Lovvalg for grænseoverskridende trafikulykker: Rom II, Haagerkonventionen og motorkøretøjsforsikringsdirektivet

Transkript

1 GENERALDIREKTORATET FOR INTERNE POLITIKKER TEMAAFDELING C: BORGERNES RETTIGHEDER OG KONSTITUTIONELLE ANLIGGENDER RETLIGE ANLIGGENDER Lovvalg for grænseoverskridende trafikulykker: Rom II, Haagerkonventionen og NOTAT PE DA

2 Dette dokument er bestilt af Europa-Parlamentets Retsudvalg. FORFATTER Jenny PAPETAS Organisation Adresse ANSVARLIG ADMINISTRATOR Vesna NAGLIC Temaafdeling C: Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender Europa-Parlamentet B-1047 Bruxelles -adresse: SPROGUDGAVER Originalsprog: EN Oversættelser: BG/CS/DA/DE/EL/ES/ET/FR/IT/LV/LT/HU/MT/NL/PL/PT/RO/SK/SL/FI/SV OM REDAKTØREN Skriv til følgende -adresse for at kontakte temaafdelingen eller abonnere på dens månedlige nyhedsbrev: Europa-Parlamentet, redaktionen afsluttet i november Den Europæiske Union, 2012 Dette dokument er tilgængeligt på internettet på: ANSVARSFRASKRIVELSE De synspunkter, der gives udtryk for i dette dokument, er udelukkende forfatterens ansvar og afspejler ikke nødvendigvis Europa-Parlamentets officielle holdning. Eftertryk og oversættelse til ikkekommercielle formål er tilladt, forudsat at kilden angives, og udgiveren underrettes på forhånd og tilsendes et eksemplar.

3 Lovvalg for grænseoverskridende trafikulykker: Rom II, Haagerkonventionen og SAMMENDRAG En grænseoverskridende trafikulykke inden for EU kan potentielt føre til anvendelse af tre sæt regler, som alle indeholder lovvalgsregler. Reglerne er indeholdt i Rom II 1, Haagerkonventionen om lovvalg ved trafikuheld 2 og 3. Motorkøretøjsforsikringsdirektivet er relevant på dette retsområde, da de fleste krav, der udspringer af trafikulykker, opfyldes af forsikringsselskaber og ikke af skadevolderen selv 4. Inden for EU skal forsikringsselskaberne handle i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i. En af disse regler er, at der skal ydes forsikringsdækning i overensstemmelse med lovgivningen på ulykkesstedet eller lovgivningen på det sted, hvor køretøjet er hjemmehørende, alt efter hvad der giver den højeste dækning. Hvis forsikringsdækning ikke alene drejer sig om det maksimale beløb, der udbetales på grundlag af policen, men også om arten og opgørelsen af skaderne, vil dette yderligere fremme direktivets målsætning om at beskytte de skadelidtes interesser, uanset hvor i EU ulykken indtræffer, men det kunne også være i strid med reglerne i Rom II. Anvendelse af Rom II vil sandsynligvis føre til anvendelse af loven på ulykkesstedet 5 eller loven i det land, hvor begge parter har deres sædvanlige opholdssted 6. Undtagelsesvis kan det føre til anvendelse af en anden lov, hvis det er den gældende lov i et land, som åbenbart har nærmere tilknytning til den pågældende forpligtelse uden for kontraktforhold end det land, hvor ulykken fandt sted, eller det land, hvor begge parter har deres sædvanlige opholdssted 7. Anvendelse af en anden lov end loven i skadelidtes hjemland har vist sig at kunne føre til en for høj eller en for lav erstatning til skadelidte og også at give en fordel eller ulempe med hensyn til forældelsesfrister 8. Disse regler kan imidlertid være underlagt lovvalgsreglen i. Man kan argumentere for, at reglen i kan anses for at være en overordnet, ufravigelig regel med henblik på anvendelsen af artikel 16 i Rom II eller som en fællesskabsretlig bestemmelse, der fastsætter en lovvalgsregel i relation til et bestemt spørgsmål med henblik på anvendelsen af artikel 27 i Rom II. Selv om man kan få forholdet mellem de to retsakter til at give mening på denne måde, betyder det også, at den lov, der finder anvendelse, kan blive splittet op, således at én lov kan gælde for spørgsmål om ansvar og forældelse, mens en anden lov gælder for spørgsmål om arten og opgørelsen af skader. Dette kan få uønskede konsekvenser, hvilket kan føre til en uberettiget forværring af problemet med for høje eller for lave erstatninger til skadelidte. Rom II giver i artikel 28 tilladelse til, at de medlemsstater, der var parter 9 i Haagerkonventionen, da Rom II trådte i kraft, fortsat anvender konventionen. Reglerne i de to retsakter kan give forskellige resultater med hensyn til lovvalg, fordi reglerne har forskellige formål. Konventionen vil som oftest udpege loven på ulykkesstedet eller loven på det sted, hvor køretøjet er registreret, som den lov, der finder anvendelse. 1 Forordning (EF) nr. 864/2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt maj Direktiv 2009/103/EF. 4 "Compensation of Victims of Cross-border Road Traffic Accidents in the EU: Comparison of National Practices, Analysis of Problems and Evaluation of Options for Improving the Position of Cross-border Victims", en rapport, der er udarbejdet af advokatfirmaet Demolin Brulard Barthélémy for Kommissionen og kan findes på: 5 Artikel 4, stk Artikel 4, stk Artikel 4, stk Se Kommissionens rapport, note 4 ovenfor, på s og De EU-medlemsstater, der også er parter i Haagerkonventionen, er: Østrig, Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Letland, Litauen, Luxembourg, Holland, Polen, Slovenien, Slovakiet og Spanien. 3

4 Temaafdeling C: Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender Det nøjagtige forhold mellem Rom II og Haagerkonventionen mangler stadig at blive præciseret. F.eks. beskriver både artikel 1 i Rom II og artikel 1 i Haagerkonventionen anvendelsesområdet for de respektive retsakter og refererer begge til ansvar for forpligtelser uden for kontrakt. Man kan argumentere for, at fortolkningen af konventionens artikel 1 vil blive påvirket med hensyn til dens anvendelse mellem EUmedlemsstaterne, så den afspejler de selvstændige og gensidigt udelukkende definitioner af begreberne forpligtelser i og uden for kontrakt, der anvendes i forordningerne Rom I 10 og Rom II. Der hersker fortsat en vis tvivl på dette punkt. Desuden er det uklart, om de aftaler om lovvalg, der er tilladt i henhold til Rom II, vil være tilladt i henhold til konventionen. Selv hvis der findes en løsning på de punkter, hvor der er usikkerhed om forholdet mellem Rom II og Haagerkonventionen, vil situationen sandsynligvis fortsat være kompliceret og tilskynde til forum shopping på grund af muligheden for forskellige udfald, alt efter hvor sagen anlægges. Dette hjælper ikke dem, der forsøger at afgøre spørgsmål om erstatningskrav udenretsligt, da det ikke vil være muligt at sige med sikkerhed, hvilken lov der skal anvendes til dette formål. Med hensyn til Haagerkonventionen og forekommer det ret indlysende, at konventionen ikke kan berøre anvendelsen af direktivet. EU er selv ikke bundet af konventionen, og mindre end halvdelen af EU-medlemsstaterne har undertegnet den. Hvis man tillader, at konventionen påvirker gennemførelsen af EUretten, vil det føre til en uensartet anvendelse af EU-retten blandt medlemsstaterne, hvilket vil stride mod det grundlæggende princip om ensartethed. Men anvendelsen af direktivet skaber igen mulighed for, at den lov, der finder anvendelse, bliver splittet op, som det er tilfældet efter Rom II. Den nuværende situation er ikke tilfredsstillende. Den er kompliceret og usammenhængende, og der er fortsat usikkerhed på en række punkter. De fleste krav, der udspringer af trafikulykker, afgøres udenretsligt mellem de skadelidte og forsikringsselskaberne direkte 11. Reglerne i favoriserer skadelidte i denne situation. De anerkender skadelidtes svagere position i forholdet og skaber et system, hvor kravet kan rejses fra skadelidtes hjemland og på hans/hendes modersmål. Disse begrundelser gælder ikke i forholdet mellem skadelidte og skadevolder, hvor parterne er på lige fod. Men for sager, der anlægges direkte mod et forsikringsselskab, findes der allerede nogle rammer, der kan bygges videre på for at løse de resterende vanskeligheder for de skadelidte. Der er allerede fremført række mulige løsninger til afhjælpning af den nuværende situation. En harmonisering af de materielle regler om erstatning og forældelsesfrister ville løse de aktuelle problemer omkring lovvalg. Men mens der kan være en lille mulighed for at nå til enighed angående forældelsesfrister i en ikke alt for fjern fremtid, er en harmonisering af reglerne om erstatning et urealistisk mål på kort og mellemlang sigt. Der vil efter al sandsynlighed ikke kunne opnås enighed på dette punkt inden for en overskuelig fremtid. Oplysning om forældelsesfrister vil ikke kunne løse problemerne med de komplekse lovvalgsregler på området og vil efter forfatterens næppe kunne afhjælpe de nuværende ulemper for de skadelidte. Der er ikke nogen perfekt løsning på problemerne på dette område. I dette notat anbefales en lovvalgsløsning, hvorefter loven i skadelidtes hjemland bør gælde for krav, der rejses direkte mod forsikringsselskabet og i overensstemmelse med. Denne løsning vil både gavne den frie bevægelighed for personer på tværs af grænserne inden for EU og Europa-Kommissionens indsats for 10 Forordning (EF) nr. 593/2008 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser. 11 Se i relation til det engelske system R. Lewis "Insurance and the Tort System", 25 LS (2005), s. 85, på s. 88. Se også den generelle rapport af E.W. Essen i Conférence de La Haye de Droit International Privé, "Actes et Documents de la XIN Session," 1970, t.iii, s. 200, på s. 206, angående dokumentation fremlagt af den schweiziske delegation til 11. samling i Haagerkonferencen, som viste, at forsikringsselskaberne afgjorde 995 ud af sager om trafikulykker udenretsligt. 4

5 Lovvalg for grænseoverskridende trafikulykker: Rom II, Haagerkonventionen og at styrke de skadelidtes rettigheder 12. Der vil imidlertid skulle træffes et politisk valg mellem at anvende den pågældende lov fuldt ud og lade førerens adfærd være undergivet regler om ansvar i et land, hvor han ikke handlede på ulykkestidspunktet, eller at splitte loven op, således at ansvaret vil blive afgjort efter loven på ulykkesstedet, mens alle andre aspekter af kravet vil være underlagt loven i det land, hvor skadelidte har sit sædvanlige opholdssted. Som nævnt ovenfor kan en sådan opsplitning af den lov, der finder anvendelse, kritiseres for at skabe usammenhængende resultater, som kan forværre problemerne med for høj eller for lav erstatning til skadelidte. Af denne grund, og eftersom forsikringsselskaberne allerede er undergivet lovgivningerne i de enkelte medlemsstater som følge af reglerne i og Rom II og/eller Haagerkonventionen, gøres det gældende, at det er berettiget at anvende loven i det land, hvor skadelidte har sit sædvanlige opholdssted, fuldt ud, dog således at sagsøgeren skal vælge mellem at anlægge sag mod forsikringsselskabet eller at anlægge sag mod skadevolderen, så man undgår problemer i forbindelse med indbyrdes sammenhængende krav. 12 Se i den forbindelse Europa-Kommissionens meddelelse om "Styrkelse af ofrenes rettigheder i EU", COM(2011)