Prædiken til konfirmation i Mørdrup Kirke d. 14. maj 2015 kl. 10 og kl. 12; tekst: Lk. 10,38-42 DDS:

Transkript

1 Prædiken til konfirmation i Mørdrup Kirke d. 14. maj 2015 kl. 10 og kl. 12; tekst: Lk. 10,38-42 DDS: Kære konfirmander, forældre og familie og venner. Lige når foråret er allersmukkest i maj måned, når bøgen springer ud, så springer også konfirmanderne ud. I konfirmander, I ser godt ud, som I sidder her, midt i kirken ved siden af alle dem som har fulgt jer gennem jeres liv. Det er jer, opmærksomheden hviler på. Det er jeres liv, vi ser for os. Tænk at I nu er blevet så store - flotte fyre og smukke piger, og så meget I nu har foran jer, sådan tænker vi, mens jeres familie samtidig har i tankerne, at I for ikke ret mange år siden stavrede rundt på jeres små bitte ben og sagde mærkelige ord. Men nu er I unge, konfirmander! Nu skal I snart til at lægge jeres kurs i livet. I skal om ikke så længe vælge uddannelse, vælge fag, I skal finde ud af, hvad I står for, hvem I er, I skal måske ud og rejse og opleve en masse, I skal finde nye venner og opleve hvad forelskelse og kærlighed er. Det er overvældende, hvad I skal forholde jer til og gå igennem de næste mange år. Så overvældende, at ganske mange unge oplever det som et pres med alt det, man skal beslutte sig for og leve op til og helst også være verdensmester i. I skolen og videre frem i uddannelsessystemet skal man gerne klare sig godt, man skal være i form og se godt ud, man skal kunne begå sig til alle festerne og gerne have mange venner og måske også en kæreste men forestillingerne, om alt det man skal kunne og leve op til, kan gå hen og sætte sig som en mental overbelastning i krop og sjæl og så får man det, vi kender som stress. Det er godt at ville noget, det er godt at have ambitioner, men det er sjældent godt at ville det hele på samme tid. Og det vil vi jo meget ofte, både de unge og de midaldrende eller ældre, både konfirmanderne og deres forældre. Her de seneste dage har jeg tænkt på, at jeg egentlig gerne ville give jer en ekstra gave, udover den salmebog I har fået i dag.

2 Men pengene er brugt, og der skal jo spares alle vegne. Så var det, jeg fik en ide. Min ekstragave til jer bliver ikke den flotteste og dyreste ting, I får i dag, men den er praktisk, og det kan jeg jo godt lide. Så I skal som en sidste hilsen fra mig have en karklud. - den vil jeg lige dele ud. Jeg ved ikke, om I har prøvet at have sådan en i hånden før. Til de af jer, der ikke har prøvet det, kan jeg oplyse, at man gør den våd, tager fat med begge hænder og vrider vandet ud af den, hvorefter den kan bruges til at tørre skidt og snavs væk. Og den kan bruges igen og igen. Man skyller den bare under vandhanen eller i en spand sæbevand og vrider den op på ny. Nej pjat, jeg ved jo godt, I har set en karklud før. Karkluden skal minde jer om den tekst, jeg før læste, om de to søstre Martha og Maria, der får besøg af Jesus. Den dag farer Martha rundt med travle skridt. I sine hænder, har hun måske haft en karklud, der ligner jeres, og hun vrider den om og om igen, for alt skal være pænt og poleret, når der kommer gæster Der står en uro omkring Martha. Selvfølgelig ved Martha godt, at det er noget særligt at have selveste Jesus på besøg, men det får hende ikke til at sidde stille. Tvært imod. Det særlige gør bare, at der er endnu mere at sørge for, endnu mere at gøre, endnu mere at tage sig af. Man kan næste høre Martha fare afsted og skramle med potter og med pander, og selvfølgelig kan hun ikke vare din mund, men må råbe højt efter sin søster Maria, der bare sidder på sin flade og ikke hjælper det mindste til. Sådan er Martha de urolige og utålmodige sjæles repræsentant i vores bibel. Det er derfor, jeg så godt kan lide hende. Jeg genkender så meget af mig selv i Martha. Jeg ved ikke, om man kendte til stress på Marthas tid, men jeg synes, at jeg mellem linjerne læser, at også Martha må have kendt til den uro og travlhed, der kendertegner det moderne menneske, fyldt af bekymringer om, hvordan alting mon skal gå, og

3 hvordan man skal nå det hele helst på den halve tid. Men Jesus irettesætter Martha, han siger: Stop! Sæt dig ned Martha!- og mærk, at livet er mere en det, du udretter, mens du vifter omkring med din karklud. Man kan sagtens udfylde alle døgnets timer med alt muligt hastværk, men det bliver der ikke et tænksomt og følende menneske ud af. Jeg vil gerne vise, hvad jeg mener med en lille fortælling om mand, der engang fandt en sommerfuglepuppe, hvor sommerfuglen netop var begyndt på sin møjsommelige kamp med at slippe ud af puppen. Manden sad fascineret og betragtede naturens kamp i flere timer. Men så skete der ingenting i lang, lang tid. Det virkede som om sommerfuglen var gået i stå, som om dens kræfter var sluppet op, og at den ikke var i stand til at kæmpe sig det sidste lille stykke vej, der var tilbage. Manden ville gerne hjælpe sommerfuglen, så han hentede en saks og klippede forsigtigt en revne i puppen. Nu kunne sommerfuglen let gøre sig fri. Men dens krop var opsvulmet og vingerne små og krøllede. Manden ventede og ventede på at se vingerne blive større, så de kunne bære kroppen. Men det skete ikke. Sommerfuglen fortsatte med at kravle omkring på marken men kunne selvfølgelig ikke overleve uden at kunne flyve. Det som manden ikke forstod var, at kampen for at komme ud af puppen krævede pauser, hvor vingerne langsomt kunne vokse sig større og stærkere. Det var nødvendigt for sommerfuglen at kæmpe og vente og kæmpe igen indtil den var helt flyvefærdig. Det er en proces, som tager tid. Det må ikke forhastes. Og sådan er det også med os mennesker, når der virkelig skal ske noget med os. Ikke mindst når man befinder midt i den enorme forvandlingsproces fra at være barn til at være ung og blive voksen. At modnes som menneske det er også at få lov til at være i sin puppe og lade tingene bundfælde sig, så man selv kan følge med, og så der bliver plads til at fundere og drømme og tænke over - og kæmpe med alt det i vores liv, som ikke rigtig er til at forstå.

4 Det er ikke nok bare at få en masse kompetencer og klare sig godt og kunne fremvise en uddannelseseller karriereplan for sit liv. At udvikle sig som menneske det tager tid. Og det kræver at man lytter og tænker, og taler sammen, så sårbare og usikre som de fleste af os heldigvis er. Der er så mange, der vil spørge jer konfirmander: Hvad er det du vil, hvad er dine planer? Men det er da en menneskeret at være uafklaret. Hvordan og hvornår vingerne er flyvefærdige for jer hver især det er ikke til at sige. Når Martha hastede afsted med sin karklud, blev hun sur og forbitret, og hun lod det gå ud over sin søster. I dag vil jeg fortæller jer om, at karklude kan bruges til andet end at fare fortravlet omkring og blive bitter på omverdenen. En karklud kan også bruges til at fjerne det snavs, der har samlet sig mellem mennesker: Dér, hvor vi selv eller andre har trådt ved siden af og dér, hvor vi har brug for at få vasket tavlen ren, det vi også - med et stort ord - kalder tilgivelse. Her i kirken hører vi om, hvordan Gud hele tiden tager karkluden ud af vores fortravlede hænder, beder os stoppe op midt i travlheden for at høre, at han vil fjerne det skidt vi slæber rundt på. At blive konfirmeret er at få at vide, at Guds karklud hele tiden arbejder, for at vi mennesker skal finde ro og vokse os stærke i troen på, at vi er Guds elskede også i de perioder, hvor vi har brug for at ligge i vores puppe. Jeg håber på den måde, at karkluden vil minde jer om Martha og Maria, og give jer modet til at stoppe op og sige pyt, når I ikke kan overkomme alt det, I forventer af jer selv og andre. Måske karkluden også vil få jer til at huske på nogle af alle de tanker, I har gjort jer i den tid, I har gået til konfirmationsforberedelse. Hvordan og hvornår det er ikke til at sige. En dag hører I måske en linje i en salme og bliver helt overvældede og får tårer i øjnene, fordi I pludselig forstår, hvad den betyder. Det kan ske i morgen eller engang, når I bliver 70år. En dag hører I måske en prædiken, som lige den dag, på det tidspunkt i jeres liv, rammer ind i noget, I kender.

5 En dag står I måske i en situation, hvor I har brug for at kunne folde jeres hænder. Så er det godt, at I har lært at bede Fadervor og også har lært, at man kan bede til Gud med mange forskellige ord. En dag oplever I måske så stor en lykke, eller så stor en sorg, at den eneste som kan rumme jeres taknemmelighed og glæde eller jeres fortvivlelse, er Gud. Og da skal I vide, at kirkens dør altid er åben for jer. Tag et kig på karkluden, lad forventninger og stress bytte plads med eftertanke og tilgivelse - til lykke med dagen og på gensyn engang derude i fremtiden. Amen.