Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik"

Camilla Ibsen
8 år siden
Visninger:

1 16. søndag efter trinitatis I Høstgudstjeneste i Jægersborg med Juniorkoret Salmer: Syng for Gud, 729, vinter er nær, 15, 730, , velsignelsen, 730, sensommervisen. I dag fejrer vi høstgudstjeneste i Jægersborg Kirke med smukke sang fra Juniorkoret og en kirke der er pyntet med korn. Vi fejrer og takker for alt det, som vi ikke kan skabe selv. Alt det som vokser og gror, uden at vi kan gøre ret meget fra eller til. Det gælder livet og kærligheden, men det gælder også alt det, som sker i naturen. Godt nok kan vi få meget til at gro ved kunstigt lys og diverse gødningspræparater, men det meste gror uden at vi kan gøre ret meget. Vi kan opleve det, hvis vi går en tur i en meget stor skov. Måske er der væltet et flere hundrede år gammelt træ, som har fået lov til at ligge i skovbunden, det ligger der og ser dødt og livløst ud, men hvis man går ned og ser hvor træets rødder har sluppet jorden, vil man opdage at der er nyt liv på vej op ad jorden. Nye små træer bevæger sig opad, fordi de har fået mulighed for at få lys og luft. Vi kan som mennesker kun se til, der hvor naturens kræfter tager over. Derfor brugte man I gamle dage og nogen steder på landet stadigvæk, en høstgudstjeneste til at sige tak for den natur som vi har fået lov til at låne og bruge. Det var en tak for det som træer og buske havde givet af frugter og bær og det som markerne havde givet af korn.

Alt det som vokser og gror, uden at vi kan gøre ret meget fra eller til. Det gælder livet og kærligheden, men det gælder også alt det, som sker i naturen.

2 Vi kan synes at det hører en anden tid, eller en anden landsdel til, men selvom vi her hos os, lever et stykke fra den vilde og utæmmede natur, så er vi stadig en del af den med hvert vores liv. Og måske er det fordi vi er en del af den og den af os, at vi i naturen bliver givet mange billeder eller eksempler, der kan forklare os noget om menneskelivet. I dag er kirken altså pyntet med forskellige kornsorter, der hver rummer en fortælling i sig, der også handler om vores liv. Jeg vil fortælle jer historien om det her aks, som kunne være en fortælling om ethvert aks. Det var en sommerdag, solen strålede fra en skyfri himmel, sådan en af de dage, der indbyder til afslapning og is-spisning. Der stod et aks på en mark mellem tusinde og atter tusinde af aks. Det var fyldt til bristepunktet med korn, på nippet til at knække af sin egen tunge vægt. Men det holdt stand, for de var mange om at bære vægten. I hvert enkelt korn fandtes der liv. Og når akset så tilbage hen over sommeren kunne det tydeligt se den udvikling de sammen var gået igennem. For de små korn var hver især vokset hele sommeren. I den første spæde start havde man knap kunnet få øje på de små korn. De havde været en helt tæt del af akset, ja, helt forbundet med det, men gradvist havde de små korn udviklet sig. De var blevet større og rundere, og den tætte sammenhæng med akset var mere blevet til en påhæftning, for nu levede de hvert deres liv, i en løs forbindelse med det aks de alle var en del af.

I dag er kirken altså pyntet med forskellige kornsorter, der hver rummer en fortælling i sig, der også handler om vores liv.

3 Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik kornene til at give en knitrende lyd fra sig. Men pludselig blev den smukke lyd overdøvet af lyde fra maskiner. Det var blevet høsttid og mens solen bevægede sig over himlen, blev den ene hektar efter den anden høstet. Da det var blevet aften, var der ikke et eneste aks tilbage på den store mark. Stråene lå tilbage på jorden og kornene blev kørt væk på store vogne og lagt til tørre i en lade. Så nu lå de der, enkeltvis i store bunker, som om det hele var slut. Ville de nogen sinde få solen at se igen? Ville de mærke jordens kølighed under sig? De havde svært ved at tro det eller håbe, det var som om alt hvad de havde oplevet kun var en drøm. Ugerne og månederne gik, mens de lå i laden. Men en dag skete der noget. De mange korn blev hentet frem, lagt ned i en maskine og kørt ud på marken. En og en blev de sat ned i jorden. Nu lå de helt for sig selv, omgivet af så tæt et mørke, som de aldrig havde oplevet før. Der gik dage og uger, men pludselig skete der noget. Lange hvide arme begyndte at vokse ud fra kornet. De famlede sig vej gennem mørket som på en mission de ikke selv kendte. Og så skete det, som ved et under eller et mirakel. En af armene brød gennem jordens overflade og alt var forandret. Solen stråler blev lukket ind gennem de små sprækker som spiren havde skabt. Himlen for oven var lysende blå og jordens mørke overflade var oversået med små lysegrønne spirer. Og alt var godt.

Da det var blevet aften, var der ikke et eneste aks tilbage på den store mark. Stråene lå tilbage på jorden og kornene blev kørt væk på store vogne og lagt til tørre i en lade.

4 Sådan er fortællingen om akset og om det lille korn. En fortælling om, at det vi troede var dødt, kan kaldes frem til liv igen. Ikke ved vores egen kraft, men ved Guds kraft. I dag ved høstgudstjenesten skal vi mindes om, at kornets historie også er vores historie. En historie der fortæller os, at Gud kan klare det, som vi mennesker ikke kan klare selv. For Gud er som det lys, der får de små spirer til at finde vej gennem jorden, hans kærlighedskraft overvinder også jordens mørke for os. Vi hørte før beretningen om en kvinde der boede i en by som hedder Nain. Hun var enke, hun havde altså mistet sin mand, og da vi møder hende i fortællingen er hun i gang med at gå den tungeste vej en mor kan gå. Hun var ved at bære sit barn sit eneste barn, til graven. Jeg tror alle forældre kan mærke det helt fysisk hvordan det har gjort ondt på den mor. Jesus møder enken der kommer bærende med sin søn og også han kunne mærke det helt fysisk der står at han ynkedes det betyder faktisk, hvis man oversætter det fra græsk, at man får det fysisk dårligt, at man får kvalme og ondt i maven. Så Jesus mærkede modernes smerte. Men han bliver ikke i den følelse, han gør noget græd ikke siger han, ikke fordi han er magtesløs, men fordi han har magten. Fordi han ved at kærligheden er stærkere end døden.

For Gud er som det lys, der får de små spirer til at finde vej gennem jorden, hans kærlighedskraft overvinder også jordens mørke for os.

5 Nu er det jo ikke sådan at døden efter den begivenhed i Nain bliver sat ud af spillet. Den er her jo stadig i vores liv og i vores verden. Den er et vilkår for os alle. Det ville også være en lidt skræmmende tanke hvis den ikke var. Så ville vi måske ikke længere føle et ansvar over for vores eget liv eller overfor andres. Livet ville miste sin værdi, hvis ikke det havde en grænse. Men hvorfor opvækker Jesus så enkens søn? Jo, måske gør han det fordi han ynkedes over kvinden, og måske for at give mennesker et håb og et billede på Gud og på hans kærlighed. Men fortællingen kan også på et andet plan være en opfordring til os mennesker. Vi kan selvfølgelig ikke opvække mennesker fra de døde, men måske kender vi nogen, som har glemt hvad det er at leve og dem kan vi vække. Dem der har det svært, måske fordi de sørger og savner, dem der er på flugt og som kun tænker på at overleve, dem der gået helt i stå i livet. Vi kan alle sammen engang imellem have brug for at blive trukket tilbage til livet og ud i lyset. Og der skal ikke så meget til. Jesus gjorde heller ikke meget den dag i Nain. Et enkelt kærligt ord, måske et kærligt kram, et tillidsfuldt blik små ting, der kan være med til at sende stråler af lys ind i den andens mørke og få glæden til at spire frem igen. En høstgudstjeneste er mere end en tak for det vi høster på marker og i haver. Det er et en tak for alt det, der virker som mad i vores liv. Alt det

Livet ville miste sin værdi, hvis ikke det havde en grænse. Men hvorfor opvækker Jesus så enkens søn?

6 der får os til at leve den kærlighed vi får og giver, den glæde der får os til at smile og grine og alt det der får os til at ville have mere liv og flere dage. Men det er også en tak for, at fortællingen om kornet også vores fortælling. For den beskriver med billeder, hvordan Gud kan kalde livet frem gennem selv fra det mørkeste mørke. Den tro og det håb må vi have og glæde os over også midt i livet. Amen

Men det er også en tak for, at fortællingen om kornet også vores fortælling.

Relaterede dokumenter

16. s. e. trin. I 2015 Høstgudstjeneste i Strellev

16. s. e. trin. I 2015 Høstgudstjeneste i Strellev I dag har vi høstgudstjeneste her i Strellev. Vi glæder os over, hvad Gud lod vokse i vang, som vi senere skal synge. Vi takker for de gode gaver, han giver til os, vi lovpriser ham, fordi vi har fået