med at tildække, fjerne, skjule og til sidst bortskaffe den døde. Lazarus var død, som vi alle skal dø. Og han var

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "med at tildække, fjerne, skjule og til sidst bortskaffe den døde. Lazarus var død, som vi alle skal dø. Og han var"

Frida Danielsen
8 år siden
Visninger:

1 16.s.e.trin, Domkirken 10: 7 Herre Gud, 31 Til himlene rækker, 305 Kom Gud Helligånd, 224 Stat op, 754 Se, nu stiger. Dåb: Nadver: 143 Med den enbårnes. Dåb. 448 Fyldt af glæde. Gråbrødre 17: 7, 31, 549 Vi takker dig, 785 Tunge mørke. Lazarus var død, som vi alle skal dø. Og han var bragt af vejen, som vi altid bringer de døde af vejen. For det er, hvad vi gør. Vi gemmer den døde, skjuler den døde. Fra det øjeblik alle livsprocesserne er ophørt og kroppens bakterier indleder den store nedbrydningsproces dækker vi den døde til, gemmer bort for til sidst at begrave. Lazarus havde, efter den tids skik, fået, står der, strimler af lærred viklet om hænder og fødder og et klæde viklet rundt om ansigtet. Meget har forandret sig siden dengang, men ikke skikken med at tildække, fjerne, skjule og til sidst bortskaffe den døde. Den norske forfatter Karl Ove Knausgaard, som I måske har hørt om pga. hans omfangsrige værk om sig selv - Min kamp hedder den og fylder 6 omfangsrige bind han, Knausgaard, indleder sit allerførste bind med at skrive om netop dét. Og han forklarer vores trang til at skjule eller bortskaffe den døde med vores grundlæggende ubehag ved at se og blive mindet om, at livet en dag bliver til død. Han skriver: I det øjeblik livet forlader kroppen, tilhører kroppen det døde. Lamperne, kufferterne,

2 dørhåndtagene, vinduerne. Markerne, moserne, bækkene, bjergene, skyerne, himmelen. Intet af dette er fremmed for os. Vi er bestandigt omgivet af den døde verdens genstande og fænomener. Alligevel er der færre ting der vækker større ubehag i os end at se et menneske fanget i den, i hvert fald hvis man skal dømme efter de anstrengelser vi gør os for at holde de døde kroppe ude af syne. På store hospitaler gemmes de ikke alene væk i egne utilgængelige rum; også vejene dertil et skjulte, de har egne elevatorer og særlige kældergange, og selvom man ved et tilfælde skulle forvilde sig ind i en af dem, er de døde kroppe, der trilles forbi, altid tildækkede. Når de så skal transporteres fra hospitalet, sker det fra en særlig udgang i biler med mørke ruder; i kirken findes der et egnet rum til dem uden vinduer, under begravelsesceremonien ligger de i lukkede kister helt frem til de sænkes i jorden eller brændes i ovnen. Det er vanskeligt at se at denne fremgagsmåde skulle have et praktisk formål, skriver Knausgaard. Vi ved godt, hvad døden handler om. Men vi vil ikke se det. Vi fortrænger, vi gemmer det bort, vi ikke kan forlige os med.

På store hospitaler gemmes de ikke alene væk i egne utilgængelige rum; også vejene dertil et skjulte, de har egne elevatorer og særlige kældergange, og selvom man ved et tilfælde skulle forvilde sig

3 Derfor kommer Jesus til et hus, hvor der nok er mange mennesker, de sørgende søstre, de sørgende venner og naboer, men hvor der alligevel er tomt, fordi en den elskede bror er død og, efter skik og brug, bortskaffet, dækket til og lagt i klippehulen, hvor forrådnelsesprocessen, den uomgængelige, kan finde sted. Og selvom det skete for et par tusinde år siden, er det så genkendeligt: gråden, sorgen, en der pludselig ikke er der mere, og som er bragt af vejen, fordi dødens faktum, dødens virkelighed, er for grum til at se i øjnene. Hvad der derimod er svært genkendeligt og anderledes og lidt underlig i beretningen her, er måden Jesus reagerer på. Der står, at han græd, hvilket ikke er underligt, men der står også to gange, at han blev stærkt opbragt og kom i oprør. Jesus resignerede, med andre ord, ikke overfor døden, som de andre vel gjorde, og vi andre vel gør. For hvad kan vi andet? Nej, han blev opbragt. Han kom i oprør. Han krævede at stenen skulle væltes væk fra graven, hvor den døde var gemt bort. Folk blev givet vis rædselsslagne. Hvad ville vi ikke blive? Han har ligget der i fire dage. Han stinker allerede,

Og selvom det skete for et par tusinde år siden, er det så genkendeligt: gråden, sorgen, en der pludselig ikke er der mere, og som er bragt af vejen, fordi dødens faktum, dødens virkelighed, er for

4 udbrød den dødes søster. Det her var imod al fornuft og alle de instinkter, der siger os at den død, vi ikke kan have med at gøre, som vi ikke kan tumle, regere, styre, at den skal fjernes, bortskaffes, gemmes. Lazarus, kom herud, råbte Jesus. For dér hvor vi foretrækker at mørket og glemslen råder, der er Gud. Der hvor vi opgiver og overgiver os og gemmer væk, der virker Gud. Dér hvor vi siger ophør, forsvinden, død, der siger Gud liv. Det var derfor Jesus blev opbragt og kom i oprør. Fordi han så og blev mindet om, hvor stor magt døden har over os, og hvor meget den kuer os og skræmmer os. Og derfor kaldte han den bortgemte døde ud i livet. Fordi han ville vise, demonstrere, at Gud ikke slipper sit menneske, og at hvor Gud er, får glemslens mørke ikke lov til at herske: Siger jeg: Mørket skal dække mig, / lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, /natten er lys som dagen, /mørket er som lyset. Det har selvfølgelig været et chok for de to søstre, vennerne, naboerne og de andre gode folk i landsbyen. En død der bliver levende og raver ud af gravens mørke er hinsides fatteevnen. Når

Lazarus, kom herud, råbte Jesus. For dér hvor vi foretrækker at mørket og glemslen råder, der er Gud. Der hvor vi opgiver og overgiver os og gemmer væk, der virker Gud.

5 vi fjerner fortrolighedens filter kan evangeliet være skrap kost. Så er der ikke altid så meget feel-good og indre fred over det, men oprør mod vores vaner, instinkter og resignation. At se liv, når vi nu havde overgivet os til døden, må være så overvældende, at det er umuligt at få på plads i sit verdensbillede. S å ubarmhjertigt som at få solens lys i øjnene, når man nu har vænnet sig til mørket. Men som sagt, Jesus vil vise os noget med det han gør, nemlig at alt det vi ikke kan have med at gøre og vil gemme væk, det er ikke gemt væk eller glemt af Gud. Vores døde er i hans hånd. Og Jesu vil vise os, at når vi gemmer os i vores egne gravhuler, vores angst, sorg, bekymringer, sygdom, så kalder han os ud af dem. Alt det vi gemmer væk, som vi ikke kan forlige os med, som vi ikke kan tumle, og som, dukker op og holder os vågne og kaster tunge skygger, alt det henlægger også i hans lys, hvor tilgivelse og trøst er uendeligt meget stærkere end had og fortvivlelse. Med andre ord: Gud kalder os ud. I sin søn kalder han os ud, ud af vores grave, ud i livet, ud til livet, ud i kampen, for også dér er Gud. Det må vi tro, og den tro giver mod og trøst til at

S å ubarmhjertigt som at få solens lys i øjnene, når man nu har vænnet sig til mørket.

6 komme videre. Som Lazarus og hans søstre, venner og naboer vel også kom videre med deres liv. På en eller anden måde. Knausgaard siger, at vi gemmer døden væk. I evangeliet hører vi, at Jesus kalder den døde ud, tilbage i livet. Og vi hører, når det er påske, hvordan han selv, blev kaldt ud af graven, hvordan den kærlighed Gud viste i ham, for altid fejede glemslens og udslettelsens mørke til side. Knausgaard kan vi forstå, vi genkender, hvad han skriver. Beretningen om Lazarus, der blev kaldt ud, og Jesus der stod op, er derimod svær at forstå. Men v hvordan det er med Gud og os, og hvad det er Gud vil med os, og hvordan hans lys skinner i vores mørke, det kan vi få anskueliggjort, hvis vi ser os omkring, for ret beset er den her kirke, som så mange andre gamle kirker fyldt med død. Fyldt med døde. Rundt omkring kirken, hvor der før var kirkegård og under gulvet her ligger der mange og er formuldede i deres grave. Men her oppe foran, præcis der hvor kisten står, når vi har begravelse, står også døbefonten. For her, midt i al den død, på trods af al den død, tager Gud fortsat sit menneske i favn. Præcis her,

Og vi hører, når det er påske, hvordan han selv, blev kaldt ud af graven, hvordan den kærlighed Gud viste i ham, for altid fejede glemslens og udslettelsens mørke til side.

7 ved fonten, hører og mærker vi, at han lader sin sol stå op over det, som på den allerførste morgen. Her får vi den begyndelse, som ekstraordinært blev Lazarus til del hele to gange. Her hører og mærker vi, at graven i Jesus Kristus er blevet til intet og Guds kærlighed til sit barn blevet enerådende. Og kirken bliver dermed livets sted, ikke dødens. Lysets sted, ikke mørkets. Begyndelsens sted, ikke afslutningens. Håbets sted, ikke fortvivlelsens. Her kaldes ud i stedet for at gemmes væk. Derfor kendes kirken ikke på sine grave, men på sit tårn, der rækker mod himmelen, som det triumferende, trodsige, oprørske håb vi fik med vores dåb, og som aldrig i evighed skal tages fra os. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Begyndelsens sted, ikke afslutningens. Håbets sted, ikke fortvivlelsens. Her kaldes ud i stedet for at gemmes væk.

8 Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild.

9 Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen

Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor

Relaterede dokumenter

i deres spil. tabte kampe.

i deres spil. tabte kampe. Fjerde søndag efter trinitatis 13.juli 2014. Domkirken 10: 743 Nu rinder solen op, 598 O Gud, 306 O Helligånd, 710 Kærlighed til fædrelandet, 752 Morgenstund, Nadver: 377 I Herrens udvalgte. Gråbrødre