1. Indledning Problemformulering Emneafgrænsning Metodevalg Begrebsafklaring Et liv så nær det normale som muligt 3

Transkript

1 1. Indledning 1 2. Problemformulering 2 3. Emneafgrænsning 2 4. Metodevalg 2 5. Begrebsafklaring 3 6. Et liv så nær det normale som muligt 3 7. Fra klient til borger 4 8. Medbestemmelse 4 9. Ligeværdighed Magt og etik Anerkendende relationer Konklusion Perspektivering Litteraturliste 14

2 1. Indledning Der er sket en stor udvikling i synet på udviklingshæmmede de seneste år, de store centrale institutioner hvor personalet var en autoritet og brugerne spærret inde og undertrykte, eksisterer heldigvis ikke mere. I dag bor mange udviklingshæmmede i egen bolig, har et job og lever som de har lyst til. For pædagogen, som har den udviklingshæmmedes hjem som arbejdsplads, er etik og værdier blevet en stor del af dagligdagen, pædagogen kan ikke længere bare tage beslutninger på den udviklingshæmmedes vegne, men må indgå i et samarbejde og nøje overveje sine handlinger 1. Der er altså sket nogen forbedringer og hensigten er, at den udviklingshæmmede selv skal bestemme over sit liv, men spørgsmålet er så hvorvidt dette egentligt stemmer overens med virkeligheden? Jeg har været i praktik som hjemmevejleder, hvor jeg har mødt mange forskellige mennesker med forskellige behov, hvilket har givet anledning til undren over de problemstillinger dilemmaet mellem den udviklingshæmmedes selvbestemmelse og pædagogens omsorgspligt giver. Jeg har oplevet, at mange udviklingshæmmede stadig ser pædagogen som en autoritet og at nogle pædagoger stadig optræder som om de er en autoritet. Der eksisterer stadig levn fra fortiden, jeg er blevet forundret over at komme hjem til brugere, som har kunnet fortælle om dengang de boede på store institutioner, hvor de ikke kunne bestemme noget selv. På en måde virker det så fjernt fra den virkelighed vi kender i dag, men det er altså stadig noget der påvirker, hvordan nogle udviklingshæmmede ser på pædagoger. Pædagogen har måske også nogle gamle vaner og holdninger som ikke er så nemme at slippe af med, og som gør at hun kommer til at optræde som en autoritet uden egentlig at ville det. Der er mange problemstillinger inden for dette område, og det er derfor vigtigt konstant at udfordre sig selv med at tænke over, hvad vi gør og om det stemmer overens med hensigten. 1 Sørensen 2004 s

3 2. Problemformulering Hvordan kan pædagogen respektere den udviklingshæmmedes selvbestemmelse og samtidig varetage omsorgspligten og hvilke overvejelser står pædagogen overfor i dette dilemma? 3. Emneafgrænsning Jeg har valgt at beskæftige mig med voksne fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Jeg har valgt at koncentrere mig om personer, der bor selv i egen bolig og er brugere af et værested, da det er her jeg har mine erfaringer fra. Jeg har i opgaven valgt, at betegne pædagogen som hun og den udviklingshæmmede som han. 4. Metodevalg Jeg har i opgaven valgt, at tage udgangspunkt i Peter Westergaard Sørensens bog Fra rejseleder til stifinder. Peter W. Sørensen arbejder som pædagog med udviklingshæmmede og han berører i sin bog mange af de problemstillinger man kan stå overfor i dilemmaet mellem selvbestemmelse og omsorgspligt, hvorfor bogen er relevant at bruge i denne opgave. Jeg vil bruge bogen til at belyse den udvikling der er sket i de udviklingshæmmedes levevilkår, samt til at belyse emnerne medbestemmelse og ligeværdighed, som jeg anser for vigtige i forhold til, at den udviklingshæmmede selv skal bestemme over sit liv. Jeg vil også arbejde med magt og etik i relationen mellem pædagog og udviklingshæmmet, her vil jeg anvende Søren Christensen og Poul-Erik Daugaard Jensens inddeling af fire magtdimensioner, som kan bruges til at se hvilken magt pædagogen anvender. Jeg anvender K.E. Løgstrup og Bourdieu, for at belyse den etiske side og sætte fokus på hvordan pædagogen kan forvalte sin magt på en måde, så respekten for den udviklingshæmmede, som et menneske med ret til at bestemme over sit eget liv, bevares. Til sidst vil jeg anvende Berit Bae s teori om anerkendende relationer, fordi anerkendelse er en måde at fremme den udviklingshæmmedes selvstændighed og selvværd på, og derfor relevant i denne sammenhæng. 2

4 5. Begrebsafklaring Jeg vil for læsevenlighedens skyld bruge betegnelsen udviklingshæmmede, i stedet for den korrekte betegnelse personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne 2. Udviklingshæmning betyder, at personens udvikling af intelligens er mangelfuld/forsinket eller at der er forstyrrelser i personlighedsudviklingen Et liv så nær det normale som muligt Sidst i 1950érne skete der et skred i holdningen til udviklingshæmmede og et nyt og meget anderledes syn på opblomstrede. I tiden før denne periode blev udviklingshæmmede nærmest betragtet som syge mennesker, som helst skulle afskæres fra det øvrige samfund, så befolkningen ikke skulle omgås dem. Forsorgschef N. Bank Mikkelsen anlagde dog et nyt og anderledes syn på denne gruppe mennesker, og formulerede de berømte ord om, at udviklingshæmmede skulle leve et liv så nær det normale som muligt 4. Tanken bag disse ord var, at udviklingshæmmede skulle have de samme muligheder og levevilkår som andre 5. Alt dette var altså defineret ud fra, hvad flertallet i befolkningen anså som værende normalt og livskvalitet. I dag er det mere individuelt hvad der er rigtigt og forkert og det er op til den enkelte, hvordan vedkommende ønsker at leve sit liv. Peter W. Sørensen kalder denne tilstand for normpluralisme, der er ingen faste traditioner og normer der skal følges og hver enkelt bestemmer selv hvad det gode liv er 6. Udviklingshæmmede skal altså også tage stilling til hvad det gode liv er for dem, og ikke bare rette sig efter hvad pædagogen definerer som normalt og godt. Dette stiller altså krav til, at pædagogen konstant gør sig klart hvorfor og hvordan hun træder ind i den udviklingshæmmedes liv, hun er ikke længere bare en autoritet, som har ret til at tage beslutninger og blande sig i andres liv uden at stille spørgsmålstegn ved hvorfor 7. 2 Jappe 2002 s.47 3 Psykologisk pædagogisk ordbog 2001 s Sørensen 2004 s. 9 5 Sørensen 2004 s Sørensen 2004 s Sørensen 2004 s

5 7. Fra klient til borger Som sagt er der sket store ændringer i holdningen og synet på udviklingshæmmede, men også på det socialpolitiske område har tingene ændret sig. I loven om social service fra juli 1998 ligges der i formålsparagraffen 1 stk. 3 op til, at den enkelte har ansvar for sit eget liv 8. Pædagogens job bliver derfor at støtte den udviklingshæmmede og kompensere for vedkommendes fysiske og psykiske handicap. Samtidig hedder det i 67a, at jeg som pædagog har en omsorgsforpligtelse overfor den udviklingshæmmede 9. At den udviklingshæmmede har ansvar for sit eget liv betyder altså ikke, at han bare kan passe sig selv og selv stå med de problemer der kan være, men at pædagogen skal støtte på en måde så den udviklingshæmmede bevarer sin myndighed 10. De to paragraffer kan være svære at forene, jeg skal støtte og hjælpe, men skal ikke blande mig i hvordan, den udviklingshæmmede ønsker at leve sit liv. Man kan sige, at serviceloven ligger op til at pædagogen skal tage udgangspunkt i den udviklingshæmmedes egne ønsker, ud fra en hermaneutisk tilgang. Et andet aspekt der gjorde sig gældende med den nye servicelov var, at institutionsbegrebet blev afskaffet og det nu er den udviklingshæmmedes eget hjem der fungerer som arbejdsplads for pædagogen, hvilket stiller nye krav til pædagogen. Jeg er nu gæst i en andens hjem og arbejdet må tilrettelægges efter, hvordan vedkommende lever sit liv Medbestemmelse Medbestemmelse er blevet et meget centralt emne i arbejdet med udviklingshæmmede. Heldigvis er forholdene ændret meget siden pædagogen var en autoritet med retten til at tage beslutninger på andres vegne, men jeg har i praksis oplevet at der endnu er lang vej før vi når dertil, hvor den udviklingshæmmede bestemmer over sit eget liv. Jeg har flere gange oplevet pædagoger som har taget beslutninger på den udviklingshæmmedes vegne, nogle gange bevidst fordi de mente de vidste bedre, andre gange ubevidst og i den bedste mening for at hjælpe vedkommende. Jeg har også oplevet udviklingshæmmede som overlod alle beslutninger til pædagogen, fordi de altid havde levet et liv hvor andre tog beslutningerne og styringen. Så 8 Jappe 2002 s.36 9 Jappe 2002 s Schwartz 2001 s Schwartz 2001 s.12 4

6 selvom vi er nået et stykke af vejen i forhold til, at give retten til at bestemme over eget liv tilbage, så er det altså stadig meget vigtigt, at vi som pædagoger tager emnet medbestemmelse op til refleksion, og ikke mindst forholder os til det evige dilemma mellem medbestemmelse og omsorgssvigt. For at sætte fokus på medbestemmelse i det pædagogiske arbejde, kan vi bruge Peter W. Sørensens begreber om medbestemmelse på flere niveauer: medbestemmelsens institutionelle niveau: her er der tale om for eksempel brugerråd, 111- planer Etc. medbestemmelsens individuelle niveau: her er der tale om det daglige møde mellem pædagog og udviklingshæmmet; respekterer og anerkender pædagogen den udviklingshæmmede?, har den udviklingshæmmede ret til at være den han er uden at pædagogen dømmer ham?, hvem tager beslutningerne? Etc. medbestemmelsens artefakt-niveau: her er der tale om hvilke signaler det fysiske miljø og strukturen udtrykker; er det pædagogen eller den udvuklingshæmmede der har indrettet hjemmet?, er der specielle rum og ting som kun pædagogerne må benytte eller har alle adgang til de samme faciliteter? Etc. 12 Det institutionelle niveau er en meget håndgribelig og konkret måde at arbejde med medbestemmelse på, hvorimod det individuelle niveau er lidt mere kompliceret. Det stiller krav om at pædagogen i sin grundholdning har den opfattelse, at den udviklingshæmmede har ret til medbestemmelse. Pædagogen må altså mene det oprigtigt når hun siger, at den udviklingshæmmede selv har ret til at bestemme for at kunne udføre det i praksis, ellers vil det kunne aflæses i daglige møde med den udviklingshæmmede. Det kræver, at pædagogen tør reflektere og eventuelt ændre på den måde hun er sammen med den udviklingshæmmede på, hvis det er påkrævet. Artefakt-niveauet er dog det jeg finder mest interessant, det er her vi egentlig udsender de signaler der viser, om vi tør give retten til bestemme fra os. De signaler vi sender om, hvor- 12 Sørensen 2004 s. s

7 vidt de udviklingshæmmede fx må bruge kontoret, deltage i møder, planlægge arrangementer, indrette deres hjem, siger noget om, om medbestemmelse virkelig er en del af vores grundholdning eller om det bare er noget vi tror vi praktiserer. Jeg har et eksempel fra praksis, hvor en pædagog skulle hjælpe en udviklingshæmmet med at flytte og han havde en masse små nips-ting han gerne ville have stående fremme, men i pædagogens øjne var de unødvendige og skulle derfor pakkes ned. Her befinder pædagogen sig på artefakt-niveauet og udsender nogle signaler om, hvad hun synes er rigtigt og hun handler på baggrund af hendes egne værdier i stedet for at tage udgangspunkt i hvad der er værdifuldt for den udviklingshæmmede. En måde at arbejde med udviklingshæmmede på, så de støttes af pædagogen, men bevarer deres myndighed er empowerment. Her er der fokus på, at den udviklingshæmmede skal være aktør i sit eget liv og pædagogen skal støtte ham ud fra hans egne kompetencer og handlekraft 13. Jeg tror det er en meget vigtigt pointe, at den udviklingshæmmede selv skal være aktør, på denne måde vil han komme til at føle ejerskab overfor det han foretager sig, så det ikke bare er noget der er trukket ned over hovedet på ham. Efter min mening er det, at føle ejerskab til noget en forudsætning for, at man har lyst til at deltage og udvise engagement. Schwartz nævner dog, at hvis den udviklingshæmmedes selvbestemmelse virkelig skal i spil, må vi se indad mod den magt vi som professionelle selv er i besiddelse af 14, hvilket jeg kommer nærmere ind på senere i opgaven. 9. Ligeværdighed For at kunne agere i et ligeværdigt forhold med brugeren er det vigtigt, at pædagogen er i stand til at anerkende hendes og brugerens forskellighed og handle ud fra hvad hver enkel person opfatter som det gode liv 15. Jeg må altså som pædagog være i stand til, at se hver enkel bruger som en person med egne ønsker og behov, og rette min indsats efter disse. Som N. Noddings nævner, så vil den omsorg én person har brug for være forskellig fra den en anden behøver. Derfor må den person der udøver omsorg, tage udgangspunkt i hver enkel persons 13 Schwartz 2001 s Schwartz 2001 s Sørensen 2004 s.35 6

8 behov, man kan ikke bare rette sig efter nogle universelle retningslinjer, men må vurdere i hver enkel situation 16. Peter W. Sørensen pointerer, at processen om at opnå et ligeværdigt forhold er besværliggjort fra starten, i og med at pædagogen er tildelt en magt fra samfundets side. Pædagogen skal jo netop gribe ind i den udviklingshæmmedes liv i kraft af omsorgsforpligtelsen, hvis den udviklingshæmmede er på vej mod en tilstand af omsorgssvigt. I dette tilfælde må retten til selvbestemmelse altså tilsidesættes og pædagogen må bruge sin magtposition til at gribe ind 17. Jeg har fra praksis en oplevelse der omhandler dette dilemma. En mand sidst i 40érne med downs syndrom boede selv i egen lejlighed, men kunne ikke længere tage vare på sig selv. Han var ved at blive dement og bekymringen fra pædagogernes side gik på, at han ikke spiste noget. De havde prøvet at snakke med ham om at flytte til et bofællesskab, men det gav han stærkt udtryk for at, det ønskede han ikke. Pædagogerne stod derfor med dilemmaet om, at lade ham bo selv som han ønskede, men hvor han ikke får mad, hvilket er på kant med omsorgsforpligtelsen eller tvinge ham i et bofællesskab og tilsidesætte hans ret til selvbestemmelse. Dette er et eksempel på det evige dilemma en pædagog står overfor i arbejdet med udviklingshæmmede. Jeg synes eksemplet viser, hvor vigtigt det er, at pædagogen konstant reflekterer over hvad der er det rigtige at gøre. Jeg tror der er vigtigt at gøre sig klart, at vi aldrig bliver ligestillede inden for systemets rammer, men ved at anerkende hinandens forskellighed kan vi opnå ligeværdighed. Peter W. Sørensen nævner også det forhold, at pædagogikken ikke længere er præget af teoretiske retninger, men derimod i højere grad af her og nu situationer mellem pædagog og bruger 18. Derfor er det nødvendigt at begrunde handlinger ud fra mine egne værdier og etik og ikke ud fra foreskrivende teorier. Derfor vil jeg i det følgende komme ind på magt og etik i forholdet mellem pædagog og udviklingshæmmet. 16 Noddings 1999 s Sørensen 2004 s Sørensen 2004 s. 19 7

9 10. Magt og etik Søren Christensen og Poul-Erik Daugaard Jensen definere magt på følgende måde: Med magt skal forstås aktørernes mulighed for at varetage deres interesser i forbindelse med fordeling af samfundets goder og byrder (materielt såvel som immaterielt) 19 Denne definition stemmer godt overens med, hvordan jeg ser på magt i forholdet mellem pædagog og udviklingshæmmet, nemlig som noget der opstår når man har mulighed for at handle og påvirke ens liv derhen hvor man gerne vil eller får en anden til at handle i denne retning for sig. Ifølge Søren Christensen og Poul-Erik Daugaard Jensen findes der fire magtdimensioner: Den direkte magt Den direkte magt er karakteriseret ved, at pædagogen går ind og direkte bestemmer over den udviklingshæmmede. Eksempelvis at pædagogen bestemmer, hvad for noget tøj vedkommende skal have på. Den indirekte magt Den indirekte magt er karakteriseret ved, at magten finder sted indirekte og f.eks. at pædagogen bedømmer hvilke ønsker der er relevante at tage stilling til og hvilke der skal føres ud i livet. Eksempelvis at en gruppe udviklingshæmmede på et værested har et ønske om at komme til festival, men fordi de har været til denne festival tre år i træk, så synes personalet at der nu skal ske noget nyt og planlægger derfor noget andet. Den bevidsthedskontrollerende magt Den bevidsthedskontrollerende magt er karakteriseret ved, at den ene påvirker den andens bevidsthed for at påvirke dennes interesser. Eksempelvis hvis der udbydes en rækkes aktiviteter på den udviklingshæmmedes arbejdsplads, men pædagogerne mener dog ikke han skal med på kro ophold fordi han er for tyk og præsenterer ham derfor kun for skituren. 19 Kermenoglou 2000 s.81 8

10 Den strukturelle magt Den strukturelle magt styrer os ud fra de regler og rutiner der findes på et givent sted og er i høj grad præget af, at man gør som man plejer at gøre. Eksempelvis at alle beboer skal i seng på samme tid, og det bliver der ikke lavet om på, fordi det altid har været sådan 20. Efter min mening er det vigtigt at være opmærksom på disse former for magt, i sær synes jeg at den bevidsthedskontrollerende og indirekte magt er interessante, fordi de efter min opfattelse ofte forgår på det ubevidste plan. Jeg har oplevet i praksis at pædagogen forsøger, at påvirke den udviklingshæmmede i den retning hun finder mest hensigtsmæssig, men som måske ikke svarer til den udviklingshæmmedes ønsker. Efter min opfattelse er det naturligvis vigtigt, at prøve på at minimere den magt man anvender, men jeg tror det vigtigste er at erkende at der altid vil være magt til stede i relationen, fordi den udviklingshæmmede er afhængig af pædagogen. Derfor er det vigtigt konstant at forholde sig til magten i relationen og ikke bruge den til at manipulere den udviklingshæmmede med for at opnå pædagogens ønsker, men i stedet arbejde bevidst med magten, så den udviklingshæmmede selv får magten til at bestemme over sit liv. I bestræbelserne på at finde balancen mellem selvbestemmelse og pligten til at gribe ind ved omsorgssvigt, er det vigtigt at have fokus på den magt der opstår i forholdet mellem pædagog og bruger og hvordan magten kommer til udtryk og anvendes. Løgstrup mener, at der altid vil være magt i forholdet mellem mennesker, den måde en person lever sit liv på vil altid være præget af en form for magt overfor andre. Vi lever i et gensidigt forhold, hvor vi er afhængige af andre mennesker og derfor må have tillid til andre. Løgstrup siger, at der i tillid ligger det, at turde vove sig frem mod den anden og udlevere sig selv, vel vidende at risikoen for afvisning og krænkelse er til stede 21. I forhold til relationen mellem pædagogen og den udviklingshæmmede synes jeg det er yderst interessant, at tænke disse forhold ind. At vi som professionelle har en magt overfor den udviklingshæmmede, kræver at vi forholder os til hvad magt er og hvordan vi anvender den på en etisk forsvarlig måde. Den udviklingshæmmede skal have tillid til mig, for at der 20 Schwartz 2001 s Martinsen 1998 s

11 kan komme noget givtigt ud af samarbejdet. Når man tænker på Løgstrups ord om, at tillid også er forbundet med risikoen for krænkelse, kræver det en enorm stor respekt af mig for det menneske jeg står overfor. Den udviklingshæmmede udleverer sig selv overfor pædagogen, derfor er det vigtigt at vise anerkendelse, så han ikke lukker i og trækker sig tilbage. Jeg tror mange pædagoger tager afstand fra at være i besiddelse af magt, men efter min mening behøver magt ikke være negativt, den strukturelle magt kan ligefrem være nødvendig for at opstille nogle regler som gør, at vi kan være mange mennesker sammen f.eks. på et værested. Faren ved den strukturelle magt er, når reglerne bliver vane og vi glemmer at spørge os selv om de er relevante. I arbejdet med udviklingshæmmede er det vigtigt at holde fokus på, hvordan magten forvaltes på en etisk korrekt måde. Jeg har valgt at bruge følgende definition af ordet etik: Læren om principperne for en vurdering af hvad der er godt og ondt og dets betydning for den rigtige og ansvarlige handling overfor andre mennesker 22 Ifølge Peter W. Sørensen er etik og værdier individuelle størrelser, hvad der er rigtigt for den ene behøver ikke nødvendigvis være rigtigt for den anden. For at anvende magten etisk, må den grundlæggende holdning hos pædagogen være, at mennesket er unikt og kompetent samt at alle har ret til at træffe valg og blive mødt med anerkendelse 23. Vi har altså alle nogle værdier og normer som danner baggrund for den måde vi handler på, hvilket Bourdieu kalder for habitus: Habitus er en struktur som hjælper til med at skabe mening og meningsfuldhed i vores praksis. Denne struktur er dannet ud fra de livsbetingelser (økonomiske, sociale kulturelle) vi har haft i vores opvækst, og er kropsliggjort eller indoptaget som en del af os Psykologisk pædagogisk ordbog 2001 s Sørensen 2004 s Held 2001 s

12 Som jeg ser det, vil vores habitus altså også være afgørende for, hvordan vi forvalter magten i forholdet med den udviklingshæmmede. Min måde at forvalte magten på vil altså være bestemt ud fra de tidligere erfaringer og oplevelser jeg har haft. Efter min mening er det derfor vigtigt, at sætte fokus på, hvorfor jeg handler som jeg gør og hvilke værdier der ligger bag. Jeg ser refleksion som det vigtigste redskab i denne sammenhæng, ved at reflektere over mine handlinger og hvilke værdier der ligger bag, har jeg mulighed for at blive bevidst om, hvordan jeg anvender magten og om det kunne gøres på en anden måde. I det pædagogiske arbejde med udviklingshæmmede, er et grundtræk ved etikken, at man forholder sig anerkendende overfor den anden 25, hvilket behandles i næste afsnit. 11. Anerkendende relationer Udover at pædagogen fra samfundets side er tildelt en magt, mener Peter W. Sørensen også, at den udviklingshæmmede selv tildeler pædagogen definitionsmagten over sit liv 26. Han bruger Berit Bae s definition af ordet: Den måde pædagogerne svarer den udviklingshæmmedes kommunikation, hvordan de sætter ord på hans handlinger og oplevelser, hvad de reagerer på og ikke i disse processer ligger definitionsmagten 27 Magten kan bruges til at styrke den udviklingshæmmedes tro på sig selv eller til at ødelægge den. Definitionsmagten kræver at pædagogen finder en måde at være sammen med den udviklingshæmmede på, så magten anvendes på en positiv måde og den udviklingshæmmedes selvværd, selvrespekt og selvbestemmelsesret sikres 28. Til dette formål nævner Berit Bae fire væremåder: Forståelse og indlevelse - handler om at kunne leve sig ind i den udviklingshæmmedes verden og forstå, hvad der giver mening for den enkelte Bekræftelse - handler om at kunne sætte ord på det man ser, uden at dømme, for at anerkende den udviklingshæmmedes oplevelse af situationen 25 Sørensen 2004 s Sørensen 2004 s Sørensen 2004 s Sørensen 2004 s.66 11

13 Åbenhed - handler om at turde slippe kontrollen og lade sig rive med af den udviklingshæmmedes ideer uden at være bange for ikke, at kende resultatet på forhånd Afgrænsning og selvrefleksion- handler om at kunne undre sig og reflektere over egne handlinger samt at kunne se sig selv og den udviklingshæmmede som adskilte 29 Det kan altså være problematisk at opbygge et ligeværdigt forhold mellem pædagog og bruger, men til trods for den ulighed der er i forholdet, skal intentionen være at vi anerkender og respekterer hinanden, velvidende at der er en forskel i magtforholdet. Jeg tror mest af alt det handler om at turde give slip på tanken om, hvordan mennesker skal opføre sig for at være rigtige og slippe behovet for at have kontrol over den udviklingshæmmedes liv, og derimod være åbne og lydhøre overfor, hvad den udviklingshæmmede ønsker. Pædagogen og den udviklingshæmmede møder hinanden med vidt forskellige baggrunde og tilgange til relationen. Pædagogen optræder som en del af et socialt system og er derfor naturligvis præget af den politik der ligger til grund herfor. Pædagogen er derudover også en del af en faggruppe og hun bygger sit arbejde op omkring den faglige viden hun har og de erfaringer hun tidligere har gjort sig jf. habitusbegrebet. Hun kan også være præget af personlige værdier og holdninger om, hvordan en pædagog skal være og ikke mindst påvirker det hende, hvordan omgivelserne forventer hun bør være 30. Den udviklingshæmmede derimod går ind i relationen med hud og hår, det er hans liv det handler om. Det er i relationen med pædagogen, at hans livsdrømme skal opfyldes, og han er afhængig af pædagogen i hans ønske om at leve et godt liv 31. Det er altså i fællesskab pædagog og bruger skal finde det gode liv og det fælles bedste. 29 Sørensen 2004 s Sørensen 2004 s Sørensen 2004 s.49 12

14 12. Konklusion For at respektere den udviklingshæmmedes ret til selvbestemmelse er det vigtigt at være opmærksom på servicelovens ord om, at den enkelte har ansvar for sit eget liv, hvorfor pædagogens vigtigste opgave bliver at støtte den udviklingshæmmede i at nå de mål han ønsker. Også selvom målene virker uopnåelige, er det ikke pædagogens opgave at forhindre den udviklingshæmmede i at forsøge at nå dem, men hvis udfordringerne bliver for store må pædagogen vende de negative oplevelser til positive erfaringer. Det er vigtigt at pædagogen er i stand til, at handle ud fra hvad den udviklingshæmmede ser som det gode liv og ikke ud fra, hvad hun selv opfatter som rigtigt og forkert. For at bevare fokus på, at den udviklingshæmmede selv bestemmer i sit liv, må pædagogen anerkende vedkommende som det menneske han er og respektere de ønsker og behov han har. Når pædagogen og den udviklingshæmmede anerkender hinanden som dem de er, vil forholdet mellem dem være præget at ligeværdighed. Det er dog alligevel vigtigt at erkende, at vi aldrig bliver ligestillede inden for det sociale systems rammer, i og med at pædagogen har en pligt til at gribe ind i den udviklingshæmmedes liv, hvis denne er på vej mod en tilstand af omsorgssvigt. Det er derfor som pædagog vigtigt at overveje, hvilken magt man har og ikke mindst hvordan denne magt anvendes. Ved at blive bevidst om den magt man er i besiddelse af kan man arbejde med at begrænse de situationer, hvor man ubevidst prøver at påvirke den udviklingshæmmede, og på denne måde styrke hans forudsætninger for selv at kunne træffe beslutninger i sit liv. I dilemmaet mellem at respektere den udviklingshæmmedes selvbestemmelse og pædagogens omsorgspligt ser jeg refleksion som det vigtigste redskab. Vi må konstant udfordre os selv med at overveje hvorfor vi handler som vi gør, inden vi gør noget så drastisk som at gribe ind i en andens liv. 13. Perspektivering I min praktik som hjemmevejleder har jeg oplevet, at der dukker en ny gruppe op, som har brug for støtte. Det er de unge udviklingshæmmede, som har boet hjemme i stedet for på institutioner, og som nu flytter hjemmefra. De ser ikke pædagogen som en autoritet og sætter spørgsmålstegn ved, om de overhovedet har brug for pædagogens støtte. De stiller altså nogle andre krav til pædagogen og vi må tænke helt anderledes for at nå denne målgruppe, hvilket åbner op for nogle nye overvejelser, hvilket jeg synes kunne være interessant at undersøge nærmere. 13

15 14. Litteraturliste Hansen, Mogens m.fl. Psykologisk- pædagogisk ordbog; 13. udgave; 2001; Gyldendalske Boghandel; Nordisk Forlag A.S.; København Held, Finn (red) m.fl; Introduktion til pædagogik opdragelse, dannelse, socialisering; 1.udgave; 1.oplag; 2001; Frydenlund Grafisk Jappe, Erik Pædagogisk lovsamling 2002/2003; 2.udgave; 1.oplag; 2002; Forlaget Kolibri Kermenoglou, Bente Hansen Omsorg og magt i det professionelle arbejde med mennesker, der har brug for særlig støtte; 1.udgave; 1.oplag; 2000; Dafolo Forlag Martinsen, Kari Fænomenologi og omsorg tre dialoger; 1.udgave; 1.oplag; 1998; G.E.C. Gads Forlag. Noddings, Nel Pædagogisk filosofi en indføring; 1.udgave; 1999; Forlaget Klim Ida, Schwartz (red)m.fl. Livsværdier og ny faglighed; 1.udgave; 1.oplag; 2001; Semi-forlaget Sørensen, Peter Westergaard Fra rejseleder til stifinder: 1. udgave; 2. oplag; 2004; Forlaget UDVIKLING 14