MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET Retsudvalget MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE (50/2011) Om: Begrundet udtalelse fra Den Italienske Republiks Senat om forslag til Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber (KOM(2011)0127 C7-0094/ /0060(CNS)) I henhold til artikel 6 i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet kan ethvert nationalt parlament senest otte uger efter fremsendelsen af et udkast til lovgivningsmæssig retsakt sende formændene for Europa- Parlamentet, Rådet og Kommissionen en begrundet udtalelse, der forklarer, hvorfor det mener, at det pågældende udkast ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Ifølge Europa-Parlamentets forretningsorden er det Retsudvalget, der er kompetent med hensyn til overholdelse af nærhedsprincippet. Vedlagt fremsendes en begrundet udtalelse fra Den Italienske Republiks Senat om ovennævnte forslag til orientering. CM\ doc PE v01-00 Forenet i mangfoldighed

2 UDVALGETS BESLUTNING OM FÆLLESSKABSRETSAKT (KOM(2011)0127 endelig) (Dok. XVIII, nr. 97) BILAG Retsudvalget har, efter at have undersøgt fællesskabsretsakten (KOM(2011)0127 endelig) om forslag til Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber, og under hensyntagen til vedlagte bemærkninger fra udvalget om EU-politikker, afgivet negativ udtalelse. /underskrift/ PE v /5 CM\ doc

3 BEMÆRKNINGER OG FORSLAG FRA DET 14. STÅENDE UDVALG Bemærkninger til fællesskabsretsakten: (EU-politikker) i henhold til forretningsordenens artikel 144, stk. 1 (udfærdiget af: Salvatore Fleres) Rom, 25. maj 2011 Forslag til Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber (KOM(2011)0127 endelig) Det 14. stående udvalg, efter at have undersøgt fællesskabsretsakten KOM(2011)0127 endelig, i betragtning af at en af EU's målsætninger er at indføre et retsområde, som er baseret på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser; under hensyntagen til at den frie udveksling af retsafgørelser opfylder et samfundskrav, idet et stadig større antal personer flytter fra en medlemsstat til en anden, hvilket fører til familier, som består af personer med forskellig nationalitet eller med bopæl i forskellige medlemsstater; i betragtning af at 14 medlemsstater, som Italien ikke er iblandt, har indført registrerede partnerskaber i deres lovgivning; i betragtning af de vanskeligheder, som internationale par møder på grund af de forskellige nationale lovgivninger, navnlig når parforholdet opløses på grund af separation eller partnerens død; under hensyntagen til at EU, for at fjerne disse hindringer, for nylig vedtog en forordning om lovvalg ved skilsmisse og separation, at man i øjeblikket drøfter en forordning om arv, og at der med disse forordninger fastlægges objektive kriterier for lovvalg og bestemmelse af den kompetente retsmyndighed i tilfælde af separation, skilsmisse eller arv, som vedrører et internationalt par; i betragtning af at den pågældende retsakt tager sigte på at supplere ovennævnte retsgrundlag, idet den fastlægger bestemmelserne for de spørgsmål, der vedrører internationale pars formueforhold, og navnlig: a) den kompetente retsmyndighed; b) lovvalg; c) den frie udveksling af retsafgørelser; i betragtning af at Kommissionen lader forslaget falde ind under "familieretten", som EUlovgivningen ikke giver en klar juridisk definition på, selv om man "med henblik på dette direktiv" i artikel 2 i direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område bl.a. betegner følgende som et "familiemedlem":... b) partner, med hvem en unionsborger har indgået et registreret partnerskab i medfør af en medlemsstats lovgivning, hvis lovgivningen i værtsmedlemsstaten sidestiller et registreret partnerskab med ægteskab, samt under overholdelse af betingelserne i værtsmedlemsstatens relevante lovgivning; i betragtning af nødvendigheden af at sikre beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og forbuddet mod en hvilken som helst form for forskelsbehandling; idet det endvidere skal bemærkes, at Domstolen med sin dom af 10. maj 2011 i sag C-147/08, Römer, understregede, at "på EU-rettens nuværende udviklingstrin henhører lovgivning om personers civilstand under medlemsstaternes kompetence". Da Domstolen foretog denne vurdering, fastslog den CM\ doc 3/5 PE v01-00

4 dog, at hvis ægteskabet i den pågældende medlemsstats lovgivning (i dette tilfælde Tyskland) er forbeholdt personer af forskelligt køn og eksisterer parallelt med bestemmelser om et registreret partnerskab, der forbeholdes personer af samme køn, foreligger der en direkte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering (i henhold til direktiv 2000/78/EF), såfremt partneren i et registreret partnerskab befinder sig i en retlig og faktuel situation, der svarer til en gift persons, men modtager en supplerende pension, som er mindre end den, der udbetales til en gift pensionsmodtager; har på sit kompetenceområde afgivet negativ udtalelse med følgende bemærkninger: Kommissionen har fastlagt, at retsgrundlaget er artikel 81, stk. 3, hvor der står, at Rådet fastlægger foranstaltninger vedrørende "familieret" med grænseoverskridende virkninger efter en særlig lovgivningsprocedure, og at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af Europa- Parlamentet. Hvad angår registrerede partnerskabers henhøren under "familieretten", gives der udtryk for et udtrykkeligt forbehold, eftersom det er nødvendigt, at der gives en passende begrundelse for valget af dette retsgrundlag. Med forbehold for ovenstående giver forslaget anledning til visse tvivlsspørgsmål med hensyn til nærhedsprincippet. Det er korrekt, at målsætningen om at fremme den frie bevægelighed for personer i EU, at gøre det muligt for internationale par at tilrettelægge deres formueforhold og herudover at øge retssikkerheden kun kan opnås ved hjælp af fælles bestemmelser på EU-plan. Problematikkerne i forbindelse med retsgrundlaget gør det dog nødvendigt med yderligere overvejelser om forslagets overensstemmelse med nærhedsprincippet. Med forbehold for ovennævnte bemærkninger lader forslaget ikke til at være i strid med proportionalitetsprincippet, eftersom det ikke går længere end til det, der er nødvendigt for at nå målsætningerne, og ifølge Kommissionens skøn, som er medtaget i konsekvensvurderingen, burde det medføre - sammen med det forslag, der er omhandlet i KOM(2011)0126 endelig - en reduktion af de omkostninger, som den nuværende situation medfører, på 0,4 mia. euro. I den forbindelse giver forordningens anvendelse på Italiens lovgivning anledning til betænkeligheder. I Italiens lovgivning er der som bekendt ikke taget højde for registrerede partnerskaber, men der er taget højde for visse civilretlige instrumenter, som på retsskabende eller lovgivningsmæssig vis også gælder for personer i ikke-ægteskabelige forhold, f.eks. bestemmelserne i artikel 6 i lov nr. 392 af 1978 om arveret for samlevende i ægteskabslignende forhold med hensyn til lejekontrakter. Der er dog tale om enkeltstående tilfælde. Desuden fremgår det af konklusionerne fra Domstolens generaladvokat, fremsat den 15. juli 2010 i førnævnte Römer-sag, at "den kompetence, der er overladt medlemsstaterne på området for civilstand, betyder, at reguleringen af ægteskab eller enhver anden form for retlig anerkendt forbindelse mellem personer af samme eller modsatte køn samt den retlige status for børn eller andre familiemedlemmer i bred forstand er forbeholdt medlemsstaterne. Det er alene medlemsstaterne, der afgør, om deres nationale retsorden giver eller ikke giver adgang til en eller anden form for retlig forbindelse, der er tilgængelig for homoseksuelle par, eller om ægteskabet er eller ikke er forbeholdt par bestående af to personer af modsat køn" (præmis 75 og 76). Eftersom der ikke eksisterer en sådan national lovgivning, drejer hovedspørgsmålet sig om vanskeligheden ved at konkretisere juridiske rettigheder og pligter for dem, der har valgt ikke at indgå ægteskab i henhold til Italiens lovgivning. På samme måde som den skelnen, der finder sted i KOM(2011)0126 mellem reguleringen af ægteskab - som henhører under medlemsstaternes kompetence - og reguleringen af de formueretlige PE v /5 CM\ doc

5 forbindelser mellem ægtefællerne, som er genstand for EU-lovgivningen, kan ovennævnte forslag være legitimt - også for italiensk lovgivning - hvis man udelukker dets indflydelse på anerkendelsen af registrerede partnerskaber. Der er absolut intet til hinder for, at to mennesker, som ikke er gift og ikke har indgået et registreret partnerskab, fastlægger - på et rent privat plan, og hvor virkningerne udelukkende vedrører parterne - formueforholdet, efter at parforholdet eller samlivet ophører. Retten til selvbestemmelse for par, som ikke er gift, og som er en tredje samlivsform i forhold til "ægtepar" og "registrerede par", kunne nemlig sikres bedre af en konventionel regulering af formueforholdene mellem parterne end af en regulering, der pålægges dem ved lov. I så fald ville heller ikke EU's konventionelle regulering af sådanne formueforhold have karakter af en implicit anerkendelse af registrerede partnerskaber, men udgøre et forhold, som har indflydelse på den bedste løsning af de problemer, som ophøret af (det faktiske) parforhold mellem to mennesker medfører. Et retsgrundlag i form af artikel 81, stk. 3, hvor der fokuseres på familieret, ville således miste prægnans - og dermed fjerne nogle af de kritiske punkter, der er understreget i disse bemærkninger - hvis bestemmelserne faldt ind under det generelle civilretlige samarbejde, som er omhandlet i artikel 81, stk. 1 og 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. På denne måde ville Italien bevare muligheden for fremover at vedtage en specifik lovgivningsbestemmelse, som indfører regulerede samlivsformer ud over ægteskabet. Det tilkommer nemlig kun parlamentet - sådan som det understreges af forfatningsdomstolen i dom nr. 138 af 15. april at fastlægge "former for garanti og anerkendelse af ovennævnte parforhold" (i det pågældende tilfælde var der tale om homoseksuelle par). For forfatningsdomstolen står det dog fast, at der er "mulighed for at gribe ind for at beskytte specifikke situationer" ved at tage stilling til fornuftsaspektet, såfremt "det konstateres, at det er nødvendigt at give samme behandling til ægteparret og det homoseksuelle par". Ud over disse bemærkninger er det dog nødvendigt med en meget nøje undersøgelse af bestemmelserne i artikel 24 i forslaget til forordning, som udelukker, at det kan forbydes at anerkende og fuldbyrde en retsafgørelse, der vedrører formueforholdet i registrerede partnerskaber, udelukkende med henvisning til, at loven i den anmodede medlemsstat (såsom Italien) ikke anerkender registrerede partnerskaber eller ikke tillægger dem de samme formueretlige retsvirkninger. Desuden indfører den mulighed, som retsmyndighederne i de medlemsstater, der ikke har taget højde for registrerede partnerskaber, har for at erklære sig inkompetente til at træffe afgørelse i spørgsmål vedrørende formueforholdet i registrerede partnerskaber, i henhold til forslagets artikel 5, et overordnet inkonsekvent element i forhold til teksten i artikel 24, som man således bør se nærmere på. Endelig bør man i dette lovgivningsmæssige instrument - snarere end i det andet instrument, der er omhandlet i KOM(2011)0126 endelig - medtage bestemmelserne om formueforhold mellem par bestående af personer af samme køn. Salvatore Fleres /underskrift/ CM\ doc 5/5 PE v01-00