70-året for Danmarks befrielse Haderslev Lysfest. (Det talte ord gælder) ****

Transkript

1 70-året for Danmarks befrielse Haderslev Lysfest (Det talte ord gælder) **** 9. april går flagene på halv i Danmark. Fra solen står op til klokken slår 12, hænger Dannebrog på halv på tusindvis af flagstænger landet over. Trist og sorgfuldt minder det os om dagen, hvor vores fædreland blev besat. Det skete en tidlig april morgen for 75 år siden, da tyske tropper krydsede den danske grænse. Det skete hurtigt og uden varsel. Tyskerne var effektive. Danskerne var uforberedte. Og på kun nogle timer blev Danmark besat. Men få steder nogle ville sige alt for få mødte de invaderende soldater modstand. Et af de steder var her, hvor vi står i dag.

2 Soldater fra Haderslev Kaserne drog ud for at forsvare deres by og deres land, da de fik beskeden om, at tyskerne havde krydset grænsen. De kæmpede tappert, men forgæves. Den tyske overmagt var for stor. Inden de fik ordren om at indstille skydningen, var fire soldater dræbt og et antal såret. De tog kampen op, men blev aldrig dekoreret for deres indsats. I dag er der ikke mange af dem tilbage, så det er ved at være for sent at sige personligt tak. Men det er aldrig for sent. Og derfor vil jeg gøre mit for at sikre, at vi får hædret dem med en medalje. De gjorde Danmark ære i en situation, hvor det politiske establishment først mere end tre år senere - i august brød samarbejdslinjen med den tyske besættelsesmagt. *** I dag, 70-året for befrielsen, er der kun få soldater og modstandsfolk tilbage, der kan huske, hvordan det var at kæmpe for vores land her i vores byer og i vores gader. Og med tiden vil besættelsen helt forsvinde som personligt minde.

3 Ingen nulevende vil længere være personlig bærer af erindringen om synet af flyvebladene, der faldt mod jorden. Ingen vil personligt kunne genkalde sig frygten, når luftalarmen gik, og man måtte søge ly i kældrene. Kongen til hest igennem sit København, jødernes flugt over Øresund, de strenge vintre, den aktive og den mere stille modstand rationeringsmærker og kaffeerstatning. De personlige beretninger vil være borte, og vi vil kun have historiebøgerne til at fortælle om den virkelighed, som krigens generation måtte leve under. Men minderne om de store ting, der har formet Danmark, tilhører ikke kun de danskere, der stod midt i dem. De tilhører alle os. Og vi skal insistere på at fastholde den kollektive erindring. Om alt det onde. Og nok så meget om den modstand og vilje, der jagede det onde på flugt. Som mange andre på min alder har jeg hørt både mine forældre og bedsteforældre fortælle om dengang. Om krigen, om befrielsen. Om, hvorfor der skulle lys i vinduet den 4. maj.

4 I mit barndomshjem var det med lidt blandede følelser, for mens min far - der var 11 år, da krigen sluttede - havde en klar erindring om, hvilken festaften det var, så kunne min mor stadig få mareridt ved erindringen om, hvordan hun som ni-årig pige i Nexø måtte flygte fra Ferskesøstræde pga. det russiske bombardement, der fandt sted få dage efter, resten af Danmark atter var frit. Men begge fortalte de. Da vi var børn lød det nærmest som et eventyr - med fjender, der ville tage vores land, og om tapre helte, der kæmpede imod. Da vi blev større lød det mere, som det var: Fem forbandede år, hvor man ikke kunne ånde frit. Hvor tyskere marcherende i gaderne, hvor nogle forrådte deres eget land. Hvor frygt blev en del af hverdagen. Hvor mørket lagde sig over et mørklagt Danmark. Mange af dem, der gennem årene har givet deres minder videre, er her ikke længere. De er taget af tiden. Men de historier, de har fortalt, og de minder, de har delt, er her stadig. I aften bærer vi både fakler og minderne videre. Og forhåbentligt gør vi det igen næste år og året efter, for historierne om dengang, Danmark var

5 bundet på hånd og mund, må ikke gå tabt, selv om de personlige bærere af historien går bort. Derfor har jeg også i dag gjort det klart, at i forbindelse med genopførelsen af det nedbrændte Frihedsmuseum, ønsker jeg en rejsende udstilling, som kan sikre, at fortællingen og historien om besættelsen ikke kun findes på et museum i København, men er tilgængelig for hele landet. Også når den dag kommer, hvor der ikke er flere til at fortælle, hvad de måtte gå igennem, dengang Danmark var besat. *** Fem år skulle danskerne leve uden at være herre i eget hus. Thorvald Stauning sagde, at krigens fakkel brændte uden for vores vinduer. I dag brænder faklerne også i Haderslev. Men det er frihedens fakkel. Krig er afløst af fred, sorg af glæde og frygt af taknemmelighed.

6 For Danmark blev frit igen. Frihedsbudskabet kom fra London. De tyske tropper havde overgivet sig til de allierede styrker. Lyset havde omsider vundet over mørket. Danskerne strømmede ud i gaderne. Vi lod lyset strømme ud fra husene. Vi kunne igen ånde frit. Mange steder i landet synger man i disse dage en sang, der er skrevet af Mads Nielsen. Han var apoteker i Kolding. Og bedre end nogen anden satte han ord på den lettelse, budskabet om befrielsen var: En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang. De tusind tårne tog til at tone, så landet fyldtes af klokkers klang, og byer blomstred i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit. Ja, Danmark frit! ***

7 Under besættelsens blev der kæmpet for fred og frihed i vores egne gader. Besættelsen viste, at friheden ikke er givet ved naturlov. I dag kæmper tapre danskere for friheden andre steder i verden. Tidligere i dag besøgte jeg en gruppe sårede veteraner, der i nyere tid har været udsendt til nogle af de alt for mange konfliktområder rundt om i verden. På overfladen unge mennesker som alle andre, der endnu har størstedelen af deres liv til gode, men nedenunder med tanker og følelser, som måske snarere hører alderdommens livslange erfaring til. Med glæde over at være hjemme med livet i behold og med sorg over de kammerater, som ikke var så heldige. Med stolthed over at have ydet mere for deres fædreland, end man kan forvente af et menneske og med ydmyghed over at have skrevet sig ind i rækkerne blandt dem, der har kæmpet for Danmark. De har kæmpet kampe langt fra deres hjemland. Kæmper for at sikre den samme frihed, som blev taget fra os for 75 år siden. Kampe mod diktatorer, tyranniske og undertrykkende regimer,

8 som har efterladt hele folkeslag uden muligheden for at leve, tænke og tale frit. Som tidligere statsminister ved jeg, at den sværeste beslutning af alle er at sende danske soldater i krig. Men det er dog alligevel for ingenting at regne imod den beslutning, som soldaten - den enkelte udsendte - træffer. At forlade sit hjem, sin familie, sine venner, det trygge og det gode og risikere livet, fordi nationen beder om det. Det fortjener respekt. Og selv når man kritiserer landets politikere for at sende dem af sted - og det har man heldigvis friheden til at kunne i Danmark - må man altid huske, at de mænd og kvinder vi beder tage i kamp, er helte. Helte, der kæmper for deres land. Helte, der risikerer at betale den højeste pris, fordi vi beder dem om det. Helte, er både fortjener vores respekt og vores håndsrækning, når de hjemvendte skal findes deres ben at stå på i det fredelige, civile Danmark.

9 Langt de fleste klarer det selv, men en del vender hjem med ar på krop og sjæl. Dem skylder vi at anstrenge os mere - som folk, nation, civilsamfund og erhvervsliv. Og det er derfor, jeg i dag har foreslået en målrettet jobpræmie til de virksomheden, som ansætter langtidsledige veteraner. De har sat deres liv ind for Danmark. Vi må nu sætte mere ind for at give dem et ordentligt liv i Danmark. *** I aften for 70 år siden blev Danmark frit. Vi forblev frit. Og vi skal forblive frit! Men vi skal aldrig, aldrig tage det for givet. For så kan dét, vi opfatter som en umistelig rettighed, mistes igen. Det seneste år er krig og ufred rykket tættere på Danmarks grænser. Vores soldater har kæmpet for vores sikkerhed, frihed og demokrati i Irak og Afghanistan. Og lige nu kæmper de mod mørke og forfærdelige kræfter fra Islamisk Stat.

10 Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det er den sidste kamp, der skal kæmpes. Men det er det næppe. Vi glædede os alle sammen over den kolde krigs afslutning, Berlinmurens fald og Europas genforening. Men det seneste år har vist os, at Rusland fortsat er parat til at udfordre resten af verden. Først og fremmest i Ukraine, hvor konflikten er åbenlys. Men også her i Danmark mærker vi, at Rusland igen hvæsser sine klør med fly, der krænker dansk luftrum og en ambassadør, der bruger koldkrigsretorik, vi ikke har hørt i 25 år. Det kan være svært at forstå, at menneskeheden har lært så lidt af den katastrofe, anden verdenskrig var. Men det sætter en tyk streg under, at vi ikke kan tage vores frihed for givet. Den skal vi parat til at kæmpe for. Dø, om så det gælder. Den skal vi prise og fejre. Og det er dét, der bringer os sammen her i aften - på tværs af generationer og dagligdagens skel.

11 Vi er danskere. Vi er fri. Vi husker og mindes, dem der kæmpede for friheden. Vi husker og mindes dem, der kæmpede for, at det gode skulle vinde over det onde. Og det gør vi bedst med et respektfuldt tak. Tak til dem, der kæmpede og kæmper for Danmark - ligegyldigt hvor og hvornår de ydede eller yder deres indsats. 9. april 1940 gik Dannebrog på halv. For præcis 70 år siden kom det tilbage på fuld stang. Danmark er frit. Og må det evigt forblive frit. Der er kun et ord - omend det er fattigt: Tak!