HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 18. november 2009

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 18. november 2009 Sag 54/2008 (1. afdeling) A (advokat Henrik Juel Halberg) mod Hansen & Andersen A/S (advokat Christina Neugebauer) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 29. januar I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Per Sørensen, Per Walsøe, Børge Dahl, Jytte Scharling, Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne og Jens Peter Christensen. Påstande Appellanten, A, har principalt påstået, at indstævnte, Hansen & Andersen A/S, skal betale ham ,60 kr., med tillæg af renter i medfør af erstatningsansvarslovens 16 af ,02 kr. fra den 22. oktober 2005 og af ,58 kr. fra sagens anlæg. Subsidiært skal Hansen & Andersen betale ,58 kr. med tillæg af renter i medfør af erstatningsansvarslovens 16 af ,52 kr. fra den 22. oktober 2005 og af ,06 kr. fra sagens anlæg. Mere subsidiært påstås, at Hansen & Andersen skal betale ,68 kr. med tillæg af renter i medfør af erstatningsansvarslovens 16 af ,68 kr. fra den 21. august 2004 og af 750,00 kr. fra sagens anlæg. Mest subsidiært påstås, at Hansen & Andersen skal betale 750,00 kr. med tillæg af renter i medfør af erstatningsansvarslovens 16 fra sagens anlæg. Hansen & Andersen A/S har påstået stadfæstelse.

2 - 2 - As principale påstand svarer til, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ophørte den 22. september 2005, hvor Arbejdsskadestyrelsen traf endelig afgørelse om erhvervsevnetabet. Den subsidiære påstand svarer til, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ophørte på tidspunktet for førtidspensioneringen den 1. august Den mere subsidiære påstand fremkommer ifølge A ved en forskydning af tidspunktet for opgørelsen af det efter Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse af erhvervsevnetabet den 22. september 2005 opgjorte differencekrav til datoen for Arbejdsskadestyrelsens midlertidige afgørelse, dvs. den 20. juli Sammenholdt med den betalte differenceerstatning fremkommer påstandsbeløbet således: Det betalte differencekrav Påstandsbeløbet Erhvervsevnetabserstatning kr. (2004) kr. (2005) efter erstatningsansvarsloven Fradrag Kapitalerstatning efter arbejdsskadesikringsloven kr kr. Løbende ydelser kr. (betalt for kr. (betalt for perioden 18/ perioden 18/ /9 2005) 20/7 2004) Difference kr kr. Heraf betalt kr. Hertil kommer kravet på 750 kr. for svie og smerte. Restkrav kr. Parterne er enige om den talmæssige opgørelse. A har som begrundelse for, at han ikke har fradraget den løbende ydelse på kr. om måneden, som han fik udbetalt i perioden 21/ /9 2005, i alt kr., henvist til det valgte opgørelsestidspunkt.

3 - 3 - Den mest subsidiære påstand udgør alene godtgørelse for svie og smerte for perioden fra den 30. april 2003 til og med den 4. maj Anbringender A har for Højesteret vedrørende tabt arbejdsfortjeneste gjort gældende, at det er virkningstidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse vedrørende det varige erhvervsevnetab, dvs. den 21. september 2005, som sætter en stopper for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste subsidiært tidspunktet for hans overgang til førtidspension, dvs. den 1. august Alle anbringender til støtte for tidligere tidspunkter er frafaldet. As mere subsidiære påstand er ny. Til støtte herfor har han anført, at hans varige erhvervsevnetab kunne opgøres den 20. juli 2004 efter såvel arbejdsskadesikringsloven som erstatningsansvarsloven. Supplerende sagsfremstilling A var på skadestidspunktet i år. I det spørgeskema til brug for Arbejdsskadestyrelsen, som han besvarede den 14. februar 2003, oplyste han bl.a., at han ikke arbejdede i samme omfang som tidligere, idet han havde haft sygedage og mere ferie end tidligere, at han søgte kommunen om særlig sygedagpengedækning, og at han ikke længere var i stand til at arbejde over brysthøjde. Af journal fra egen læge ses, at denne har anført, at flexjob kunne blive aktuelt (9. april 2003), at ortopædisk ambulatorium ikke havde noget behandlingstilbud ud over smertestillende medicin (11. juni 2003), og at A ikke var smertedækket og brugte weekenderne til at komme til hægterne (25. august 2003). I en erklæring af 4. september 2003 til Arbejdsskadestyrelsen oplyste A, at han kun kunne påtage sig lettere arbejdsopgaver, og at hans løn var påvirket af skaden. I en erklæring af 26. september 2003 fra egen læge hedder det, at arbejdsevnen var nedsat i en sådan grad, at A overvejede at søge fleksjob og reelt måske kun kunne arbejde på halv tid eller mindre på længere sigt. Efter den reumatologiske speciallægeerklæring af 10. maj 2004 konkluderede Holmegaard Kommunes lægekonsulent den 1. juli 2004, at arbejdsevnen var nedsat, mest i fysisk erhverv, men ikke med sikkerhed til under en tredjedel i et ethvert erhverv, og foreslog derfor arbejdsprøvning. Det blev i Arbejdsskadestyrelsens midlertidige afgørelse af 20. juli 2004 anført, at der ved afgørelsen var lagt vægt på, at han før arbejdsskaden havde en årsløn på kr. og i 2003 en A-indkomst på i alt kr., hvorfor styrelsen vurderede, at han aktuelt havde et erhvervsevnetab som følge af lønnedgang på 35 %. I sluterklæring af 27. april 2005 efter arbejdsprøvning konkluderedes, at As arbejdsevne var så ringe, at en udplacering på selv det rummelige arbejdsmarked syntes

4 - 4 - urealistisk. I kommunens lægekonsulents vurdering af 19. maj 2005 anføres, at arbejdsevnen er varigt ophævet i forhold til både det ordinære og rummelige arbejdsmarked og i ethvert erhverv, da den dokumenteret restarbejdsevne udgør ca. 6-8 timer ugentlig i effektiv arbejdstid incl. fysisk træning. Højesterets begrundelse og resultat Tabt arbejdsfortjeneste Fire dommere Jytte Scharling, Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne og Jens Peter Christensen udtaler: Arbejdsskadestyrelsen traf den 20. juli 2004 midlertidig afgørelse efter den dagældende 31, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven om, at A havde lidt et erhvervsevnetab på 35 % ved den arbejdsulykke, han havde været udsat for den 11. juli Erstatningen skulle ifølge afgørelsen løbe fra den 18. november I afgørelsen anførte Arbejdsskadestyrelsen bl.a.: Vi kan ikke i øjeblikket vurdere de fremtidige følger af arbejdsskaden, da Deres erhvervsmæssige situation ikke er endeligt afklaret, eftersom De står til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor træffer vi en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne og vurderer Deres aktuelle tab. I Højesterets dom af 6. oktober 2008 (UfR 2009 s. 138) er det fastslået, at erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., må forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår overlapning eller huller mellem de to erstatningsposter. I sagen var skadelidtes ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste herefter ophørt på det tidspunkt, fra hvilket skadelidte efter arbejdsskadesikringsloven var tilkendt erstatning for erhvervsevnetab. Virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning blev således lagt til grund som skæringstidspunkt mellem de to erstatningsposter. Sagen angik en situation, hvor der efter dagældende arbejdsskadesikringslovs 31, stk. 1, var truffet en endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Spørgsmålet i den foreliggende sag er, om

5 - 5 - der gælder det samme, når retten til erhvervsevnetabserstatning hviler på en midlertidig afgørelse efter lovens 31, stk. 4. Erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., omfatter efter sin ordlyd og henvisningen til arbejdsskadesikringslovens 31 også midlertidige afgørelser efter 31, stk. 4, således at en midlertidig afgørelse om ret til erhvervsevnetabserstatning på samme måde som en endelig afgørelse om ret til erhvervsevnetabserstatning fører til, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samtidig ophører. At en afgørelse efter 31, stk. 4, hvorved der tilkendes midlertidig erhvervsevnetabserstatning, har denne virkning for retten til tabt arbejdsfortjeneste er i overensstemmelse med det, der er anført i forarbejderne til bestemmelsen. Ved affattelsen af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., blev det lagt til grund, at midlertidige afgørelser om erhvervsevnetabserstatning, herunder afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, træffes på grundlag af en vurdering af den skønnede varige indtægtsnedgang efter revalidering, omskoling mv., og ikke ud fra en bedømmelse af skadelidtes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse, jf. Folketingstidende , tillæg A, s I Højesterets domme af 10. januar og 9. oktober 2002 (UfR 2002 s. 730 og UfR 2003 s. 47) fastslog Højesteret, at erhvervsevnetabet i midlertidige afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, skal fastsættes ud fra, hvad det aktuelt er, dvs. uden hensyntagen til den skadelidtes forventede erhvervsevne efter endt revalidering, omskoling eller lignende. Det kan således konstateres, at den forudsætning om tidsperspektivet for bedømmelsen af erhvervsevnetabet ved midlertidige afgørelser, der er lagt til grund ved affattelsen af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., har vist sig ikke at kunne opretholdes for så vidt angår afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4. Dette kan imidlertid efter vores opfattelse ikke føre til, at midlertidige afgørelser efter 31, stk. 4, herefter ikke længere skulle være omfattet af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt. Hvis dette var tilfældet, ville det nævnte formål med samordningen mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab at sikre, at der ved erstatningsdækningen hverken opstår overlapning eller huller mellem de to erstatningsposter ikke kunne opnås for så vidt angår sådanne midlertidige afgørelser.

6 - 6 - Som følge af det anførte finder vi, at det ved midlertidige afgørelser efter dagældende 31, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven på samme måde som ved endelige afgørelser efter 31, stk. 1 er virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning, der må lægges til grund som det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, medmindre der er grundlag for at tilsidesætte virkningstidspunktet. Herefter og idet der ikke er grundlag for at tilsidesætte det virkningstidspunkt, som Arbejdsskadestyrelsen har fastsat i sin afgørelse må skæringstidspunktet mellem As erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og hans erstatning for mistet erhvervsevne fastsættes til den 18. november 2002, således at erstatningen for mistet erhvervsevne fra denne dato træder i stedet for erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. Vi stemmer derfor for at stadfæste landsrettens frifindelse for kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Tre dommere Per Sørensen, Per Walsøe og Børge Dahl udtaler: Efter arbejdsskadesikringsloven har en skadelidt ikke krav på erstatning for midlertidigt tab af arbejdsfortjeneste, men krav på erstatning for varigt tab af erhvervsevne, hvis dette er på 15 % eller derover. Efter den dagældende arbejdsskadesikringslov 31, stk. 1, traf Arbejdsskadestyrelsen i arbejdsskadesager endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige helbredstilstand og erhvervsmuligheder. En sådan afgørelse skulle så vidt muligt træffes inden 1 år og senest inden 2 år efter arbejdsskadens anmeldelse, jf. 31, stk. 1, 2. pkt. Efter 31, stk. 3, kunne der træffes bestemmelse om udbetaling af forskud på erstatning for tab af erhvervsevne i tiden, indtil der blev truffet endelig afgørelse. Var den erhvervsmæssige situation ikke afklaret, kunne Arbejdsskadestyrelsen efter 31, stk. 4, træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab i form af en løbende ydelse, hvis der forelå særlige omstændigheder, herunder når skadelidte er under revalidering, omskoling eller uddannelse m.v. på grund af følgerne af en anerkendt arbejdsskade, som det siges i Højesterets dom af 10. januar 2002 (UfR 2002 s. 730). Det fremgår videre af denne dom, at erhvervsevnetab ved en midlertidig afgørelse efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, skal fastsættes ud fra et skøn på afgørelsestidspunktet over, hvad

7 - 7 - det aktuelt er altså uden hensyntagen til den skadelidtes forventede erhvervsevne efter endt revalidering mv., jf. herved også Højesterets dom af 9. oktober 2002 (UfR 2003 s. 47). En midlertidig afgørelse efter 31, stk. 4, er ikke en afgørelse om forskud i forhold til den endelige afgørelse. Efter erstatningsansvarslovens 2 skal den, der i henhold til denne lov er erstatningsansvarlig for personskade, yde skadelidte erstatning for midlertidigt tab af arbejdsfortjeneste. Ifølge 5, stk. 1, har skadelidte krav på erstatning for erhvervsevnetab ved varig nedsættelse af evnen til at skaffe sig indtægt ved arbejde, dvs. sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende (stk. 2), såfremt tabet er på 15 % eller derover (stk. 3). Erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven fastsættes til et kapitalbeløb, jf. 6. Efter lovens 10 kan såvel skadevolder som skadelidte fra Arbejdsskadestyrelsen indhente en udtalelse om fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten (stk. 1, 1. pkt.) og om muligheden for at skønne over erhvervsevnetabet på et nærmere angivet tidspunkt og grundlag, jf. Højesterets kendelser af 21. september 2007 (UfR 2007 s og 3095). En udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten skal så vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse (stk. 1, 2. pkt.). Er den erhvervsmæssige situation ikke afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en midlertidig udtalelse (stk. 1, 3. pkt.). Må en endelig fastlæggelse af et erhvervsevnetab afvente en revalidering, kan der således efter erstatningsansvarsloven fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning på grundlag af en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Det følger af lovens 2, at der kun er krav på erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab, hvis det må antages, at der vil opstå et varigt erhvervsevnetab. Den midlertidige erhvervsevnetabsprocent efter erstatningsansvarsloven skal udtrykke den skønnede varige indtægtsnedgang for skadelidte. Må der ventes et varigt tab på mindst 15 %, er der krav på kapitalerstatning herfor efter 6. Er der derimod grund til at vente, at revalidering mv. vil lykkes i en sådan grad, at skadelidte vil generhverve evnen til indtjening som før, har skadelidte ikke krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning et eventuelt fortsat indtægtstab erstattes i så fald som tabt arbejdsfortjeneste. Det er i forarbejderne til loven anført, at en foreløbig erhvervsevnetabserstatning skal anses for at være en á conto-udbetaling af den endelige erstatning, at Arbejdsskadestyrelsen kun bør fastsætte en midlertidig erhvervsevnetabsprocent, hvis der er en begrundet formodning om, at skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab,

8 - 8 - og at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke udløses en erhvervsevnetabserstatning, jf. Folketingstidende , tillæg A, s For en personskade med et revalideringsforløb, hvis udfald er af betydning for det varige erhvervsevnetab, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 1. pkt. sammenholdt med 2. pkt., indtil forløbet er afsluttet, eller der forinden har været fornødent grundlag for midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 5-8 og 10 samt 31 i arbejdsskadesikringsloven. I tilfælde, hvor en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen i henhold til erstatningsansvarslovens 10, stk. 1, 3. pkt., om en varig nedsættelse af erhvervsevnen udløser en á contoerhvervsevnetabserstatning, kan pligten til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke udstrækkes ud over datoen for en sådan udtalelse, jf. Højesterets dom af 11. marts 2008 (UfR 2008 s. 1386). Ved Højesterets dom af 6. oktober 2008 (UfR 2009 s. 138) er det afgjort, at en endelig afgørelse om erhvervsevnetab truffet af Arbejdsskadestyrelsen i en arbejdsskadesag i henhold til arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 1, bringer retten til at kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, til ophør fra det tidspunkt, afgørelsen tillægger skadelidte erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. På grundlag af en sådan afgørelse må det da også i almindelighed antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, hvis størrelse det har været muligt at skønne endeligt over. Det siges i dommen, at erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, skal forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår overlapning eller huller mellem de to erstatningsposter. Hovedspørgsmålet under den foreliggende sag er, om en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs 31, stk. 4, sætter en stopper for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1.

9 - 9 - Den udtrykkelige henvisning i 2, stk. 1, 2. pkt., til arbejdsskadesikringslovens 31 taler for en bekræftende besvarelse, som heller ikke er uden støtte i forarbejderne til bestemmelsen. Det siges således, at den skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også skal ophøre, når der træffes afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens 31, idet en afgørelse efter denne bestemmelse har betydning for, hvor længe der eventuelt kan kræves tabt arbejdsfortjeneste som et differencekrav, Folketingstidende , tillæg A, s En midlertidig afgørelse efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, adskiller sig imidlertid afgørende fra en midlertidig udtalelse efter erstatningsansvarslovens 10, stk. 1, 3. pkt. Afgørelsen efter arbejdsskadesikringsloven angår de aktuelle forhold det midlertidige tab ikke, hvilket varigt erhvervsevnetab der må ventes uanset udfaldet af de uafklarede forhold, som er til hinder for en endelig afgørelse. En midlertidig afgørelse efter 31, stk. 4, indeholder således ikke noget skøn over det, som er afgørende efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., nemlig det varige erhvervsevnetab. Det er derfor, jf. Højesterets dom af 9. oktober 2002 (UfR 2003 s. 47), ikke korrekt, når det i forarbejderne til bestemmelsen er forudsat, at en midlertidig erhvervsevnetabsprocent efter arbejdsskadesikringsloven ikke er udtryk for den skadelidtes erhvervsevnetab bedømt ud fra den pågældendes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse, men for den skønnede varige indtægtsnedgang for skadelidte, Folketingstidende , tillæg A, s På denne baggrund kan det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen i henhold til arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, med føje har truffet en midlertidig afgørelse om løbende erhvervsevnetabserstatning fra en angiven dato, ikke sætte en stopper for retten til løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2. Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, må i overensstemmelse med ordlyden og uanset henvisningen til arbejdsskadesikringslovens 31 forstås således, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører på det tidspunkt, hvor det ved en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen efter erstatningsansvarslovens 10 eller på andet grundlag er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes varige erhvervsevne. Denne forståelse giver ikke skadelidte dobbeltkompensation eller overlappende dækning. En midlertidig, løbende erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven må nemlig reelt anses for en erstatning for et midlertidigt indtægtstab. Er denne erstatning sammen

10 med revalideringsydelse mv. ikke tilstrækkelig til at dække den løbende tabte arbejdsfortjeneste, vil erstatning af differencen efter erstatningsansvarsloven blot udløse den mererstatning, der efter erstatningsansvarsloven er krav på i tilfælde, hvor arbejdsskadesikringslovens regler om erstatningsberegning indebærer en begrænset dækning i forhold til, hvad retten til fuld erstatning efter erstatningsansvarsloven fører til. For As vedkommende følger det af det anførte, at det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen i medfør af arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, den 20. juli 2004 traf en midlertidig afgørelse om et erhvervsevnetab på 35 % med virkning fra den 18. november 2002, ikke satte en stopper for fortsat krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2. Der er ikke under sagen fremlagt oplysninger om muligheden for i november 2002, hvor A meldte sig rask og genoptog sit arbejde som murer, at foretage et forsvarligt skøn over hans varige erhvervsevnetab. Efter de foreliggende oplysninger om hans erhvervsevne var der i hvert fald i foråret 2004 et sikkert grundlag for at anse hans varige erhvervsevne for betydeligt reduceret i ethvert erhverv. Efter As påstande og anbringender for Højesteret er spørgsmålet imidlertid alene, om han skal have medhold i kravet om dækning af tabt arbejdsfortjeneste frem til den 22. september 2005, hvor Arbejdsskadestyrelsen traf endelig afgørelse om hans erhvervsevnetab subsidiært frem til førtidspensioneringen den 1. august 2005 eller om skadevolder, Hansen & Andersen A/S, skal frifindes for kravet herom. Det følger af det foran anførte om forståelsen af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, at der ikke kan gives A medhold i et krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til august/- september Vi stemmer herefter med denne begrundelse for at stadfæste landsrettens frifindelse for kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Herefter udtaler samtlige dommere:

11 Differencekravets opgørelsestidspunkt Der er i sagen sket betaling af et differencekrav vedrørende erhvervsevnetabserstatning på kr. Kravet er opgjort i 2005 efter Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse om erstatningen efter arbejdsskadesikringsloven, jf. herved Højesterets dom af 6. oktober 2006 (UfR 2007 s. 170). Der er allerede derfor ikke grundlag for at tage As krav om en ændret opgørelse af differencekravet til følge. Højesteret tager herefter ikke As mere subsidiære påstand til følge. Svie og smerte A var syg i erstatningsansvarslovens 3 s forstand i perioden 30. april - 4. maj Det følger herefter af Højesterets dom af 6. oktober 2008 (UfR 2009 s. 138), at han da der på det tidspunkt endnu ikke var truffet afgørelse om at tilkende ham méngodtgørelse har krav på godtgørelse for svie og smerte for disse dage. Højesteret tager derfor As mest subsidiære påstand til følge. Herefter stadfæster Højesteret landsrettens dom med den ændring, at Hansen & Andersen skal betale 750 kr. til A med tillæg af renter. Under hensyn til sagens principielle karakter og dens betydning for behandlingen af erstatningsanvarssager generelt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part. Thi kendes for ret: Hansen & Andersen A/S skal til A inden 14 dage fra denne højesteretsdoms afsigelse betale 750 kr. med tillæg af renter i medfør af erstatningsansvarslovens 16 fra den 16. februar Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.