BAGGRUNDSNOTAT OM DEN POLITISKE OG MENNESKERETLIGE SITUATION I SUDAN OG DARFUR

Transkript

1 BAGGRUNDSNOTAT OM DEN POLITISKE OG MENNESKERETLIGE SITUATION I SUDAN OG DARFUR I. Den politiske situation A. Baggrund Bruxelles, november 2007 Sudanesiske borgerkrige I 1983 udbrød anden borgerkrig i Sudan, om end der var tale om en fortsættelse af den første sudanesiske borgerkrig fra 1955 til Den fandt hovedsageligt sted i Sydsudan og var en af de længstvarende krige med et af de største dødstal i sidste halvdel af det 20. århundrede. Omkring 1,9 millioner civile blev dræbt i Sydsudan, og over 4 millioner er på et eller andet tidspunkt siden krigens begyndelse blevet tvunget til at flygte fra deres hjem. Konflikten sluttede officielt med underskrivelsen af en fredsaftale (den samlede fredsaftale) i januar 2005, men alvorlige spændinger præger fortsat landet i dag, og hundredetusinder er stadig internt fordrevet. Krigen er hovedsageligt kendetegnet ved en kamp mellem den arabisktalende, islamiske regering i Khartoum i nord og de overvejende kristne og animistiske sorte oprørere i syd. Darfurs geografiske beliggenhed Darfur-regionen i det vestlige Sudan består af tre provinser: Norddarfur, Vestdarfur (med grænse til Tchad) og Syddarfur (med grænse til Den Centralafrikanske Republik). Området er på størrelse med Frankrig. Det har traditionelt været et af de fattigste områder i Sudan og har længe følt sig ignoreret af regeringen i Khartoum. Befolkningen er muslimer. De fleste indbyggere er sorte afrikanere, mens andre er af arabisk herkomst, men befolkningen er meget blandet. Darfur-krisens rødder Det er en kombination af faktorer, der er årsag til Darfur-krisen: knapheden på ressourcer, som er blevet forværret af ekstreme tørkeperioder, stammekonflikter og følelsen blandt indbyggerne i Darfur-regionen af at være marginaliseret og udelukket fra overskuddet af Sudans olie. 2003: Konfliktens udbrud I 2003 udbrød en konflikt, da oprørsgrupper indledte angreb på regeringsanlæg, fordi de følte sig marginaliseret og udelukket på et tidspunkt, hvor Sudan begyndte at nyde godt af overskuddet fra olien. I starten var der to hovedoprørsgrupper, den DV\696365DA.doc PE

2 sudanesiske folkebefrielsesbevægelse/folkebefrielseshær (SPLM/A) og bevægelsen for retfærdighed og lighed (JEM). Sidstnævnte er mere påvirket af islamisk ideologi end førstnævnte. Som svar herpå indledte Sudans regering en militær- og politikampagne i Darfur og begyndte at mobilisere "selvforsvarsmilitser". En overvejende arabisk bevægelse, almindeligt kendt som Janjaweed, udviklede sig som en modstand mod SPLM/A og JEM. Forskellen mellem selvforsvarsmilitserne og Janjaweed er uklar. Begge modtager imidlertid militær og logistisk støtte fra styret i Khartoum. Det er vanskeligt at fastslå den præcise karakter af forbindelserne mellem Janjaweed og den sudanesiske regering. Regeringen hævder, at den ikke støtter Janjaweed, selv om internationale observatører, herunder observatører fra Den Afrikanske Union, rent faktisk har omfattende dokumentation for, at sudanesiske regeringsfly yder luftstøtte til Janjaweed-angreb på både oprørsbaser og landsbyer, og at Janjaweed anvender samme type våben og ammunition som regeringsstyrkerne. Situationen er forværret og er i store træk blevet til en kamp om kontrol med de knappe ressourcer, navnlig græsningsarealer og dyrkbar jord. Den kompliceres af den sædvanlige rivalisering mellem halvnomadiske hyrder og fastboende landbrugere. Presset på jord har i meget høj grad medvirket til krisens omfang. Intensiveringen af krigen har ført til spredningen af våben og bevæbningen af militser, oprørere og i stigende grad banditter og har forvandlet Darfur til en region uden lov og orden. Den samlede fredsaftale I januar 2005 underskrev Sudans regering og oprørere (SPLM/A) den samlede fredsaftale, som skulle gøre en ende på to årtiers borgerkrig. I juli 2005 dannede Sudans nuværende præsident, Omar al-bashir, en national samlingsregering som led i en aftale om at afslutte Afrikas længstvarende borgerkrig. Med fredsaftalen blev der oprettet en delvist selvstændig myndighed i syd, en national koalitionsregering og et separat nordligt og sydligt militær og indført en deling af olierigdommene og en mulighed for fuld uafhængighed i syd ved en folkeafstemning senest i Gennemførelsesprocessen for den samlede fredsaftale står fortsat over for store udfordringer, der kræver fuld opmærksomhed fra både Khartoum og Sydsudan med henblik på at nå til enighed om delingen af olieindtægterne og fastsættelsen af grænsen mellem nord og syd. Darfur-fredsaftalen og fragmenteringen af Darfurs oprørsgrupper Den 5. maj 2006 blev Darfur-fredsaftalen underskrevet af Sudans regering og SPLAfraktionen anført af Minni Minnawi, men forkastet af to andre grupper. Kort tid efter underskrivelsen af Darfur-fredsaftalen blussede urolighederne imidlertid op igen, og sikkerhedssituationen er yderligere forværret. DV\696365DA.doc 2/7 PE

3 Underskrivelsen af Darfur-fredsaftalen førte til en fragmentering af Darfurs oprørsgrupper. I juli 2007 var der mindst 28 oprørsgrupper. Denne udvikling gør gennemførelsen af Darfur-fredsplanen, fredsforhandlinger og leveringen af humanitær hjælp stadig vanskeligere. Den 5. august 2007 lykkedes det imidlertid de fleste ledere af oprørsgrupperne at formulere en fælles holdning til udsendingene fra Den Afrikanske Union/FN i Arusha (Tanzania). Den vedrører genbosætning af internt fordrevne og flygtninge, forværringen af situationen for internt fordrevne og flygtninge i lejrene og individuel kompensation og formuedeling. Ifølge oprørerne skal såvel individuel og fælles kompensation som magtdeling vurderes i forhold til internationale standarder. B. Fredsbevarende operationer AMIS (Den Afrikanske Unions mission i Sudan) Den Afrikanske Union indsatte en overvågningsmission i Darfur for at tilse overholdelsen af den midlertidige våbenhvile fra april 2004 med henblik på underskrivelsen af den samlede fredsaftale. AMIS-mandatet er blevet styrket i løbet af 2004 for at beskytte civile og humanitære hjælpeoperationer. Repræsentanter fra Den Afrikanske Union har imidlertid klaget over deres begrænsede midler til at opfylde mandatet. Den Afrikanske Unions og FN's "hybride" fredsbevarende styrke (UNAMID) Efter måneders intense diplomatiske forhandlinger fik det internationale samfund grønt lys fra Sudan til at indsætte verdens største fredsbevarende styrke i Darfur med mandat til at støtte gennemførelsen af Darfur-fredsaftalen.. Den hybride FN/AU-operation blev godkendt af FN's Sikkerhedsråd den 31. juli Da den sudanesiske regering var voldsomt imod, at andre end afrikanere skulle spille en afgørende rolle i denne styrke, kommer den til at bestå af fredsbevarende soldater og civile politibetjente, "hovedsageligt afrikanere". UNAMID skal være operationel senest i december C. Den politiske udvikling Darfur-fredsaftalen og talrige våbenhvileaftaler, herunder den seneste "Tripolikonsensus om den politiske proces for Darfur" af 20. april 2007, har ikke ført til en fredelig løsning. Dialog- og konsultationsprocessen Darfur-Darfur (DDDC) DDDC er indeholdt i den "principerklæring", som Sudans regering og bevægelserne underskrev i juli 2005, og er et af hovedelementerne i samfundets fredsforhandlinger og forsoningsproces. Forsoning - kompensation DDDC understreger vigtigheden af forsoning og kompensation til ofrene og alle fordrevnes ret til at vende tilbage til deres oprindelsessted. DV\696365DA.doc 3/7 PE

4 Kinas indflydelse Kina spiller en væsentlig rolle. Sagen er blevet et mantra både for dem, som ønsker at finde en løsning i Sudan, og for dem, som bevidst forsinker processen. Der er stærke politiske, økonomiske og militære bånd mellem Kina og Sudan. I de seneste to år importerede Kina knap 50 % af Sudans samlede olieproduktion. Kina er fast medlem af FN's Sikkerhedsråd og kan dermed nedlægge veto mod enhver fordømmelse af Sudan. Kina har imidlertid for nylig reageret på den internationale kritik og truslen om boykot af De Olympiske Lege 2008 og har udnævnt en særlig repræsentant for Darfur. Amnesty International fordømte for nylig Kinas og Ruslands overtrædelse af våbenembargoen. Organisationen henviser til tal fra 2005, som viser, at Kina solgte militært materiel til Sudan til en værdi af USD 24 mio. (og Rusland USD 21 mio.). D. Darfur-krisens konsekvenser for regionen Krisens destabiliserende virkninger har spredt sig til Tchad. De etniske grupper er de samme på begge sider af grænsen, og Tchads præsident, Idris Deby, tilhører Zaghawa, en etnisk gruppe, som også findes i Darfur. Den 3. maj 2007 underskrev Sudan og Tchad en fredsaftale. De besluttede at samarbejde med Den Afrikanske Union og FN om at stoppe konflikten i Darfur og i Østtchad. De forpligtede sig også til at forhindre, at deres respektive områder blev brugt som tilflugtssted eller til træning eller støtte for væbnede modstandsbevægelser fra den anden part. Urolighederne har også spredt sig til Den Centralafrikanske Republik, hvor oprørsgrupper efter sigende opererer fra Darfur med støtte fra de sudanesiske myndigheder. II. Spørgsmål vedrørende menneskerettigheder og humanitær bistand Internationale menneskerettighedsinstrumenter Sudan er part i følgende aftaler: - den internationale konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination (CERD), - den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), - den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (CESCR), - konventionen om barnets rettigheder (CRC), - den valgfrie protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter (CRC-OP-AC), - den valgfrie protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi (CRC-OP-SC), - konventionen af 1951 om flygtninges retsstilling og protokollen hertil af 1967, - Den Afrikanske Enhedsorganisations konvention om særlige aspekter af flygtningeproblemer i Afrika. Sudan har netop underskrevet konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (CAT). DV\696365DA.doc 4/7 PE

5 I konfliktens fjerde år forværres menneskerettighedssituationen imidlertid nu i Sudan. Situation i Darfur er fortsat utrolig ustabil med vedvarende militære konflikter og krænkelser, herunder bortførelse, tortur og seksuel vold. Flygtninge I juli 2007 rapporterede FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA), at yderligere mennesker var blevet fordrevet siden januar 2007, hvilket bragte det samlede antal fordrevne op på 2,2 millioner og det samlede antal personer, der modtager nødhjælp, op på 4,2 millioner - knap to tredjedele af Darfurs befolkning. OCHA rapporterede, at mange af Darfurs lejre for internt fordrevne ikke længere kan modtage nyankomne. Lejrene har i de seneste måneder været udsat for indtrængen af sudanesisk politi, hær og sikkerhedsstyrker og har været ramt af voldelige sammenstød mellem oprørsfraktioner. Humanitær adgang i regionen er fortsat begrænset, og i år er en hel række hjælpearbejdere indtil videre blevet kidnappet og udsat for fysiske eller seksuelle overgreb. Vold og voldtægt er udbredt. Angreb på og udslettelse af landsbyer, drab på og tvungen spredning af indbyggerne, arrestationer uden rettergang, voldtægter og børnearbejde finder stadig sted. Lejrene for internt fordrevne er overfyldte, og der er ingen udsigt til, at de fordrevne kan vende tilbage til deres landsbyer, som sikkerhedssituationen er nu. Sudans regerings hævder at støtte de internt fordrevnes tilbagevenden til deres landsbyer, men formår ikke at sørge for deres sikkerhed. Samtidig rapporterede UNHCR, at op mod arabere fra Tchad og Niger i løbet af de seneste to måneder er blevet flyttet til fordrevne ikkearaberes landsbyer af Sudans regering og har fået officielle sudanesiske identitetskort og sudanesisk statsborgerskab. Seksuel vold Voldtægt og seksuel vold anvendes som et krigsvåben og bliver i stigende grad brugt i Darfur. Medlemmer af militsstyrkerne begår jævnligt seksualforbrydelser mod kvinder og piger, som ofte er målet på grund af deres etniske tilhørsforhold, og anklages for at støtte SPLA/Abdul Wahids oprørsfraktion. Regeringssoldater og andre statslige aktører har også udøvet seksuel vold både i store angreb på hele befolkningsgrupper, som det var tilfældet i Deraibat, og i mindre angreb på kvinder og piger inden for og uden for lejrene og landsbyerne. Problemet med seksuel vold forties fortsat. Social stigmatisering forhindrer mange ofre i at fortælle familie, læge eller politi om, hvad de har været udsat for. Nogle regeringsembedsmænd afviser, at voldtægt er et alvorligt problem i Darfur, og humanitære hjælpearbejdere er bange for, at de sætter deres job på spil, hvis de taler om problemet. DV\696365DA.doc 5/7 PE

6 Gerningsmændene retsforfølges sjældent, og mange af de mekanismer, som staten har iværksat med henblik på at bekæmpe seksuel vold, såsom det statslige udvalg for bekæmpelse af kønsrelateret vold, fungerer dårligt og har haft begrænset betydning. Børnesoldater I juni 2007 udtrykte komitéen for barnets rettigheder bekymring over rekrutteringen af børn, som fortsat finder sted i Sudan, blandt andet med lovning på eller til gengæld for penge, varer eller tjenesteydelser. Straffrihed og Den Internationale Straffedomstol Mens overgreb og krænkelser ufortrødent fortsætter, er der stadig udbredt straffrihed. Den 2. maj 2007 udstedte Den Internationale Straffedomstol arrestordre mod Ahmed Haroun, som var indenrigsminister, da konflikten var på sit højeste, og militsleder for Janjaweed, Ali Mohamed Ali Abdel-rahman, også kendt som Ali Kushayb. Den 27. februar 2007 havde chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol nævnt disse to mistænkte, som anklagedes for at have begået krigsforbrydelser i Darfur. Sudan er ikke part i Rom-statutten, hvorved Den Internationale Straffedomstol blev oprettet i 2002, og nægter derfor domstolen kompetence over landets statsborgere. Med FN's Sikkerhedsråds resolution 1593 fra 2005 indbringes Darfur imidlertid for Den Internationale Straffedomstol for omfattende overtrædelser af menneskerettighederne i Sudans vestlige region. I resolutionen gives anklageren ved Den Internationale Straffedomstol myndighed til at undersøge og retsforfølge alvorlige forbrydelser begået i Darfur. Vilkårlige tilbageholdelser Mekanismer til sikring af retfærdighed og ansvarlighed har for få ressourcer og er politisk kompromitterede og ineffektive. I forbindelse hermed tilbageholdes mange mennesker uden videre. Det internationale sekretariat for Verdensorganisationen mod Tortur er af den sudanesiske organisation mod tortur blevet informeret om, at folk blev arresteret efter den fredelige demonstration den 13. juni 2007 mod regeringens planer om opførelse af Kajabar-dæmningen i Sudans nordlige stat. Deres tilbageholdelse blev ikke begrundet, og deres løsladelse var efter sigende betinget af, at de underskrev et dokument, ifølge hvilket de indvilligede i at overholde visse krav, navnlig at afholde sig fra at deltage i flere politiske aktiviteter. Chikane af journalister og menneskerettighedsforkæmpere I Khartoum den 8. november 2007 greb de sudanesiske myndigheder uden videre ind i menneskerettighedsforkæmperes aktiviteter, hvilket er en overtrædelse af de internationale konventioner, som Sudans regering har underskrevet, og normer fastsat i FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere og den sudanesiske, nationale overgangsforfatning, som sikrer friheder, herunder foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Kombinationen af vilkårlige stævninger, tilbageholdelser og afhøringer uden retsgrundlag omfatter chikane af involverede enkeltpersoner og blokering af de organisationer, de arbejder for, hvilket der er retsgrundlag for i lovgivningen, f.eks. i DV\696365DA.doc 6/7 PE

7 loven om de nationale sikkerhedsstyrker fra Menneskerettighedsmekanismer, herunder FN's særlige rapportør om Sudan, har gentagne gange opfordret til, at sådanne love ændres og bringes i tråd med internationale standarder og den sudanesiske regerings forfatningsmæssige forpligtelser. Dødsstraf og tortur Den 10. november 2007 dømte straffedomstolen i Khartoum ti mennesker til døden for mordet på journalisten Mohammed Taha. En af de dømte er 16 år gammel. Alle de anklagede i sagen var efter sigende blevet tortureret til at give tilståelser, som efterfølgende blev brugt som beviser imod dem i retten. Brug af dødsstraf mod børn (som var under 18 år på gerningstidspunktet) er forbudt i henhold til international ret. Både ICCPR og CRC indeholder bestemmelser, der undtager denne aldersgruppe fra henrettelse. Brug af tortur til at aftvinge tilståelser er forbudt i henhold til international ret. Det er imidlertid indbygget i det sudanesiske retssystem ved 10, litra i), i lov om bevismateriale fra 1993, ifølge hvilken "... beviser ikke afvises, alene fordi de er fremkommet på uretmæssig måde, dersom retten mener, at der er tale om et enkeltstående og tilladeligt tilfælde". Menneskerettighedsenheden DV\696365DA.doc 7/7 PE