Daniels mirakel. Hej. Jeg vil gerne bruge lidt tid på at fortælle min historie. Jeg vil gerne fortælle den for at opmuntre dig til at tro.

Transkript

1 Daniels mirakel Hej Jeg hedder Daniel Ispaz. Jeg er 25 år og er fra Rumænien. Jeg er gift med en smuk, engelsk pige, Sarah, og vi er blevet velsignet med en søn. Vi er en del af en kristen organisation i Rumænien, som hedder Urmatorul Pas (Næste skridt). Jeg vil gerne bruge lidt tid på at fortælle min historie. Jeg vil gerne fortælle den for at opmuntre dig til at tro. Samfundet i dag vil fortælle dig, at der ikke er nogen Gud, og at selvom der var en, ville det ikke være noget værd at tro på ham, for han gør ingen forskel hverken godt eller dårligt i dit liv. Siden jeg var barn, har jeg lært, at en historie altid har to sider, og gennem min historie vil jeg gerne repræsentere Guds side. Jeg vil gerne, at du skal læse dette, selvom du vil være fristet til at betvivle alt, hvad du læser. Jeg beder om, at du må have tålmodighed til at læse det til ende, tænke over det, du læser og så beslutte, om du vil tro på det eller ej

2 Det skete alt sammen for 16 år siden i sommeren 1992, da jeg kun var 9 år gammel. På den tid boede vi på en fiskefarm lige udenfor en lille landsby i Vestrumænien, som hed Carand. Vi boede syv personer i samme hus: Mine forældre, min bror og mig, mine to søstre og min moster. Min far var forstander for den lokale kirke, og han arbejdede på fuld tid på fiskefarmen. Det hele startede en lørdag morgen. Mine forældre var ved at gøre sig klar til at tage til bryllup, og da min far skulle forestå vielsen, begyndte de at gøre klar tidligt om morgenen. Omkring kl. 10 bad min mor min søster om at gå ind til landsbyen for at købe nogle æg, så min moster kunne bage en kage til søndag. Da der var ca. en mil at gå, bad hun min storebror gå med, men han ville ikke. Jeg spurgte, om jeg så måtte gå med i stedet, men det fik jeg ikke lov til. Først efter en hel spandfuld tåre, gav hun efter og sagde: Så gå da, men opfør dig pænt. Min lillesøster, der kun var 5 år, ville også med. Det endte altså med, at vi tre gik af sted til landsbyen. På en sommermorgen som denne mødte man sjældent nogen hjemme, da de fleste folk var ude at arbejde i markerne. Da vi nåede udkanten af landsbyen, dukkede en mand pludselig op ud af det blå og kom meget hurtigt hen imod os. Han standsede et par meter fra os og bad mig komme hen til sig. Vi genkendte ham fra landsbyen, så jeg gik hen imod ham. Han spurgte mig, hvem jeg var. Jeg forsøgte at svare; men så blev alt sort omkring mig. Den unge mand havde psykiske problemer, og lige netop den morgen havde han haft en voldsom konflikt med sin far. Striden endte med, at han smækkede med døren, da han gik, og truede sin far med, at han ville slå den første, han mødte, ihjel. - Mine søstre og jeg var de første, han mødte på sin vej. Da jeg prøvede at svare på hans spørgsmål, greb han mig ved fødderne og begyndte at slå mig ned i vejen, som var jeg en kæp. Han holdt mig i benene og slog mit hoved ned mod vejen fem gange og derefter fem gange til i græsset. Mine søstre skreg selvfølgelig om hjælp. Der var et ældre ægtepar, som boede på den anden side af gaden. Manden var jæger og havde derfor et gevær. Da de hørte skrigene og så, hvad der gik for sig udenfor, kom de ud med geværet; men det lykkedes den unge mand at slippe væk og efterlade mig døende på vejen. Konen kom hen for at se, om jeg var i live, og manden tog mine søstre ind i deres hus, ringede efter en ambulance og selvfølgelig også til mine forældre.

3 Da telefonen ringede hjemme hos os, tog min mor den; men hun var ikke i stand til at sige et ord. Hun tabte telefonrøret, og tårerne løb straks ned ad hendes kinder. Hun så på min far og sagde: Der er sket en ulykke, og vores søn er døende. De skyndte sig hen til ulykkesstedet, og da ambulancen kom, blev jeg i en fart kørt til hospitalet i en lille by ikke så langt derfra. Da jeg ankom til hospitalet, forsøgte de at stabilisere mig, da jeg var bevidstløs, og sendte mig så til et større hospital 90 km væk. Jeg kom til bevidsthed; men det var mørkt omkring mig. Jeg kunne høre lyden af en sirene og en kvinde, som græd. Det tog mig ikke langt tid at finde ud af, at det var min mor, og jeg prøvede at tale til hende. På grund af slagene mod vejen, var mit ansigt så opsvulmet, at jeg knapt nok kunne mærke forskel på mine øjne, næse og mund. Da det gik op for min mor, at jeg var ved bevidsthed, prøvede jeg at sige noget til hende. Hun græd endnu mere og lænede sig ned mod mit ansigt, for at forstå, hvad jeg sagde. Jeg husker, jeg spurgte hende, hvad der var i vejen, og hvorfor hun græd. Du skal ikke være bange, Skat, det skal nok gå alt sammen, sagde hun, men lød ikke særlig overbevisende. Det skal nok gå alt sammen, mor, sagde jeg og begyndte så at fortælle hende historier fra Bibelen: Daniel i løvekulen, David og Goliat og andre. Da vi nærmede os hospitalet, mistede jeg igen bevidstheden. På hospitalet blev jeg straks kørt ind på intensiv afdeling og nogle læger begyndte at undersøge mig. Efter en god times tid kom en læge ud til mine forældre og sagde: - Jeg må være ærlig overfor jer. Det ser ikke godt ud. Hans chancer for at overleve er små. Det, jeg siger, er, at det måske er bedre, hvis han fik fred. Selv hvis han overlever, så er han blind. Hans ben er så skadede, at de ikke kan opereres. Han vil ikke komme til at se eller gå igen, og på grund af skaderne på hans hoved har hans hjerne muligvis også taget skade. Jeg anbefaler jer at ønske om det bedste for ham, og jeg synes, det er bedst for ham at dø. Situationen var sådan: Jeg var blevet blind, mine ben var drejede fra knæskallen, så mine fødder vendte bagud. Min kæbe var brækket to steder, og selvfølgelig var mit hoved meget medtaget. Da min forældre fik denne besked blødte deres hjerter. De sagde, de ønskede at jeg skulle leve, og at de ville tage sig af mig hele mit liv. Da jeg igen kom til bevidsthed, gik det op for mig, hvad der var sket. De sanser, man har, når man er blind, er utrolige. Jeg kunne genkende de fleste mennesker med det samme de trådte ind i rummet. Lægerne havde ikke gjort sig den ulejlighed at få mig vasket, da de mente, mine chancer for at overleve var så

4 små, at jeg ville dø i løbet af et par timer. Men time efter time gik, og jeg blev mere og mere bevidst om alting omkring mig. Et par dage efter ulykken kom en gruppe fra England for at besøge hospitalet. Der var kun gået to år siden revolutionen, og efter 40 års kommunisme havde Rumænien brug for hjælp. Fordi hjælpemidler og redskaber blev doneret, kom en gruppe læger og kristne volontører for at besøge og tilse hospitalet. Det traf sig så, at der i denne gruppe var en dame, som arbejdede med velgørenhed i Rumænien, og som kendte mine forældre godt. Da hun hørte, at jeg var blevet indlagt, forlangte hun at se mig sammen med sin gruppe. De kunne næsten ikke tro, hvad der var sket, da de hørte historien, og de spurgte min far, om han ønskede, at de skulle bede sammen for mig. De samledes om min seng, lagde hænderne på mig og begyndte at bede. Jeg var vågen og kunne høre dem bede. Halleluja. Daniel kan se, sagde Donna pludselig det var hende min familie kendte. Jeg kan stadigvæk høre de ord for mit indre øre. Der faldt en stilhed over rummet. De rumænske læger befandt sig bag i lokalet, og de begyndte at hviske: Gør hun grin med os? Vi har da set med vores egne øjne, at hans øjne er blinde, og at der ikke er nogen mulighed for, at han kan se. De kunne ikke forstå, hvad der skete. Faktisk var alle forvirrede på nær Donna, som igen sagde: Halleluja, Daniel kan se. Nu skal jeg vise jer det, fortsatte hun og tog en legetøjsbil fra en kasse og kom hen til mig. Daniel, hvad har jeg i hånden? spurgte hun. Stilheden faldt igen over rummet, og alle ventede på min reaktion. Jeg tog en dyb indånding og svarede klart og tydeligt: En legetøjsbil. Hun fortsatte: Og hvad farve har den? Jeg tog en dyb indånding til og svarede: Rød og sort, og så har den en hvid stribe. Ingen kunne tro deres øjne eller ører. De rumænske læger begyndte at hviske sammen igen: Hvis det her er en joke, så er den ikke sjov De kom hen til sengen og begyndte at stille spørgsmål som: Hvilken farve har væggene? Hvad har de forskellige på? Hvor er døren? Vasken? Osv. Efter nogle minutter måtte alle erkende, at de lige havde været vidner til et mirakel. Selvom de tøvede, måtte lægerne bekræfte det faktum, at jeg kunne se, og at jeg så godt. Alle begyndte at takke Gud for det mirakel, de lige havde set. Lederen af den engelske gruppe foreslog, at de også bad for mine ben. Så mens jeg lå i sengen med et tæppe over mig, lagde de igen hænderne på mig og begyndte at bede. Efter få minutter holdt alle op med at bede, og der var stille. En af de omkringstående tog fat i tæppet og trak det langsomt af mig. Jeg vil lige minde om, at mine ben var drejet en halv omgang fra knæskallen og ned, så mine fødder vendte bagud,

5 hvilket betød, at mine knæ var ødelagte, så de ikke kunne opereres, og jeg kunne ikke mærke mine ben overhovedet. Idet hun trak tæppet væk fra mine ben holdt alle vejret og ventede for at se, hvad der ville ske. Og hvad tror du? Ja, du har ret. Mine knæ var normale, og ja, mine ben vendte den rigtige vej. Jeg kunne bevæge dem. Alle i rummet var i chokerede, de rumænske læger så målløse til. Du kunne læse i deres ansigter, at de tænkte: Så må der alligevel være en Gud. Der må være mere, end jeg ved. Du tænker måske, at intet af dette er sandt; men jeg kan fortælle dig, at det er det, for jeg er her til at fortælle dig det. Det er ikke noget, jeg har læst eller hørt. Det er noget, jeg selv har oplevet og følt Daniel Ispaz, Rumænien. I løbet af et øjeblik var et dusin sygeplejersker i gang med at vaske mig. Fra dødens vej var jeg to uger efter på vej hjem. Siden den dag, har jeg ikke haft problemer med mine øjne eller mine ben. Som teenager spillede jeg en masse fodbold og elskede at løbe.