Historisk Vadehavskultur. Kulturhistorisk introduktion til det danske Vadehavsområde VADEHAVET

Transkript

1 Historisk Vadehavskultur Kulturhistorisk introduktion til det danske Vadehavsområde VADEHAVET

2 Fiskeri- og Søfartsmuseets Forlag 2005 Indhold Introduktion Introduktion ISBN Fremstilling og ekspedition: Fiskeri- og Søfartsmuseets Forlag Tarphagevej 2 DK-6710 Esbjerg V fimus@fimus.dk Tekst: Mette Guldberg Fotos: Hans Hagge: Forside, s. 4, 5n, 6, 23n, 28, bagside. Brian Kristensen: s. 3, 5, 7ø, 11n, 14, 18. Hans Tonnesen: s. 24n, 26ø. Højer Mølle- og Marskmuseum: s. 5ø. Carl C. Christiansen: s. 7n, 9, 21n, 23ø, 24ø, 25ø, 26n, 27n. Svend Tougaard: 8ø, 8n, 13, 15ø, 16n, 17, 20, 22, 31, bagflap. Myrthuegård: 10. Vadehavscentret: 11ø, 25n. John Frederiksen: 19n, 27ø. Mette Guldberg: 12, 16ø, 19ø, 21ø. Fiskeri- og Søfartsmuseet: 15n. Grundkort: Udsnit af Kort- og Matrikelstyrelsens er gengivet med Kort- og Matrikelstyrelsens tilladelse. Kort- og Matrikelstyrelsen Layout/Tryk: PE offset A/S, Varde Udarbejdelsen er finansieret af Pilotprojekt Nationalpark Vadehavet Landskabet Mennesket og Vadehavet Bosætning og byggeskik Fra nord til syd Det nordligste Vadehav Fra Varde Å til Sneum Å Fra Sneum Å til Ribe Å Fra Vester Vedsted til Rømødæmningen Rømø Ballummarsken Fra Hjerpsted Bakkeø til Højer Tøndermarsken Vadehavets kulturmiljø På gensyn derude Forside: Markmandshuset på et værft i Misthusum. Bagside: Låningsvej ved Rømødæmningen. Bagflap: Markled i Tøndermarsken, et såkaldt»lejgaf«. Dette hæfte handler om Vadehavsområdet i det sydvestligste hjørne af Danmark og om de spor, mennesket har afsat ved at bo, arbejde og færdes dér gennem århundreder. Kort sagt: Om kulturhistorien i Vadehavsområdet. I Vadehavsområdet har stormfloder med tab af menneskeliv ikke blot været en eksotisk fortælling, men en historisk realitet og en stadig trussel. Derfor har mennesket her, mere end de fleste andre steder, gennem århundreder sat sit præg på landskabet gennem landvinding og digebyggeri. Stormflodssøjle i Ribe. Der er mange historier at fortælle om Vadehavsregionen. Dette hæfte rummer kun et fåtal, og de handler først og fremmest om det, der stadig kan ses i landskabet. Det er imidlertid håbet, at hæftet vil inspirere læseren til at opsøge de mange andre gode historier om livet ved Vadehavet og fortælle dem videre. Når man kender og kan tyde de mange tegn i sine omgivelser, bliver historien levende, og landskabet får tidsmæssig dybde. Hæftets tre første afsnit giver en introduktion til den danske del af Vadehavsregionen og det liv, der er blevet levet her. Derefter følger en række afsnit, som fortæller nærmere om det, man kan se, når man bevæger sig fra nord til syd. Bag i hæftet findes en oversigt over udstillingssteder og nyttige adresser, som kan bruges, hvis man vil søge yderligere oplysninger. På hæftets bagflap findes et kort med numre på de enkelte lokaliteter, så man kan orientere sig undervejs i læsningen. Hvis man bevæger sig ud i landskabet, kan det anbefales at supplere med et mere detaljeret kort samt at følge de skiltede ruter: Cykelruterne, der går ad mindre veje og stier, og Margueritruten, der især er for bilfolket. Den danske del af Vadehavet strækker sig fra Blåvandshuk i nord til den dansktyske grænse i syd. Men selv om denne publikation standser ved grænsen, fortsætter Vadehavet endnu mange kilometer sydpå gennem Tyskland og Holland, og her er der mindst lige så mange spændende historier. God fornøjelse! 3

3 Landskabet sken. I den hollandske og tyske del af Vadehavet findes marskstrækninger, som er mange kilometer brede, men i den danske del af Vadehavsområdet er marsken forholdsvis smal. Værfter, diger og kog De flade marskkyster oversvømmes ofte ved højvande og er meget udsatte under stormfloder, og derfor bosatte områdets befolkning sig på den høje geest. Når man nogle steder alligevel valgte at bosætte sig i selve marsken, skete det på kunstige forhøjninger, de såkaldte varf eller værfter, hvor man kunne holde sig fri af vandet. I Danmark findes der omkring 60 sådanne værfter, alle i den sydlige del af området, men i de store marskområder i Tyskland og Holland er der mange tusinde. Befolkningen i marskområderne har beskyttet sig mod vandet ved at bygge diger ud mod havet. Man kan fremme marskdannelsen foran digerne ved at grave grøblerender, hvori slikken kan lejre sig, og ved at bygge slikgårde, hvor risgærder - Der arbejdes med faskiner. faskiner - er med til at tilbageholde slikken, når vandet falder. Jo bredere landet foran digerne er, desto større er sikkerheden, og når forlandet efter mange års aflejringer er blevet tilstrækkeligt bredt, kan man bygge endnu et dige mod havet og således få en kog - et inddiget område - indvundet fra havet. Tidligere var den væsentligste grund til at hjælpe marskdannelsen på vej, at man ønskede at indvinde nyt land til brug for landbruget. I dag gøres det primært af kystbeskyttelseshensyn. Dige ved Astrup. Grøblerender ved Rømødæmningen. Havet og landskabet Vadehavskysten er et tidevandspåvirket område, der strækker sig fra Blåvands Huk i nord og ned langs den tyske nordsøkyst til den Helder i Holland i syd. To gange i døgnet er der højvande, og to gange trækker vandet sig tilbage igen og danner dybe render mellem Vadehavsøerne, der ligger på stribe ned langs kysten. I den danske del af Vadehavet er forskellen på højvande og lavvande en til to meter. På øernes vestkyst er der sandstrand og klitter, mens der på størstedelen af de øvrige kyststrækninger er flade marskområder, på nær nogle få steder med høje kyster. Landskabet gennem- skæres af mange større og mindre åer. På nær Varde Å og nogle mindre bække får de alle reguleret deres udløb med en sluse. Marsk og geest Ved højvande transporterer havet materiale - sand og finkornet slik - med ind. Materialet aflejres, og når aflejringerne har nået en tilstrækkelig højde, kan planter som annelgræs, kveller og spartina få fodfæste. Dermed dannes de lave og meget frugtbare marskområder. Den flade marsk støder op til den højereliggende geest, en frisisk fællesbetegnelse for bakkeø og hedeslette, hvor disse støder op til mar- 4 5

4 Mennesket og Vadehavet Landbrug Landbruget har fra de tidligste tider været grundlaget for menneskers liv ved Vadehavet, og endnu i dag præger landbruget store dele af Vadehavsområdet. Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før Kristi fødsel. I senmiddelalderen blev marskengene især udnyttet til opfedning af stude. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart. Ved gårdene fandtes ofte haver - kålgårde - med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet. Græssende køer i Ballummarsken. 6 Fiskeri Fiskeriet spillede fra gammel tid en stor rolle for befolkningen ved Vadehavet, ofte i kombination med landbrug. Fiskeriet havde sin storhedstid fra slutningen af 1200-tallet til omkring Det blev drevet fra en lang række fiskerlejer langs kysten, hvoraf Sønderside ved Ho var et af de største. I 1600-tallet gik fiskeriet tilbage og blev drevet i mindre målestok, indtil anlæggelsen af Esbjerg Havn i 1870 erne gav basis for et havgående erhvervsfiskeri i stor skala. Kalkmaleri af en middelalderlig kogge i Hviding kirke. Søfart De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder, havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved Grønland på tyske og hollandske skibe , og 1800-tallet var sejlskibenes storhedstid på øerne. Det betød en økonomisk blomstringstid, som satte sit præg på søfolkenes gårde og huse. Som følge af dampskibenes fremkomst, Esbjerg Havns anlæggelse og sejlskibenes endeligt koncentreredes så godt som al søfart i Esbjerg fra begyndelsen af 1900-tallet. Handel En kilde til rigdom for området var studehandelen, som tog fart i 1400-tallet. Studene blev drevet sydpå eller udskibet for at blive solgt på de store tyske og nederlandske markeder og 1700-tallet var en generel nedgangstid for området, og det gik bl.a. hårdt ud over Ribe, der tidligere havde været centrum for handel med stude. Helt særlig for Tønderegnen var produktionen af kniplinger. Denne produktion nåede sit højdepunkt i slutningen af 1700-tallet, hvor flere tusinde, især kvinder og børn i landområderne, var beskæftiget med hjemmefremstilling af kniplinger for købmænd i Tønder og for kniplingskræmmere i småbyerne. Uldgade i Tønder. 7

5 Bosætning og byggeskik Landbebyggelsen Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at mennesket tidligt valgte at bosætte sig på geest-randen ud mod marsken. Indtil 1000-tallet flyttede landsbyerne ofte, men i middelalderen fandt de fleste landsbyer deres blivende sted, og i omegnen af nutidens landsbyer kan der ofte findes spor efter deres forgængere. Det var også i middelalderen, man begyndte at bosætte sig i marsken, og det er fra denne tid, værfterne i Ballummarsken og Tøndermarsken stammer. Grundmurede gårde blev almindelige i området i 1700-tallet, og de bevarede gamle gårde er typisk bygget af røde mursten og har stråtag. I den nordlige del af Vadehavsområdet har de som regel beboelse i en længe for sig, og stald og lade i andre længer, gerne lagt i firkant omkring»arkengaf«på en Rømøgård. 8 Gård fra Ballum. en gårdsplads. Længere sydpå og på Vadehavsøerne ses en tydelig frisisk påvirkning. Her er gårdens grundstamme én længe med stald i den ene ende og beboelse i den anden, adskilt af en tværgående forstue. Den ene længe kan suppleres af flere, og længerne placeres ikke efter et fast mønster. Nogle gange kan de forme en firelænget gård, men der findes også andre placeringer. Et karakteristisk træk er kvistlugerne over forstuedøren til indlæsning af hø og korn, de såkaldte»arkengaf«. Murværket over døre og vinduer er ofte dekoreret, og væggene indvendig er ofte beklædt med fliser hjembragt fra Nederlandene. Da man i Bedre Byggeskik-bevægelsen i begyndelsen af 1900-tallet søgte efter traditionen i det danske hus, blev en af inspirationskilderne den vestslesvigske byggeskik, hvor bl.a. byggeriet i Møgeltønder kom til at stå som et forbillede. Der har tidligere ligget mange hovedgårde i Vadehavsområdet, men deres hovedbygninger var ofte beskedne set med nutidens øjne, og de fleste af dem er forsvundet i tidens løb. Schackenborg i Møgeltønder er den eneste bevarede herregård, hvor man virkelig fornemmer fortidens storhed i den bevarede hovedbygning. Kirkerne Størstedelen af områdets kirker er oprindeligt bygget i romansk stil i og tallet. Mange af dem er bygget af tufsten, som blev sejlet ind fra Rhin-egnene, da det med datidens transportmidler og infrastruktur var langt lettere at transportere byggematerialer over vand end over land. Alene i Sydvestjylland blev der bygget over 50 kirker af tufsten. Kirkerne fremstår i dag typisk hvidkalkede og tækket med bly. Brøns Kirke med åen i forgrunden. Købstæderne Købstæderne ligger, hvor der var gode muligheder for sejlads. Ribe, Varde og Tønder er alle opstået ved åer, hvorfra man havde mulighed for at sejle til Vadehavet og videre gennem dybene til Nordsøen. Også Esbjergs placering i slutningen af 1800-tallet var betinget af beliggenheden ved Grådyb, der tillod sejlads med store dampskibe til bl.a. England. Indtil næringsloven af 1857 havde købstæderne monopol på handel, håndværk og søfart, og særligt Ribe og Tønder har mange fine, gamle købmandsgårde, ofte placeret med gavlen ud mod gaden. 9

6 Fra nord til syd Oversvømmet vej ved Myrthue. Ved at bevæge ad den rute, der er skitseret i dette hæfte, kommer man forbi mange af de karakteristiske elementer og træk, der gør Vadehavsområdet til noget specielt i dansk kultur. På fastlandet ligger landsbyerne hele vejen som en perlerække langs geest-randen ud til marsken, som de har gjort siden middelalderen. I den sydlige del finder man tillige bosætning på værfter i de efter danske forhold vældige marskområder med de gamle diger og koge. Langs størstedelen af kysten er der bygget diger, de fleste i 1900-tallet, for at beskytte landet mod vandets indtrængen. Kun i den nordligste del, og dér, hvor geesten når helt ud til havet, er der ingen diger. Mange steder er der opsat stormflodssøjler, der minder om, hvor højt vandet har stået under de store stormfloder. Fra nord til syd kan man opleve de forskellige måder, en marsk kan»optræde«på. Marsken ved Varde Å er uinddiget, marsken i tilknytning til Sneum Å, Kongeå, Ribe Å, Rejsby Å og Brøns Å er inddiget, men ikke afvandet, og endelig er Tøndermarsken både inddiget og afvandet med inddigede åer og pumpestationer. Undervejs passerer man adskillige vandløb, og ofte er der opstået bebyggelser der, hvor åen bedst lod sig krydse. Nogle bebyggelser udviklede sig til byer, andre blev til landsbyer og atter andre forblev blot samlinger af huse. Man vil bemærke, hvordan byggeskikken på de gamle gårde ændrer sig fra en dansk orienteret gårdtype med stuehus, stald og lade i hver deres bygninger i nord, til den mere frisisk orienterede byggeskik i syd med bolig og stald i samme længe adskilt af en forstue med den karakteristiske arkengaf over indgangen. I dag er der dog ofte indrettet bolig i hele Mandø. længen, hvilket gør det lidt vanskeligere at skelne de to typer. De gamle købstæder Varde, Ribe og Tønder spillede i kraft af deres privilegier en stor rolle for det økonomiske liv i deres opland. Ribe var tillige gejstligt centrum med sin imponerende domkirke, der kan ses vidt omkring i det flade landskab. Den nye by Esbjerg, som voksede sig stor i slutningen af 1800-tallet på grund af sin statshavn, fik købstadsrettigheder i 1899 og blev efterhånden en alvorlig konkurrent til især Varde og Ribe. Vadehavsområdet er et grænseland. Den nordligste del har i historisk tid altid tilhørt det danske kongerige, mens området syd for Kongeåen har hørt til hertugdømmet Slesvig, på nær de såkaldte»kongerigske enklaver«, hvortil bl.a. Ribe hørte. Fra 1864 til 1920 hørte det meste af hertugdømmet til Tyskland, men grænsen slog på den vestligste del et slag ned om Ribe, som forblev dansk. Nogle steder passeres de gamle grænser helt ubemærket, andre steder kommer de markant til udtryk i landskabet. Af vadehavsøerne ligger nordligst den forladte ø Langli, som har været ubeboet siden begyndelsen af 1900-tallet. Dernæst følger Fanø med sine to velbevarede skipperbyer, så Mandø omkranset af diger, og endelig Rømø med den stolte hvalfangertradition. Syd for Rømø lå tidligere øen Jordsand, men den forsvandt i havet i løbet af 1990 erne. Ballum Sluse

7 Det nordligste Vadehav haveanlæg samt byens kirke fra midten af 1400-tallet. I randbebyggelsen Kjelst kan man på rastepladsen ved nordsiden af vejen se en såkaldt pinsebod, en korsformet fordybning i jorden, hvor hyrdedrengene skal have mødtes for at fejre pinsen. Ifølge traditionen har der stået en kirke på stedet. 4. Varde Købstaden Varde er opstået i 1100-tallet som vadestedsbebyggelse ved Varde Å, og en kongeborg, der var opført ved overgangsstedet, blev omkring år 1300 opført på det endnu eksisterende voldsted syd for byen. De ældst kendte købstadsprivilegier stammer fra 1442, og byen havde en livlig søhandel bl.a. fra sine ladesteder i Ho, Hjerting og Janderup. Byen blev hærget af brande i 1779 og Kun kirken står tilbage fra tiden før de to brande. 5. Tarphagebroen Varde Å er den eneste større å, der løber ud i Vadehavet, uden at være reguleret af en sluse. Tarphagebroen over Varde Å blev bygget i 1941 og afløste den færgeoverfart, der indtil da havde været på stedet. Før broen blev bygget, havde Varde været det vestligste sted, man kunne køre over Varde Å. Fra Tarphagebroen har man et storslået udsyn over Ho Bugt med geest-randbebyggelsen i Kjelst mod nord, Vardes ladeplads ved Janderup Kirke mod nordøst og Esbjerg bakkeø, der rejser sig ind mod Marbæk Plantage i sydvest. Varde Ås udløb i Ho Bugt med geest-randbebyggelsen i forgrunden og Tarphagebroen til venstre. Den gamle redningstation på Skallingen, der blev vogterhus. 1. Skallingen og Sønderside Vadehavets nordlige afgrænsning markeres af fyrtårnet på Blåvands Huk, men det er ved Varde Ås uregulerede udløb i Ho Bugt, man finder den nordlige begyndelse til Vadehavet. Bugten afgrænses i vest af halvøen Skallingen, der er dannet i løbet af de sidste år, og som er under stadig forandring af vind og vejr. Om sommeren græsser her kreaturer, og indtil for få år siden var vogterhuset indrettet i en tidligere redningsstation. Skallingen afgrænses mod nord af Havnegrøften, som markerer den gamle kystlinie mellem Ho og Oksby. Her lå i middelalder og renæssance det driftige fiskerleje Sønderside, der i fiskesæsonen husede omkring mennesker. Sønderside blev ødelagt ved stormfloden i 1634 og blev derefter forsøgt genopbygget, men den nåede aldrig sin tidligere storhed. Den præcise placering kendes ikke i dag. 2. Langli Sydøst for Ho findes ebbevejen over til den nordligste Vadehavsø, Langli, hvortil der er offentlig adgang fra 16. juli til 15. september. Det hører til en af de helt specielle oplevelser i Vadehavet at gå eller blive kørt ud til en ø over havbunden ved ebbetid. Tidligere boede der fem familier på øen, men de flyttede efter stormfloderne i 1909 og Ho og Kjelst Rundt om Ho Bugt ligger bebyggelsen på geest-randen ud til den smalle marsk. I Ho finder man den fredede præstegård med 12 13

8 Fra Varde Å til Sneum Å golfbaner fra Øen holder sin dragt-, musik- og madtradition i hævd ved årlige festivaler i de to byer. 6. Marbæk Plantningen af Marbæk Plantage blev påbegyndt i 1904, og i 1930 erne købte Esbjerg Kommune arealet til rekreativt område for byens indbyggere. Her findes mange fortidsminder, bl.a. to fredede jernalderbopladser, hvor rester af huse og brolægninger er frilagt, samt et større fredet agersystem fra samme tid. I den sydlige del findes et hedestykke, der vidner om stedets karakter før beplantningen. Den afdækkede jernalderboplads i Myrthue Hjerting og Esbjerg Hjerting var tidligere Vardes vigtigste ladeplads, og i 1700-tallet var det den travleste havn på den danske Vadehavskyst. Der var intet havneanlæg, da man ladede og lossede ved lavvande, mens fartøjerne lå på vaden. Hjerting er i dag næsten vokset sammen med Esbjerg, men vejforløbet vidner stadig om trafikken fra Varde ned til ladepladsen. Esbjerg er opstået som følge af statshavnen, der blev anlagt med henblik på eksport til England. Aktiviteterne ved havnen tiltrak mange mennesker, og snart voksede der en livlig by med både trafikog fiskerihavn frem. I dag er Esbjerg Danmarks femtestørste by og en vigtig base for fiskeri, søfart og offshoreindustri. Den ældste del af havnen er det trekantede dokhavnsbassin i den sydlige del af havnen. 8. Fanø Fanø er den nordligst beboede Vadehavsø og nås med færge fra Esbjerg. Man ankommer til Nordby, som er den nordligste af Fanøs to meget velbevarede skipperbyer, mens den anden, Sønderho, ligger på øens sydlige del. De to byer fik deres nuværende udseende under sejlskibenes storhedstid i og 1800-tallet, hvor øen var hjemsted for en af landets største provinsflåder. På østsiden af Fanø findes endnu nogle fuglekøjer, en slags fælder brugt til fangst af ænder. De blev anlagt i 1860 erne og var i funktion, indtil fangstmetoden blev forbudt i Fra slutningen af 1800-tallet udvikledes der en badesteds- og hotelturisme ved den nordlige del af Fanøs vestkyst, og her findes også en af Danmarks ældste 9. Roborg, Sneum Sluse og St. Darum Ved Roborg syd for Tjæreborg begynder systemet af havdiger, der strækker sig så godt som ubrudt herfra og ned til Koldby syd for Rømø. Roborg var en driftig ladeplads for lokal skibstransport i Vadehavet, men da Tjæreborg fik jernbanestation i 1874, flyttede kro og købmand ind til dette nye knudepunkt for den lokale transport. Længere sydpå finder man den nordligste af de mange sluser i Vadehavsområdet, Sneum Sluse, der regulerer Sneum Ås udløb gennem diget. Landsbyen St. Darum Niels M. Gerald: Evert "Ane Cathrine" losser hø Hus i Sønderho på Fanø. bag ved diget er velbevaret med mange fine gårde, heriblandt den fredede præstegård fra

9 Fra Sneum Å til Ribe Å Vilslev Spang med kirken i baggrunden. 10. Vilslev Længere sydpå møder man Kongeåen, som var grænseå mellem hertugdømmet Slesvig og kongeriget Danmark, men som her i det vestligste Jylland ikke - som i det øvrige Jylland - dannede grænse mellem Danmark og Tyskland , idet grænsen slog et sving ned om den gamle danske by, Ribe. Ved Kongeåen ligger den velbevarede landsby Vilslev med sin tufstenskirke og syd for denne Vilslev Spang, en lille bro, der var et vigtigt overgangssted for studedriverne på deres vej fra Limfjorden til markederne i Ribe og Slesvig. Trafikken her gav grundlag for håndværksvirksomhed, kro og toldsted. Opdelingen af marsken neden for byen stammer fra udskiftningen i Ribe Ribe er Danmarks ældste by. Den blev anlagt i begyndelsen af 700-tallet som markedsplads på nordsiden af Ribe Å, men 16 blev senere flyttet til sydsiden af åen, hvor domkirken og slotsbanken har ligget siden 1100-tallet. Selve hovedgaden løber på den dæmning, der blev anlagt over Ribe Å i midten af 1200-tallet, og som opstemmede vandet til den nu forsvundne Kongens Mølle og flere andre. Ribe var områdets altdominerende havneby med udskibning fra ankerpladser i læ af Fanø, Mandø og Rømø, og i senmiddelalderen blev Skibbroen bygget. I 1600-tallet aftog Ribes betydning, og den økonomiske afmatning har været medvirkende til, at Ribe i dag har en meget velbevaret bykerne med et næsten uændret middelalderligt gadenet og et væld af gamle byhuse, hvoraf flere stammer fra 1500-tallet. 12. Kammerslusen Ribe Kammersluse er opført 1914 i forbindelse med bygningen af Ribe-diget. Her kan skibe sluses igennem diget, og som de andre sluser sikrer den også engene og byen mod oversvømmelser. Når vandstanden i Vadehavet ved lavvande er lavere end Mandø Kirke. Ribe By. Hovedgaden løber på dæmningen over Ribe Å og fører op til Domkirken. i åen, åbner slusens porte sig, og de presses i, når vandstanden i havet er højere end i åen. I vinterhalvåret kan der være problemer med bagvand, fordi storme presser store vandmængder ind i Vadehavet og holder sluseportene lukket i mange døgn. Under sådanne omstændigheder kan den store Hovedeng ved Ribe komme til at stå under vand. 13. Mandø Ved Vester Vedsted går der to veje til Mandø: Ebbevejen, som blot er markeret med riskoste på havbunden, og Låningsvejen, som er anlagt i 1970 erne mellem to rækker af faskinegærder. Begge veje oversvømmes normalt ved højvande. Mandø bestod tidligere af to øer, men med bygningen af det nuværende havdige i blev de to dele forenet til én ø. I 1500-tallet flyttede bebyggelsen fra Gammel Mandø over i læ af klitterne. Her ligger Mandø by i dag med bl.a. kirke, vindmølle, kro og redningsstation, samt Mandøhuset, der fremstår som et skipperhjem fra 1800-tallet. 17

10 Fra Vester Vedsted til Rømødæmningen Hviding kirke. 15. Gl. Hviding og Hviding nakke Højt i landskabet nær kysten ligger Hviding Kirke, der er bygget som en storbejderne boede i en barakby ved diget, og den 30. august 1923 om eftermiddagen blev de overrasket af vandet, der pludselig kom ind. Nogle fik reddet sig, men 19 af dem kom ikke levende i land. For dem er der rejst en mindesten ved Rejsby Sluse. Landsbyen Brøns er beliggende ved et gammelt overgangssted over Brøns Å. Byens kirke er Danmarks længste, romanske landsbykirke og et udtryk for den rigdom, der i middelalderen fandtes i sognene langs marsken. Kirken rummer enestående kalkmalerier fra reformationstiden. Mindestenen ved Rejsby. 16. Rejsby og Brøns Da Kong Christian den Tiendes Dige var under bygning , fik man en alvorlig påmindelse om havets kræfter. Digearbygninger. Også i jernalderen boede der folk her, og de rige fund fra udgravninger på stedet præsenteres i Hjemsted Oldtidspark. 14. Vester Vedsted Nær Vester Vedsted, med et velbevaret miljø omkring kirke og præstegård, har man gjort mange rige fund fra jernalderen. Særligt én lokalitet, Dankirke, tyder på handelskontakter med frisere og angelsaksere ca. 200 f. Kr. til 750 e. Kr. Ved Vester Vedsted afsluttes Ribediget, opført , med et såkaldt fløjdige, der svinger ind i landet syd for byen. Efter genforeningen i 1920 blev Kong Christian den Tiendes Dige opført for at forbinde diget ved Vester Vedsted med Astrup banke. 17. Skærbæk og Hjemsted I kraft af sin jernbanestation og beliggenheden ved et vejknudepunkt udviklede landsbyen Skærbæk sig i løbet af 1900-tallet til en driftig stationsby. Vest for kirken ligger det gamle uldspinderi fra Vejen syd om byen mod Hjemsted følger geest-randen ud mod Ballummarsken, og i Hjemsted ligger gårdene tæt langs geestranden. Her finder man også den fredede Hjemstedgård fra 1641 med senere ommandskirke i slutningen af 1100-tallet. Den havde oprindeligt to vestlige tårne, men de styrtede sammen i 1500-tallet. I kirken findes et kalkmaleri af en kogge, det typiske handelsfartøj i middelalderen. Nær kirken er der fundet spor efter vikingetidsgårde og middelalderbyggeri, der kan tyde på en alternativ handelsplads til Ribe. I nærheden ligger Hviding Nakke, en sandbanke i havet ca. 6 km vest for Hviding Kirke. Hviding Nakke var i 1600-tallet det vigtigste udskibningssted for Ribes studehandel. Hjemstedgård

11 Rømø Nationalmuseets Kommandørgård. areal, der fra nord til syd strækker sig i hele øens længde. Hegnet af hvalkæber med årstallet Rømødæmningen Rømø er den største af de danske Vadehavsøer og den, det er lettest at komme til på grund af Rømødæmningen, der påbegyndtes som beskæftigelsesarbejde i 1939 og indviedes i Nord for dæmningen kan man se grøblerender og rester af slikgårde. Rømø har ingen egentlig bydannelse, men derimod en lang række mindre landsbybebyggelser langs østkysten, hvor de ligger i læ af det sammenhængende klitpræget minde herom, idet et hegn på østsiden af vejen er lavet af hvalkæber. I Toftum kan man besøge Kommandørgården, som ejes af Nationalmuseet. Gården som helhed er ikke typisk for øens kommandørgårde, men den rummer mange af de samme træk, bl.a. dekorationerne over døre og vinduer samt en overdådighed af vægfliser i køkken og stuer. Syd for Kommandørgården ligger den fredede Toftum Skole opført i 1874 med kun ét klasseværelse. 19. Toftum og Juvre I 1600-tallet blomstrede Rømøs søfart, og i 1700-tallet deltog en stor del af øens mandlige befolkning i hvalfangsten fra Hamburg og de hollandske havnebyer. Flere blev kommandører - dvs. kaptajner - på hvalfangerskibene, og antallet toppede med 40 kaptajner i I Juvre finder man et særmark, hvor færgen fra Ballum lagde til, og det nyopførte Nordseebad ved Lakolk. Hotellet nedbrændte i 1965, men flere af de tidlige sommerhuse kan stadig ses ved Lakolk, og den gamle skinnevej er bevaret som sti. 21. Kirkeby og Havneby Rømøs kirke er en senmiddelalderlig murstenskirke, der er voldsomt ombygget og udvidet i den rige søfartstid i og 1700-tallet. På kirkegården findes en lang række gravsten over Rømø-kommandører. Ved kirken ligger den fredede redningsstation fra 1886, og syd herfor findes mange fredede og bevaringsværdige gårde. I Havneby blev der i 1964 indviet en havn, som har færgeforbindelse til List på Sild, og hvorfra der drives fiskeri efter hesterejer. I området syd for Vestergade - og andre steder på øen - kan man endnu se eksempler på de»skummede agre«, der blev dannet, når man måtte skovle de dyrkede arealer fri for flyvesand, og markerne derved blev forsænkede felter mellem diger dannet af det opgravede sand. Kirkeby Redningsstation. 20. Kongsmark og Lakolk I slutningen af 1800-tallet var Rømø blevet et landbrugssamfund i tilbagegang med befolkningsnedgang til følge, men turismen begyndte så småt at gøre sit indtog. For at tiltrække turister lod pastor Jacobsen fra Skærbæk i 1899 anlægge en skinnebane med hestetrukne vogne mellem Kongs

12 Ballummarsken Misthusum med den svorne vej, de forladte værfter og sommerdiget. 22. Den svorne vej Fra vejen mellem Hjemsted og Rømødæmningen fører en vej ved navn»den svorne vej«mod syd. Ifølge sagnet har den fået navnet, fordi Misthusum lå i strid med Skærbæk om ejendomsretten til vejen. Sagen kom for retten, og dommeren krævede, at Misthusumbønderne skulle stå på vejen og sværge på, at de stod på egen jord. De fyldte lidt jord fra egne marker i deres støvler og mente så, at de med sindsro kunne aflægge eden. De fik tilkendt vejen, men kom alle siden ulykkeligt af dage og kunne ses om natten som gengangere på vejen. Kun én mand, der ikke ville være med til at sværge falsk, skal have reddet livet. 22 havsområdet. På Ballummarskens enge syd for Rømødæmningen ses nogle forhøjninger i landskabet. Det er den nordligste samling af værfter i hele Vadehavsregionen, anlagt i middelalderen, så gårdene kunne ligge uden for fare ved højvande og stormfloder. Et lavt sommerdige skulle beskytte mod sommerens mindre stormfloder. Alligevel blev Misthusum hårdt ramt af stormfloder i flere omgange, og i tallet begyndte folk at flytte ind på geesten. I 1814 forlod den sidste familie Misthusum, og tilbage er kun resterne af sommerdiget og de otte værfter, hvor man på de fleste endnu kan se spor af det livsvigtige reservoir til ferskvand, den såkaldte fedding. På et af værfterne byggede man det lille Markmandens hus som tilholdssted for hyrden. Syd herfor opførtes i 1836 to møller, der forsynet med hver sin arkimedessnegl 23. Misthusum Den forladte landsby Misthusum fortæller i fortættet form historien om livet i Vadekunne trække vand op fra åen for at skaffe drikkevand til kreaturerne. Vandet blev via grøfter ledt ud til kreaturerne over det meste af Ballum enge. Systemet fungerede indtil 1960 erne, og møllerne er siden blevet restaureret. Et lille hus i egnens stil er bygget på det nærliggende værft og indrettet med en udstilling. 24. Ballum Sluse Ballummarsken er beskyttet af et havdige, der sammen med Ballum Sluse og Slusekro er opført af russiske krigsfanger. Samtidig blev Brede Ås udløb, og dermed færgestedet til Kongsmark på Rømø, flyttet fra nord for den nuværende Rømødæmning til slusen. Ballum Slusekro har et meget fint bevaret interiør i jugendstil. Før bygningen af Rømødæmningen fungerede kroen tillige som garage for biler, hvis passagerer skulle med færgen til Rømø. 25. De mange Ballum er Langs geest-randen syd for Ballum Sluse ligger en lang række lokaliteter, hvor»ballum«(afledt af»forhøjning«) indgår i navnet. Her ligger flere fine gårde. Mod øst Ballum Sluse. Bevandingsmøllerne i Ballum Enge. ligger Forballum, hvor en af den danske højskolebevægelses fædre, Kristen Kold, var huslærer i 1838, Østerende Ballum og Husum-Ballum. Vejen sydover fører igennem Vesterende Ballum, som har en romansk kirke samt et fredet tinghus fra 1788, siden brugt som skole og missionshus. Så følger Bådsbøl-Ballum, hvorfra der tidligere var færgeoverfart til Havneby på Rømø, Buntje-Ballum, Nørrehus-Ballum og endelig Rejsby-Ballum. 23

13 Fra Hjerpsted Bakkeø til Højer fra højmiddelalderen, flere gårde fra tallet samt møllen fra 1850 erne. Ved møllen er anlagt en bondehave efter vestslesvigsk tradition. En fabrik anlagt i 1918 til produktion af tangmel til foderbrug ligger markant ved åen. Gravhøje ved Hjerpsted. 26. Hjerpsted Bakkeø Lige syd for landsbyen Koldby slutter det lave Koldby-Ballum-dige fra Her rækker geesten, i form af Hjerpsted Bakkeø, helt ud til kysten ned til syd for Emmerlev. Øst for vejen ligger der en meget fin gruppe gravhøje, hvoraf nogle har malende navne som Kællinghøj, Storehøje og Pottemandshøj. Syd herfor knejser den romanske Hjerpsted Kirke, som ligger lidt væk fra den velbevarede landsby Hjerpsted med mange fine gårde, bl.a. den fredede præstegård. Bakkeøens møde med kysten ses tydeligst ved Emmerlev Klev, hvor den ender i en stejl klint. 28. Højer Sluse I byggedes et dige mellem Højer og Siltoft til inddigning af Ny Frederikskog, og i den forbindelse anlagdes Højer Sluse, der hvor Vidåen løber gennem diget. Dette dige var det yderste havdige, indtil det fremskudte dige blev bygget omkring 1980, og slusen bruges stadig som ekstra sikring ved stormfloder. Foran slusen blev Højer Havn anlagt, bl.a. som anlægsplads Højer Mølle med bondehaven i forgrunden. Højer Sluse. for dampskibe. Fra Højer var der dampskibsforbindelse til øen Sild fra jernbanens åbning i 1892 og frem til færdiggørelsen af dæmningen til Sild i Det fremskudte dige og Vidåslusen Det fremskudte dige, hvis officielle navn er Det Dansk-Tyske Dige, er det seneste havdige i Danmark, opført Dermed dannedes Margrethekog, hvor man i den sydlige del har anlagt en saltvandssø med henblik på at opretholde vadefuglenes Vidåslusen. levesteder. Diget havde været under forberedelse længe, men stormfloden i januar 1976 var den umiddelbare anledning til realiseringen. Det blev bygget som et fælles dansk-tysk projekt med 8,6 km dige på den danske og 3,6 km på den tyske side. Diget forbinder dermed Emmerlev Klev i nord med Hindenburgdæmningen til Sild i syd. Vidåslusen lader åens vand passere diget, og foran diget kan man se slikgårde og grøblerender til opbygning af forlandet og dermed sikring af diget. 27. Højer Højer by kendes fra 1200-tallet, og den fik i 1500-tallet stigende betydning som udskibningshavn for Tønder. I 1736 fik byen kongeligt privilegium på at drive handel og håndværk, og den blev dermed flække, et særligt begreb, der i hertugdømmerne dækker større landsbyer med visse privilegier. Højer har i dag flere bevaringsværdige og fredede bygninger, bl.a. kirken 24 25

14 Tøndermarsken ner, opført i forbindelse med hele Tøndermarskens afvanding i 1920 erne. De pumper om vinteren vandet fra kanaler og grøfter op i Vidåen, som ved afvandingen blev omgivet af ådiger. Byen Rudbøl stammer fra 1400-tallet og er opført på nogle naturlige, men udvidede, forhøjninger i marsken. Grænsen mellem Tyskland og Danmark løber ned langs midten af gaden. Pumpestationen ved Nørremølle. 30. Tøndermarsken Tøndermarsken er den nordligste del af et stort sammenhængende marskområde, der strækker sig langt ned i Tyskland. Her er marsken så bred, at man allerede i middelalderen bosatte sig på værfter i marsken. Siden 1500-tallet er der sket flere inddigninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb længere mod vest. Højer Kog og Møgeltønder Kog blev inddiget i 1556, Gammel Frederikskog blev inddiget 1692, Rudbøl Kog 1715, Ny Frederikskog 1861 og endelig Margrethe Kog i Kogenes inddigning var ofte finansieret af grupper af interessenter, der siden lejede jorden ud til græsning. Ejendomsforholdene aflæses på markleddene, der ofte bærer ejerens navn. brændte hollandske klinker. Mod øst ligger Højer Kog, som blev inddiget ved digebyggeriet. Det er præget af det middelalderlige marksystem og inddelt i et noget uregelmæssigt system efter forløbet af de gamle render i marsken. Her findes også både bebyggede og ubebyggede værfter. Mod vest ligger Rudbøl Kog, som inddigedes i 1715, og som har et mere regelmæssigt marksystem. Undervejs ses pumpestatio- Værftsgården Sødam i Møgeltønder Kog. 32. Lægan og Ubjerg Kog Øst for Rudbøl ligger Møgeltønder Kog med mange fine, gamle værftsgårde og en del forladte værfter. Ved Vidåen kort før Tønder ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget var blevet bygget og dermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her findes også Tøndermarskens største pumpestation. Syd for Vidåen kommer man til Ubjerg Kog med den fredede værftsgård Bjerremark samt Ubjerg, et værft - formodentlig en udbygget indlandsklit - som rummer en hel landsby med kirke, fredet præstegård fra 1675 og flere bevaringsværdige gårdanlæg. 33. Tønder og Møgeltønder Købstaden Tønder, der omtales første gang omkring 1130, er formodentlig opstået som en anker- og ladeplads i bunden af Værftsgården Utenwarf med Vidåen i forgrunden. Slotsgaden i Møgeltønder. Vidådeltaet, og i 1243 fik byen købstadsrettigheder. Også efter at digebyggeriet afskar byens adgang til havet i midten af 1500-tallet var den en betydelig handelsby, bl.a. med indtægter fra kniplingshandel. Byen har velbevarede bygninger fra 1500-, og 1700-tallet. Møgeltønder betyder egentlig»storetønder«, men byen er i dag betydeligt mindre end Tønder. Her ligger Schackenborg Slot, hvis hovedbygning fik sit nuværende udseende i 1700-tallet samt Slotsgaden med ualmindeligt mange velbevarede huse fra og 1800-tallet. I det nærliggende Gallehus blev de to berømte guldhorn fundet i henholdsvis 1639 og Mellem Højer og Rudbøl Landevejen mellem Højer og Rudbøl løber på et havdige fra 1556, det første, der blev anlagt i den nuværende Danmark. Vejen har tidligere været brolagt med hårdt

15 Vadehavets kulturmiljø På gensyn derude I mere end 25 år har Danmark, Tyskland og Holland samarbejdet om at beskytte og bevare Vadehavets særegne natur i de helt kystnære områder. Først i de senere år er man begyndt også at inddrage Vadehavets kultur i dette samarbejde. Da det traditionelle landbrug i området udnyttede både marsken og geesten, og da købstæderne i området havde stor indflydelse på det økonomiske liv i området, synes det oplagt at inddrage et lidt større område, når man taler om menneskers liv og færden i området før i tiden - om den historiske vadehavskultur. Derfor rækker dette hæfte geografisk lidt længere ind i landet, end det er tilfældet for samarbejdsområdet vedrørende naturbeskyttelse. Der er mange træk i landskabet, der medvirker til at fortælle historien om menneskers liv og færden i tidligere tider. Nogle er beskyttede i kraft af fredninger, andre har fået betegnelsen bevaringsværdige og atter andre ligger mere upåagtede hen. Det har været intentionen med dette hæfte at vække interessen for såvel de kendte som de mindre kendte historier og bidrage til at holde dem levende. Der er i disse år stigende opmærksomhed på de kvaliteter, der ligger i vore historiske omgivelser: Gamle gårde og huse er attraktive på boligmarkedet, historiske byer anses for et aktiv for en kommune, interssante kulturhistoriske bygninger bruges som hovedkvarterer for at profilere virksomheder, og kulturhistoriske oplevelser efterspørges af turister. Der er sålede mange gode grunde til at integrere de historiske kulturmiljøer i nutidens samfund. Markmandshuset i Misthusum. Hæftet er blevet til på foranledning af Pilotprojekt Nationalpark Vadehavet i som et led i de sonderinger, der blev foretaget forud for en afgørelse om, hvorvidt Vadehavsområdet skal indstilles til at være Nationalpark. I forbindelse med udarbejdelsen af dette hæfte er der skrevet en rapport,»kulturhistorien i Vadehavsregionen«som redegør for allerede udførte projekter vedr. Vadehavets kulturmiljø, for kommende projekter samt for de muligheder, der ligger i at betragte kulturmiljøet som en ressource i den fremtidige udvikling. Når man bevæger sig gennem Vadehavslandskabet, kan man med fordel følge den skiltede Margueritrute, hvis man er i bil, og de skiltede cykelruter, hvis man er på cykel. Til brug for vandrere er den gamle studedrivervej fra Limfjorden til markederne i Ribe og Nordtyskland under rekonstruktion. Der er også mulighed for at Statsanerkendte kulturhistoriske museer De statsanerkendte kulturhistoriske museer har ansvaret for at indsamle, registrere, bevare, udforske og formidle kulturarven i det område, de dækker, og museerne bistår myndighederne med oplysninger om kulturhistoriske interesser i deres område. De fleste museer har faste udstillinger, der relaterer sig til Vadehavet. De statsanerkendte museer med ansvarsområde i Vadehavsregionen er: Museet for Varde By og Omegn: Esbjerg Museum: Fiskeri- og Søfartsmuseet: Den Antikvariske Samling i Ribe: Tønder Museum: Haderslev Museum: benytte både bus og tog i området, ligesom der flere steder er mulighed for at sejle på åerne og på Vadehavet. Desuden er der udarbejdet en lang række foldere, der fortæller nærmere om de enkelte dele af området. Yderligere oplysninger om Vadehavet kan bl.a. fås følgende steder: Naturcentre En række naturcentre har udstillinger om Vadehavsområdet, og de tilknyttede naturvejledere arrangerer ture om natur og kultur: Blåvand Naturcenter: Natur- og Kulturformidlingscentret Myrthuegård: Fiskeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet i Esbjerg: Vadehavscentret: Højer Mølle- og Marsk Museum: Naturcenter Tønnisgård: Marsk- og Vadehavsudstillingen ved Vidåslusen:

16 Udstillingssteder Der findes i området en lang række udstillingssteder, der behandler kulturhistoriske emner. Fra nord mod syd er det bl.a.: Vogterhuset på Skallingen Blåvand Redningsbådsmuseum Blåvand Museum Tirpitz-stillingen Blåvandshuk Egnsmuseum, Oksbøl Ravmuseet, Oksbøl Varde Museum Varde Artillerimuseum Natur- og Kulturformidlingscentret Myrthuegård Landbrugsudstilling, Marbækgård Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg Arkæologisk udstilling, Østskoven Esbjerg Museum Esbjerg Vandtårn Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling Fanø Museum Fanø Flisesamling Hannes Hus, Sønderho Sønderho gl. Redningsstation Sønderho Mølle Ribes Vikinger Ribe Vikingecenter Mandøhuset Vadehavscentret, Vester Vedsted Skærbækegnens Museum Skærbæk Uldspinderi Hjemsted Oldtidspark Møllehuset, Ballum Enge Kommandørgården, Rømø Lorenzens gård, Ballum Højer Mølle- og Marskmuseum Mennesker ved Åen, Højer Zeppelin Museet, Tønder Tønder Museum Drøhses Hus, Tønder 1. Skallingen og Sønderside 2. Langli 3. Ho og Kjelst 4. Varde 5. Tarphagebroen 6. Marbæk 7. Hjerting og Esbjerg 8. Fanø 9. Roborg, Sneum Sluse og St. Darum 10. Vilslev 11. Ribe 12. Kammerslusen 13. Mandø 14. Vester Vedsted 15. Gl. Hviding og Hviding Nakke 16. Rejsby og Brøns Nyttige web-adresser Bronzealderfund: Cykelkort: Drivvejen, Nave Nortrail: Fortidsminder: Fredede bygninger: Kalkmalerier: Kultur-arrangementer: Lokalhistoriske Arkiver: Mindesmærker Museer: Naturvejledere: Natur-ture: Nordsøcykelruten: Tidevand: Turistgruppen Vestjylland: Vadehavets Turistråd: Vadehavets Net Nyt: Vandreture i Statsskovene: Kommandørsten fra Rømø. Litteratur Der findes en righoldig litteratur om Vadehavets kulturhistorie. I følgende titler kan der findes henvisninger til yderligere læsning: Mette Guldberg og Adam Schacke: Kulturhistorien i Vadehavsområdet. Sjæk len Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Esbjerg 2002, Morten Hahn-Pedersen: Fra viking til Borebisse. 50 generationer ved Vadehavet. Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg M. Vollmer, M. Guldberg, M. Maluck, D. Marrewijk & G. Schlicksbier: Landscape and Cultural Heritage in the Wadden Sea Region - Project Report. Wadden Sea. Ecosystem No. 12. Common Wadden Sea Secretariat. Wilhelmshaven, Germany, Skærbæk og Hjemsted 18. Rømødæmningen 19. Toftum og Juvre 20. Kongsmark og Lakolk 21. Kirkeby og Havneby 22. Den svorne vej 23. Misthusum 24. Ballum Sluse 25. De mange Ballum er 26. Hjerpsted Bakkeø 27. Højer 28. Højer Sluse 29. Det fremskudte dige og Vidåslusen 30. Tøndermarsken 31. Mellem Højer og Rudbøl 32. Lægan og Ubjerg Kog 33. Tønder og Møgeltønder 30

17 Kommandørsten fra Rømø. Litteratur Der findes en righoldig litteratur om Vadehavets kulturhistorie. I følgende titler kan der findes henvisninger til yderligere læsning: Mette Guldberg og Adam Schacke: Kulturhistorien i Vadehavsområdet. Sjæk len Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Esbjerg 2002, Morten Hahn-Pedersen: Fra viking til Borebisse. 50 generationer ved Vadehavet. Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg M. Vollmer, M. Guldberg, M. Maluck, D. Marrewijk & G. Schlicksbier: Landscape and Cultural Heritage in the Wadden Sea Region - Project Report. Wadden Sea. Ecosystem No. 12. Common Wadden Sea Secretariat. Wilhelmshaven, Germany, Skallingen og Sønderside 2. Langli 3. Ho og Kjelst 4. Varde 5. Tarphagebroen 6. Marbæk 7. Hjerting og Esbjerg 8. Fanø 9. Roborg, Sneum Sluse og St. Darum 10. Vilslev 11. Ribe 12. Kammerslusen 13. Mandø 14. Vester Vedsted 15. Gl. Hviding og Hviding Nakke 16. Rejsby og Brøns 17. Skærbæk og Hjemsted 18. Rømødæmningen 19. Toftum og Juvre 20. Kongsmark og Lakolk 21. Kirkeby og Havneby 22. Den svorne vej 23. Misthusum 24. Ballum Sluse 25. De mange Ballum er 26. Hjerpsted Bakkeø 27. Højer 28. Højer Sluse 29. Det fremskudte dige og Vidåslusen 30. Tøndermarsken 31. Mellem Højer og Rudbøl 32. Lægan og Ubjerg Kog 33. Tønder og Møgeltønder