Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet

Transkript

1 Professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet er tidligere overvismand og var formand for den kommission, den tidligere regering havde nedsat for at kule grave problemerne i det danske pensionssystem. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet Selvfølgelig kan det betale sig at spare op til sin pension. For de fleste i al fald. For selvom pensionssystemet i nogle situationer kan sammenlignes med en spand med huller i, kan man også bære vand i en hullet spand. Måske ikke så meget som i en spand uden huller, men noget kan man bære. Billedet har vi fra professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet. Vi har talt med ham om den såkaldte samspilsproblematik, der både giver eksperterne grå hår i hovedet, når de ser på, hvordan man bør indrette det danske pensionssystem. Og den enkelte, når han eller hun skal finde ud af, hvordan man bedst sparer op til livet som pensionist. Det danske pensionssystem får stor ros internationalt. I andre lande er man misundelige på os, fordi vi på mange måder har taget højde for, at der bliver flere ældre, der skal have pension, og færre yngre, der arbejder og sikrer, at der er råd til pensionerne. Men trods den megen ros er det danske pensionssystem ikke uden dilemmaer. Et af dem er den såkaldte samspilsproblematik, og for at høre mere om denne og hvad man kan gøre for at komme uden om den har vi talt med professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet. Han er tidligere overvismand og var formand for den kommission, den tidligere regering havde nedsat for at kulegrave problemerne i det danske pensionssystem. Ja, det er lidt af en gordisk knude, siger han om samspilsproblematikken. Kort fortalt går den ud på, at hvis man har sparet så meget op til sin pension, at man får et sted mellem ca kr. og ca kr. udbetalt pr. år, så får man så meget mindre i ydelser fra det offentlige, at det svarer til, at man reelt kommer til at betale væsentligt mere i skat af det, man får udbetalt, end man fik i fradrag, da man betalte ind til sin pensionsordning. Det kan være et problem for den enkelte, da det umiddelbart kan virke som om, at man på den måde får mindre ud af sin pensionsopsparing, end man i sin tid betalte ind på den. Men det er i høj grad også et problem for samfundet, fordi det kan svække danskernes vilje til selv at spare op til deres pension. 10 Pengenyt 3/2016

2 Spar endelig op til pensionen der er ikke så meget andet at gøre Problemet vokser sig større Udgifterne til ældre vejer temmelig tungt på statsbudgettet, og det er især et problem, fordi udgifterne vil blive væsentligt større i de kommende år, hvor der bliver flere ældre, og vi kommer til at leve længere. Samspilsproblematikken kan også få nogle til at vælge at gå tidligere på pension, fordi de så vil få mindre i pension og dermed kommer under loftet for, hvornår der sker modregning i de ydelser, de får. Og det er mindre heldigt, da politikerne jo de senere år har vedtaget reformer, der tværtimod skal få os til at blive længere på arbejdsmarkedet, forklarer Torben M. Andersen. Man kan imidlertid ikke bare droppe de indkomstafhængige ydelser for pensionister, for så vil der være en stor gruppe pensionister, der ikke har ret store indkomster. Politikernes udfordring er derfor at indrette systemet, så de ekstra ydelser bliver målrettet til dem, der har brug for dem. Og så de, der har råd til selv at spare op til deres pension, selv tager ansvar for det ekstra, de ønsker at have til rådighed som pensionister. Er der et moralsk aspekt? Betyder det, at man kan sige, at der er et moralsk aspekt af problematikken? Altså forstået på den måde, at hvis det personlige tillæg til folkepensionen oprindeligt er tænkt til dem, der virkelig har brug for det, er det så forkert af andre, der egentlig godt kunne spare op og klare sig selv, at de vælger ikke at gøre det?, spørger vi Torben M. Andersen. Det kan man et stykke hen ad vejen godt sige, svarer han og fortsætter: Det er lidt ligesom spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at finde et arbejde, hvis man er på kontanthjælp og kun kan få et arbejde, hvor lønnen er så lav, at det netto ikke giver meget mere end kontanthjælpen plus tillæg. Så gør mange måske ikke så meget for at finde et arbejde. Så på den måde dækker spørgsmålene: Kan det betale sig at tage et arbejde? og: Kan det betale sig at spare op til pension? til dels over samme problemstilling. Og ligesom politikerne må prøve at sikre, at det virkelig kan betale sig at gå på arbejde, så har de også en udfordring med at sikre, at det virkelig kan betale sig at spare op til pensionen. Med hensyn til det moralske aspekt af, om man lader være med at betale ind på sin pensionsordning, fordi man er bange for at miste nogle ydelser fra det offentlige, peger han dog på et væsentligt forhold, man skal tage med i betragtning. Man skal huske på, at de penge, man vælger, om man vil betale ind på en pensionsordning eller ej, er penge, man allerede har arbejdet for, og derfor er man naturligvis meget opmærksom på, at man får mest muligt ud af dem. Hvad er der i det for mig? Hvorom alting er, så kan den enkelte ikke forholde sig til andet end pensionssystemet, som det nu engang er med de ændringer, der løbende kommer til, og på baggrund af dette må den enkelte tilrettelægge økonomien som pensionist så fordelagtigt som muligt. Herunder prøve at kringle sig uden om samspilsproblematikken. I den sammenhæng gør Torben M. Andersen opmærksom på, at når man som regel illustrerer samspilsproblematikken ved at se på forholdene for en enlig pensionist, er det for at gøre billedet så enkelt som muligt. Ellers er der tusinder af scenarier, man skal vise, og det er kompliceret nok, som det er, forklarer han. Han medgiver, at samspilsproblematikken på den måde kan komme til at se værre ud for nogle, end den i virkeligheden er. Hvis man for eksempel er gift, kan situationen være anderledes. Afhængigt af, hvem man er gift med, siger han og tænker dermed på, om ens ægtefælle (eller partner hvis man bor sammen uden at være gift), fortsat arbejder, for hvis ægtefællen/partneren har en indtægt på niveau med gennemsnittet, er der stor sandsynlighed for, at man alligevel 11

3 π r=1 Siden oldtiden har et klassisk matematisk problem været at tegne et kvadrat, der har samme areal som en given cirkel. Hvor umulig denne opgave end virker, synes den dog at være vand imod at løse samspilsproblematikken i det danske pensionssystem. ikke får tillæg til folkepensionen. Og på samme måde, hvis man enten selv eller sammen med sin ægtefælle/partner har en beskeden formue, man kan bruge her og nu. Så er der også mange af de tillæg, man ellers ville få ud over folkepensionens grundbeløb, som man alligevel ikke kan få, og så er man igen ude af samspilsproblematikken. I så fald skal man bare være glad for at have så god en pensionsordning som muligt. Aldersopsparingen giver statskassens vogtere sved på panden Ellers må man se på de opsparingsformer, der findes, og her peger Torben M. Andersen på, at hvis aldersopsparingen i sin nuværende form får lov at fortsætte, og flere begynder at benytte sig af den, så kan det blive et alvorligt problem for statskassen, for så vil mange have en pensionsopsparing, der ikke vil påvirke deres mulighed for at kunne få tillæg til folkepensionen. Og hvis det er en problematisk opsparingsform for statskassen, må det omvendt være en attraktiv opsparingsform for den enkelte, der søger at undgå samspilsproblematikken. En aldersopsparing udbetales enten som et engangsbeløb eller med løbende udbetalinger. Vælger man udbetaling som et engangsbeløb, skal man tænke over, hvad man stiller op med det beløb, man får udbetalt. Man kan selvfølgelig bruge pengene nu og her. Man kan tage på en større rejse, købe sig en bil, eller bruge pengene til et andet større ønske. Men så hjælper de jo ikke meget på ens økonomiske situation resten af ens pensionisttilværelse. Så kan man spare dem op, men så ender man let i samspilsproblematikken igen. Afkastet af opsparingen bliver jo en del af ens indkomst, og bliver den så stor, at man alligevel ikke får tillæg til folkepensionen, ja, så er man tilbage ved udgangspunktet. Og så havde det været en klar fordel fra starten at vælge ikke at få aldersopsparingen udbetalt på en gang, men at få den udbetalt løbende. Vi skriver mere om aldersopsparingen på side 15, herun - der om de forslag, der ligger i regeringens 2025-plan om at begrænse muligheden for at benytte sig af denne. Samspilsproblematikken er lidt af en Gordisk knude, mener Torben M. Andersen. Ifølge Wikipedia er en gordisk knude en knude, der ikke kan bindes op, og derfor bruges udtrykket om et problem, der ikke kan løses. Oprindeligt stammer udtrykket med al sandsynlighed fra en uløselig knude, kong Gordios brugte til at binde et åg til sin stridsvogn med. Det hører med til historien, at det blev lovet, at den, der kunne få knuden op, ville få herredømmet over verden. Det klarede Alexander den Store ved at hugge den over med sit sværd, og måske er det en løsning af den slags, der skal til for at løse samspilsproblematikken. Foto: Colourbox 12 Pengenyt 3/2016

4 Udgifterne til ældre vejer temmelig tungt på statsbudgettet, og det er især et problem, fordi udgifterne vil blive væsentligt større i de kommende år, hvor der bliver flere ældre, og vi kommer til at leve længere. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet Frie midler Ved at aldersopsparingen i sig selv ikke betyder noget for samspilsproblematikken, men at afkastet fra den gør, minder en aldersopsparing om opsparing i såkaldte frie midler altså midler, der allerede er beskattet, og som man ikke får fradrag for at spare op. Her gælder også, at selve opsparingen ikke indgår i ens indkomst, og at den derfor ikke har betydning for den del af samspilsproblematikken, der er indkomstafhængig. Men at afkastet gør. Som vi har været inde på tidligere, er det dog ikke kun ens indkomst, der afgør, om man får ekstra offentlige ydelser som pensionist. For eksempel har ens likvide formue det vil kort sagt sige den formue, man kan bruge her og nu betydning for, om man får del i den såkaldte ældrecheck, og i og med at opsparingen i frie midler øger ens formue, får den derigennem betydning for de offentlige ydelser, man kan få som pensionist. Et problem ved at spare op som frie midler i stedet for via en pensionsordning er også, at afkastet af opsparingen både før og efter at man bliver pensionist beskattes hårdere, når det gælder frie midler, end hvis der er tale om en pensionsopsparing. Afdrag på gæld Man kan også vælge at spare op ved at betale sin gæld af, og det kan både være gæld til forbrugslån og gæld i boligen. Det har den fordel, at det ikke går ud over, hvad man kan få i ydelser fra det offentlige andet end i form af, at man betaler mindre i renter og dermed får et mindre rentefradrag. Satser man på, at man har sin pensionsopsparing i form af en gældfri bolig, skal man dog være opmærksom på, at det kan være svært at få beløbet frigivet, så man kan leve af det. Selvfølgelig kan man tale med sit pengeinstitut om forskellige former for nedsparingslån, men det er vigtigt, man på forhånd undersøger, hvad der kan lade sig gøre. Man kan heller ikke bare sælge boligen og få beløbet frigivet på den måde. Så er vi tilbage ved, hvad vi tidligere har skrevet om at have en formue, der både i sig selv og i kraft af det afkast, man får af den, har betydning for samspilsproblematikken. Skal man flytte vand fra A til B, er det selvfølgelig bedst at gøre det i en fin ny spand. Men har man ikke andet, kan en gammel, slidt murerspand også bruges. På samme måde, hvis man vil spare op til sin pension. Selvfølgelig kunne det være rart at gøre det i verdens bedste pensionssystem. Men hvis man er nødt til det, kan det danske pensionssystem med dets finurligheder såmænd også bruges. Foto: Colourbox 13

5 Xxx Man skal huske på, at de penge, man vælger, om man vil betale ind på en pensionsordning eller ej, er penge, man allerede har arbejdet for, og derfor er man naturligvis meget opmærksom på, at man får mest muligt ud af dem. Traditionelle pensionsordninger Tilbage er pensionsopsparing via de traditionelle pensionsordninger som ratepensioner og livrenter, og det er her, samspilsproblematikken er størst. Her får man en fast månedlig ydelse enten i en årrække på fra ti år og opefter, hvis der er tale om en ratepension, eller resten af sit liv, hvis det er en livrente. Fordelen er, at man herved er sikker på at få nogle ekstra penge hver måned, men størrelsen af beløbet har direkte indflydelse på, hvad man kan få af ydelser fra det offentlige. For nogle vil det bedste samspil med de offentlige ydelser kunne sikres ved at strække udbetalingen fra en ratepension over flest mulige år. Så bliver den månedlige ydelse mindre, og så går det måske ikke så hårdt ud over, hvad man kan få fra det offentlige. Omvendt kan det også være, at man skal satse på at få en ratepension udbetalt så hurtigt som muligt, altså over de første ti år af ens pensionisttilværelse, og så leve af ydelser fra det offentlige resten af pensionisttilværelsen. Der er hul midt i spanden Under alle omstændigheder er det her, at Torben M. Andersens billede af spanden med hullet får betydning. For selvfølgelig kan man vælge at sige, at hvis det, at man sparer op via en ratepension eller en livrente, betyder, at man så får mindre i ydelser fra det offentlige, ja, så vil man overhovedet ikke spare op via en af de to opsparingsformer. Men det svarer til, at hvis man skal flytte vand fra A til B og kun har en spand med huller i, så opgiver man projektet på forhånd. Og det er ikke nødvendigvis den bedste løsning, hvis der for eksempel er brand. På samme måde er det ikke nødvendigvis en god idé at sige, at fordi man ikke får det fulde udbytte af en pensionsopsparing, hvis den betyder, at man får mindre fra det offentlige, ja, så bruger man alle pengene nu og her og gemmer overhovedet ikke noget, til man bliver pensionist. Måske er det bedre at tænke: OK, jeg mister godt nok nogle offentlige ydelser ved at spare op til pensionen, men til gengæld har jeg sikkerhed for at have mere at leve for end det trods alt begrænsede beløb, man kan få fra det offentlige. Man kan selvfølgelig også vælge at sige, at man overhovedet ikke tager hensyn til, hvad man ellers kunne have fået fra det offentlige, men sparer alt det op, man kan undvære, så man på den måde selv tager den fulde styring over sin økonomi som pensionist. Som Torben M. Andersen siger om denne løsning, skal man imidlertid huske på, at det ikke er alle, der har lige meget at undvære, mens de arbejder, og derfor er det ikke alle, der får det fulde udbytte af at tænke sådan. Derfor er det så vigtigt, at der bliver taget fat på samspilsproblematikken. Selv om det er så svært at finde ud af hvordan. Både for politikerne og den enkelte. n 14 Pengenyt 3/2016