HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 2. november 2017

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 2. november 2017 Sag 268/2016 (1. afdeling) Taxinævnet i Region Hovedstaden (advokat Lars Carstens) mod A (advokat Henrik Karl Nielsen, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Frederiksberg den 16. december 2014 og af Østre Landsrets 20. afdeling den 11. marts I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen, Henrik Waaben, Hanne Schmidt og Kurt Rasmussen. Påstande Appellanten, Taxinævnet i Region Hovedstaden, har nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens dom og om, at indstævnte, A, skal betale kr. med tillæg af rente fra den 21. marts A har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens dom, subsidiært frifindelse mod fastsættelse af en tidsbestemt tilbagekaldelsesperiode på mellem 1 og 5 år. Det er oplyst, at Taxinævnet den 21. marts 2016 har betalt det sagsomkostningsbeløb på kr., som nævnet ved landsrettens dom blev pålagt at betale.

2 - 2 - Anbringender Taxinævnet i Region Hovedstaden har supplerende anført bl.a., at der er tale om et dobbelt hjemmelsgrundlag. Der er således intet til hinder for, at et forhold vil kunne bedømmes efter både taxilovens 3, stk. 1, nr. 6, og 3, stk. 1, nr. 7. Sidstnævnte bestemmelse kan anvendes med hensyn til strafbare forhold, selv om de strafbare forhold ikke begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen. Dette fremgår af bemærkningerne til 3 i forslag til lov om taxikørsel m.v. (lovforslag nr. L 141 af 22. januar 1997) og bemærkningerne til 1, nr. 6 og 7, i forslag til lov om ændring af lov om buskørsel (lovforslag nr. L 120 af 17. januar 1990). Den retstilstand, som landsretten har fastslået, vil indebære, at der gælder forskellige regler for pådømte og ikke pådømte strafbare forhold, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Taxilovens 3, stk. 1, nr. 6, vil således skulle anvendes, hvis det strafbare forhold er pådømt, mens 3, stk. 1, nr. 7, vil skulle anvendes, hvis det strafbare forhold ikke er pådømt, og der vil gælde forskellige regler om domstolsprøvelse i de to situationer. Desuden vil landsrettens afgørelse volde særlige vanskeligheder i de tilfælde, hvor en afgørelse støttes på både pådømte strafbare forhold og andre forhold. I øvrigt har Taxinævnet ved sin afgørelse netop fravalgt at træffe afgørelse efter 3, stk. 1, nr. 6, om misbrugsrisiko. Formålet med vandelsbestemmelserne i taxilovens 3, stk. 1, og tilbagekaldelsesbestemmelserne i 6 er ikke at straffe den pågældende, men at sikre en kompetent, herunder sikker og tryg, betjening af kunderne. A har ikke gjort det antageligt, at han vil kunne udøve erhvervet som taxichauffør forsvarligt og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. A blev ved Østre Landsrets dom af 14. maj 2012 idømt en fængselsstraf for bl.a. overtrædelse af straffelovens 235, stk. 1 og 2, om besiddelse og udveksling af børnepornografiske billeder, som blev begået over en længere periode. Navnlig henset hertil er der berettiget tvivl om, hvorvidt han kan udøve sit erhverv som taxichauffør forsvarligt i forhold til børn, og tvivlen bør komme kunderne til gode. Det er ikke en betingelse for tilbagekaldelse af førerkortet, at forholdene er begået i forbindelse med udøvelsen af erhvervet, idet betingelserne i taxilovens 3, stk. 1, nr. 7, skal være opfyldt allerede ved erhvervelsen af førerkortet. Det er derfor tilstrækkeligt, at de nye forhold tænkeligt vil kunne sættes i forbindelse med udøvelsen af erhvervet.

3 - 3 - Landsrettens præmis om, at afgørelsen bedst prøves i medfør af straffelovens 78, stk. 3, og i strafferetsplejens former, fordi en eventuel afgørelse om tilbagekaldelse af førerkortet derved vil få virkning i hele landet, er ikke rigtig. A har supplerende anført bl.a., at taxilovens 3, stk. 1, nr. 7, ikke giver hjemmel til Taxinævnets afgørelse om tilbagekaldelse af hans førerkort. De forhold, som han er straffet for, er ikke begået i forbindelse med udøvelsen af hans erhverv, og de falder derfor uden for taxilovens 3, stk. 1, nr. 7. Taxinævnet har i afgørelsen om tilbagekaldelse af førerkortet henvist til et beskyttelseshensyn i forlængelse af de strafbare forhold, og sagen skulle derfor have været bedømt efter lovens 3, stk. 1, nr. 6. Ved at anvende taxilovens 3, stk. 1, nr. 7, har Taxinævnet afskåret ham fra at få tilbagekaldelsen prøvet ved domstolene i strafferetsplejens former, jf. lovens 3, stk. 3, og han har derfor ikke haft forsvarerbistand under sagen. Endvidere påhviler bevisbyrden efter 3, stk. 1, nr. 7, ham, mens anklagemyndigheden ville have haft bevisbyrden, hvis afgørelsen var truffet efter 3, stk. 1, nr. 6. Fremgangsmåden har desuden medført, at han under straffesagen ikke havde mulighed for at påberåbe sig, at tilbagekaldelsen skulle indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse, jf. straffelovens 82, nr. 12. Forklaringer For Højesteret har Anne Sofie Aggerbeck-Lauritzen forklaret bl.a., at hun blev ansat i Taxinævnet i 2015 som fuldmægtig og i juli 2016 blev sekretariatsleder. Taxinævnet i Region Hovedstaden dækker alle kommunerne i Region Hovedstaden undtagen Bornholm, i alt 28 kommuner. Medlemmerne i Taxinævnet er 13 kommunalpolitikere. Taxinævnet udsteder førerkort, som er et krav for at kunne køre taxi. Et førerkort er gyldigt i op til 5 år, og gyldighedsperioden følger erhvervskørekortets gyldighedsperiode. Taxinævnet behandler både ansøgninger om nye førerkort og ansøgninger om fornyelse af førerkort. I perioden fik nævnet ca nye ansøgninger om året. Når en ansøgning om et førerkort modtages, undersøger sekretariatet ansøgerens straffeattest. Ansøgeren skal ligeledes fremsende et kursusbevis for et 40 timers kursus i bl.a. taxilovgivning, kundebetjening og konflikthåndtering. Derefter afholder nævnet en førerkortprøve, hvor ansøgeren testes i sprogfærdigheder og lokalgeografiske kundskaber. I perioden 2011-

4 var der mellem 15 og 34 ansøgere om året med en plettet straffeattest. Sekretariatet undersøger primært, om ansøgeren har begået vold, seksualforbrydelser eller berigelseskriminalitet, fordi det er relevant i forhold til hvervet som taxichauffør. Når en ansøger ikke har en ren straffeattest, udarbejder sekretariatet en indstilling, der bliver forelagt for Taxinævnet. Af de ansøgninger, der blev forelagt nævnet i , var det mellem 1 og 21 af ansøgerne om året, der fik førerkort, mens nævnet i samme periode årligt meddelte afslag på mellem 8 og 23 ansøgninger. Der er en stigende tendens til, at ansøgninger fra personer med en plettet straffeattest imødekommes. I 2016 blev der imødekommet markant flere end tidligere. Efter landsrettens dom i denne sag er det blevet sværere at give afslag. Tidligere meddelte nævnet afslag med hjemmel i taxilovens 3, stk. 1, nr. 7, men efter landsrettens dom anvendes 3, stk. 1, nr. 6, på de ansøgninger, hvor der er pådømte forhold. De forhold, der er på straffeattesterne, er som oftest vold og blufærdighedskrænkelse. Taxinævnet kan også tilbagekalde førerkort, hvilket kan ske på tid eller indtil videre. Der er et samarbejde med politiet, således at nævnet bliver orienteret af politiet, hvis en chauffør begår noget kriminelt. Det gælder både overtrædelser af straffeloven og særlovgivningen. Nævnet burde blive orienteret i alle tilfælde, men bliver det ikke altid. Det er relevant for nævnet at blive orienteret om domme for vold mod kunder, men nævnet bliver ikke orienteret om domme for kriminelle forhold, der ikke sker i forbindelse med hvervet som chauffør. Nævnet har ikke hjemmel til at indhente en børneattest. Ved vurderingen af, om et pådømt forhold skal medføre tilbagekaldelse, lægges der vægt på bl.a., hvor grov forbrydelsen er, og om den ville kunne ske i forbindelse med hvervet som taxichauffør. Der foretages en samlet konkret vurdering. Det forekommer, at skolebørn køres til skole med taxi. Hun ved ikke, om et bestillingskontor kan udelukke en chauffør fra at køre med skolebørn. Bestillingskontorerne opererer ofte med et attribut-system, så bestemte ture kan undgås af bestemte chauffører. Eksempelvis hvis en chauffør er overfølsom over for hunde, kan vedkommende undgå kørsel med hunde. Bestillingskontorerne må gerne differentiere, men de er underlagt et ligefordelingsprincip. Supplerende retsgrundlag

5 - 5-5 og 18 i lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med motorkøretøjer havde følgende ordlyd: 5. Tilladelse i henhold til 3 kan alene meddeles ansøgere, der har økonomisk baggrund for at drive en sådan virksomhed, og som i faglig henseende er kvalificeret hertil. De nærmere regler om ansøgningens indhold m.v. fastsættes af ministeren for offentlige arbejder. Stk. 2. Kommunalbestyrelser og andre myndigheder har pligt til at give vejtransportrådet de til bedømmelsen af ansøgerens forhold fornødne oplysninger. Stk. 3. Tilladelse kan nægtes under de omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs 78, stk. 2. Tilladelse kan endvidere nægtes, såfremt den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at han ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde. 18. Den myndighed, der har udstedt tilladelsen, kan tilbagekalde den, hvis indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for tilladelsen, jfr. 6, stk. 4, 10 og 11, stk. 2, eller af reglerne i 6, stk. 2, 7 eller 12. Stk. 2. Det samme gælder, såfremt indehaveren i udøvelsen af sin virksomhed har gjort sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden på forsvarlig måde. Tilladelsen kan tilbagekaldes på tid fra 1-5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen efter 19 til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor. Ved lov nr. 851 af 21. december 1988 om godskørsel (godskørselsloven), der afløste godstransportloven, fik 3 og 12 følgende ordlyd: 3. Tilladelse i henhold til 1, stk. 1, kan meddeles personer, der 1) har dansk indfødsret, 2) har bopæl her i landet, 3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål, 4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs, 5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt, 6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig straffelovs 78, stk. 2, 7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og 8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafik- og kommunikationsministeren. 12. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, jf. 6, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven.

6 - 6 - Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i 3, stk. 1, nr. 8, eller i 4, jf. 3, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede. Tilbagekaldelse sker på tid fra 1-5 år eller indtil videre. Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter 4, stk. 2, kan ligeledes tilbagekaldes efter stk. 1 og 2. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende , 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 52, sp og 1562 f.): 7. Tilladelser udstedt i henhold til den nuværende lov kan tilbagekaldes, idet der alene herved kan tilgodeses de formål loven tilsigter. Vejtransportrådet kan således tilbagekalde en tilladelse, hvis indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for tilladelsen eller forskrifter udstedt i medfør af loven, og afgørelsen om tilbagekaldelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Såfremt tilladelsesindehaveren ikke kan acceptere afgørelsen, må han anlægge sag mod rådet ved domstolene, og domstolsprøvelsen følger de almindelige regler om domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens 63. Vejtransportrådet kan endvidere tilbagekalde en tilladelse, såfremt indehaveren i udøvelsen af sin virksomhed har gjort sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden på forsvarlig måde. Vejtransportrådet kan herefter tilbagekalde tilladelser på grund af straffelovsovertrædelser eller overtrædelser af relevant særlovgivning d.v.s. overtrædelse af andre bestemmelser, der har sammenhæng med udøvelsen af vognmandsvirksomheden. Afgørelsen om tilbagekaldelse kan heller ikke i dette tilfælde påklages til anden administrativ myndighed, men den, afgørelsen vedrører, kan forlange afgørelsen undergivet en såkaldt kvalificeret domstolsprøvelse, hvorefter Vejtransportrådet skal anlægge sag mod den pågældende. I lovforslaget opretholdes ovennævnte adgang for Vejtransportrådet til at tilbagekalde tilladelser, men der foreslås en udvidelse i adgangen til tilbagekaldelse, således at denne også skal kunne foretages, såfremt overtrædelsen begås af personer, der optræder i virksomhedens interesse. Der vil således ved grov eller gentagen overtrædelse af bl.a. bestemmelser om køre- og hviletid, overlæs og transport af farligt gods kunne ske tilbagekaldelse. Til 12 og 13 Bestemmelsen i 12, stk. 2 indebærer en udvidelse af adgangen til tilbagekaldelse i forhold til den nuværende lov. Mens betingelsen for frakendelse af retten til at udøve en bestemt virksomhed i henhold til straffelovens 79 forudsætter en nærliggende risiko for misbrug, jf. også forslagets 3, stk. 1, nr. 6, omfatter henvisningen til 3, stk. 1, nr. 8, bl.a. lovovertrædelser, der hver for sig ikke er så graverende, men som ud fra en samlet vurdering fører til, at virksomheden ikke har gjort det antageligt, at denne vil blive udført på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Der vil således i første række kunne ske tilbagekaldelse, såfremt der er konstateret overtrædelse af anden lovgivning, herunder bestemmelserne om køre- og hviletid, overlæs og

7 - 7 - transport af farligt gods, samt reglerne vedrørende skatte- og afgiftsforhold. Det er ikke en betingelse, at overtrædelsen er konstateret ved en straffesag. Herudover kan der ske tilbagekaldelse, såfremt virksomhedens indehaver eller de, der optræder i virksomhedens interesse, i øvrigt har handlet på en sådan måde, at de ikke længere kan gøre det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. I en folketingsbeslutning af 28. maj 1986 om skærpelse af køre- og hviletids- samt kontrolbestemmelser for buschauffører er indeholdt bestemmelse om, at tilladelsen skal kunne tilbagekaldes ved alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, og de samme hensyn gør sig gældende vedrørende godskørsel. En tilbagekaldelse efter 12, stk. 2, er undergivet en kvalificeret domstolsprøvelse i henhold til lovforslagets 13, der svarer til bestemmelsen i den nugældende lovs 19 og tilsvarende bestemmelser i anden lovgivning vedrørende erhvervsregulering, idet dog bestemmelsen i stk. 3, er ny. Denne bestemmelse indebærer adgang til kvalificeret domstolsprøvelse, såfremt en tilladelse ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere opfylder betingelsen i 3, stk. 1, nr. 8. Ved lov om buskørsel (busloven), som affattet ved lov nr. 364 af 6. juni 1990 om ændring af lov om buskørsel, fik 14, stk. 1 og 2, følgende ordlyd: 14. Den myndighed, der har givet tilladelsen kan tilbagekalde denne, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, jf. 5, stk. 2 og 3, 10 og 11, stk. 2, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i 12, stk. 1, nr. 8, eller 13, jf. 12, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede. For så vidt tilladelsen er udstedt i henhold til 1, stk. 1, kan den tilbagekaldes på tid fra 1-5 år eller indtil videre. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl.a. om bestemmelsen (Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 120, sp f.): Til nr. 8 og 9 Forslaget til svarer til godskørselslovens og 15 Forslaget til 14, stk. 1, indebærer, at en tilladelse vil kunne tilbagekaldes af den tilladelsesudstedende myndighed, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i loven, forskrifter udstedt i medfør af loven eller vilkårene for tilladelsen. Det er ikke en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at den pågældende virksomhed eller indehaveren heraf er kendt skyldig i overtrædelserne ved en domstolsafgørelse. Således vil f.eks. konstaterin-

8 - 8 - gen af, at et selskab gennem en periode ikke har haft ansat en ansvarlig leder, kunne medføre tilbagekaldelse. En tilbagekaldelse på dette grundlag er underkastet domstolskontrol efter de almindelige regler om domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens 63. Forslaget til 14, stk. 2, indebærer en udvidelse af adgangen til tilbagekaldelse i forhold til den nuværende lov. Mens betingelsen for frakendelse af retten til at udøve en bestemt virksomhed i henhold til straffelovens 79 forudsætter en nærliggende risiko for misbrug, jf. også forslagets 12, stk. 1, nr. 6, omfatter henvisningen til 12, stk. 1, nr. 8, bl.a. lovovertrædelser, der hver for sig ikke er så graverende, men som ud fra en samlet vurdering fører til, at virksomheden ikke har gjort det antageligt, at denne vil blive udført på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Der vil således i første række kunne ske tilbagekaldelse, såfremt der er konstateret overtrædelse af anden lovgivning, herunder bestemmelserne om køre- og hviletid samt reglerne vedrørende skatte- og afgiftsforhold. Det er ikke en betingelse, at overtrædelsen er konstateret ved en straffesag. Herudover kan der ske tilbagekaldelse, såfremt virksomhedens indehaver eller de, der optræder i virksomhedens interesse, i øvrigt har handlet på en sådan måde, at de ikke længere kan gøre det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. I en folketingsbeslutning af 28. maj 1986 om skærpelse af køre- og hviletids- samt kontrolbestemmelser for buschauffører er indeholdt bestemmelse om, at tilladelsen skal kunne tilbagekaldes ved alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, og forslaget indebærer i forhold til den nugældende lov som anført en udvidet adgang hertil. Transport-, bygnings- og boligministeren har den 4. oktober 2017 fremsat forslag til ny taxilov (lovforslag nr. L 24). Lovforslagets 7, stk. 1 og 2, samt 14, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd: 7. Der kræves chaufførkort for at føre en bil, der benyttes til erhvervsmæssig persontransport. Stk. 2. Transport-, bygnings- og boligministeren udsteder efter ansøgning chaufførkort til personer, der 1) har bopæl i EU eller EØS, 2) er 21 år eller derover, 3) er myndig og ikke under værgemål eller samværgemål efter værgemålslovens 5 eller 7, 4) har haft kørekort til kategori B (almindelig bil) i mindst 3 år, 5) ikke er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af chaufførkortet, jf. straffelovens 78, stk. 2, 6) kan sandsynliggøre, at erhvervet kan udøves på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, 7) har gennemført et kursus godkendt af transport-, bygnings- og boligministeren og bestået dertil hørende teoretisk og praktisk prøve og 8) opfylder nærmere fastsatte helbredskrav.

9 Chaufførkort kan tilbagekaldes, hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde betingelserne i 7, stk. 2, nr. 6, som følge af, at vedkommende i forbindelse med udførelsen af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i 1) denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf, 2) færdselslovgivningens bestemmelser om hastighed, kørsel uden kørekort, bilens indretning, udstyr og tilbehør, 3) lovgivningen om euforiserende stoffer, 4) skatte- og afgiftslovgivningen eller 5) udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling. Stk. 2. Chaufførkort kan endvidere tilbagekaldes, hvis indehaveren er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens 78, stk. 2. Højesterets begrundelse og resultat Taxinævnets afgørelse af 5. marts 2014 om tilbagekaldelse af As førerkort indtil videre er truffet i medfør af lov om taxikørsel m.v. (taxiloven) 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 7. Sidstnævnte bestemmelse indeholder bl.a. et krav om, at den pågældende skal kunne udøve sin virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Afgørelsen er ikke truffet med hjemmel i lovens 3, stk. 1, nr. 6, hvorefter det er et krav, at den pågældende ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens 78, stk. 2. Taxinævnets afgørelse støtter sig udelukkende på domfældelsen for overtrædelse af straffelovens 235 om børnepornografi. Det er ubestridt, at kriminaliteten ikke har forbindelse med As erhvervsudøvelse, men Taxinævnet har på grundlag af straffedommen vurderet, at han som følge af beskyttelseshensyn over for mindreårige taxibrugere bør afskæres fra at køre med denne aldersgruppe. Det er et hovedspørgsmål under sagen, om et sådant pådømt strafbart forhold, der er begået i privatsfæren og dermed uden sammenhæng med erhvervsudøvelsen kan begrunde tilbagekaldelse af førerkort efter taxilovens 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 7, eller om tilbagekaldelse i en sådan situation alene kan bedømmes og behandles efter 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 6. Som anført af landsretten sker domstolsprøvelse af en afgørelse om tilbagekaldelse af et førerkort på grundlag af reglerne i taxilovens 3, stk. 1, nr. 6, i strafferetsplejens former, mens prøvelse af en afgørelse på grundlag af 3, stk. 1, nr. 7, sker i den borgerlige retsplejes former. Den processuelle behandling vil således afhænge af den benyttede hjemmel for afgørel-

10 sen. Endvidere er kriterierne for tilbagekaldelse af et førerkort forskellige efter de to regler. Hertil kommer, at bevisbyrdeforholdene efter nr. 6 og 7 er forskellige, idet bevisbyrden ved domstolsprøvelse af afgørelser efter nr. 6 påhviler anklagemyndigheden, mens det ved afgørelser efter nr. 7 som udgangspunkt er op til indehaveren af førerkortet at antageliggøre, at vedkommende opfylder kravene i bestemmelsen. Efter forarbejderne til taxiloven er lovens bestemmelser om nægtelse og tilbagekaldelse udformet efter samme principper som de tilsvarende bestemmelser i godskørselsloven og busloven, jf. Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 141, side Taxilovens bestemmelser om nægtelse og tilbagekaldelse må derfor fortolkes på samme måde som de dagældende bestemmelser i godskørselsloven og busloven. Lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med motorkøretøjer indeholdt i 18, stk. 2, en bestemmelse om, at en tilladelse kunne tilbagekaldes, såfremt indehaveren i udøvelsen af sin virksomhed har gjort sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden på forsvarlig måde. Med vedtagelsen af godskørselsloven i 1988 blev dette kriterium ændret, således at tilbagekaldelse af tilladelse til at drive vognmandsvirksomhed kan ske, hvis de pågældende ikke gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. lovens 12, stk. 2, sammenholdt med 3, stk. 1, nr. 8. Det fremgår af forarbejderne til 1988-loven, at der efter 1973-lovens 18, stk. 2, kunne ske tilbagekaldelse på grund af straffelovsovertrædelser eller overtrædelser af relevant særlovgivning d.v.s. overtrædelse af andre bestemmelser, der har sammenhæng med udøvelsen af vognmandsvirksomheden. Det fremgår endvidere, at denne adgang til at tilbagekalde tilladelser opretholdes, men at der med lovforslaget foreslås en udvidelse i adgangen til tilbagekaldelse, således at denne også skal kunne foretages, såfremt overtrædelsen begås af personer, der optræder i virksomhedens interesse. Der vil således ved grov eller gentagen overtrædelse af bl.a. bestemmelser om køre- og hviletid, overlæs og transport af farligt gods kunne ske tilbagekaldelse. Som eksempel på en anden overtrædelsestype, der er omfattet af 1988-lovens 12, stk. 2, sammenholdt med 3, stk. 1, nr. 8, er i forarbejderne nævnt reglerne vedrørende skatte- og afgiftsforhold.

11 Ved en revision af busloven i 1990 skete der en tilsvarende ændring af buslovens regler om tilbagekaldelse, og en bestemmelse svarende til godskørselslovens 12, stk. 2, sammenholdt med 3, stk. 1, nr. 8, blev indsat i buslovens 14, stk. 2, sammenholdt med 12, stk. 1, nr. 8. På den baggrund finder Højesteret, at tilbagekaldelsesbestemmelsen i taxilovens 6, stk. 4, sammenholdt med 3, stk. 1, nr. 7, må forstås sådan, at strafbare forhold, herunder også pådømte strafbare forhold, kan indgå i forsvarlighedsvurderingen efter nr. 7, såfremt det eller de strafbare forhold er begået i forbindelse med erhvervsudøvelse. Har forholdet ingen sammenhæng med erhvervsudøvelse, kan spørgsmålet om tilbagekaldelse alene bedømmes og behandles efter nr. 6, hvorefter der kan ske tilbagekaldelse, hvis den pågældende er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden. Da Taxinævnets afgørelse af 5. marts 2014 om at tilbagekalde As førerkort som nævnt udelukkende støtter sig på domfældelsen for overtrædelse af straffelovens 235 om børnepornografi, som ikke har forbindelse med hans erhvervsudøvelse, tiltræder Højesteret, at afgørelsen ikke har hjemmel i taxilovens 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 7. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. I sagsomkostninger for Højesteret skal Taxinævnet i Region Hovedstaden betale kr. til statskassen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Taxinævnet i Region Hovedstaden inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale kr. til statskassen. Beløbet forrentes efter rentelovens 8 a.