Hvad har børn brug for at tale om for at håndtere hverdagen efter mors eller fars død?

Transkript

1 1 Hvad har børn brug for at tale om for at håndtere hverdagen efter mors eller fars død? Helle Nordestgaard Matthiesen Klinisk sygeplejespecialist, Master i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling Det Palliative Team Onkologisk afdeling Århus Universitetshospital. Resume I artiklen konkluderes, hvordan en samtalegruppe for børn er med til at styrke barnets evne til at klare hverdagen efter mors eller fars død. Børnene mødes hver anden uge i to timer. Gruppen ledes af uddannet personale, der er ansvarlige for indholdet og rammen om gruppen. Analyser af referater, med henblik på at tematisere det børnene finder væsentligt at tale om, viser følgende resultater 1) Genkendelighed ved spejling i andres oplevelser og erfaringer. 2) Gruppen som et åndehul. 3) Rammen om og formens betydning. 4) Gruppen som væksthus. 5) Min døde mors/fars betydning for mig fremover. 6) Den nye familie. 7) Samarbejdet med den tilbagelevende forælder. Børnene beskriver, hvordan arbejdet i gruppen, efter ca. et år, giver dem overblik over den sorgproces, de har været igennem. At sikre og tilbyde en ramme, hvor børn kan få støtte i deres sorgproces efter at have mistet mor eller far, bør være et sygeplejefagligt indsatsområde. En indsats, der kan løftes i et tværfagligt samarbejde mellem sygeplejersker, psykologer og/eller præster. Alternativt bør det være standard at henvise til andre relevante tilbud.

2 2 Hvad har børn brug for at tale om for at håndtere hverdagen efter mors eller fars død? - en samtalegruppes betydning i sorgprocessen hos børn Palliativ indsats Gennem de sidste årtier har der i Danmark været en stigende fokusering på pleje og behandling til den uhelbredeligt syge patient og dennes familie. Som en konsekvens af dette blev Aarhus Hospice projekt i 1999 etableret. Aarhus kommune og det daværende Aarhus Amt skulle i samarbejde løfte opgaven om at udvikle den palliative indsats. I dag er der i Region Midt fem palliative teams og fire hospices. Det Palliative Team ved Onkologisk afdeling, Aarhus Universitetssygehus består af læger, sygeplejersker, fysioterapeut, psykolog, sekretær, socialrådgiver, præst og en gruppe frivillige. Ydelsen rettes mod mennesker med komplekse problemer, som følge af uhelbredelig sygdom. Problemstillingerne kan være fysiske, psykosociale og/eller eksistentielle. Værdiggrundlaget for den palliative indsats tager afsæt i WHO, som blandt andet siger: Palliative care offers a support system to help the family cope during the patients illness and in their own bereavement (1). Ca. 20 pct af de henviste patienter til Det Palliative Team i Aarhus har mindreårige børn. Som en konsekvens heraf er en stor del af de efterlevende børn. Børn, der har mistet en forælder Af undersøgelser fremgår det, at børn, der mister en forælder, har et særligt behov for støtte (2,3). Børnene er udsat for et forhøjet niveau af psykosocialt stress, hvor daglige rutiner og hverdagslivet bliver brudt. Barnet kan i forbindelse med forælderens sygdomsforløb og dødsfaldet opleve social stigmatisering og forandring af egen rolle i sociale relationer også uden for familien. Dette kan medføre alvorlige psykiske problemer for barnet. Manglende støtte til barnet giver risiko for, at barnet udvikler depression, angst, lav selvtillid og får problemer med at omgås andre. Psykolog Peter Clausen, beskriver i bogen: Anvendelse af nyere psykologi, at kærlighed i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at sikre et barns velbefindende på lang sigt. Selv om

3 3 forældrene er opmærksomme, varme og engagerede, så er dette ikke nok, hvis de ikke forholder sig direkte til deres børn, når børnene er kede af det, bange eller vrede. Børnene får erfaringer med at håndtere deres følelser ved at være sammen med kompetente voksne, som kan håndtere børnenes følelser uden at blive forført af dem. Det betyder, at den voksne må leve sig ind i barnets følelser og må kunne rumme disse følelser, så barnet kan udtrykke, hvad det er ked af eller bange for (4). Når den tilbagelevende forælder efterspørger professionel støtte til at håndtere barnets sorg, kan dette måske hænge sammen med ovennævnte forhold. Mange forældre har en erfaring og en viden om, hvor store krav deres børn skal kunne håndtere for at opnå et velfungerende liv. Samtidig oplever de måske selv en form for inkompetence og angst. De mangler måske personligt overskud til at skulle tale med barnet og kunne rumme dets svære tanker og følelser som vrede, frygt, angst, sorg, skyld og skam, når de selv er ramt af de samme følelser. Rammen om samtalegruppen Med baggrund i ovenstående overvejelser, har der i Det Palliative Team siden 2004 været et tilbud til børn, der har mistet en forælder om at deltage i samtalegruppe med jævnaldrende børn, der alle har mistet en forælder. Gruppen ledes af psykolog Charlotte Jensen og klinisk sygeplejespecialist Helle Nordestgaard Matthiesen. Begge har gennemgået uddannelse i samtaletræning, organisering og planlægning af samtalegrupper. Barnet og dets forælder inviteres til en forsamtale om formålet med samtalegruppen. Ved denne samtale understreges, at formålet med gruppen er at tilbyde psykosocial støtte, hvorfor børnene ikke må have andre væsentlige tab eller ubearbejdede traumer. Vi gør opmærksom på regler om tavshedspligt. Derudover udveksles tanker og overvejelser om gensidige forventninger. Gruppen mødes hver anden uge à to timers varighed. Gruppen består af 8 10 børn i alderen år. Denne aldersgruppe er valgt ud fra en viden om, at børn skal have en vis alder for at kunne udtrykke tanker og følelser sprogligt, ligesom de skal have en vis modenhed, der gør det muligt at kunne abstrahere og sætte sig ind i andre børns tanker og følelser. Gruppen er åben, hvilket vil sige, at der løbende er udskiftninger. Børnene deltager i gennemsnit i gruppen i ca.18 måneder. Vi anbefaler, at der mindst går tre måneder fra dødstidspunktet, inden barnet begynder i gruppen. Alle relevante familier, der har haft et tilhørsforhold til Det Palliative Team, Kræftens

4 4 Bekæmpelse, Onkologisk afdeling eller Hospice Søholm, orienteres om muligheden for, at børn i alderen år kan deltage i samtalegruppen. Hvis familien har børn i anden aldersgruppe, henvises disse til andre relevante tilbud. Metode for arbejdet i samtalegruppen Vores teoretiske referenceramme er en kombination af eksistenspsykologi og systemisk tænkning. To teoretiske retninger, der i deres udgangspunkt har et meget forskelligt fokus. At mennesker lever i hver deres verden, er et fælles udgangspunkt for disse to positioner. Hvor den ene teori taler om neutralitet, mønstre og strukturer og tager afsæt i det system, mennesket er en del af, taler den anden om dialog, møde og medleven. Begge teoretiske retninger har fokus på den aktuelle situation i modsætning til f. eks. den psykodynamiske metode, der har fokus på barndommen og det ubevidste. Den systemiske tilgang tager afsæt i det system, et menneske er en del af. Her har det stor betydning, at hjælperen bevarer sin neutralitet. Neutralitet er her defineret som det at stille sig nysgerrig, undersøgende og spørgende. På denne måde kan hjælperen bevare overblik og behørig afstand til sagen (5). Eksistenspsykologiens fokus er at se, møde og forstå det menneske, man sidder overfor. Den fortælling, der her udfolder sig, kan være med til at forene fortid, nutid og fremtid (6). Hvad har børn brug for at tale om for at håndtere hverdagen efter mors eller fars død? Formålet med denne artikel er blandet andet at undersøge, hvilke temaer børn har brug for at tale om, når de har mistet mor eller far. Gruppeprocessens betydning, gruppeledelse og forældresamarbejde er derudover centrale temaer i artiklen. Artiklen bygger på en deskriptiv undersøgelse af 20 referater fra perioden marts 2009 april Alle 20 referater er skrevet af én af de to gruppeledere, der på skift fungerede som observatør til møderne. Der er foretaget en narrativ strukturering af referaterne. Efterfølgende en meningsfortolkning med henblik på at få indblik i, hvilke samtaleemner der har betydning for at kunne håndtere en hverdag efter mors eller fars død (7).

5 5 Centrale temaer i referaterne I det følgende har børnene i gruppen fået andre navne for at anonymisere deres identitet. Følgende centrale temaer fremkom ved analyse af referaterne: Genkendelighed ved spejling i andres oplevelser og erfaringer Et centralt aspekt ved gruppeprocessen er deltagernes indbyrdes interaktion. Gruppedeltagerne opdager et fællesskab og høj grad af identifikation. Således giver alle børnene i samtalegruppen udtryk for, at de oplever genkendelighed i det, de andre børn fortæller og kan berette om, at det giver dem en oplevelse af en fælles forståelse i forhold til det at have mistet en forælder. Som en konsekvens af dette fortæller de, at de har fået lettere ved at tale om sygdommen og døden, de er blevet klogere på, hvad sorg er, ligesom de har fået viden om, hvilke reaktioner der kan komme, når man mister en forælder. En pige på 13 år udtrykker det således: Det er som om jeg har fået ryddet op i mine tanker jeg føler mig ikke så alene mere, det hjælper at tale med nogen man ikke på forhånd kender, og som har oplevet det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at gøre dem kede af det de andre omkrig mig kender til mine følelser og kan sætte sig ind i dem.jeg ved også, hvordan andre har reageret, når de har mistet, jeg er på en måde blevet klogere på andre mennesker mine meninger er OK nu ved jeg, at andre har det ligesom mig jeg føler mig ikke alene og anderledes mere. Følelsen af at være anderledes og alene ser ud til over tid at blive transformeret til at større indsigt i sig selv og andre. Ligesom det at blive genkendt og forstået i det man siger, betyder, at børnene oplever at få mere orden i deres tanker. At blive bekræftet ved feedback fra de andre i gruppen opleves som at få ryddet op i tanker og følelser. På den måde bliver individuelle erfaringer, tanker og følelser gjort fælles i et forum, hvor de oplever genklang. Hver gang der starter et nyt barn i gruppen, får barnet mulighed for at fortælle om den forælder, de har mistet. Ikke alle børn har lyst til det, men de fleste får lyst hen ad vejen. Børnene bliver opfordret til at tage en ting med, som de forbinder med deres mor/far. Ud fra dette fortæller de så om, hvem deres mor/far var, hvad de lavede osv. De, som ikke selv kan fortælle, får hjælp ud fra spørgsmål som f.eks.: Hvad kunne hun/han godt lide? Hvad kunne du lide at lave sammen med mor/far? Kan du huske, hvornår hun/han blev syg? Er der noget, du særligt husker fra sygdomsforløbet? De

6 6 andre børn lytter under denne fortælling og får efterfølgende mulighed for at give udtryk for deres refleksioner over det, de har hørt. Noget karakteristisk her er, at de nye børns fortælling får dobbelt betydning. Dels det, at fortællingen i sig selv kommer til at skabe sammenhæng for fortælleren, dels det, at fortællingen giver mulighed for, at de gamle børn i gruppen kan spejle sig i fortællingen. F.eks.:siger én: Det er rigtig rart at høre Hans fortælle om, hvordan det er for ham..det er flot, at han kan fortælle så meget, og jeg kan genkende rigtig meget af det, han siger. Det er rart at få genopfrisket alt det, jeg engang følte og tænkte på, og som jeg næsten troede, jeg havde glemt. På den måde opstår der en slags brobygning over tid, hvor begge parter får nye perspektiver. Det nye barn får mulighed for at se, at de gamle i gruppen er et andet sted nu, og de gamle i gruppen kan se, at hun/han har flyttet sig. Der foregår en indre og en ydre dialog forskudt i tid, som alle i gruppen kan tage del i, aktivt eller bare ved at lytte. Gruppeprocessen bliver, så at sige, fødselshjælper for nye erkendelser. Gruppen som åndehul Mange af børnene pointerer, at gruppen er det sted, hvor de er i kontakt med deres døde mor/far. En dreng på 12 år illustrerer dette ud fra et postkort med et luftfoto af domkirken i Firenze. Han fortæller: Når jeg er herinde, fylder min mor ligeså meget som kirken på dette billede det er rart, og det gør også indimellem ondt men når man taler om det herinde, er det på en måde lettere at slippe det, og det giver måske overskud til andre ting. En anden supplerer: Det er blevet lettere at snakke om det, som en normal ting og ikke som en unormal ting herinde hører jeg andre børn fortælle om deres tilstand og sådan og hører, at de har det ligesom mig jeg har især været glad for at møde andre, der kunne forstå,hvordan man har det. Nogle som har prøvet de samme ting og tænker over det samme her får vi mulighed for at tænke tilbage, hvilket kan være svært i en travl hverdag. I gruppen oplever de anerkendelse og genkendelighed. Her kan de bringe de ting frem, de i andre sammenhænge synes er vanskelige, og samtidig få inspiration og støtte til at håndtere kontakten med kammerater og voksne i deres omgivelser. Èn siger: Jeg har fået nemmere ved at koncentrere mig, når jeg taler med mine kammerater samtalegruppen har gjort, at jeg har fået mere ro i min hverdag : Børnene oplever, at gruppen er et fristed til eftertanke, et sted hvor de tør vove sig frem med de tanker og følelser, der er: I vores gruppe er døden ikke et tabu, og det

7 7 er selvfølgelig meget vigtigt, da døden er et meget centralt emne. Her behøver de ikke være bange for andres reaktioner. Som én siger: Jeg har især været glad for, at jeg herinde kan snakke med alle, om alt hvad der går mig på. Denne oplevelse af, at der kan tales normalt om døden, deres reaktioner, både tanker og følelser er i andre sammenhænge vanskelige. Ikke blot i forhold til kammeraterne er dette vanskeligt, men mange af børnene oplever også, at voksne har svært ved at ramme den bølgelængde, de har brug for: de vil snakke alt for meget om det, og det kan være ubehageligt og næsten voldsomt. Børnene oplever, at mange voksne gerne vil tale med dem, men at de voksne har svært ved at tune sig ind og finde den rette timing. Viljen er der, men børnene oplever, der bliver spurgt til dem i den forkerte sammenhæng og på den forkerte måde. Rammen og formens betydning Det at være mentalt og følelsesmæssigt forberedt, når man skal tale om svære ting, som det at have mistet en forælder, ser ud til at have stor betydning. En anden væsentlig forudsætning er rammen om samtalegruppen med tydelige og gensidige forventninger til metode og indhold. Blandt andet er der tavshedspligt, og det er OK, at man ikke siger noget. De to mødeledere er ansvarlige for at lede mødet og sikre, at reglerne for gruppen overholdes. Alt hvad der bliver sagt i gruppen, tillægges betydning og behandles med anerkendelse og respekt. Èn siger: Tingene bliver snakket igennem, og man får god respons fra både andre børn med samme oplevelse og fra de to ledere fra Det Palliative Team, som er en stor støtte i møderne. De er med til at bevare seriøsiteten og leder diskussionerne. Deres store erfaring er altafgørende for de gode samtaler, vi får ud af møderne. Gruppen som væksthus Børnene oplever, at den viden og erfaring, de får i gruppen, kan anvendes i andre sammenhænge. Fra en evaluering efter ca 1½ år i gruppen siger én: Jeg tror, jeg er blevet mere åben, mere klar, og jeg tror, jeg har lettere ved at fortælle. En anden siger: Min far er blevet gladere, efter jeg er begyndt i gruppen, og vi har fået nemmere ved at snakke med hinanden jeg har lettere ved at håndtere det hele...jeg er blevet mere afslappet jeg ved, hvornår jeg har brug for hjælp, og hvornår jeg har brug for at græde jeg ved, hvordan jeg kan komme videre med mit liv jeg har mere lyst og energi til at leve mit liv. Børnene erfarer, at de i

8 8 gruppen har et fælles vilkår, men at det lader sig gøre at komme videre på trods af det vanskelige ved at have mistet en forælder. Denne tegning er lavet af otte børn, der har deltaget i gruppen i ca 1½ år. De fik som opgave at illustrere følgende på en tegning: Hvis I tænker tilbage, hvordan ser I så på den tid, der er gået siden I fik besked om, at jeres forælder var syg?. Børnene fortæller, at tegningen viser en vej, hvor det gule område i bunden er glæde, og hvordan det var før sygdommen. Det sorte, det ligger over det gule, illustrerer diagnosetidspunktet. Den røde farve symboliserer sorgen, da det gik op for dem, at mor/far var alvorligt syg. Den blå dør viser selve tabet af forælderen der er en dør, der er lukket for altid og måske også døren til noget nyt. Længere oppe er der et luftrum, noget tomhed, en tid de har svært ved at huske - Tiden omkring dødsfaldet og begravelsen. Øverst på vejen er der igen sol og glæde og en anden form for liv. Kirken symboliserer afslutninger og begyndelser. Børnene nævner f.eks. at konfirmation er en afslutning på noget og en begyndelse på noget andet ligesom det også er i kirken, at begravelser og bryllupper foregår. Tegningen vidner om, at børnene nu har en indsigt i, en forståelse og et overblik over den sorgproces, de har været igennem. De udtrykker det blandt andet sådan: Jeg er ikke så sårbar og anderledes længere Sorgen er lettere at bære.jeg ved nu, at jeg har brug for at tale om det, og jeg har nemmere ved det nu..det har stor betydning, at andre kan genkende, det jeg siger.

9 9 Min døde mors/fars betydning for mig fremover. At bevare en klar erindring om den døde forælder er afgørende for børnene. Børnene har ofte brug for at tale om, hvordan de kan blive ved med at huske deres døde mor/far. Digtet nedenfor er skrevet af en pige, Karen, på 14 år, der har mistet sin mor. Jeg har mistet min mor, men jeg har også haft hende, jeg har grint med hende, men også grædt over hende. Det har været bedre at være, hårdere og sværere, jeg har været igennem meget. Hun har også lært mig meget. Jeg vil hellere gå gennem det og miste hende end aldrig at have haft hende. Jeg savner hende meget, hendes indflydelse er stor. Da dette digt blev læst op i gruppen, responderede de andre på digtet. Specielt det, at Karens mor fortsat har stor indflydelse på Karens liv, blev genstand for udveksling af tanker. Børnene fortæller om, hvordan de fortsat rådfører sig med deres døde mor/far, f.eks. når de skal træffe en beslutning om et eller andet. De har en imaginær dialog med mor/far og oplever stor støtte ved denne dialog. Vi har i den forbindelse en samtale om det at huske, hvilke værdier der var vigtige for deres mor/far. I denne søgen efter værdier, som repræsenterer den døde mor/far, finder det enkelte barn stor mening. Vi taler om, hvordan disse værdier kan blive en del af børnenes eget liv, og hvordan de kan være med til at skabe en følelse af, at mor/far lever videre i børnene. Martin fortæller f.eks., at han har arvet sin fars racercykel. Tidligere cyklede Martin og hans far ofte sammen. Racercyklen havde stor betydning for Martins far. Derfor er det vigtigt for Martin, at cyklen fortsat er i orden. Martin ved, at far ville være stolt og glad over, at Martin kan holde cyklen i orden. Martin oplever stor glæde ved at cykle, og her mærker han, at han er i kontakt med sin far. Han har en oplevelse af, at faderen holder øje med ham, hvilket er en rigtig god følelse. Det at have et beredskab til at blive ved med at huske, og det at kunne skabe kontakt til den døde forælder er noget, der optager børnene. Mange har fået et smykke eller en ting, som kommer til at betyde rigtig meget for dem. Lige før Sørens mor døde, fik han en lille engel og et hjerte lavet i rosenkvarts. I samtalen om, hvad disse to ting betyder for ham, kommer det frem, at de symboliserer værdier hos moderen. Værdier som familie, fællesskab, åbenhed, kærlighed og det, at hun forsat vil være hans skytsengel. Der er mange bud på, hvordan man undgår at glemme. Mange oplever, at musik, dufte og konkrete steder kan være en hjælp. Mange har i deres familie besluttet

10 10 sig for at holde fast i nogle ritualer på f.eks. mindedage. Ritualer opleves således som en hjælp til at fastholde minder, men får også, som ovenfor beskrevet en symbolsk betydning - noget der rækker ud over det, man umiddelbart kan se. F.eks. fortæller Sofie om, at det armbånd hun fik af sin mor, kort tid før hun døde, har stor symbolsk betydning for hende. Sofie beskriver, at armbåndet repræsenterer en meget personlig historie, som Sofie kan lukke op til, hvis hun ønsker det. Mathilde fortæller, hvordan hun sammen med sin mor plejede at se på stjerner. Når hun ser på stjernehimlen nu, er det et af de steder, hvor hun oplever at være tæt på sin mor igen. Stjerner er for Sofie et stærkt symbol på samhørighed. Vi taler om, at der i disse ritualer er noget symbolsk, der følelsesmæssigt kan være med til at knytte sammen, på trods af døden. En konkret metode til at hjælpe børnene med at holde fast i, og blive bevidst om, hvilke værdier de ønsker at tage med sig fra deres døde forælder, er arbejdet med kollage. Børnene fik en opgave, hvor de skulle finde temaer, der repræsenterede deres døde mor/far. Disse temaer skulle de rive ud fra bøger og blade og sætte sammen til en kollage. Nedenfor er et eksempel, hvor Kirsten ved hjælp af seks temaer fortæller om, hvad hun anser som nogle af de vigtigste egenskaber ved sin far: Åbenhed, Poland, humor, synspunkt, kamera, og rødderne af en rose. I forhold til åbenhed fortalte Kirsten, at åbenhed betød meget for hendes far. Han var altid parat til at tale, han var humoristisk og havde en stor evne til at se ting fra mange forskellige synsvinkler. Derfor var han i stand til at undgå et fastlåst synspunkt. Han var meget åben i forhold til andres meninger. Hendes far var født og opvokset i Polen, derfor betyder Polen også meget for Kirsten. Kameraet er med, fordi hendes far tog mange billeder. Kirsten fortæller her om et billede, han har taget af hende på den sidste ferie, de havde sammen - et billede der har en særlig betydning for hende. Om billedet med rødderne på en rose, fortæller Kirsten, at hendes far har givet hende rødder, nu er det hendes opgave at få rosen til at vokse og blomstre.

11 11 Næste gang vi mødtes, fik børnene den samme opgave - blot skulle de nu finde de temaer frem, som repræsenterer værdier hos deres levende mor/far. Kirsten lavede kollagen nedenfor. Kirsten fortæller om følgende temaer: At stå sammen, uddannelse, layout, tryghed, nærig, engelsk, et billede af en voksen elg, der passer på sit kid, en hjort, der er i fare for at blive kørt ned og to heste på en mark. Kirsten fremhæver, at det betyder rigtig meget for hendes mor, at Kirsten, hendes søster og hun står sammen. At de tre støtter hinanden. Kirsten fremhæver også, at hendes mor giver tryghed, dette er repræsenteret i billedet med elgen, der passer på sit kid. Ligesom billedet med hjorten, der er i fare for at blive kørt ned, symboliserer, at hendes mor passer på, at der ikke skal ske Kirsten og hendes søster noget. Kirsten ved, at det betyder rigtig meget for hendes mor, at Kirsten får en uddannelse. Derfor

12 12 gør hun sig meget umage i skolen og tænker også meget på, hvad hun bruger sin fritid til. Layout har stor betydning for Kirstens mor, hun arbejder professionelt med dette. Kirstens mor er skotte, derfor det skotske flag, det engelske og ordet nærig. Skotter er ifølge Kirsten nærige, og hun beskriver sin mor som én, der er god til at styre økonomien. Den nye familie Mange af børnene oplever at have fået andre roller i familien. Der bliver stillet andre krav til dem, hvilket nogle oplever urimeligt, andre oplever, at det ikke kan være anderledes. Børnene giver udtryk for, at de er bange for at skuffe og såre og lægge ekstra byrder på den efterlevende forælder. De er meget bekymrede for deres forældres ve og vel og vil gøre meget for at støtte både praktisk og følelsesmæssigt. Én stor udfordring for den nye familie er, når mor/far får en ny kæreste. Her er et centralt tema, hvordan denne nye person skal placeres i forhold til deres døde mor/far. En pige på 14 år fortæller, at det er vigtigt for hende at få fortalt fars nye kæreste, at hun ikke er en erstatning for hendes mor. For hende blev det vigtigt at blive klar på, hvordan man kan bringe et sådant budskab til torvs. Pigen her besluttede i første omgang at tale med far om det, for at de så sammen på et senere tidspunkt kunne bringe emnet i spil sammen med den nye kæreste. Pigen her var glad på sin fars vegne, for hun kunne se, han havde fået det bedre og var blevet mere glad. En anden havde oplevet, at hendes far også havde fået en ny kæreste, men faderen havde bare ikke sagt noget om det. Affødt af denne oplevelse, talte vi om det faktum, at børnene nogle gange må være isbrydere, må være dem der tager initiativ til at bringe problemstillinger frem i lyset. Samarbejde med den tilbagelevende forælder Ovenstående leder naturligt frem til et andet væsentligt aspekt, nemlig samarbejdet med barnets forælder. For at styrke forholdet mellem forælder og barn og familien som helhed, inviteres forældrene hvert halve år til at deltage i et møde. For at skabe dialog mellem børne- og forældregruppen, har børnene som forberedelse til mødet formuleret spørgsmål, som forældregruppen indbyrdes bliver bedt om at reflektere over, mens børnene lytter. Nedenfor er nogle af de centrale spørgsmål, som børnene formulerede til deres forældre. Spørgsmålene var anonyme og blev foldet sammen og lagt i en kurv. På skift trækker en af forældrene et spørgsmål, læser det op og giver sin

13 13 umiddelbare mening til kende. De øvrige forældre kommer efterfølgende med deres overvejelser. Spørgsmålene til forældrene lød: Hvordan klarer du det hele med at være alene? Det centrale i forældrenes budskab til dette spørgsmål var, at det at have børnene i sig selv var en uvurderlig drivkraft til at klare hverdagen. Hvis du er ked af det, skal jeg så snakke med dig om det eller lade dig være? Forældrene var her enige i, at børnene til enhver tid bare skulle spøge, så skulle de nok selv sige fra, hvis de ikke havde lyst til at tale om det lige på det tidspunkt. Forældrene gjorde opmærksom på, at det at blive set, ville være dejligt, og at de ikke måtte føle sig afvist, hvis de ikke havde lyst til at tale om det. Bliver I kede af det, hvis vi ikke er hjemme? Forældrene gav her udtryk for glæde over, når deres børn har socialt samvær med deres kammerater, men samtidig understregede forældrene også, at det er vigtigt, at familien engang imellem er samlet. Er I trætte af at have ansvaret for en familie alene nu, hvor den, i var forelsket i og fik os sammen med, er væk? Forældrene lagde ikke skjul på, at det er en stor udfordring at få hverdagen til at hænge sammen, men at det er deres opgave som de voksne at sørge for det. At det betyder rigtig meget at hjælpe hinanden, blev fremhævet som noget væsentligt og nødvendigt. Kan du se på mig, når jeg er ked af det? og hvad tænker du? Hvad bekymrer dig mest omkring mig? Forældrene gav udtryk for, at børnenes trivsel er noget at det, der ligger dem allermest på sinde. Forældrene fortalte også om, at det er magtpåliggende for dem, at børnene igen vil få det godt og blive glade mennesker.

14 14 Hvor tit tænker I på den person, som er væk? Her talte forældrene om, at deres døde ægtefælle ofte dukkede op i deres erindringer, og at det kan være flere gange hver dag. De understregede, at det ikke betød, at de var ulykkelige, men at sorg tager lang tid at bearbejde. Ligesom de også gav udtryk for, at det var vigtigt for dem at blive ved med at kunne huske deres ægtefælle. De næste tre spørgsmål nåede forældrene ikke at tale om på mødet. Alle blev opfordret til at tale om spørgsmålene der hjemme. Er det svært at snakke med om døden? Er I bange for at vi bliver kede af det? Hvad kan vi gøre for at hjælpe, så det at tænke på personen bliver en god ting (gode minder), i stedet for en ubehagelig ting?(sorgen) Er der mere i hverdagen, jeg kan hjælpe med? Børnene gav på det efterfølgende møde udtryk for, at det var rart at vide, at forældre og børn deler de sammen bekymringer. Flere af børnene gav udtryk for, at de følte sig glade og lettede efter mødet, fordi de havde oplevet denne fælles forståelse. F.eks. blev det påpeget, at det var rigtig dejligt at kunne tage hjemmefra med god samvittighed, fordi de nu vidste, at deres forældre var glade for, at de var sammen med deres kammerater. Således ser dialogen mellem de to grupper ud til at have en styrkende funktion for de indbyrdes relationer mellem barn og forælder. Der er blevet skabt en forbindelse og en samhørighed, hvor gensidige bekymringer er blevet set, forstået og anerkendt. Man kan håbe på, at denne gensidige genkendelighed vil kunne få en positiv og støttende funktion i hverdagen. Diskussion Af denne artikel fremgår det, at børnene, i den periode de deltager i samtalegruppen, opnår at få en viden og en forståelse af deres egen og andres sorg og sorgreaktioner. De oplever, i kraft af gruppeprocessen, en legitimering af egne tanker og følelser og bliver bevidste om, hvordan de kan håndtere hverdagsproblemer. De har fået øje for tilgængelige ressourcer hos sig selv og andre, incl. deres forælder. Cand. psyk. Peter Clausen (4) giver i bogen: Anvendelse af nyere psykologi udtryk for, at mennesker der har været udsat for store forandringer, har stor glæde af at være en del af en social og kulturel sammenhæng, som tjener til at forene fortid, nutid og fremtid. Han

15 15 argumenterer for, at den biografiske fortælling kan være med til at styrke barnets identitetsfølelse med henblik på at få en sammenhængende opfattelse af dets egen identitet. Når børnene i så høj grad oplever at blive styrket i samtalegruppen, er det måske netop, fordi de her oplever at være en del af en meningsfuld social og kulturel sammenhæng, hvor hver enkelt barns historie får sin plads. Børnene giver udtryk for, hvordan deres fortælling om at have miste en forælder over tid bliver en del af deres identitet. Noget de har forsonet sig med, og som de på trods af tabet finder mening i livet. De oplever og får overblik over sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid både i forhold til dem selv, men også i forhold til andre. Når børn er særligt udsatte, i forbindelse med at miste en forælder, handler det blandt andet om den afhængighed, de har til deres forældre. Deres personlighed udvikles i de første relationer og udspiller sig især i nære, personlige forhold. Den tilknytning, som for de fleste forbliver stabil livet igennem, er hos disse børn brudt. Man kunne derfor med rette være bekymret for, hvordan et barn, der mister en betydningsfuld forælder, vil udvikle sig. Imidlertid viser nyere forskning, hvordan barnets identitet videreudvikles, ved at barnet konstruerer og reorganiserer sit eget værdigrundlag ved at integrere den døde forældres værdier. Barnet er i sine refleksioner orienteret mod sin fremtid, men en fremtid hvor den døde mor/far er med dem (4). En forudsætning for at deltage i denne gruppe er, at barnet har en normal sorgreaktion, og som eneste tab har mistet sin ene forælder. Derudover skal barnet selv være motiveret for at komme i gruppen. Når dette fremhæves, har det baggrund i en viden om, at ikke alle børn har gavn af deltagelse i en gruppe. Det har i litteraturen længe været kendt, at somatisk sygdom hos en forælder er en risikofaktor for udvikling af psykologiske problemer hos børn. Fra en undersøgelse lavet af den norske psykolog, Dr. phil og leder af Senter for Krisepsykologi i Bergen, Atle Dyregrov (AD) viser det sig, at børn, der mister en forælder, har større risiko for at udvikle psykiske problemer, sammenlignet med voksne der mister. Således beskriver AD, at 50 % i en gruppe på 100 børn, der har mistet en forælder, oplever generende symptomer et år efter dødsfaldet, 30 % har fortsat generende symptomer efter 2 år og 40% har patologisk sorg i op til 42 måneder efter dødsfaldet med symptomer som benægtelse, tristhed, længsel, adfærdsproblemer, asocial og aggressiv optræden. Dertil kommer, at 50 % på et eller andet tidspunkt havde overvejet selvmord. Det store spørgsmål er, i hvor stor udstrækning en samtalegruppe er tilstrækkelig til at forebygge disse fysiske - og psykiske skader hos barnet. Samtalegruppen her vidner

16 16 om, at der i gruppen opstår meningsskabende og udviklingsmæssige processer. Der er ingen tvivl om, at børn med en normal sorgreaktion oplever positiv betydning i forhold til sorgbearbejdning ved at deltage i samtalegruppen. Hvis gruppelederne i forløbet erfarer, at et barn mistrives og f.eks. udvikler depressive tanker, angst, tanker om selvmord eller søvnbesvær, er det imidlertid af afgørende betydning, at barnet bliver henvist til individuel terapi hos en psykolog. Denne terapi kan enten erstatte eller foregå parallelt med arbejdet i samtalegruppen. I forhold til at styrke kontakten mellem barn og forælder, kunne et udviklingsområde være at tilbyde forældrene at deltage i en tilsvarende gruppe, parallelt med samtalegruppen for børn. På den måde kunne man skabe et mødested for børn og for deres forældre, hvor de i hver deres sammenhæng har mulighed for at drøfte deres situation med ligestillede. Med bestemte intervaller kunne der arrangeres fællesmøder mellem børnegruppen og forældregruppen, med henblik på at udveksle tanker og følelser. Konklusion I denne artikel beskrives, hvordan en samtalegruppe kan støtte børnene med at håndtere hverdagen efter mors eller fars død. Erfaringerne stammer fra en samtalegruppe for børn i alderen år. Artiklen bygger på en analyse af referater fra møderne i gruppen. Her fremstår syv overordnede temaer: 1) Alle børnene oplever genkendelighed ved spejling i andres oplevelser og erfaringer. Der er i stor udstrækning en fælles forståelse i gruppen. 2) Børnene oplever gruppen som et åndehul, hvor de sammen med ligesindede bliver set, hørt og forstået, uden at de behøver at tage hensyn til andres reaktioner. 3) En forudsætning for denne udveksling af tanker, følelser og erfaringer er rammen om og formens betydning for samtalegruppen. Kontrakten er en tryg ramme, hvor gensidige forventninger til indholdet løbende bliver repeteret. Ud over at fastholde kontakten, er de to mødelederes vigtigste roller at hjælpe med at sætte ord på og være talerør. 4) Efter ca. et år i gruppen, beskriver børnene, hvordan gruppen har fungeret som væksthus for deres sorgbearbejdning. Børnene er nu i stand til at gøre rede for den sorgproces, de har været igennem, og de kan formulere, hvordan samtalegruppen har været medvirkende til, at de føler sig styrkede i forhold til at magte kontakten med både kammerater og forældre på en mere naturlig og mindre energikrævende måde. 5) Børnene er meget optagede af, hvilken betydning deres døde mor/far får fremover.

17 17 Børnene finder stor mening i at konstruere og reorganisere deres eget værdigrundlag ved at integrere den døde forældres værdier. De værdier, der repræsenterer deres mor/far, har børnene håb og intentioner om skal være en del af dem i deres liv fremover.6) Når en central person dør i en familie, opstår der nye konstellationer. Dette at se på, hvordan den nye familie ser ud, er også vigtigt for børnene. De har brug for at finde ud af, hvilke roller de nu har. 7) Et andet væsentligt aspekt er samarbejdet med forældrene. At forældrene deltager i enkelte møder, opleves positivt for barnet. De giver udtryk for, at der er blevet skabt en forbindelse og en samhørighed, hvor gensidige bekymringer er blevet set, forstået og anerkendt. Referencer 1. WHO (2002). Definition of Palliative Care. Lokaliseret d på World Wide Web: 2. Dyregrov A. Sorg hos børn. Dansk Psykologisk Forlag, Kbh.; Dyregrov A. Sorg hos børn. Dansk Psykologisk Forlag; 2. udgave Clausen P. Anvendelse af nyere psykologi. Børn og unges vilkår og udvikling i det senmoderne samfund. Systime; Århus Cap Schilling B. Systemisk Supervision. Kbh., Psykologisk Forlag, 1. udgave, 2.oplag 2002, p Jacobsen B. Eksistensens Psykologi. Hans Reitzels Forlag, Kbh.; Kvale S. InterView. En introduction til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag, 1997