TALEPUNKTER. Samråd den 17. april 2008 om regeringens analyse om klyngeammunition

Transkript

1 TALEPUNKTER Til: Udenrigsministeren J.nr.: 6.B.42.a. Fra: Dato: 17. april 2008 Emne: Samråd den 17. april 2008 om regeringens analyse om klyngeammunition Folketingets udenrigsudvalgs samrådsspørgsmål C: Udenrigsministeren og forsvarsministeren bedes give en status for de internationale forhandlinger i den såkaldte Oslo-proces om et internationalt juridisk bindende forbud mod alle former for klyngebomber, herunder for indholdet i den såkaldte Wellington Declaration (udkastet til traktattekst) og for den danske position i Wellington og i de kommende forhandlinger i Dublin til omstridte emner som overgangsperioder, undtagelse af visse typer klyngebomber og militært samarbejde med stater, der ikke er en del af den kommende traktat. Ministrene bedes endvidere redegøre for status for den analyse af de samlede fordele og ulemper, der ville være ved en eventuel indførelse af et nationalt dansk moratorium vedrørende alle former for klyngeammunition, som Folketinget bad regeringen om inden udgangen af november 2007 (F39, V82, folketingsåret ) og for begrebet uacceptable skader på civile, set i lyset af den norske undersøgelse M85 An Analysis of Reliability, gennemført af Forsvarets Forskningsinstitut, Norsk Folkehjelp og våbenrydningseksperten Colin King, der omhandler de reelle fejlprocenter på de norske og danske klyngevåben. Talepunkter: I forlængelse af Forsvarsministerens indledning skal jeg kommentere de igangværende internationale forhandlinger. Som det fremgår af analysen, pågår der i øjeblikket to forskellige internationale forhandlingsforløb om klyngeammunition: Forhandlingerne inden for FN s konvention om konventionelle våben - CCW - og Oslo-processen, der foregår i et parallelt forløb uden for FN-regí. Udvalget har særligt ønsket at høre om Oslo-processen. Det var som bekendt Norge, der igangsatte denne proces i februar På det tidspunkt var der ikke

2 2 megen fremdrift i CCW i relation til klyngeammunition. Derfor var blandt andet den danske regering indstillet på at deltage i denne alternative proces. Ifølge Oslo-erklæringen, som er grundlaget for processen, er målet et internationalt forbud mod de typer af klyngeammunition, der volder uacceptabel skade for civilbefolkningen. Det svarer til de formuleringer, som Folketinget vedtog både i 2004 og i En mindre gruppe af lande, herunder Norge, Østrig og Irland har imidlertid valgt at søge et mere vidtgående forbud mod alle former for klyngeammunition. Det var ikke det, som vi blev enige om i Oslo. Og det er ikke det, som den danske regering finder muligt. Som det fremgår af regeringens analyse og af Folketingets vedtagelser - arbejder man fra dansk side på at få forbudt de klyngevåben, der volder uacceptable skader på civile. Det er fortsat efter regeringens opfattelse den farbare vej frem. Det centrale er jo, at vi får forbudt og begrænset brugen af utidssvarende og upålidelige typer af klyngeammunition hos dem, der faktisk anvender dette våben d.v.s. aftalen skal omfatte de lande, der faktisk anvender det. Et internationalt forbud får reelt en meget begrænset effekt, hvis ikke det støttes af de lande, der råder over og bruger de typer klyngeammunition, der kan volde uacceptabel skade på civilbefolkningen. Det er på den baggrund efter regeringens opfattelse en af de afgørende svagheder ved Oslo-processen, at de væsentligste våbenproducerende og

3 3 våbenbesiddende lande - US, Kina, Rusland, Indien, Pakistan, Brasilien og Israel - slet ikke deltager i processen. De deltager imidlertid i CCW. Det er derfor, at regeringen i øjeblikket satser mest på den proces. Jeg skal bemærke, at bl.a. Norge, Østrig og Irland med deres kompromisløse tilgang selv medvirker til, at de større våbenbesiddende og våbenproducerende lande aldrig kommer til at deltage i Oslo-processen endsige tilslutte sig resultatet. Det gælder blandt andet på grund af spørgsmålet om inter-operabilitet d.v.s. samarbejdet mellem forskellige styrker udsendt i samme militære operation. Her lægger en række aktører i Oslo-processen op til, at det ikke blot bliver forbudt for lande at besidde og anvende klyngeammunition. Forbuddet skal også ramme stater, der på nogen måde assisterer og tilskynder en anden stat til at bruge eller anvende klyngeammunition. Det kunne eksempelvis være såfremt en dansk enhed under en international operation påkalder sig ildstøtte fra en allieret, der råder over klyngeammunition. En så bred kriminalisering vil efter regeringens opfattelse betydelige problemer for Danmarks fremtidige engagement i internationale militære operationer. De nævnte lande risikerer med deres tilgang til Oslo-processen også at komplicere forhandlingerne i CCW-processen. I værste fald kan vi dermed ende i en situation med et resultat i Oslo-processen, som ikke omfatter de lande, der faktisk anvender klyngevåben, og en fastlåsning af forhandlingerne i CCW,

4 4 hvor vi ikke kommer nogen vegne. Og det vil ikke føre til en forbedret beskyttelse af individer mod klyngeammunition tværtimod! Mange har sammenlignet Oslo-processen med Ottawa-processen vedrørende anti-personel miner. Men sammenligningen holder ikke. De seneste internationale forhandlinger har vist, at mange lande anser klyngeammunition for at være en afgørende del af deres nationale forsvar, der ikke kan undværes eller erstattes af andre våbentyper. Det var ikke tilfældet med anti-personel miner. Det er der en række grunde til. For det første udgør klyngeammunition et langt vigtigere element i stormagternes våbenarsenaler end antipersonelminer nogensinde har gjort. Klyngeammunition udgør således en meget betydelig del af flere af disse landes ildkraft. For det andet vil de lande, der besidder den helt overvejende del af verdens arsenaler af klyngevåben % - hverken deltage i eller tilslutte sig et totalforbud. Det drejer sig bl.a. om USA, Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Israel, m.fl. Endelig var der i 90 erne et forholdsvis bredt ønske fra særligt de vestlige lande om at forbyde antipersonelminer, mens flertallet af vestlige lande i dag i højere grad et ønske om at regulere de upålidelige typer klyngeammunition.

5 5 Når dette er sagt, så vil regeringen som det fremgår af analysen - fortsat deltage i Oslo-processen. Vi har tiltrådt Wellington-erklæringen, der giver adgang til den diplomatiske konference i Dublin i maj 2008, hvor Danmark naturligvis deltager. Erklæringen bekræfter i overordnede vendinger ønsket om at forbyde de typer klyngeammunition, der kan volde uacceptabel humanitær skade og gentager ønsket om etableringen af en fælles ramme for samarbejde og bistand til ofrene. Samtidig henviser erklæringen til et meget vidtgående udkast til konvention, der skal behandles i Dublin. Hvorvidt Danmark kan tiltræde det endelige resultat, vil selv sagt afhænge af, hvad der mere konkret sker i Dublin. Men vi vil fortsætte arbejdet både i CCW- og naturligvis også i Oslo-processen i overensstemmelse med Folketingets vedtagelser for hurtigst muligt at etablere et internationalt juridisk bindende forbud mod alle former for klyngeammunition, som forvolder uacceptable skader på civile, herunder klyngeammunition, der ikke er udstyret med selvdestruktions-, selvdeaktiverings- eller selvneutraliseringsmekanismer. Resultatet af forhandlingerne i CCW bliver givet mindre vidtgående end resultatet i Oslo-processen. Men samtidig vil et resultat være af langt større betydning, fordi reguleringen også kan komme til at omfatte de lande, hvis typer af klyngeammunition har vist sig at volde problemer. Dermed vil et forhandlingsresultat i CCW kunne føre til en forbedret beskyttelse af civile mod klyngeammunition ikke blot på papiret men i virkeligheden.

6 6 Regeringen prioriterer forhandlingerne i FN og i løbet af 2008 gennemføres et forhandlingsforløb under dansk formandskab. Arbejdet i CCW ventes afsluttet i november 2008.