16. søndag efter trinitatis 5. oktober 2014

Transkript

1 Kl Kl Bylderup Kirke Burkal Kirke (dåb) Tema: Livets triumf over døden Salmer: 749, 51, 448; 171, 233 Evangelium: Joh. 11,19-45 Da den franske forfatter, Simone de Beauvoir, mistede sin mor, udbrød hun: "Døden er en skandale!" Evangeliet i dag viser os at de ord er som talt ud af Jesu hjerte. To steder i beretningen om Lazarus' opvækkelse hører vi at Jesus blev vred. "Stærkt opbragt", står der. Første gang var, da han ankom til Betania og så Maria græde og så de jøder, som var fulgt med hende, græde. Da "blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: Hvor har I lagt ham?" Her hvor Jesus stod ansigt til ansigt med menneskers fortvivlede gråd, måtte han markere at det her altså ikke var Guds mening; og det havde aldrig været hans mening med den verden han havde skabt. 1

2 Efter verdens skabelse så Gud at alt var rigtig godt, og derfor var det rent ud sagt en skandale, hver gang et menneske måtte konstatere at livet ikke var godt, men at livet tværtimod kunne gøre ondt. Skylden er ganske vist ikke Guds, men menneskets egen. Men døden er og bliver en skandale. Gud har skabt os til at leve, ikke til at dø. Han har skabt os til glæde, ikke til sorg og gråd. Derfor blev Jesus "stærkt opbragt og kom i oprør." Det skete, da han stod over for den bundløse sorg i Betania. Det er det ene sted hvor vi læser at Jesus "blev stærkt opbragt". Det andet sted er dér hvor nogle af jøderne sagde at når Jesus fornylig havde helbredt en blind, kunne han vel også have forhindret Lazarus' død. Da blev Jesus "atter stærkt opbragt". Det der gjorde Jesus så vred, var det at de gik ud fra at det var for sent. For nu havde døden sat det sidste, uigenkaldelige punktum. Da blev Jesus igen "stærkt opbragt". For her havde døden jo fejret sin største triumf: når mennesker uden videre accepterede den og affandt sig med den. Døden er uacceptabel, vil Jesus sige. Og vi må aldrig holde op med at protestere imod den. Når vi nu er i gang med at notere os Jesu sindsstemning dengang i Betania kan vi tilføje, at da Jesus stod over for den grav som rummede hans døde ven, blev det ham for meget. Der står at "Jesus brast i gråd". Længere er sætningen ikke, ingen dramatiske bisætninger, ingen malende tillægsord. Bare den korte sætning: "Jesus brast i gråd". (I den gamle oversættelse stod der blot "Jesus græd.") Det er det korteste vers i Bibelen. Her træder Guds Søn aktivt ind i vores sorg og gråd og død. Han er ikke bare en, der fra en bekvem tilskuerplads erklærer at han skam også mener døden er en skandale. Han er, helt ind i sit inderste, dødens erklærede modstander. Og som en magtfuld demonstration af det trådte han den dag i Betania hen til klippegraven og "råbte med høj røst: Lazarus, kom herud! Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet." Den døde blev rejst op. Det var en demonstration af at et menneske aldrig må ophøre med at betragte døden som en skandale. Et menneske må aldrig affinde sig med den. Men vi skal i stedet holde os til ham som er opstandelsen og livet. Vi skal bede om at han i sin time, den dag da han kommer, vil træde hen til vore kæres og vores egen grav og råbe, ligesom den dag i Betania: "Du døde, kom herud!" For mange år, da jeg studerede teologi i København, var jeg på en studietur til Rom, hvor vi var nede i udgravningerne under Peterskirkens alter. Her ligger apostlen Peters jordiske rester. Det har vist sig at han ikke ligger alene, men på en begravelsesplads med mange små gravhuse og gravgader. På mange af gravene står der på 2

3 latin DEPOSITUS. De første kristne i Rom talte nemlig ikke om at blive begravet eller bisat. Men de brugte meget bevidst ordet "depositus", der betyder "opbevaret" eller "deponeret". Man deponerer noget, hvis man agter at komme tilbage og hente det. Man deponerer fx sine værdigenstande i en boks, fordi man agter at komme tilbage efter dem. Det var det ord, de første kristne i Rom brugte om deres døde. De døde var deponeret, det vil sige midlertidigt opbevaret, indtil opstandelsens dag, da Jesus Kristus selv vil komme og hente dem, lige som han i Betania rejste Lazarus op af hans grav. Vi som ser os selv som dødens sikre bytte, vi hører i kraft af vores tro på Jesus til dem der kun er deponeret i jorden for en tid. Inden længe kommer Jesus selv og henter os. Lige som han hentede Lazarus ud af graven dengang, vil han på den yderste dag kalde os op af vores grave. Det glædelige budskab om Lazarus' opvækkelse viser os stærkere end noget andet sted i Bibelen at Gud er livets giver. Vi ser så tydeligt at livet kommer fra Gud. Vi ved fra skabelsesberetningen at Gud gav det første menneske liv ved at blæse livsånde ind i hans næsebor. Det er fascinerende at tænke på at hver gang vi trækker vejret, skyldes det at Gud engang ved verdens begyndelse blæste sin livsånde ind i næseborene på mennesket! Igennem vores åndedræt bliver vi hele tiden mindet om at vi er afhængige af ham der har sat det hele i værk. Han vil fortsat give os liv, lige som han ved tidernes morgen skabte livet for første gang. Ved graven uden for landsbyen Bethania ser vi meget stærkt at Gud har magt over liv og død. Lige som han kan give vækst på marken og kalde spiren frem af det såede korn og få akset til at gro op af jorden, sådan kunne han også kalde den døde Lazarus ud af hans grav. "Kom herud!" lød det myndigt og stærkt ved graven uden for Bethania, da Jesus kaldte sin ven Lazarus tilbage til livet. Da havde Lazarus allerede ligget i graven i fire dage, og forrådnelsen var begyndt. Opvækkelsen af Lazarus var Jesu største undergerning. Det var det sidste af Jesu tegn, sådan som evangelisten Johannes fortæller om det. Det første tegn fandt sted ved brylluppet i Kana i Galilæa, hvor Jesus hjalp et ægtepar, da vinen til festen var sluppet op. Han forvandlede vand til vin. Derved viste Jesus hvem han var, at han virkelig var Guds Søn, og hans disciple troede på ham. I kraft af Jesu sidste tegn med at opvække Lazarus, kom mange til tro på Jesus. Men samtidig blev det jødiske folks ledere vrede på Jesus og traf den endelige beslutning om at slå ham ihjel. 3

4 Lazarus boede uden for Jerusalem i den lille landsby Betania sammen med sine to søstre, Martha og Maria. Jesus kom af og til på besøg hos dem, når han skulle til Jerusalem. Da så Lazarus engang blev syg, sendte hans søstre bud efter Jesus i håbet om at han kunne komme og gøre deres bror rask. Men mærkelig nok tøvede Jesus så længe med at komme at Lazarus døde inden. Derfor blev Martha og Maria skuffede, så det første de begge sagde til Jesus, da han endelig kom, var: "Havde du været her, var min bror ikke død." Imidlertid var der en god grund til at Jesus var kommet for sent, sådan som evangelisten Johannes fortæller at Jesus havde sagt til sine disciple: "Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den." Det ser også ud til at Martha havde en anelse om at det måske ikke var for sent. Hun var overbevist om at Jesus kunne gøre noget. For hun sagde jo til ham: "Men selv nu ved jeg at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig." Hun håbede på at han ville gribe ind. Men Jesus sagde blot: "Din bror skal opstå." Martha troede selvfølgelig at Jesus mente at Lazarus skulle opstå på den yderste dag. Lige som det er det vi tænker på, når vi i trosbekendelsen siger at vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Så er det noget der ligger langt ude i en fjern fremtid, hvor Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde. At tro dét er kun en ringe trøst den dag man selv mister en man holder meget af! For det som de to søstre, Martha og Maria, havde håbet på var jo at få deres elskede bror Lazarus tilbage, her og nu, ved at Jesus gjorde ham rask. Men Jesus nøjes ikke med at pege frem på den yderste dag, hvor alle mennesker skal opstå og træde frem for Guds trone. Nej, han giver en anden og meget stærkere trøst ved at sige om sig selv: "Jeg er opstandelsen og livet; den der tror på mig skal leve om han end dør." Døden kan ikke tilintetgøre det liv som Gud har givet os. Det evige liv er ikke blot noget vi får i fremtiden, men det er allerede begyndt! I kraft af troen på Jesus som Guds Søn og verdens frelser, har vi allerede nu del i det evige liv. Ved at opvække Lazarus gjorde Jesus det største og stærkeste tegn og viste sin herlighed, dvs. han gjorde det her mere klart end noget andet sted at han er Guds Søn. Og meningen med alle hans tegn er at vi som hører om dem skal komme til tro på at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at vi, når vi tror, skal have livet i hans navn, sådan som evangelisten Johannes selv siger i slutningen af sit evangelieskrift. (Joh. 20,31) Henne ved graven chokerer Jesus alle ved at han forlanger at graven skal åbnes. Tænk hvis nogen i dag efter en begravelse kom og forlangte at kisten skulle gra- 4

5 ves op og åbnes! Jesus ville ved at opvække den døde Lazarus gøre et under, som skulle være et tegn på at han var stærkere end døden. Samtidig var opvækkelsen af Lazarus et forvarsel om Jesu egen opstandelse fra de døde. Påskemorgen gik Jesus selv ud af graven og lod ligklæderne ligge. Dem havde han ikke mere brug for, for han dør ikke igen, men lever evigt. Ved verdens ende skal vi alle høre Jesus kalde os op af vore grave, for vi skal opstå, lige som han opstod. Jesus har ved sin opstandelse brudt dødens magt over os mennesker. Han har nøglerne til døden og dødsriget. (Åb. 1,18) Ved sin død på korset udslettede han vores skyld og ophævede derved den forbandelse der var blevet lagt på menneskene efter syndefaldet i Edens Have. Dengang sagde Gud Herren til det første menneske: "Af jord er du kommet, og til jord skal du blive." Forbandelsen bestod i at de blev forvist fra Livets Træ i Paradiset. Men nu er vejen lukket op igen. Vi har nu igen fri adgang til livets træ. Derfor kan vi ved enhver begravelse tilføje: "men af jorden skal du igen opstå." Døden er ikke livets afslutning. For den der tror på Jesus er døden kun "den sidste fjende". Hvis vi i mødet med døden holder fast ved troen på at Jesus er livet for os, da er den legemlige død kun en trang dør, der fører ind til det evige liv. Da går vi ind i Guds rige, hvor vi for evigt skal være sammen med ham i hans herlighed. Amen. 5