær og de jødiske bosættere over for palæstinensere. Palæstina Orientering udgives af foreningen Palæstina Orientering, Mjølnervej 1, 1, 3000 Helsingør. Ansvarshavende redaktør: Ole Olsen Redaktion i øvrigt: Lars Ploug, Gitte M. Rasmussen, Henning Kosack, Else Christensen, Jan Mortensen, Dagmar Dinesen, Anne Berit Larsen, Marianne R. Thomsen, Jørgen Nyeng Layout: Henning Kosack Tryk: HFA-Tryk. Bladet udkommer 4 gange årligt. Næste nummer: 1. december Abonnement 2012: Trykt udgave: 150 kr. Elektronisk/Pdf: 75 kr. Merkur bank. Reg.nr Kontonr info@palestinaorientering.dk Tlf

3 Nye udfordringer for den internationale solidaritet Palæstina Orientering har eksisteret i mere end 30 år. Bladets grundlæggere fandt, at Palæstinaspørgsmålet var tabuiseret og forfalsket i den offentlige debat. Der var brug for, at flere mennesker kendte til den palæstinensiske side af sagen. Og der var mange myter at korrigere: Om flygtningespørgsmålets oprindelse, om det altid truede Israel, om det irrationelle palæstinensiske had, om den humane besættelsesmagt. Engang var det løgnene, og de racistiske forestillinger om palæstinensernes motiver, der var god tone ved middagsbordene. Sådan er det ikke længere. Flere mennesker ved besked, og kritik af Israel og sympati med palæstinenserne er blevet stueren i en grad, som Palæstina Orienterings grundlæggere næppe havde turdet drømme om dengang. I takt med udviklingen i den offentlige opinion, er mange mennesker blevet optaget af at gøre noget. Nogen organiserer sig lokalt, og arrangerer offentlige møder og manifestationer for at gøre flere mennesker klogere på, hvad der er op og ned i Palæstina-spørgsmålet. Nogle arbejder for at presse, eller overtale, deres politikere til at skærpe tonen overfor Israel. Mange arbejder for etablere et internationalt pres mod Israel, i stil med det, der fik apartheid-regimet i Sydafrika til at bryde sammen. Og tusinder af unge og gamle rejser til Palæstina som fredsvagter, eller for at lave andre former for konkret aktivist-arbejde dér. Kampen mod solidariteten Udbredelsen af det internationale solidaritetsarbejde huer ikke Israel, eller de mennesker udenfor Israel, der stædigt og ofte imod bedre vidende holder fast i myterne. Israel har, ivrigt sekunderet af sine stædige støtter, kastet sig ud i en kamp mod solidaritetsarbejdet. Indenfor Israels grænser er vilkårene for organisationer, der går imod statens politik blevet mødt med lovgivning. Aktivister, der sejler nødhjælp til belejrede mennesker i Gaza, bliver slået ihjel af kommandosoldater. Folk på vej til Vestbredden bliver hindret i at nå frem. Og i offentligheden udenfor Israel og Palæstina pågår et intenst lobbyog propagandaarbejde for at bagvaske og isolere organisationer, der stiller sig kritisk til Israelsk politik. Temaet i dette nummer handler dels om Israels, og Israels venners respons på udviklingen i den internationale opinion. En artikel handler om israelske bestræbelser på at holde aktivister væk fra de besatte områder, en anden om propaganda-krigen mod store og små organisationer, der har gjort sig upopulære hos den israelske stat og de organisationer, der løber dens ærinde i de vestlige offentligheder. I en sidste artikel anmeldes en bog om amerikanske jøders tendens til at vende sig fra Israel. Desuden bringer vi artikler om klemte palæstinensere i det borgerkrigshærgede Syrien, om israelske forsøg på at hvidvaske og konsolidere besættelsen og om den behandling, som moderne palæstinensisk litteratur giver tabte hjem. Demonstration i London i solidaritet med Gaza. Foto: The Girl 78/Flickr De grasserende priser hos Post Danmark gør, at bladet kun kan blive på tyve sider. Vi synes, at vi har brugt dem godt, og i ånden fra grundlæggerne. Vi henviser i øvrigt til hjemmesiden, som ikke kræver frimærker. God læselyst her og der! PO-redaktionen 3

4 Israel mod den internationale solidaritet Over årene har vestlige landes regeringer givet Israel lang snor. Det gør de stadig. Til gengæld er snoren blevet stadigt kortere hos stadigt flere almindelige mennesker, der overalt i verden organiserer sig i sympati med palæstinenserne og i protest mod Israelsk politik. Men ikke uden modstand fra Israel, der har gjort solidaritetsarbejdet til mål for sin propagandamaskine og sin voldsmagt. Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET 4 Staten Israel har siden sin fødsel skullet gabe over en modsætning af formidabelt omfang. Israel har både villet være et moderne og oplyst demokrat i og en besættelsesmagt. Israel har i princippet skullet forklare, hvorfor det som borgerrettighedsløs palæstinenser i de besatte områder skulle være særligt meget rarere at leve under et militærdiktatur, der administreres af et parlamentarisk demokrati. Gaza flotilla solidaritetsdemonstration i Cambridge (UK). Foto: manos_simonides/flickr Den brudte loyalitet I mange år behøvede Israel reelt ikke at forklare noget som helst, og accepten af statens forbrydelser var mere eller mindre automatisk i brede dele af de vestlige offentligheder. Israels identitet og historie legitimerede i mange menneskers øjne statens politik, uanset hvor meget eller lidt den stak af fra vante begreber om, hvad det var tilbørligt for demokratiske stater at foretage sig. Sådan er det ikke længere. Det grundløse postulat om permanente eksistentielle trusler mod Israel er faldet i politisk kurs, og bliver kun trukket af skuffe af folk, der på forhånd har besluttet sig for, at Israel ikke må kritiseres eller som vælger at se statens opførsel som nødvendig og naturlig i lyset af truslen fra politisk Islam. Israel behøver sådan set ikke sympatien fra liberalt anlagte mennesker i de vestlige offentligheder. Alliancen med de Forenede Stater gør, at Israel er garanteret fripas i FN og sikret mod sanktioner af nogen slags, økonomiske såvel som symbolske. Samtidig har mange vestlige politikere, også danske (ingen nævnt, ingen glemt), indstillet sig på, at det er den israelsk inspirerede amerikanske fortolkning af ret og rimelighed i Mellemøsten, der sætter dagsordenen for national mellemøstpolitik. En ny front Det er trist at se og høre på, men dejligt samtidigt at se, hvordan mennesker overalt i verden mobiliserer sig i protest mod israelsk politik og i sympati med palæstinenserne: For at sætte den dagsorden, som deres valgte repræsentanter har det så svært med, især når de kommer i regering. Ikke mindst efter Gaza-krigen i er en skov af nye solidaritetsorganisationer og -grupper kommet til, og mange af dem gør sig til en del af internationale initiativer som BDSkampagnen. Den arbejder for sanktioner, afvikling af investeringer i Israel og boycot At det internationale solidaritetsarbejde gør indtryk blev tydeligt i sommeren 2010, da Israel stoppede en nødhjælpskonvoj på vej til det blokaderamte Gaza. På skibet Mavi Marmara dræbte israelske elitesoldater 9 tyrkiske aktivister, og satte dermed det ellers gode israelske forhold til Tyrkiet over styr. Året efter lykkedes det (for Israel selv, USA og måske EU) at overtale det økonomisk i knæ-trængte Grækenland til at sabotere et nyt forsøg på at bryde den ulovlige israelske blokade. Og i foråret overbeviste Israel internationale flyselskaber om det kløgtige i ikke at transportere aktivister på vej til Vestbredden. I dette nummer bringer vi tre artikler, der på forskellig måde behandler konfrontationen mellem Israel og den kritiske opinion. Først i en artikel om Israels forsøg på at holde internationale aktivister væk fra de besatte områder. Derpå en anmeldelse af den amerikanske politolog Norman Finkelsteins bog, Knowing too Much, om kollisionen mellem amerikanske jøders liberale sindelag og Israels opførsel. Sidst en artikel om NGO Monitor, en af de lobbyorganisationer, der har gjort det til deres opgave at forbedre den israelske stats omdømme ved at angribe dens kritikere. Tema-redaktionen

5 Vi ved hvem du er! Af Gitte M. Rasmussen Siden 1967 har Israel haft total kontrol over, hvem der kan rejse til og fra de palæstinensiske områder Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. De har også total kontrol over, hvem der må opholde sig der, og hvor længe, når man er kommet ind. Efter den delvise åbning af Rafah grænseovergang mellem Gaza og Egypten fortsætter denne politik også her efter israelske regler og regulativer. Senest har denne rigide politik blandt andet ramt den danske direktør for Det Danske Hus i Ramallah, Nathalie Khankan, som har måttet opsige sit job og vende hjem til Danmark på grund af manglende forlængelse af visum. Fortællinger om grove forhør, kropsvisiteringer, nedladende behandling og frygt er en sædvanlig del af rejsendes oplevelser ved grænseovergange, det være sig fra Jordansiden, den egyptiske grænse ved Det Røde Hav, eller i den israelske Ben Gurion lufthavn. En ung dansk, kvindelig fredsaktivist fortæller i det følgende sin historie om mødet med den israelske sikkerhedstjeneste. Hendes historie er én blandt mange og beskriver, hvordan virkeligheden kan se ud for dem, der ønsker at besøge venner, familie eller deltage i solidaritets- eller andet samarbejde med palæstinensere. Lines historie Jeg var dernede første gang i juni Jeg var nede for at besøge en ven, som havde været fredsvagt. Jeg var især i Hebron og Sheikh Jarrah (Østjerusalem, red.), hvor jeg så nogle ting, som gjorde indtryk. Da jeg kom hjem efter en uge, meldte jeg mig til Palæstina Fredsvagter for at komme af sted igen. Jeg havde ingen tilknytning til fredsvagter eller andre palæstinagrupper før min første tur, og da tog jeg ikke af sted for at være aktivist. Da jeg tre måneder senere tog af sted, blev jeg allerede ved mellemlandingen i Europa taget til side og udspurgt i et lille aflukke. Jeg blev kropsvisiteret og blev virkelig tjekket. Jeg var helt rundforvirret, havde ikke set det komme. De må have udpeget mig i mængden, må have syntes jeg stak ud på en eller anden måde. Fremme i Ben Gurion blev jeg også taget til side. Der kom jeg gennem et kort forhør og blev så lukket ind i landet. Men da jeg skulle hjem efter en måneds ophold, blev jeg taget til side, forhørt, og alle mine ting blev gennemrodet. Jeg blev holdt tilbage, WELCOME TO ISRAEL - Ben Gurion International Airport. Foto: llee_wu/flickr Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET 5

6 6Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET kropsvisiteret og blev eskorteret rundt i lufthaven, men jeg nåede da mit fly hjem. Men der må de have hæftet sig ved mig. For mens jeg var dernede som aktivist, blev jeg aldrig anholdt eller tilbageholdt. Der var rimelig megen paranoia blandt folk (aktivister, red.), for både mediekontoret i Ramallah og lejligheden i Hebron (International Solidarity Movement s lejligheder, red.) var lige blevet ryddet af de israelske soldater, så alle var meget nervøse for, om alle oplysninger om folk var kommet ud. Jeg havde deltaget i demonstrationer og havde boet i Hebron et stykke tid. Der vidste israelerne godt, hvem jeg var. Men jeg synes, jeg havde været ret anonym ellers, set i forhold til mange andre. Men der var ret meget opsyn fra israelsk side på de skandinaviske aktivister, der var mange fra Sverige på det tidspunkt Da jeg så kom tilbage året efter, i 2011, blev jeg taget i Ben Gurion lufthavnen, lige da jeg stod af flyet. Jeg havde ellers holdt lav profil herhjemme i palæstina-sammenhænge. Jeg havde dog ikke officielt skiftet navn, men havde ikke været højtråbende, og jeg havde sløret min Facebook-profil og sådan. Men med det samme spurgte de om, hvad jeg skulle i Israel? De lod mig dog selv gå gennem lufthavnen, men stoppede mig igen, da jeg skulle igennem selve kontrollen. Dér vidste de allerede, hvem jeg var. De vidste, hvad jeg hed, og hvad mine forældre og bedsteforældre hed. Jeg ventede midt om natten i to timer, og blev derefter taget til forhør igen. De spurgte om alt muligt, hvad jeg skulle? Kendte jeg ISM? Ved du, hvad Gaza er? Skulle jeg til Vestbredden? Jeg skulle åbne min mail. Give min Facebook-profil som jeg sagde, jeg ikke havde. Skulle opgive navn på arbejdsgiver og oplyse, hvad mine forældre laver. De bad om mit visa-kort, og jeg skulle fortælle, hvor mange penge, jeg havde. Jeg spurgte dem, om de overhovedet havde ret til at gøre dette. De svarede, at alt det, jeg ikke ville svare på, ville de bare bruge imod mig. Så kom jeg ud igen og sad og ventede i to timer, hvorefter jeg kom ind til to garvede ældre damer, som var SÅ voldsomme. Det var psykisk terror, de gav mig samme tur, tog alle oplysninger. Jeg nægtede, men gav dem dog nogle - jeg håbede stadig at blive lukket ind - men regnede med, at løbet var kørt. De svinede mig til, sagde jeg var dum, at jeg var sindssyg, sagde de vidste, hvem jeg var, og hvad jeg ville. De gjorde, hvad de kunne for at forsøge at forskrække mig. Jeg skulle skrive under på et stykke papir på, at jeg kun ville opholde mig i selve staten Israel i max. ti dage. Men det ville jeg ikke underskrive, førend jeg kunne få det på engelsk. Det fik jeg ikke. De andre securityfolk tømte min taske, grinte og latterliggjorde mig og mine ting. Jeg blev nægtet adgang og fik taget fingeraftryk og billeder. Jeg havde været der i ca. seks timer og var helt smadret. Jeg blev kropsvisiteret igen, min bagage blev igen tjekket. Jeg blev kørt ud i en detention udenfor lufthavnen uden mine ting og var der i ca. 20 timer, hvorefter jeg blev deporteret. Jeg følte mig kriminaliseret. En bil kørte op på siden af den bil, jeg blev transporteret i og mit pas rakt over. Jeg måtte ikke have mine ting med mig i bilen eller lufthavnen, måtte ikke selv holde mine papirer. Jeg måtte ikke selv tjekke ind ved skranken, og jeg blev eskorteret rundt og helt op til flyet. Jeg fik først mit pas ved mellemlandingen i Europa. Det var meget voldsomt og krænkende, særligt forhøret med de to ældre kvinder og tilbageholdelsen i detentionen. De ville give mig følelsen af at have gjort noget meget slemt, nærmest på linje med mord. Grænseovergangen ved Rafah mellem Gaza og Egypten. Foto Vince Perritano/Flickr

7 Hjemme igen Jeg kom hjem og var helt smadret. Det var virkelig et overgreb. Jeg var ulykkelig og meget påvirket. Der skulle mange samtaler til, blandt andet med andre fredsvagter, for at få tingene sat i perspektiv. Man bliver jo skræmt. Jeg lå i sengen en uge efter, jeg var kommet hjem. Fysisk og mentalt var jeg sat helt ud af spillet. Og jeg måtte få noget hjælp for at håndtere følelsen af overgreb og magtesløsheden. Jeg har fået det bearbejdet gennem andre aktivister, gode venner og en psykolog. Der kom en del angst i kølvandet af det og noget paranoia - det var et traume. Mindet om det føles meget voldsomt, og det virkede jo også lige efter deres hensigt i lang tid i forhold til, at jeg kunne mærke både på mig selv, men også på min familie da de i lang tid ikke kunne komme i kontakt med mig, mens jeg var tilbageholdt at det er da klart noget, der påvirker min beslutning om at tage derned næste gang. At det bliver ikke lige i år. At der skal gå længere tid både for min egen, men også for min families skyld. Jeg holder ikke op med at tage derned, men jeg bliver nødt til at tage nogle forholdsregler for min og min families skyld. De synes, at det var meget, meget voldsomt - hvilket jeg godt kan forstå Jeg tror lige de (israelerne, red.) har regnet ud, hvilke teknikker de skal bruge, der gør, at når man kommer hjem og fortæller det til folk, så forsøger disse, uden at ville det, at holde én hjemme. Så det er ikke bare en oplevelse, jeg har haft af at være blevet skræmt væk. Alle omkring mig som ikke ved, hvad det er, kan ikke lade være med at sige, at de håber, jeg holder mig væk, at jeg ikke skal udsættes for det igen. Det er lidt mere at være oppe imod. Det er vel også dét, de håber på, israelerne, det skal være så omsiggribende som muligt, at de har haft én i den lufthavn. De forsøger helt sikkert at skræmme én så meget som muligt, så man aldrig nogensinde kommer tilbage. Og få én til at føle sig heldig, at man overhovedet kommer ud, uden lyst til at komme tilbage. Men jeg har lyst til at komme tilbage! Men som sagt, jeg må vente. Det bliver så mere omstændeligt at komme tilbage. Jeg er nu registreret i hoved og røv. Så de har gjort deres arbejde godt i dén forstand. De har ikke præsteret at skræmme mig helt væk, men de har formået at udsætte mit næste forsøg (på indrejse, red.). De sagde jo: Vi véd Vidste du at: Israel siden 2000 er ophørt med at udstede opholdstilladelser til ikke-palæstinensiske ægtefæller til palæstinensere. 17,2 % af palæstinensiske borgere ikke kan få opholdstilladelse til deres nære slægtninge. Dette påvirker 78,4% af befolkningen. På grund af dette opholder titusindvis af udlændinge og ægtefæller til palæstinensere sig illegalt i Palæstina. Udlændinge har tidligere kunnet få deres visa forlænget med tre måneder ad gangen, men der har de seneste år været et voldsomt fald i disse forlængelser. Siden 2006 har det største palæstinensiske universitet, Birzeit, oplevet et fald på 50 % blandt ansatte med udenlandske pas, som mange etniskfødte palæstinensere har pga. livet i diasporaen. 400 af deres studerende etniske palæstinensere - lever under truslen om ikke at få forlænget deres tre måneders opholdstilladelser, eller ikke at kunne rejse ind i landet igen, hvis de rejser ud. Kilde: præcis, hvem du er, og du skal aldrig forsøge at komme tilbage. Du er ikke velkommen her. Du er dum og sindssyg, hvis du prøver. Jeg har efterfølgende klaget til forskellige instanser: den israelske ambassade og det danske udenrigsministerium, den danske ambassade i Israel. Den israelske ambassadør reagerede, som om han blev meget chokeret og sagde, at dét havde han ikke hørt var sket før. Men den israelske ambassade stoppede bare med at svare tilbage efter nogen tid. Jeg var oppe imod autoriteter, jeg ikke kunne gøre noget imod. Og de danske myndigheder sagde, jeg skulle kontakte de israelske. Søs Nissen fra RCT fortæller Ikke kun aktivister og studerende oplever at blive diskrimineret, også anerkendte organisationer bliver forhindret i deres samarbejde med palæstinenserne. Søs Nissen, der er program manager for Rehabiliteringscentret for Torturofres Mellemøstafdeling, fortæller om hendes organisations erfaringer med det israelske sikkerhedssystem. I Palæstina har RCT primært samarbejdspartnere i Gaza, og NGO er skal søge særlig tilladelse til at komme ind i området. Processen er præget af en stor grad af uforudsigelig omskiftelighed i forhold til regler og manglende gennemsigtighed. Hun fortæller, at deres ansatte ofte ikke kan komme ind i området, og at der er sket en forværring gennem årene. Man ved således ikke om eller hvornår, man kan komme ind. Deres medarbejdere oplever ligeledes chikane i den israelske lufthavn, når de rejser ind og ud af staten Israel. Desuden er det også svært for deres palæstinensiske samarbejdspartnere at rejse ud af Gaza for at deltage i regionale konferencer og lignende. De skiftende israelske regler, uforudsigeligheden og den direkte chikane påvirker arbejdet således, at der kan ske færre projektbesøg, partnerne kan deltage i mindre grad i samarbejdet, kontakten er generelt mindre, og man må operere med plan B er som kompensation og f.eks. bruge arbejdstiden på at rejse til jordanske samarbejdspartnere i stedet for. Personligt har Søs Nissen oplevet voksende besværligheder i forbindelse med hendes egne rejser til området jo mere, hun via sit arbejde er blevet eksponeret - men hun kan ikke vide med sikkerhed, at det er derfor. RCT har forsøgt at klage til de relevante israelske instanser, men uden held. Det er meget arbejdstidskrævende, og RCT mener, at det er en af de ting, den israelske stat måske ønsker at opnå, at få NGO er til at bruge maksimal tid og energi på alt andet end reelt samarbejde og udvikling med og af det palæstinensiske samfund. RCT forsøger at undgå begrænsningerne i indrejsemulighederne ved at have et samarbejde med en stor international organisation under FN. Det er langt fra optimalt, men de oplever dog et lidt større spillerum. Det er dog at foretrække frem for at kæmpe kampen med at klage og forsøge at blive godkendt under eget navn, når medarbejdere skal rejse ind og ud af Gazastriben. Line er et opdigtet navn, hendes rigtige navn er redaktionen bekendt Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET 7

8 På vej væk fra Israel I lang tid, mens proisraelske sympatier og liberale aktiviteter fremstod som fuldstændigt forenelige, betragtede oplyste amerikanere Israel som et skud på deres eget eksperiment med nationsopbygning, et sted hvor hårdkogte pionerer også havde omskabt gold jord til en demokratisk oase. Men i de senere år er det blevet stadigt sværere at gifte liberale værdier med støtte til Israel. Af Lars Ploug 8Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET Den bærende pointe i Norman Finkelsteins nyeste bog, Knowing Too Much er, at amerikanske jøder er i færd med at distancere sig fra Israel. Ifølge Finkelstein tyder tal og tendenser på, at amerikanske jøders engagement i Israel som stat og projekt er under afvikling. Han peger blandt andet på, at kritik af Israel, som tidligere blev anset for at være vanvittig eller hjemmehørende på den yderste venstrefløj, i dag er gængs i store dele af den amerikanske offentlighed. Den liberale grænse Præmissen i Knowing Too Much er, at amerikanske jøder af historiske grunde er liberale af politisk sindelag. Således var tilbøjeligheden blandt amerikanske jøder som befolkningsgruppe til at stemme for den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama i 2008 kun overgået af amerikanere af afrikansk oprindelse. Mekanikken i udviklingen er, mener Finkelstein, sammenstødet eller friktionen mellem de jødisk-liberale værdier og de dementerede myter om staten Israel. Dette sammenstød er, som bogens titel antyder, en konsekvens af større viden om virkeligheden i Mellemøsten, om konfliktens oprindelse, om styrkeforholdet mellem parterne osv. Det er, argumenterer Finkelstein, udbredelsen af den viden, der gør det vanskeligt for amerikanske jøder at forene deres liberale menneskesyn med det, som det bliver stadigt sværere ikke at vide. Dertil kommer, at den nuværende israelske regering toppræsterer i åbenlys racisme og militarisme og intet har at tilbyde progressive mennesker af den slags, der engang kunne beundre pionerånd og store eksperimenter med kollektive livsformer i kibbutzerne. Den radikale konsensus Israels liberale brand som demokratisk fyrtårn, selve legemliggørelsen af oplysningens idealer i et hjørne af en verden befolket med fundamentalister, der ikke har haft nogen oplysningstid, er blevet indhentet af virkeligheden, eller rettere af det, man kan vide om den. Og det passer Finkelstein godt, fordi han i sit forfatterskab har talt fra, for og til en liberal konsensus og orienteret sig efter principper, der hvor det gælder alt andet end Palæstinaspørgsmålet i brede kredse anses for at være fuldstændigt ukontroversielle. Selvom fjenderne har kaldt Finkelstein både det ene og det andet (antisemit, holocaust-benægter, selvhadende jøde, you name it), og selv om mere venligtsindede har kritiseret ham for det svovl og den vitriol, han indimellem har blandet i sit blæk, så er Norman Finkelstein ikke på nogen politisk yderfløj. Han forlader sig ikke på akademiske Norman Finkelstein. Foto: swarthmorephoenix1881/flickr teorier eller politiske idelogier, der kan forvise ham fra den brede liberale konsensus. Han anvender kilder, der i brede kredse anses for at være saglige. Han har ingen radikale ideer om palæstinensisk befrielse eller forestillinger om reform eller revolution i det israelske samfund. Han dokumenterer en international konsensus blandt landene i FN (minus USA, Israel, Mikronesien og den slags) om den grundlæggende formel for en løsning, og han dokumenterer en enighed blandt fremtrædende folkerets-eksperter om den juridiske vurdering af konflikten i enkelte dele og i sin helhed. Dertil påpeger han en grundlæggende enighed blandt israelske og internationale menneskerettighedsorganisationer om vurderingen af Israels ageren og en enighed blandt historikere om forløbet i centrale kapitler af Palæstinakonfliktens historie. Det er ikke raket-videnskab, og

9 det er da også Finkelsteins pointe, at der ikke er behov for den mondæne dybsindighed, der spekulerer en kompleksitet frem i konflikten, der ikke er der. Den dybsindighed står i gæld til akademiske modeluner og tjener mere end noget andet til bevidst fremstilling af konflikten som så indviklet, at den ikke kan vurderes med de samme kriterier som andre konflikter. Enkelheden, klarheden og ønsket om bred appel klæder Knowing Too Much og afspejler den frustration som mange Palæstina-aktivister deles om, når de ved middagsborde og i vennelag bliver betragtet som styrvoltere på den yderste venstrefløj eller som nogle, der har fikse ideer om, hvad jøder er ude på. Eller begge dele for den sags skyld. Det gode ved Finkelsteins bog er netop, at den dokumenterer for os, at der blandt fornuftige mennesker er et stykke oplysningsarbejde at gøre, der ligger lige til det ben, man har det bedst at sparke med. Men om den til fulde dokumenterer, at forandringen af amerikanske jøders indstilling til staten Israel og dens politik overfor palæstinenserne er en konsekvens af den nye (og gamle) videns overbevisning af den liberale fornuft, er en anden sag. Hængslet Dokumentationen af præmissen, det vil sige af de amerikanske jøders distanceren sig selv fra Israel og israelsk politik, er der, så vidt jeg kan se, ikke meget at udsætte på. Finkelstein henviser da også til værker, der tidligere har påpeget denne udvikling. Enhver kan også på internettet forvisse sig om, at der i de senere år er kommet flere amerikansk-jødiske personer og organisationer, der stiller sig mere kritisk til Israel, end det tidligere har været god tone. Også den anden præmis, det vil sige tendensen i amerikanske jøders politiske orientering, dokumenterer han efter min opfattelse overbevisende. Problemet handler om hængslet mellem de to ting. Er det virkelig sådan, at det liberale sindelag bare står og venter på at blive korrigeret, hvor det har taget fejl af tingenes sammenhæng, eller har der været andre kræfter på spil? Hvad betyder det internationale folkelige engagement i bevægelsen for boykot og sanktioner (BDS)? Hvilken rolle har palæstinensernes politiske ageren spillet for den Israel-kritiske nyorientering blandt amerikanske jøder? Er de alene blevet overbevist af den konsensus, der er blandt eksperter, og af hvad der står at læse i rapporterne fra internationale menneskerettighedsorganisationer? Jeg tror det ikke. Selvom Finkelstein vistnok ikke har meget til overs for solidaritetsarbejdet i dets dominerende former, så spiller det vel en rolle, positiv eller negativ. Og selvom palæstinenserne ikke har det største ord at sige om, hvordan Palæstina-spørgsmålet tager sig ud i den oplyste del af den amerikanske offentlighed, så har de et lille et. Den nødvendige overvejelse om disse faktorer mangler. En modgående trend Men det store spørgsmål i denne sammenhæng handler om, hvorvidt liberalt sindelag i praksis fungerer som Finkelstein siger, at det gør. Eller rettere, om der er nogen særlig grund til at tro, at det forholder sig sådan. I hvert fald kan man konstatere, at det liberale sindelag er forbavsende bøjeligt. Mest åbenlyst hos den amerikanske præsident Obama, hvis jødiske opbakning Finkelstein bruger til at dokumentere det liberale sindelag blandt amerikanske jøder. Obama har efter alt at dømme besluttet sig for i alt, eller i næsten alt, at tækkes Protest under Obamas tale til AIPAC s konvent. Foto: mar is sea Y/Flickr Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET 9

10 Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET 10 den proisraelske lobby, og bruger næsten enhver anledning til at rose sig selv og sin regering for den politiske muskelkraft og de ubegribeligt mange amerikanske penge, der bliver kastet efter staten Israel. I et interview på den amerikanske TV-station Democracy Now henfører Finkelstein Obamas hæmningsløst proisraelske Mellemøstpolitik til hans opportunisme: Obama er ingenting. Den ene dag laver han lister over folk, han vil have slået ihjel, den næste hænger han en medalje om halsen på Bob Dylan. Så taler han om blindt at støtte Israel. Og man kan nemt forestille sig, at han en tredje dag ville støtte palæstinensiske rettigheder, hvis der var penge i det. Han har ingen overbevisning overhovedet. Det er jeg tilbøjelig til at være enig i, og måske det også er for tidligt at vente en effekt af den amerikanske befolknings ændrede syn på Israel i Obamas eller andre amerikanske præsidenters udenrigspolitik. Men spørgsmålet er, om de amerikanske og andre liberales liberale overbevisning er meget mere rodfæstet end den amerikanske præsidents. Den fleksible liberalitet Barack Obama kom til magten på et valgprogram, der var stærkt kritisk overfor Bush-administrationens ekstremisme med hensyn til angreb på netop de borgerlige frihedsrettigheder, der er centrale i liberal politisk ideologi. Det gjaldt for eksempel Patriot Act, et lovkompleks, der udrustede amerikanske myndigheder med beføjelser til at overvåge borgerne. Det gjaldt efterretningsvæsenets ulovlige aflytning af amerikanske borgere uden retskendelse, og det gjaldt indespærring af terrormistænkte uden nogen form for domstolsprøvelse. Alle disse tiltag var meget kontroversielle, da de blev indført, selv mens hysteriet efter 11. september var på sit højeste. Og det var populært blandt amerikanske liberale, at den demokratiske præsidentkandidat lovede at tilbagerulle angrebene på de borgerlige frihedsrettigheder og genetablere de balancer i magtens tredeling, som George Bush og Dick Cheney havde sat over styr. Men præsident Obama har, som Finkelstein selv antydede det på Democracy Now, ikke rullet den Soldater ved Bil in afspærring. Foto: Michael Loadenthal/Flickr borgerrettighedskrænkende politik tilbage eller genetableret balancen i magtens tredeling, sådan som han lovede det, da han var kandidat Obama. Patriot Act, der oprindeligt var tidsbegrænset, bliver forlænget år efter år, amerikanske borgere bliver stadig indespærret (og nu også likvideret) uden domstolsprøvelse, og alt i alt er den nationale sikkerhedsstat, som det lykkedes Bush-regering at installere i årene efter 11. september, intakt og altså på nogle områder udvidet. Og det med støtte fra flertallet af (liberale, må man tro) demokrater. Så spørgsmålet til Finkelstein er, hvorfor liberale jødiske amerikanere, og liberale amerikanere i det hele taget, skulle tage så meget på vej over den israelske krænkelse af deres liberale sindelag, og samtidig være så forstående overfor deres regering, der er i færd med at få USA til at ligne Israel. I alt fald er det underligt, og det efterlader spørgsmålet om, hvad det er, der er motor i den udvikling, som Finkelstein dokumenterer så overbevisende. Det er, som alting i Knowing Too Much, værd at tænke over.

11 Den Stille Krig mod mainstream Den proisraelske organisation NGO Monitor holder øje med solidaritetsarbejdet. Først og fremmest med den del af det, der involverer internationalt respekterede humanitære organisationer og deres samarbejdspartnere. Målet er at udgrænse den humanitære konsensus, og i praksis skærme Israel for al kritik. Logikken er bizar, indtrykket syret, intentionen deprimerende. Af Lars Ploug Mange (vestlige) politikere holder stædigt fast i billedet af Israel som en grundlæggende liberalt orienteret stat. Én, der lader sig regulere af international lov og af henvisninger til liberale værdier. Men Israels standing blandt befolkningerne i de vestlige offentligheder er blevet stadigt ringere. Stadigt flere organisationer taler højt og offentligt imod israelsk politik, både indenfor enkelte lande og i organisationer på tværs af landegrænser. Derfor har staten Israel mobiliseret mod det internationale solidaritetsarbejde. Fx vedtog Knesset sidste år en lov, der forbyder israelske organisationer at opfordre til boykot af Israel. Og i marts afviste adskillige internationale flyselskaber - på israelsk foranledning hundreder af aktivister på vej til de besatte områder. Den foreløbige kulmination på Israels krig mod solidaritetsarbejdet var i sommeren 2010, da israelske kommandosoldater angreb nødhjælpsskibet Mavi Marmara i internationalt farvand og dræbte ni tyrkiske aktivister om bord. NGO Monitor Ved siden af sådanne drakoniske initiativer, der vel næppe kan siges at styrke Israels demokratiske omdømme, kæmper små og store organisationer en stille krig mod solidaritetsarbejdet. Formålet er at marginalisere kritikken og vanskeliggøre det praktiske solidaritetsarbejde. En af disse organisationer er NGO Monitor, der er placeret i Vestjerusalem og har udsendte medarbejdere i mange lande. Formålet er, hedder det blandt andet på at tilbyde information og analyse, fremme ansvarliggørelse (af NGOer, red.) og diskussion af NGO-rapporter og -aktiviteter, der hævder at fremme menneskerettigheder og humanitære dagsordener (min oversættelse, LP). Trods sit kedsommelige navn og tilsyneladende agtværdige formål, er NGO Monitor et yderst interessant eksempel på disse stille krigere. Interessant, fordi organisationens indsats siger noget om Israels PR-krise, og om bestræbelserne på at imødegå den. Respektable mål Det første, der er værd at lægge mærke til, er de store navne på NGO Monitors liste over organisationer, der bliver holdt øje med. Det drejer sig om bredt respekterede organisationer som Human Rights Watch, Amnesty international, Læger uden Grænser, OXFAM International, for nu bare at nævne nogle af de mest prominente. Eksemplerne på Israel-fjendtlig adfærd omfatter blandt andet: At Human Rights Watch proportionsløst fokuserer på fordømmelse af Israel ; at Amnesty International forvrænger international lov og misbruger begreber som kollektiv afstraffelse, besættelsesmagt og disproportionalitet i sin fordømmelse af Israels Gaza-politik; at Læger uden grænser anklagede Israel for at udvise en rystende ligegyldighed over for civile ; at de fleste af OXFAM Internationals offentlige erklæringer udvisker al kompleksitet og placerer alt ansvar for situationen hos Israel. I forhold til de nævnte organisationer er temaerne i NGO Monitors kritik velkendte: At Kritikken af Israel er overdrevet, at den anklagende finger kun peger på Israel (når nu der er så mange andre fortrædeligheder at pege på), og at kritikken er forsimplet. Desuden synes det at være et selvstændigt anklagepunkt, at de humanitære organisationer ikke i tilstrækkelig grad skelner mellem politik og humanitær virksomhed. Pointen med NGO Monitors fokus på de humanitære giganter er let at se, eller at tænke sig til. I den offentlige bevidsthed er det lettere at overse de mange mindre organisationer, der sympatiserer med palæstinenserne og stiller sig kritisk overfor israelsk politik, end det et at overse Amnesty eller OXFAM. Så det handler altså om at presse de store organisationer til at indtage en position, der er mere fordelagtig overfor Israel. Eller om at trække fra den goodvill, organisationerne nyder blandt almindelige mennesker og deres valgte repræsentanter. Follow the Money. I den anden ende af spektret optræder en lang række mindre spillere, blandt andet palæstinensiske og israelske menneskerettighedsgrupper. Fokus er især på dem, der samarbejder med offentligt støttede NGOer. Her er en anden af NGO Monitors væsentlige indsatsområder. Det handler om at mobilisere de politikere, der i stort eller småt sympatiserer med Israel. Ved at forskrække dem, der lader sig forskrække, med afsløringer af de radikale samarbejdspartnere, som de humanitære organisationer samarbejder med, og bruger statslige midler på. Et lille, men illustrativt eksempel på denne indsats fik vi herhjemme i september En dansk ansat i NGO Monitor, EU- Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET 11

12 Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET 12 koordinator Karen Henriques, klagede sig i Berlingske Tidende over Folkekirkens Nødhjælps manglende optagethed af palæstinensisk dialog med den israelske besættelsesmagt. Problemet var blandt andet, skrev Henriques, at Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med de mest radikale NGOer, inklusive BADIL, Alternative Information Center, Sabeel, Joint Advocacy Initiative of the East Jerusalem, YMCA og Palestinian Center for Human Rights. Om det fik Nødhjælpen til at tænke to gange over hvilke radikale organisationer, man fremover ville samarbejde med, er uvist, eller om det fik Udenrigsministeriet op på mærkerne vides ikke, men i givet fald er det ikke første gang, at det er lykkedes NGO Monitor at overbevise politikere, at staters penge bliver brugt på radikale organisationer. I 2010 lykkedes det således NGO Monitor at skræmme den hollandske regering med, at den kristne hollandske organisation Interchurch Organization for Development Cooperation (ICCO), brugte noget af sin statslige finansiering på hjemmesiden Electronic Intifada (EI). Det lykkedes, og i dag får EI ingen penge af ICCO. BDS-kampagnen I lyset af NGO Monitors meget snævre opfattelse af, hvad der kan tælle som humanitært arbejde, og meget brede forståelse af utålelig politiseren, er det let at forstå, hvorfor organisationen går så højt op i kampagnen for Boycot, Divestment and Sanctions (BDS). BDS har tilmed sit helt eget punkt i menuen på NGO Monitors hjemmeside. Her finder man blandt andet følgende: De NGOer, der støtter BDSkampagnen giver et falsk billede af Palæstina-konflikten som en konflikt motiveret af påstået jødisk racehad vendt mod arabere, snarere end baseret på konkurrerende nationale og territoriale krav. At referere til Israel som apartheidstat er den seneste manifestation af FNs Zionisme er racisme resolution fra Målet er at fremme internationale former for boykot som de, der blev implementeret mod apartheid-sydafrika, og få fordømt Israel som en Paria-stat Fra en stor solidaritetedemonstration i England. Foto: FuturePresent/Flickr Og om motiverne hos de kirkelige organisationer, der støtter BDS hedder det, at deres angreb indimellem er ekkoer af klassisk teologisk antisemitisme (...). At sammenligne palæstinenserne (deres lidelser, må man forstå, LP) med Jesu lidelser - ved for eksempel at tale om den israelske regerings korsfæstelsessystem (...) kan ses som en gentagelse af anklagerne om, at jøderne dræbte Jesus (gudsdrab)... En stille krig mod mainstream På NGO Monitors sorte liste er også mange organisationer i Israel, der tager afstand fra deres regerings politik, og jødiske organisationer i Europa og USA. I Israel tæller listen blandt andet menneskerettighedsorganisationerne B tselem og Rabbis for Human Rights og kritiske forhenværende soldater i Breaking the Silence og Combatants for Peace. På listen over jødiske organisationer finder man også den amerikansk baserede J Street, en jødisk organisation dannet i protest mod den dominerende høg-agtighed i den amerikanske Israel-lobby. Blandt andet har J Street søgt at rejse kampagne-midler til kandiderende politikere, der ønsker en forhandlet løsning mellem Israel og palæstinenserne. Der er med andre ord tale om en organisation med en politik, der nærmer sig den internationale konsensus om, hvordan Palæstina-konflikten kan finde sin løsning.

13 I det hele taget er det ret bemærkelsesværdigt, hvor bredt spektret for radikale og problematiske NGOer er, set i NGO Monitors optik. Men bredden af organisationer synes, sammen med den lave barre for tolerabel kritik af Israel og israelsk politik, faktisk at være selve pointen for NGO Monitor. Det har selvfølgelig sit rationale, hvis man drager den nærliggende konklusion, at formålet er at skærme Israel for kritik, og dermed udvide rummet for, hvad Israel kan foretage sig uden at vestlige politikere står af i for stort omfang. Hvis man kan miskreditere de brede og respektable udtryk for folkeligt misnøje, så kan man også miskreditere de smalle. Og det kan være vigtigt nok, netop fordi det smalle kan gå hen og blive bredt, sådan som det har vist sig i populariseringen af Israelkritik i det hele taget Men hvad er meningen? Hvis man kan overbevise mennesker om, at talen om israelske menneskerettighedskrænkelser udgør utidig politiseren, så har man også demonteret deres humanitære intuition. Ideen om at individuelle menneskerettigheder er universelle og alment gyldige, bliver erstattet af ligegyldighed. Eller den bliver erstattet af en pragmatisk og katastrofal ide om, at der er gode og dårlige menneskerettighedskrænkere. Og det er vist kernen i NGO Monitors rationale, at Israel er en god krænker. Hvis man lykkes med at fremstille liberalt orienterede israelske organisationer som radikale, så vil den israelske stats angreb på disse organisationer gå mere upåagtet hen i den internationale opinion. Og hvis man lykkes med at fremstille kristne NGOere som motiveret af kristen antisemitisk hævngerrighed, og jødiske organisationer som nyttige idioter for den ny antisemitisme, så er det svært at komme i tanke om noget, disse organisationer kunne gøre eller sige, uanset hvor ukontroversielt det måtte være. NGO Monitors erklærede forståelse af sagerne er efter alt at dømme, at resten af verden har rottet sig sammen imod Israel, og at kritikken af statens krænkelser af uberettiget. Fordi krænkelserne ikke findes eller fordi andre stater har værre ting på samvittigheden: Ifølge NGO Monitor er den massivt menneskerettighedskrænkende besættelse ingen besættelse, men en uenighed om grænsedragning. Påstanden om at Israel udøver apartheid i de besatte områder, har intet andet grundlag end en grasserende ny antisemitisme, der har grebet alverden, og som trækker hændervridende velmenere rundt ved næsen under dække af humanitære intentioner. Velkommen til NGO Monitors i sandhed syrede verden! Pigtråd. Foto: angrywhitekid/flickr Tema: ISRAEL MOD INTERNATIONAL SOLIDARITET 13

14 Hvad sker der i de palæstinensiske flygtningelejre i Syrien? Ifølge redaktøren af Palestine Chronicle Ramzy Baroud er de palæstinensiske flygtninge i Syrien fanget i en fælde. Uanset udfaldet af oprøret/borgerkrigen kan de risikere at blive udsat for hævnaktioner og eventuel fordrivelse, både fra et sejrende Assad- styre og fra sejrende oprørsgrupper. 14 Af Marianne Risbjerg Thomsen I dag udgør de palæstinensiske flygtninge i Syrien 2% af befolkningen. De omkring palæstinensere lever i 9 officielle flygtningelejre samt i 3 større bykvarterer, der betegnes som uofficielle flygtningelejre. Den 24. juli 2012 skriver Ramzy Baroud: Erfaringer fra krigene i Libanon, Kuwait og Irak viser, at de palæstinensiske flygtningesamfund altid ender med at være blandt de mest udsatte befolkningsgrupper på grund af deres manglende valgmuligheder som statsløse. Som eksempel på deres udsatte position nævner han drabet på 13 medlemmer af den Assad-tro Palestine Liberation Army fra Nayrab flygtningelejren, der blev fundet med overskårne halse i et forstadskvarter i Damaskus. De blev kidnappet fra deres bus af det syriske regime rapporteredes det i Jerusalem Post den 20. juli Nej, skriver Baroud, det var Den Frie Syriske Hærs Fælleskommando, der stod bag drabene. Allerede den 16. juli betegnede Fælleskommandoen de regime-tro palæstinensiske ledere på syrisk jord som legitime mål for Den Frie Syriske Hær. Begrundelsen skal findes i en lang række PLOgrupperingers mangeårige samarbejde med det anti-israelske syriske regime. Ifølge Baroud har PLOgrupperingerne imidlertid kun spillet en symbolsk rolle i det syriske oprør. De har næsten ikke været indblandet i militære aktioner. Drabet på mændene fra Nayrab flygtningelejren ligner dermed et velovervejet forsøg på at straffe uskyldige palæstinensere. Reaktioner i al-yarmouk flygtningelejr Siden februar 2012 har der regelmæssigt været arrangeret mindre protestdemonstrationer i Syriens største flygtningelejr al-yarmouk, et bykvarter i en sydlig forstad til Damaskus, i solidaritet med de belejrede syriske byer. Lejren deltog også i generalstrejken i Damaskus i maj 2012, men disse sympatitilkendegivelser har generelt ikke mødt reaktioner fra de syriske sikkerhedsstyrker. Et afgørende omslag kom med al- Yarmouk-lejrens reaktion på drabet på de kidnappede palæstinensere fra Nayrab. Da råb som Længe leve Syrien og ned med Assad genlød i al-yarmouks gader den 13. juli, greb syriske sikkerhedsstyrker for første gang til våben her og dræbte 11 ubevæbnede demonstranter. Dagen efter marcherede tusinder af beboere i et passioneret begravelsesoptog gennem al-yarmouks gader og krævede frihed og afslutning på Bashar al-assads regime. Intern palæstinensisk splittelse Indtil nu har den palæstinensiske politiske elite været splittet i sin holdning til oprøret. Nogle grupperinger har desperat prøvet at fremstå som neutrale, mens andre som the Palestine Liberation Army, PFLP-Generel Command og Fatah al-intifada aktivt har støttet regimet med propagandakampagner og nedkæmpelse af civil ulydighed i flygtningelejrene. I modsætning til disse grupper har det islamiske Hamas brudt med Assad- regimet, flyttet sit hovedkvarter fra Damaskus og udtalt sin støtte til det folkelige oprør. Også et voksende antal unge palæstinensiske aktivister har siden oprørets første fredelige faser deltaget aktivt i det civile oprør på forskellige måder. Indtil sammenstødene med de syriske sikkerhedsstyrker i al-yarmouk gik det upåagtet hen. Faktisk har lejrene været sikrere end de besatte byer i de tilstødende distrikter, og flere internt fordrevne syriske familier har derfor søgt asyl i flygtningelejrene, mens sårede oprørere er blevet indlagt på lejrens hospital.

15 Tekst på skilt: Yabrud (i det venstre hjørne), Ruskand, Kina, Iran (på hvepsens krop/vinger), Syrien (i rødt nederst), Den syriske befolkning (på fluesmækkeren) Demonstration mod Assad regimet i Yabrud. Fotos: FredomHouse2/Flickr Tekst på banner: Forbandet være din sjæl, Hafez, Yabrud (med grønt i hjørnet) Palæstinenserne overskrider en grænse Den 13. juli valgte Assad-styret imidlertid at slå til med sikkerhedsstyrkernes nedskydning af demonstranterne i al-yarmouk. Lejren havde overskredet en grænse. En talsmand fra det syriske udenrigsministerium, Jihad Makdissi, beskrev palæstinenserne som gæster og opfordrede dem til at flytte fra Syrien til et af de arabiske demokratier, hvis ikke de kunne opføre sig ordentligt. Næste skridt blev et bombardement af hospitalet og dets omgivende kvarter i al- Yarmouk fra den 23. til 26. juli samt en fjernelse af de sårede oprørere fra hospitalet. Al-Yarmouk som varsel I den alvorlige situation opfordrer Ramzi Baroud i en artikel i Palestina Chronicle ( 24.juli) flygtningene til at besinde sig og glemme alle interne stridigheder. Samtidig opfordrer han FNs flygtningeagentur UNHCR til at træffe foranstaltninger til at beskytte flygtningelejrene under mulige fremtidige rædselsscenarier. Baroud henvender sig også til Den Arabiske Liga, der sjældent har gjort noget for at beskytte palæstinensiske flygtninge under tidligere regionale konflikter. Denne gang må Ligaen træde i karakter for at sone tidligere fejl. Men også de arabiske medier bør ifølge Baroud være bevidste om deres medskyld i den aktuelle situation. Al Jazeera har ifølge Baroud været stærkt medvirkende til at fokusere på de palæstinensiske flygtninges position i den komplicerede politiske situation. Al Jazeera burde vide, at deres insisteren på at præsentere palæstinenserne som relevante aktører i blodsudgydelserne i Syrien vil få uoverskuelige konsekvenser for dem. De assimilerede unge Tiden vil vise, om de unge palæstinensiske aktivister vil lytte til hans advarsler. Budour Hassan skriver i en artikel i Ma an News ( 22. juli), at en deltagelse af palæstinensisk-syriske unge i opstanden er uundgåelig fremover. Hvordan kan unge palæstinensere, der er født, opdraget og uddannet i Syrien, og som kun har kendt livet her, være neutrale? Modsat de palæstinensiske flygtninge i Libanon, som er nægtet grundlæggende rettigheder, har palæstinensere i Syrien længe nydt lige rettigheder med de syriske borgere i de fleste henseender, inklusive sundhed, uddannelse og arbejde. Især anden og tredje generations flygtninge er blevet assimileret i det syriske samfund selvom de føler stærkt for den palæstinensiske sag. I den aktuelle situation i Syrien er det svært for de unge at forstå, at de er outsidere, der ikke må blande sig i interne syriske problemer. Med protestmarchen i al-yarmouk i forbindelse med begravelsen af de 11 dræbte indbyggere signalerer de, at det ikke længere er muligt at holde sig udenfor. 15