kendelse: Ved skrivelse af 7. juni 2016 har Erhvervsstyrelsen i medfør af revisorlovens 43, stk. 3, indbragt registreret revisor A for Revisornævnet.

Transkript

1 Den 18. april 2017 blev der i sag nr. 106/2016 Erhvervsstyrelsen mod registreret revisor A afsagt sålydende kendelse: Ved skrivelse af 7. juni 2016 har Erhvervsstyrelsen i medfør af revisorlovens 43, stk. 3, indbragt registreret revisor A for Revisornævnet. Erhvervsstyrelsen har oplyst, at A, cpr. nr. xxxxxx-xxxx, har været godkendt som registreret revisor fra den [dato] til den [dato] og derefter igen fra den [dato] og har været tilknyttet revisionsvirksomheden B, cvr. nr. xxxx xxxx siden den[dato]. Klagen: Erhvervsstyrelsen har fremsat følgende klagepunkt: Indklagede har tilsidesat sine pligter ved i strid med revisorlovens 24, samt uafhængighedsbekendtgørelsens 2, stk. 1, nr. 1, litra b, og 2, stk. 1, nr. 2, at have afgivet en erklæring om genoptagelse af C ApS, idet D, indklagedes ægtefælle og ansat i revisionsvirksomheden B, var direktør i C ApS på tidspunktet for indklagedes afgivelse af erklæringen om genoptagelse. Sagsfremstilling: Erhvervsstyrelsen har oplyst, at anmodning vedrørende selskabet C ApS den 15. oktober 2015 blev sendt til skifteretten med henblik på tvangsopløsning. Årsagen hertil var, at selskabet ikke havde indsendt årsrapport for 2014 inden for den fastsatte frist. Erhvervsstyrelsen har videre oplyst, at selskabets to direktører samtidig hermed fratrådte. Indklagede har den 5. januar 2016 gennem revisionsvirksomheden B, cvr. nr. xxxx xxxx, afgivet erklæring om selskabets balance pr uden forbehold og uden supplerende oplysninger i forbindelse med genoptagelse af selskabet C ApS under tvangsopløsning. Følgende fremgår blandt andet af erklæringen: Til Erhvervsstyrelsen Ledelsen har besluttet at søge om genoptagelse af C ApS under tvangsopløsning. Vi har i henhold til selskabslovens 231 revideret selskabets balance pr med henblik på at konstatere, om selskabets kapital er til stede og om selskabet har ulovlige 1

2 udlån til kapitalejere eller ledelse. Balancen omfatter selskabets aktiver og passiver og udarbejdet efter årsregnskabslovens principper for indregning og måling.... Det er vores opfattelse, at det opnåede revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vores konklusion. Konklusion Der er vores opfattelse, at balancen er udarbejdet i overensstemmelse med årsregnskabslovens principper for indregning og måling. Det er vores opfattelse, at selskabets egenkapital mindst svarer til selskabskapitalen, og at der er ikke er ulovlige udlån til kapitalejere eller ledelse, jf. selskabslovens 210. Det fremgår af udskrift fra generalforsamling i selskabet C ApS fra samme dag, den 5. januar 2016, som indklagedes revisorerklæring blev afgivet, at der blev afholdt en ekstraordinær generalforsamling i C ApS, hvor det blev besluttet at genoptage selskabet. Det fremgår videre, herunder også fra udskrift fra Erhvervsstyrelsens register over virksomheder af den 7. juni 2016, at D og E, hvilken sidstnævnte var én af de tidligere fratrådte direktører, også den 5. januar 2016 blev valgt som direktører for selskabet. Erhvervsstyrelsen har videre oplyst, at D på erklæringstidspunktet den 5. januar 2016 var indklagedes ægtefælle og ansat i revisionsvirksomheden B. Erhvervsstyrelsen har oplyst, at med anmodning om genoptagelse blev fremsendt indklagedes revisorerklæring i tilknytning til genoptagelse og årsrapport for 2014, samt at Erhvervsstyrelsen den 17. februar 2016 traf afgørelse om genoptagelse af selskabet. I en skrivelse af 27. april 2016 til indklagede fra Erhvervsstyrelsen har styrelsen fremsendt høring i sagen og oplyst blandt andet, at styrelsen havde til hensigt at indbringe indklagede for Revisornævnet. I en skrivelse af 24. maj 2016 har indklagede herefter skrevet blandt andet følgende: Det omhandlede selskab C ApS, der er ejet af et udenlandsk selskab, blev oversendt til tvangsopløsning hos Sø- og Handelsretten den 13. oktober På dette tidspunkt blev C ApS administreret hos selskabsadministrationsselskabet På denne baggrund ønskede kapitalejerne at selskabsadministrationen skulle overgå til virksomhed F. I selskabsadministrationsselskabet virksomhed F er direktøren D og virksomhed F fik først tilladelse til at virke, som selskabsadministrator ultimo december 2015 fra Erhvervsstyrelsen. I forbindelse med genoptagelsen af C ApS blev det besluttet, at direktøren for virksomhed F, D skulle indtræde som meddirektør, idet der kunne opstå nogle opgaver i forbindelse med genoptagelsen hos Erhvervsstyrelsen. I forbindelse med sagen om genoptagelse anmoder H, Erhvervsstyrelsen om en kopi af årsrapporten for Ved en fejl indsender jeg en årsrapport, som kapitalejerne efterfølgende havde anmodet 2

3 om blev affærdiget på engelsk og dermed en intern årsrapport der ikke er relevant for andre end kapitalejerne, i stedet for den årsrapport, som selskabets tidligere revisor G havde udarbejdet på dansk og som var indsendt til Erhvervsstyrelsen den 15. november Det er denne årsrapport, som revisor G har udarbejdet, der er den officielle årsrapport for Det skal samtidig bemærkes at årsrapporterne ikke er reviderede. Årsrapporten som jeg fejlagtigt indsender til H, Erhvervsstyrelsen har ingen relevans for Erhvervsstyrelsen eller offentligheden. I en skrivelse af 7. juni 2016 traf Erhvervsstyrelsen afgørelse i sagen, og herunder om indbringelse af indklagede for Revisornævnet. Parternes bemærkninger: Klager, Erhvervsstyrelsen, har vedrørende de faktiske forhold anført, at D på det tidspunkt, hvor indklagede afgav sin revisorerklæring i forbindelse med anmodning om genoptagelse af selskabet C ApS, den 5. januar 2016, var indklagedes ægtefælle. D var tillige den 5. januar 2016 direktør i selskabet C ApS. Klager har vedrørende overtrædelse af uafhængighedsbekendtgørelsens 2, stk. 1, nr. 1, litra b) gjort gældende, at indklagede har overtrådt revisorlovens 24, stk. 1, og uafhængighedsbekendtgørelsens 2, stk. 1, nr. 1, litra b, i forbindelse med afgivelse af erklæring om genoptagelse af C ApS, idet indklagedes hustru, D, var registreret som selskabets direktør på erklæringstidspunktet. Det forhold, at det i forbindelse med genoptagelsen af C ApS blev besluttet, at D skulle indtræde som meddirektør i selskabet, burde have medført, at indklagede fratrådte opgaven med at afgive en genoptagelseserklæring på selskabet. Klager har vedrørende overtrædelse af uafhængighedsbekendtgørelsens 2, stk. 1, nr. 2, gjort gældende, at indklagede har overtrådt revisorlovens 24, og uafhængighedsbekendtgørelsens 2, stk. 1, nr. 2, i forbindelse med afgivelse af erklæring om genoptagelse af C ApS, idet D var ansat i den revisionsvirksomhed, som erklæringen om genoptagelse blev afgivet igennem, samtidig med, at hun var registreret som selskabets direktør. Indklagede har indledningsvist anført, at indklagede overordnet kan tilslutte sig Erhvervsstyrelsens fremlæggelse af sagens faktiske omstændigheder. Indklagede har videre anført, at det erkendes, at D blev valgt til direktør i C ApS den 5. januar 2016 og, at indklagede indsendte genoptagelseserklæringen for C ApS den 5. januar 2016, hvilket skyldtes en beklagelig og åbenbar fejl. Indklagedes reelt udførte arbejde efter revisorlovens 1, stk. 2, efter Ds indtræden som direktør var så begrænset og kortvarigt, at der er tale om formildende omstændigheder. Genoptagelseserklæringen indeholder ikke revisionsfejl, og ved en nærmere læsning giver erklæringen ikke grundlag for tvivl om rigtigheden. Indklagede har videre henvist til, at forholdet ikke er søgt skjult samt, at han ikke tidligere har begået forseelser i sin rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant. Revisornævnets begrundelse og afgørelse: Revisornævnet lægger som ubestridt til grund, at indklagede den 5. januar 2016 har afgivet erklæring efter revisorlovens 1, stk. 2, om selskabets balance pr. 30. november 2015 i forbindelse med anmodning om genoptagelse af selskabet C ApS under tvangsopløsning, hvilket skete samme 3

4 dag som indklagedes ægtefælle, der også var ansat i den revisionsvirksomhed, hvorigennem indklagede afgav sin erklæring, blev valgt som direktør for selskabet C ApS. Det er på denne baggrund bevist - og idet indklagede burde have afstået fra at afgive sin erklæring i den foreliggende situation - at indklagede har tilsidesat god revisorskik, herunder overtrådt de uafhængighedsregler, der gælder for revisorer, jf. revisorlovens 24, stk. 1 og 2, jf. den dagældende uafhængighedsbekendtgørelses 2, stk. 1, nr. 1, litra b, og nr. 2, (bekendtgørelse nr. 663 af 26. juni 2008, nu tilsvarende bestemmelser i bekendtgørelse af 17. juni 2016). Efter straffelovens 3 er udgangspunktet, at såfremt straffelovgivningen på tidspunktet for foretagelsen af den strafbare handling er forskellig fra straffelovgivningen på afgørelsestidspunktet, afgøres spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter den ældre lov. Efter Revisornævnets praksis tages der, såfremt der ikke er specifikke lovbestemmelser herom, udgangspunkt i straffelovens almindelige bestemmelser, idet Revisornævnets kompetence angår ikendelse af disciplinærstraffe. Det fremgår af forarbejderne til lov 631 af 8. juni 2016 om ændring af revisorloven og forskellige andre love blandt andet til ændringen af 44, der omhandler de sanktioner, som Revisornævnet kan ikende, at der er "ved mindre alvorlige forseelser fra en revisionsvirksomhed eller revisor ofte ikke tilstrækkeligt behov for at indbringe den pågældende virksomhed eller revisor for Revisornævnet, medmindre der er tale om gentagelsestilfælde. På baggrund heraf er det derfor hensigten at foretage en ændring - sammenholdt med Revisortilsynets hidtidige praksis - vedrørende Erhvervsstyrelsens praksis for indbringelse af sager for Revisornævnet. Det er således hensigten, at Erhvervsstyrelsen, der fremtidig forestår kvalitetskontrollen og reaktioner i denne forbindelse, afslutter sager med mindre alvorlige forseelser med en påtale eller et påbud, medmindre der er tale om gentagelsestilfælde. Tilsvarende gør sig gældende for sager, der - uden at være resultat af en kvalitetskontrol - er gjort til genstand for en undersøgelse efter lovens 37. Praksisændringen har sammenhæng med omlægningen af kvalitetskontrollen, jf. forslagets... Ved Erhvervsstyrelsens vurdering af, om en forseelse er mindre alvorlig, vil indgå, i hvilket omfang forseelsen kan antages at have eller kunne få betydning for pågældende revisionskundes forhold eller en tredjemands beslutninger om f.eks. ydelse af kredit eller indgåelse af forretningsmellemværende. Der vil typisk være tale om sager, som hidtil har medført en bøde på op til ca kr. ved nævnet. Det forudsættes, at Revisornævnet ved klager, der indbringes af andre end Erhvervsstyrelsen, anlægger et tilsvarende vurderingsgrundlag, med hensyn til om en forseelse bør anses som en mindre alvorlig forseelse og således ikke i førstegangstilfælde bør medføre en sanktion i form af en bøde, men alene en advarsel." Efter princippet i straffelovens 3 finder Revisornævnet ikke, at indklagedes tilsidesættelse af god revisorskik efter de nu gældende principper for ikendelse af disciplinærstraf kan vurderes til at være en mindre alvorlig forseelse. Overholdelse af habilitetsreglerne er fundamentalt og grundlæggende for tilliden til revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant. Efter nævnets faste praksis fastsættes en bøde på kr. for en sådan overtrædelse, medmindre der måtte foreligge særlige omstændigheder, hvilket nævnet ikke finder er tilfældet i denne sag. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagedes ægtefælle ikke alene blev valgt som direktør i selskabet, men hun var tillige ansat og dermed erhvervsmæssigt tilknytte det revisionsselskab, hvorigennem indklagede afgav sin revisorerklæring. Det forhold, at indklagedes ægtefælle blev valgt til direktør samme dag, som erklæringen blev afgivet, og det om indklagede, herunder indklagedes revisionsvirksomhed oplyste, kan ikke føre til et andet resultat. 4

5 Bøden fastsættes herefter i medfør af revisorlovs 44, stk. 1, til kr. Thi bestemmes: Indklagede, registreret revisor A pålægges en bøde på kr. Kendelsen offentliggøres, jf. revisorlovens 44, stk. 8, jf. 47 c. Revisornævnets kendelse kan indbringes for domstolene. I medfør af revisorlovens 52a skal indbringelsen ske senest 4 uger efter, at kendelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at kendelsen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives inden 6 måneder efter, at kendelsen er meddelt den pågældende. Marianne Madsen 5