En god historie for dig fortalt af Kjeld Reby Løren

Transkript

1 Pelle Syv En god historie for dig fortalt af Kjeld Reby Løren

2 Indhold God morgen Pelle... 3 Vaskemaskinen og af sted... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. En gåtur i skoven med far og Freja... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Pelle Fem bliver til Pelle Seks.... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. En gave og første cykeltur... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Pelles klasse.... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. En lille strandtur... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. På besøg hos mormor... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Pelle Syv svømmer - næsten... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Pelle Syv svømmer rigtigt... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. 2

3 God morgen Pelle - God morgen Pelle mus! Det var mor. Sådan sagde hun altid om morgenen. Eller næsten altid. Det lød altid så rart, når hun sagde det. Så vidste Pelle, at det var en dejlig dag igen. Pelle lå lidt med lukkede øjne. Det var en god måde at vågne på. Så var der lige tid til at tænke lidt på dagen i går. Det havde også været en god dag. Dem var der faktisk mange af. Når han nu tænkte rigtigt over det, så var de næsten alle sammen gode dage. Der var også tid til at tænke lidt på dagen i dag. Den dag han skulle til at starte lige om lidt. - Nåh ja, tænkte han, jeg har jo faktisk allerede startet den. Han skuttede sig lidt i sengen. Bare fordi han lå så godt. - Næsten som en lille fugl i reden, tænkte han. Han havde jo også fjer omkring sig lige som fugleungerne. Hans var bare i dynen og i hovedpuden. - Pip, pip, pip! Sagde han lige så stille. Så kom han til at grine. Det fik ham til at slå øjnene op. Han kiggede sig rundt i den del af værelset, han kunne se, når han lå ned i sengen. Som altid kiggede han først op til sin flyver. Det var en svæveflyver. Den havde far bygget til ham, da han var fem år, og hed Pelle Fem. Nu var han syv år, og derfor hed han Pelle Syv. Altså, det hed han ikke. Han hed Pelle. Når det helle skulle med, så hed han Pelle Skov. Men far kaldte ham Pelle Syv. Han havde en dag spurgt far: - Far. Hvorfor kalder du mig Pelle Fem? Jeg hedder Pelle Skov. - Det er rigtigt, sagde far. - Du hedder Pelle Skov. Sådan er det. Men da du blev fem år tænkte jeg: Hvor er Pelle dog hurtigt blevet en rigtig stor dreng. Som tiden dog flyver af sted. Tænk bare, allerede fem år. Og så sagde jeg inde i 3

4 hovedet: Pelle, fem år. Ja, så syntes jeg, at du skulle hedde Pelle Fem. Fordi jeg elsker dig, og fordi du er min store dreng. - Gør det noget, at jeg kalder dig Pelle Fem? Spurgte far. - Nej! Sagde Pelle. Ikke hvis det er derfor.. Så var det jo derfor, at du også kaldte mig Pelle Seks engang. Fra flyveren lod Pelle øjnene flytte over på hylden ved fodenden af sengen. Der stod de fleste af hans bøger. Der var også nogle CD ere med den musik, som Pelle holdt mest af. Og der lå fem PC spil, som han godt kunne lide at spille. Mest når det var regnvejr, og han ikke havde en sine kammerater med hjemme og lege. På reolen stod også et billede af mormor. Det måtte han altså bare kigge på hver morgen. Så sagde han: - God morgen mormor Anna Banana Savanna! Det var mormor, der fik ham til at sige det. Allerede da han var tre år, havde mormor lært ham at sige goddag til hende på den måde. Han havde sagt: - Dav mormor! Så havde hun sagt: - Dav Pelle! - Smukke fyr, kan du sige: Mormor, Anna Banana, Savanna? - Ja! Sagde Pelle. - Mormor, Anna, Nana, Nana! - Du er vel nok dygtig. Men det var nu: Anna, Banana, Savanna. - Kan du sige Banana? Spurgte mormor. - Banana, svarede Pelle. - Fint sagde mormor. Kan du også sige: Savanna? Spurgte hun. - Savanna, sagde Pelle. - Bravo min smukke prins. Kan du prøve med: Banana, Savanna? Spurgte hun. - Ja, Banana, Savanna, sagde Pelle. - Jøsses dog, sagde mormor, jeg må nok sige, at du er en skrap lille prins. - Jeg er ikke lille, sagde Pelle. 4

5 - Jeg er stor. Jeg er tre år. - Javist er du det, sagde mormor og grinede lidt. - Det kan jeg da sagtens se. - Vil du prøve en gang til med: Mormor, Anna, Banana, Savanna? Spurgte mormor. - Ok ja, sagde Pelle. - Det kan jeg da godt. - Mormor, Anna, Banana, Savanna, sagde Pelle. - Jamen Pelle Delle dog. Jeg tror, du bliver professor en dag sagde mormor. - Hvad er det, spurgte Pelle. - Det er en meget klog og dygtig mand. Lige som du er en klog og dygtig dreng, sagde mormor. - Han er bare ikke en dreng mere. Han er blevet en mand. - Lige som far? Spurgte Pelle. - Ja, lige som far. - Bare vi snart skal ud til mormor igen, tænkte Pelle. Han synes, at det at være sammen med mormor hjemme i hende hus, næsten er det dejligste i hele verden. Så det er det jo nok. Så kiggede han lid på himlen. Det vil sige, det var ikke den rigtige himmel. Den var jo uden for. Men denne her himmel var Pelles himmel. Den havde mor lavet. Den var delt i to. Der var en daghimmel og en nathimmel. På daghimlen var der en sol og nogle skyer. En af skyerne var helt mørk. Den regnede en lille smule.. Bare lidt. Det gjorde ikke noget, for Pelle blev jo ikke våd af det. Regndråberne var bare små stykker blåt stof, som mor havde syet på. Men solen skinnede og smilede ned til ham. Solen havde også lavet en fin lille regnbue. Den syntes Pelle var særlig flot. På nathimlen var der en måne og mange stjerner. Der var også to stjerneskud. Det ene af dem var på vej lige ind i månens mund. For 5

6 månen havde både et øje, en næse og en mund, der grinede glad ned til Pelle. Den var gul og hyggelig at se på. - Pelle mus, lød det fra køkkenet. - Er du stået op? Spurgte mor. - Nej ikke helt, svarede Pelle. - Men lige om en lille miniprut, grinede Pelle. Det var far, der havde lært ham at sige det. Det var en dag de havde snakket om klokken. Far havde forklaret Pelle om, hvordan man skulle se på et ur med visere, for at se hvad klokken var. Far fortalte om timer, minutter og sekunder. Han forklarede også, at de havde hver sin egen viser. Så Pelle havde lært, at den store viser fortalte om minutterne. Den lille viser fortalte om timerne. Og den smalle hurtige viser fortalte om sekunderne. - Time Rime, sagde far. - Minut Miniprut, fortsatte han. - Sekund Kyssemund, sluttede han. Sådan var far altid. Han sagde, at han elskede at lege med ordene. Det forstod Pelle ikke helt, men det lød i hvert fald sjovt. Og det var det vigtigste. Nu var Freja også vågnet. Hun havde ligget i fodenden af Pelles seng den sidste del af natten. Der havde hun nu ikke ligget hele natten. Far havde haft hende ude i haven for at tisse meget tidligt om morgenen. Lang tid før de stod op. Far eller mor kom hver nat ind og hentede hende, når hun begyndte at pibe lidt. Det havde hun lært at gøre, når hun trængte til at komme en tur ud i hundegården for at tisse. - Det skal vi altid huske at høre efter, sagde far. 6

7 - Hun kan jo ikke selv hoppe ud af din seng, låse døren op og sådan, fortsatte han. - Derfor skal vi hjælpe hende med det, så hun ikke ligger dårligt, fordi hendes lille blære er fuld af tis, sagde han. Det er derfor, at du også skal tisse hver aften, inden du går i seng. Så sover du meget bedre. Når Freja havde tisset, blev hun som regel lagt op i sengen til Pelle igen. Hun havde fået tørret poterne af, så hun ikke grisede Pelles sengetøj til. Der lå hun nu lige så fint resten af natten. Hun lå der lige til Pelle sagde god morgen til hende. Hun fik også et morgenkys af Pelle. Det vil sige, det var nu Freja, der slikkede Pelle lidt på næsen. Pelle var den eneste, Freja fik lov til at slikke på næsen. Hverken mor elle far kunne lide det. Men Pelle kunne. Det havde Pelle kunnet lide, lige fra den dag de så Freja første gang i kennelen i Højby. Freja havde også tre brødre. Da mor, far og Pelle havde været ude for at se hvalpene første gang, var Pelle faldet for Freja fra første minut. Alle hvalpene var fine, små, bløde hunde. De var lidt kluntede, men det var sjovt at se på, når de vimsede rundt på gulvet, og legede med hinanden. Freja var kommet lidt vraltende hen over gulvet, Her havde hun sat forpoterne op på Pelles ben. Han sad på gulvet med spredte, strakte ben, og Frejas lille hale havde pisket fra side til side af bar glæde. Pelle have løftet hende helt op til sit ansigt for at mærke hendes fine, bløde pels mod sin kind. Da var det, hun slikkede ham på næsen for første gang. Så var Pelle helt solgt til stanglakrids. Det var noget af det sødeste, han syntes at have oplevet i hele sit femårige liv. - Hende vil jeg ha, sagde Pelle. - Ja ja. Rolig nu, sagde mor. - Jeg kan ikke lide, at hun slikker dig i ansigtet. Men far sagde: 7

8 - Det gør ikke noget. Hun viser jo bare, at hun er glad for Pelle. - Hvor ser de søde ud sammen, sagde far. Og så var den numse tør, som far plejede at sige. - Er i sikre på, at i ikke hellere vil have en af drengene? Det var Connie, som havde kennelen og alle hundene, Ja det var de alle tre helt sikre på. Freja skulle det være. Selv om hun jo ikke hed Freja endnu. I kennelen hed hun Stella Moonlight. Alle hvalpene havde et navn, der begyndte med S og så Moonlight. Det var fordi, at kennelen hed Moonlight Cairns. Og alle hvalpene i et kuld fik et kennelnavn, der begyndte med samme bogstav.. Freja var nemlig en Cairn Terrier hvalp. De måtte ikke få Freja med hjem med det samme. Hun skulle først være otte uger gammel. Så de skulle vente i fem uger, inden de måtte hente hende. Men de måtte gerne komme og hilse på hende nogle gange, hvis de ville. - Det vil jeg i hvert fald, sagde Pelle. - Når det nu ikke kan være anderledes, sagde far, - så må vi vel hellere det, fortsatte han. Pelle så på far, og opdagede, at han grinede over hele femøren. Så grinede Pelle også. Nu kunne mor heller ikke holde masken, men grinede med. Det fik også Connie til at grine. Så alt var bare godt. De sagde farvel til Connie og hvalpene, men de gik ikke før Pelle lige havde haft Freja oppe og give hende et lille kys på den lille, sorte snude. Hjemme i deres eget hus havde de holdt Skovråd. Det var noget de gjorde, når der var et eller andet, de skulle blive enige om. Det var noget, mor havde fundet på engang. Somme tider var det kun mor og far, der holdt Skovråd. Og nogle gange var det Pelle og far, der holdt Skovråd. Der var altid tradition for, at de fik lidt at drikke under Skovrådet. Mor drak te, far drak kaffe, og Pelle drak som regel mælk eller juice. Der kunne også falde en småkage af engang imellem. Så et Skovråd var altid hyggeligt. 8

9 I dag handlede det om, hvad den lille hvalp skulle hedde, når hun kom hjem til dem. - Jeg synes at Buster er et meget sødt navn, sagde far. - Ville du kalde din egen datter Buster, spurgte mor? - Nej hvor herre bevares, sagde far. - Nå men, vores hvalp er en lille pige. Jeg synes hun skal hedde Lilly, sagde mor. Far og mor kiggede på Pelle. Så sagde far: - Hvad synes du, at hun skal hedde Pelle Syv? - Jeg synes, hun skal hedde Hundse, sagde Pelle. - Ja, det er jo et forslag sagde far. - Men Pelle, det lyder meget sødt, men det er bare ikke rigtigt et navn. - Har du andre forslag? Det var mor, der spurgte. - Jeg synes, at hun er så sød og fin, at hun skal have navn efter en af vores Nordiske gudinder. Hvad med Freja? Spurgte mor. - Hvem er det? Spurgte Pelle. - Hun er kærlighedens og frugtbarhedens gudinde i Norden. Og så er hun smuk lige som vores hvalp. Hvad siger du til det? Spurgte mor. Pelle rynkede næsen og støttede hagen i hånden. Han tænkte, så det knagede. Han prøvede navnet inde i sit hoved. Kom lille Freja!, - Freja, skal vi lege? - God hund Freja! - Det lyder faktisk meget godt, tænkte han. - O.K. Men jeg vil døbe hende, sagde Pelle. - Det lyder som en knippel fin ide, sagde far. Så var det afgjort. Nu kunne de endnu en gang lukke Skovrådet i fuld enighed. Alle var tilfredse med det, de var kommet frem til. Men sådan gik det jo heldigvis hver gang. Pelle hoppede ud af sengen og ned på gulvet. Det vil sige han hoppede ikke. Han kravlede ud af sengen. En gang, da han hed Pelle 9

10 Seks, var han hoppet ud af sengen. Men hans ene fod havde ramt sengekanten, og han faldt pladask ned på gulvet med hovedet først. Det gjorde virkelig meget ondt, og hans næse var begyndt at bløde. Han kom med et vældigt hyl, og så begyndte han at græde. Mor kom styrtende ind fra køkkenet med skrækken malet i hele ansigtet. - Men Pelle dog! Hvad er der sket? Udbrød hun. - Har du slået dig. Sådan er mødre jo. Selvfølgelig havde han slået sig. Han græd hjerteskærende og holdt sig om den forslåede, blødende næse. Det gjorde nederdrægtigt ondt. - Kom, sagde mor og løftede ham op i armene. Så vuggede hun ham i sine arme og bar ham ud i badeværelset. Der kyssede hun ham på kinderne og strøg ham over håret, medens hun lod den varmehane løbe. - Pelle, Pelle, Pelle, sagde hun, og gjorde en vaskeklud våd med lunkent vand. Så tørrede hun forsigtigt blodet væk fra næsen. Hun lavede to små propper af vat, som hun forsigtigt satte op i Pelles næsebor. Pelle var holdt op med at græde. Han snøftede bare lidt med våde øjne. Men det var svært at snøfte med vatpropper i næsen, så det holdt han op med. Det var heller ikke så slemt mere. Men det gjorde godt nok ondt i næsen endnu. - Hvad skete der? Spurgte mor. - Jeg hoppede bare ud af sengen. Og så faldt jeg, sagde Pelle. - Det skal du ikke gøre igen, sagde mor. - Når du står op, skal du kravle ud af din seng stille og roligt. - Der er jo ikke noget der haster, så tag det bare roligt. Pelle nikkede og kom med et lille hiks. Så var det heller ikke værre. Siden den morgen, kravlede han altid roligt ud af sengen. Nu stod han på gulvet ved siden af sengen, Forsigtigt løftede han Freja op, og satte hende ned på gulvet. Det havde far lært ham: 10

11 - Pelle Seks. Når du har løfter Freja op, så skal du altid sætte hende ned lige så forsigtigt. Han fortsatte: - Så længe Freja er så lille, kan hendes ben ikke tåle, at hun springer ned fra din seng. - Hun kan heller ikke tåle, hvis du bare slipper hende. På den måde skal vi alle sammen passe på hende. Altid. Det sidste Pelle ville gøre, var noget, der kunne være dårligt for Freja, så han passede altid godt på hende. Faktisk syntes han, at det var dejligt at passe på Freja, For hun var hans bedste ven. Freja gik ud i køkkenet til mor, og Pelle tog sin pyjamas af, foldede den pænt sammen, som mor havde vist ham. Så lagde han den på madrassen ved sin hovedpude. Nu kunne han rede sengen og komme godt i gang med resten af dagen. - Pelle er du oppe? Det var mor igen. - Ja, ja, sagde han. - Bliv nu ikke hængende for længe, sagde hun. - Nej, nej, sagde Pelle. Det ville han heller ikke gøre. Nå. Det var jo stadig morgen. Der var stadig noget, han skulle nå, inden cykelturen til skolen med mor. Der var lige tid til et kig rundt i værelset. Han måtte lige se, at alt var som det skulle være. Han så også efter, at alt var, hvor det skulle være. For når han vidste, at hvis alt var, hvor han syntes, det skulle være, så vidste han også, at han nemt kunne finde det igen. - Alt på plads. Plads til alt, tænkte han. Det var noget hans far, havde lært ham. Det var allerede inden han kom til at hedde Pelle Fem. De havde siddet inde i stuen sammen, ham og far. Pelle havde spurgt, om han måtte se Peter Plys. Den havde de på en CD. Pelle elskede at se 11

12 Peter Plys. Han kunne lide alle dem, der var med på filmene om Peter Plys. Men mest Peter Plys selv. - Hvor er fjernbetjeningen til fjernsynet? Råbte han ud imod køkkenet, hvor mor var ved at ælte dej. - På sofabordet, råbte hun tilbage. - Der er den ikke, råbte far. - Så led efter den, råbte mor lidt irriteret. Hun stod med dej på hænderne, og var jo i gang med et stykke arbejde. Far begyndte at lede hele stuen igennem. Ingen fjernbetjening. Alle skuffer blev kigget igennem. Alle puderne blev vendt. Hel gulvet blev kigget efter. Og Pelle hjalp til. Ingen fjernbetjening. - Det kan jeg altså bare ikke forstå, sagde far. - Den er her simpelt hen ikke, sagde han. Så kom mor ind fra køkkenet. Hun var helt postkasserød i ansigtet. - Jeg har den i min højre forklædelomme, sagde hun meget flov. - Undskyld. Jeg havde helt glemt det, fordi telefonen ringede. - Så slukkede jeg for fjernsynet, for at kunne høre hvad der blev sagt i telefonen. Jeg stoppede den i lommen, uden at tænke over det. - Pyttelyt med det, sagde far. - Nu er den jo fundet, og der er hverken døde eller sårede af den grund. Så grinede de lidt af det sjove i situationen. Men far sagde: - Nu har vi brugt så meget tid på at lede efter en ting, der ikke var, hvor den skulle være. Så nu er der ikke mere tid tilbage, før du skal gøres natteklar. Så må vi se Peter Plys sammen i morgen. - Kan du se Pelle, hvorfor vi skal lægge alt på plads, når vi er færdig med at bruge det? - Ellers bruger vi meget god tid på at lede efter det. God tid, som vi kunne have brugt på at lave det vi gerne ville. Det kunne Pelle godt se, selv om han bare var fire år. Men det var kedeligt, at han ikke fik set Peter Plys, når det var lige det, han havde allermest lyst til lige nu. 12