18. søndag efter trinitatis 15. oktober 2017

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Det største bud Salmer: 731, 16, 374; 54, 668 Evangelium: Matt. 22,34-46 I den sidste tid inden Jesu lidelse og død, hører vi i evangelierne hvordan de jødiske ledere hele tiden var ude efter at fange Jesus i ord. De stillede ham mange svære spørgsmål, og han svarede klogt på dem alle. Men til sidst var det hans tur til at stille dem et spørgsmål, som de ikke kunne svare på, selv om de var meget skriftkloge. Han spurgte dem, som vi netop har hørt i evangeliet til i dag: Hvem er Kristus? og hvem er hans far? 1

2 Farisæerne havde spurgt Jesus om hvad der var det største bud i loven, og Jesus havde givet dem det svar som de godt kendte i forvejen: at hele loven kan sammenfattes i det dobbelte kærlighedsbud om at du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. At vi skal elske Gud, vor skaber, og vores medmennesker er helt grundlæggende. Det er det vi er skabt til. Det er Guds oprindelige tanke med os. Problemet har bare altid været at det var der ikke noget menneske der kunne leve op til. Og når Jesus kobler spørgsmålet om lovens største bud sammen med spørgsmålet om hvem Kristus er, så er det netop fordi vi ikke kan holde Guds lov. Over for loven kommer vi til kort, og derfor har vi brug for Kristus. At jøderne havde brug for Kristus (eller Messias) vidste de egentlig godt. De havde lige siden kong Davids tid ventet på at en af hans efterkommere skulle vise sig at være den konge og befrier som Gud havde lovet dem engang ved profeten Natan (2. Sam. 7,11-13). På Jesu tid havde de allerede ventet 1000 år! De håbede på at denne Messias skulle befri dem for den romerske besættelse og indføre fred og velfærd i det jødiske samfund. Men Jesus ville ikke leve op til de jødiske forventninger til Messias. Han ville ikke nøjes med en ydre befrielse for en politisk besættelsesmagt. Nej, han ville fri sit folk for syndens magt. For hvad betød en ydre frihed, hvis hjertet stadig var bundet af ondskab og fjendskab mod Gud og andre mennesker? Hvad hjalp det af blive fri for romernes åg, hvis man stadig var slave under sin synd og selvoptagethed? Jesus ville gerne svare på jødernes spørgsmål om hvordan Guds lov skulle forstås, men han ville mere end det. Han ville give dem et nyt sind, hvor loven var skrevet i deres hjerte. For han vidste at det ikke hjælper at kende Guds vilje, hvis man ikke formår at leve efter den. Viden er vældig godt, men uden den gode vilje er den ikke noget værd. Tværtimod kan viden være meget skadelig, hvis den ikke bliver brugt til noget godt! Og det har alle dage været menneskehedens største problem at vi siden syndefaldets dage har haft kundskab til både godt og ondt. 2

3 Vi ved hvad det gode er, men det nytter ikke noget, når vi ikke lever efter det. Trods al vores store viden lever vi ikke som vi burde. Derfor har vi meget brug for at finde svaret på det spørgsmål Jesus stiller i dag: "Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?" For jøderne dengang var det en sidste, dyrebar chance for at begribe at ham de talte om stod lige foran dem i kød og blod. Jesus kunne ikke tvinge dem til at tro på ham og tage imod ham som deres frelser, men han kunne give dem et vink med en vognstang. Vi der lever i dag så længe efter Kristus har stadig brug for at forstå hvem han er. Han er vores frelser. Han er både Davids herre og Davids søn, fordi han både er Gud og menneske. Han er fra evighed af Guds Søn, og i tidens fylde blev han menneske. Som Guds Søn er Jesus Davids herre, og som menneske er Jesus Davids søn. Jesus måtte helt og fuldt blive menneske, han måtte blive som en af os, for at han kunne være vores stedfortræder. Han levede det liv som vi burde have levet. Han viste os den største kærlighed man kan forestille sig ved at sætte livet til for os. Med sin død sonede han vores synd, og ved sin opstandelse fra de døde brød han dødens magt over os. Døden var jo den forbandelse Gud havde lagt over menneskene, fordi de havde brudt med ham. Men når synden er sonet ved Jesu stedfortrædende død på korset, er forbandelsen hævet. Derfor har den onde slange heller ikke længere noget at anklage os for. Han må vige bort med uforrettet sag, og vi kan triumfere med Brorson: Hvo vil mig anklage og for dommen drage hen på Sinai? Synden jeg bekender, mig til Jesus vender, dermed er jeg fri. Mød mig da på Golgata! Jesus skal min sag antage, hvo vil mig anklage? 3

4 Jøderne kunne dengang ikke svare på Jesu spørgsmål, fordi de ikke ville acceptere ham som Guds Søn og bøje sig under hans autoritet. Da de blev klar over at de ikke kunne fange ham i ord, forlod de ham for at planlægge hvordan de kunne få ram på ham på en anden måde. "Hvad mener I om Kristus?" Det er stadig et åbent spørgsmål, sådan som det lyder også til os i dag. Spørgsmålet står åbent, fordi det kun kan besvares i tro. Det er op til hver enkelt at svare: Hvad mener du om Kristus? Vil du acceptere ham som mere end en efterkommer af kong David? Vil du anerkende ham også som Guds Søn og som din Herre? Hvis du kan svare bekræftende på disse spørgsmål, får du også et helt nyt lys over det spørgsmål, som vi hørte farisæerne stille Jesus om hvad der er det største bud i loven. For da bliver Guds lov ikke en tung byrde for dig. Jesus har jo båret den byrde ved at opfylde loven i dit sted! Når du tror på ham som din frelser og herre, da tilregner Gud dig hans retfærdighed. Da er du en ny skabning i Kristus. Det betyder ikke at loven ikke længere gør krav på dig. Tværtimod lyder lovens krav meget stærkt og klart i Jesu forkyndelse, fx når han siger: "Vær da I fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen!" eller: "Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget." Vi skal stadig lige som det altid har været Guds mening med os adlyde hans bud og gøre hans vilje. Men Gud ske lov er byrden taget fra os. Vi er allerede retfærdige i kraft af vores tro på Kristus. Vi skal ikke gøre gode gerninger for at blive retfærdige, for vi er allerede retfærdige! Vi skal derimod netop gøre retfærdige gerninger, fordi vi er retfærdige. Gerningerne er som de gode frugter på et godt træ. De kommer ganske af sig selv. De kommer helt naturligt, fordi vi er som grene indpodet på det sande vintræ, Jesus Kristus selv. De gode gerninger er noget Gud forud har lagt til rette for os, så vi kan vandre i dem. Han giver os kraft til at leve efter hans vilje, og han får selv al æren for det. Når vi forstår hvem Kristus er, da bliver vores liv fornyet. Da elsker vi, fordi han elskede os først. Som hans venner og disciple kan vi ikke andet end 4

5 blive ved at undre os over Guds grundløse og ubetingede kærlighed. Tænk hvor stort at Gud elskede os, selv om vi var syndere, ja, endda selv om vi var hans fjender! Når du i troen får øje på hvem Jesus er, da kan du slet ikke lade være med at elske og takke ham. Og i kærligheden til Gud, går din vej ud til din næste. For ingen kan elske Gud, uden at næsten får del i det. Alle der ser ind i Guds hjerte og får syn for hans kærlighed, de bliver denne kærligheds budbringere i verden. Og er det ikke det vores onde og kolde, kærlighedsløse verden trænger til? Jo, verden trænger mere end noget andet til at der er flere og flere som viser andre Guds kærlighed. Verden har brug for mennesker der er præget af at de har indset hvem Gud er. Farisæerne var mest optaget af at se på Guds lov og studere den i alle detaljer. De stirrede sig blinde på hvad Gud krævede af dem, så de ikke havde øje for at han også gav dem noget. Hemmeligheden i vores forhold til Gud er nemlig at Gud giver det samme som han kræver! Han giver os sin kærlighed, og han kræver vor kærlighed. Han elsker os først, så vi kan elske ham igen og vores næste som os selv. Farisæerne var mest optaget af loven og dens krav, hvorimod Jesus med sit modspørgsmål flyttede deres opmærksomhed bort fra loven og hen til det der er kernen i Skrifterne: Løfterne om Kristus. Det er så godt at fokusere på ham, for i ham har Gud vist os sin kærlighed. I Jesus Kristus er Guds kærlighed blevet personificeret. Jesus er Guds kærlighed i kød. Han er inkarnationen af Guds kærlighed til os. Igennem vores daglige liv i troen på Jesus kan vi opleve Guds kærlighed. Og det er så grundlaget for at vi kan elske ham og vores næste. Når har rigtigt får øjnene op for hvor højt Gud elsker os, så kan vi heller ikke andet end elske ham af hele vort hjerte og vor næste som os selv. Amen. 5