Kapitel 9 INDFOLDET OG UDFOLDET ORDEN

Transkript

1 Kapitel 9 INDFOLDET OG UDFOLDET ORDEN Vik ænsede ikke sine omgivelser, mens han gik den vante vej hjem fra skole. Hans hoved kørte på højtryk. Mental energis evne til at påvirke den omgivende verden. Det var her, forklaringen fandtes. Lolas mentale energier påvirkede kalejdoskopet, så tegnene faldt i en særlig rækkefølge, bestemt af netop hende. Hun beherskede noget, hun ikke var bevidst om. 2 Det havde også betydning dengang med Retfærdighedens Bog. Selv om de begik fejl. Hvad var den fysiske forklaring? I aftes, efter han havde sendt mailen om Himabaan og kalejdoskopet til Lola, gav han sig til at søge på nettet. Han fandt frem til, at tre fysikere, Heisenberg, Jordan og Wheeler, opererede med det udgangspunkt, at bevidstheden ikke blot påvirker et objekt, men også skaber det. You are the cause. Interessant. Vik tog noter og søgte videre. Niels Bohr, læste han, beskæftigede sig blandt meget andet med noget tilsvarende. Han knyttede bevidstheden snævert sammen med sproget og var desuden optaget af forholdet mellem sprog og den fysiske verden. Det er ved hjælp af sproget, vi erkender. Sprog er både en forudsætning for og en begrænsning af vores erkendelse af den fysiske verden, sagde han. Man kan sige, at virkeligheden reelt skabes af det sprog, vi bruger om den. Sprog? tænkte Vik. Jeg har ikke interesseret mig for teorier om sprog. Far beskæftiger sig kun med tal. Det er en fejl. Jeg må også vide noget om sprog og sprogbrug. Inden han lagde sig til at sove, postede han en forespørgsel i chatrummet på cleverheads.org. De andre ville helt sikkert diskutere emnet og tilføje nye henvisninger. Sandsynligvis allerede i løbet af natten. Hans far var også linket på. Han brugte jævnligt chatrummets diskussioner i sin undervisning. Vik sov tungt, også den nat. Han huskede sjældent sine drømme. Det ærgrede ham. Da han nåede hjem fra skole, gennemførte han sine sædvanlige gøremål. Hans mor var der ikke. Det var torsdag, og hun var på arbejde i Holismehuset, en forretning inde i byen, der solgte krystaller. Tasken med bøger og laptop stillede han ved døren ud til køkkenet. Derefter bar han sportstasken ned i kælderen, tog sit idrætstøj op og lagde det i kurven til kulørt vask, 60 grader. Den tomme taske hængte han på en knage på væggen, åben, udluftning. 2 Læs mere om hvad det er, Lola kan, i Lola & Retfærdighedens Bog.

2 67 Derefter gik han op igen og tog den anden taske med ud i køkkenet. Han fandt madkassen, åbnede den og satte den på køkkenbordet, til højre for vasken. Han tømte sin vanddunk, skyllede den og fyldte den med vand fra den kande i køleskabet, hvor en krystalstav sikrede, at vandet indeholdt healende energier. Dunken lagde han derefter ind på nederste hylde, forrest og længst til venstre. Parat til i morgen. Kold. Mens han ventede på, at tevandet kom i kog, smurte han to boller med økologisk smør, lagde gedeost på den ene og figenpålæg på den anden. Da alt var lavet, satte han sig ved bordet i køkkenet og spiste med blikket rettet mod birketræet uden for vinduet. Det blæste noget, vindstyrke mindst ti, vurderede han. Han havde ikke skænket sine handlinger en tanke. Han gjorde bare som altid, det var ren automatik. Ikke værd at spilde tankevirksomhed på. Da han lidt senere kom op på værelset, tændte han straks sin stationære computer og fortsatte med at søge. Han ville vide noget om det her. Forstå det. Det var en interessant uddybelse af, hvad han i forvejen vidste. En udvidelse af hans viden om forholdet mellem virkeligheden og det, der blev kaldt magi og mystik. Alt det såkaldt overnaturlige. Vrøvl. Det var virkelige, fysiske fænomener, som videnskaben bare ikke kunne forklare endnu. Men fysikerne diskuterede dem, og interessant nok havde de ofte selskab af filosoffer. Vik fandt Simo Køppes gennemgang af David Bohms teorier. Indfoldet og udfoldet orden. Ud med den mekaniske fysiks forudsigelige, statistiske univers. Opdelinger af virkeligheden i for eksempel sjæl/ legeme eller psyke/ ydre realitet kan alene betragtes som midlertidige hjælpeforanstaltninger i forsøget på at begribe verden. Ind med en forståelse af universet som en uerkendelig helhed, der hverken er udstyret med sted eller tid, og alligevel er til stede overalt og til enhver tid. Hmm. It changes. Ja, det var helt sikkert. I kalejdoskopet mødtes den gamle mystiske religion fra Himabaan og den ultramoderne fysik. Han ville meget gerne se det kalejdoskop. Selv om han ikke kunne, ifølge myterne. Det kunne han måske alligevel. Han ville prøve. Han tjekkede cleverhead.orgs chatrum og læste opmærksomt den ret lange meningsudveksling, som hans spørgsmål var anledning til. Det mest interessante var det, de andre skrev om sprog og virkelighed. Han fulgte en række links og læste teorier om det, sproget rummer, signalerer, forudsætter, skaber, og så videre, som almindeligvis ligger uden for bevidstheden. Hos almindelige mennesker. Som bare gik rundt og snakkede uden at gøre sig klart, hvad det var, de i virkeligheden skabte med deres ord, herunder karakteren af deres

3 68 relationer til andre. Alene det med metaforerne. Gemt i sproget som en slags hemmelig struktur. Til enhver tid bestemt af den lokale kulturs grundlæggende værdier. Og det enkelte menneskes. Udstyrede automatisk enhver form for sprogbrug med en særlig synsvinkel på virkeligheden. En synsvinkel, der bare var én blandt mange mulige. Hvor mange mennesker var klar over, at de genskabte en helt bestemt og ganske afgrænset virkelighedsforståelse, når de sagde op med humøret eller nederen (orienteringsmetaforer: op er godt, ned er dårligt, selv om det lige så godt kunne være omvendt. For en regnorm var det nok omvendt), tiden går (metafor: tid er en genstand i bevægelse) eller han blev ramt af et malariaangreb (metafor: sygdom er en fjende). Vik spekulerede. Hans egen måde at tale og forstå på. Mennesker med autisme var ofte meget bogstavelige og forstod hverken ironi, metaforer eller underforståede budskaber. Det havde han læst og ikke forstået den praktiske anvendelse af. Han havde endda kun en let udgave, han var aspie. Nu fordybede han sig i en detaljeret gennemgang af metaforers betydning i sproget, og noget dæmrede for ham. Der blev henvist til en bog. Den ville han have. Vik var fuldstændig opslugt, og løsrev sig først, da hans mobil bippede og gjorde ham opmærksom på, at han skulle gå nu. Han afbrød bippet og betragtede apparatet. Min mobil signalerer noget, overvejede han. Den... fortæller mig noget. Metaforen må så være, at en mobil er en person. Interessant. Han ville jagte metaforer fra nu af. Han skulle mødes med sin mor ved Holismehuset og sammen med hende ud at købe nyt tøj. Og en bog. Skindjakke, sweatshirt med firserprint og chinos fra Dockers. Han fulgte med i, hvad der var tøjstilen lige nu, ville ikke også skille sig ud her. Tøjet kunne lige så godt være sejt, det var let. Lakoff & Johnsons Hverdagens Metaforer. Han fandt den i den tredje boghandel, de var inde i. Han var opløftet, den var anvendelig for ham. Opløftet? tænkte han. Ja, op er godt. På hjemvejen stod han af bussen to stoppesteder før sin mor med løfte om at være hjemme inden for en time. Til aftensmad. Han fortalte hende ikke, hvad han skulle. Du kan passe på dig selv, sagde hun. Mørket er faldet ned. Faldet ned? tænkte Vik. Han var vant til sin hollandske mors gebrokne dansk. Metafor: mørke er en... substans.

4 69 Ørstedsvej. Lola boede i nummer 18. Han gik langsomt forbi huset og så ikke noget til hende. Der var lys i nederste etage, nogen var hjemme. Det var ikke her, han ville hen. Han fortsatte videre, rundt om hjørnet til Einsteinsvej, til nummer 22. Her var huset helt mørkt. Solen gik ned for en time siden. Gik ned? overvejede Vik. Solen gik ikke. Jorden kredsede om solen. Her gemte sig også en metafor: solen er en person. Eller en genstand i bevægelse. Et ur går også? Hmm. Lågen faldt i med et klonk efter ham, og dørhammeren larmede, men ingen reagerede. Måske var hun i hytten, kvinden fra Himabaan. Vik gik ned ad trappen og rundt om huset. Haven var dyster og meget anderledes end deres egen have derhjemme. Hans mor havde brug for lys, kunne aldrig få nok. Hun sagde, at hun var så mørk indeni. Han bad hende engang om at åbne munden, så han kunne se mørket, men hun smilede og sagde, at hendes mørke ikke var af den slags, man kan se. Lys kan ses. Måske var kvinden, der boede her, så fuld af lys, at hun oplyste mørket rundt om sig. Lys og mørke, der ikke kunne ses. De høje trækroner hviskede over hans hoved. (Hviskede? Trækroner er personer?) Det var fuldmåne i søndags, og der var ingen måne at se nu. Hytten befandt sig i skyggerne inde mellem træerne og buskene foran ham. Ifølge Google Earth var grunden cirka 50 meter dyb og 45 meter bred. Der var knap 32 meter fra huset ned til den bagerste hæk. En stor villahave. Ikke stor nok til at forhindre ham i at finde den hytte på pæle, som Lola havde beskrevet. Ikke når hans perceptioner var så motiverede, som de var. Vik gik ind mellem træerne og mærkede, at noget blev anderledes. Otte skridt inde standsede han og lyttede. Var det blot træerne, der hviskede? Træ-personer. Ondskab fandtes. Ingen vidste, hvor han var. Der var noget mellem træerne. Noget, ikke nogen. Var det udenfor ham eller indeni ham? Opdeling af virkeligheden mellem ånd og materie gjaldt ikke. Hvilken metafor styrede hans forståelse lige nu? Hvordan sagde han det: Ukendt er farligt? Ukendt er nyt? Ukendt er nyt, mumlede Vik og gik videre ind mellem træerne. Femten, seksten, sytten. Ukendt er udvidelse af kendt. Ukendt rummer ny viden. Metafor: ukendt er en dør, der kan åbnes ind til et nyt rum fyldt af muligheder. Nu var han tyve skridt inde. Hvert af hans skridt var cirka tres centimeter. Tolv meter, tyve ned til hækken. Mørket lå tæt rundt om ham og tillod kun lige netop, at stammer og buske var at skelne. Mørket lå? Mors metafor: mørke er en substans. Jeg skifter metafor, tænkte han. Mørke er fravær af lys. Lys er noget, bølger og partikler.

5 70 Mørke er tomhed, ingenting. Der er ingenting mellem træerne. Der er ingenting rundt om mig. Ingenting at være bange for. 38, 39, 40. Ingen trappestige, ingen hytte. Ti skridt senere stod han ved en hæk. Der faldt lys ud fra vinduerne i husene i nærheden. Nu havde hans øjne ellers lige vænnet sig til mørket. Han havde et klart billede af grunden i sit hoved og fortsatte uden tøven langs hækken i nordlig retning. Da han nåede et hjørne, vendte han om og gik diagonalt tilbage under træerne. 21, 22, 23. Ved 30 svirpede en gren hen over hans ansigt, og han stod stille. Noget. Hvad var det? En sprød lyd af en spinkel klokke åbnede stilheden. Metafor: stilhed er et lukket rum. Lukket? Uden informationer. Til højre for ham var mørket dybere. Han gik tre skridt hen mod det og studerede omhyggeligt skyggerne foran sig. Træstammer, buske. Ikke nogen trappestige. Vik løftede blikket. En tæthed i luften et par meter oppe. Han kneb øjnene i: jo, der var den. En massiv, kantet form mellem trækronerne, næsten ikke til at skelne mod den overskyede, blåsorte himmel. Lyden af klokken én gang til. Stigen var trukket op. Han havde ikke adgang, men han havde fundet hytten. Fordi han troede på, at han gjorde det. Motiveret perception. Vi ser det, vi vil se. Vi oplever ikke kun verden, som den er, men i høj grad som vi er. Kvinden fra Himabaan sad sikkert deroppe. Han ville gerne tale med hende, se kalejdoskopet, men ikke nu. Hun mediterede nok. Meditation var interessant. Det ville han også lære. Når han blev ældre, atten år. Voksen. Han stod et øjeblik og registrerede atmosfæren. Mørket, stilheden. Tomt. Oplevelsen af at være meget langt væk. Og så det noget, der også var her, et produkt af ham selv. Skabt af mødet mellem ham, personen Vik, og noget fremmed. Interessant. En dør blev stilfærdigt åbnet og lukket over ham, træ skrabede mod træ. Vik tog et skridt væk, en kvist knækkede. Han standsede og hørte ikke mere, før en sagte stemme fyldte mørket. Som en bøn. Mayaah. Shantaali. Ksamaah. Vik drejede ansigtet op mod hytten. Shantaali, hørte han igen, næsten som et ekko i sit eget hoved. Han blev stående helt rolig, og lidt efter skelnede han en bevægelse i mørket. Nu så han trappestigen og hørte den svage lyd af trin. En lille skikkelse bevægede sig ned, tøvede et

6 71 øjeblik bare få meter fra ham, og forsvandt derefter med næsten lydløse skridt i retning af huset. Kvinden fra Himabaan. Hun vidste, at han var her. Ordene var på bhaali. Han ville finde ud af, hvad hun sagde. Gav hun ham lov til at være her? Vidste hun mon hvem, han var? Alt sammen yderst interessant. Vik gik tilbage gennem bevoksningen og fandt snart forbi de to hække ind til Lolas baghave. Det var så hendes rute, ikke mange meter, ti, højst femten. Tyve skridt. Fra haven så han direkte ind i et oplyst rum, hvor hun sad og spiste sammen med en mand og den bror, der hed Viggo. Hendes far. Der manglede hendes mor og den bror, der hed Emil. De talte ikke sammen, mens han stod der. Lolas ansigt så lukket ud. Metafor: Lola er et rum bag en dør, der kan lukkes. Låses. Døren havde været låst et stykke tid. Lola lukkede sig for noget. Hvad? Han ville spørge hende. Vik skrev notater efter at have spist aftensmad sammen med sine forældre. Oplevelserne i den himabaanske kvindes have. Sine overvejelser om sprog. Teorien om metaforerne var især interessant. At de fandtes som grundlag for ethvert sprog, og at ingen vidste det. Han ville samle eksempler, analysere dem, konkludere på dem. Vide hvad de betød. Lytte.