Jørgen Hartung Nielsen. Sabotage. Sabotør-slottet, 4

Transkript

1 Jørgen Hartung Nielsen Sabotage Sabotør-slottet, 4

2 Sabotage Sabotør-slottet, 4 Jørgen Hartung Nielsen Forlaget Cadeau 1. udgave, 1. oplag 2010 Illustrationer: Preben Winther Tryk: BB Offset, Bjerringbro, tlf ISBN: Lix: 15 I serien foreligger: Mørket Sænker dig Hilsen til Helena Skudt ned over Danmark Sabotage Forlagets adresse: Forlaget Cadeau Østparken 28, Ejsing, 7830 Vinderup Tlf og fax: post@forlaget-cadeau.dk

3 Indhold 1. Spræng det tog! Så er det af sted! I sikkerhed? Et skud Skrid! Krisemøde Gejstligt besøg En overraskelse....38

4 Efterår 1944

5 1. Spræng det tog! De to tyske vagter gik frem og tilbage på sporet. De mødtes og gik atter hver sin vej. Jørn og Røde lå lidt der fra. De var godt skjult i det tykke krat, som omgav banen. Toget ville komme i løbet af en halv time, og inden da skulle de have lagt deres sprængladninger. Spræng det tog! Sådan havde ordren lydt. Til alt held var natten mørk. Himlen var lukket af tykke skyer. Ind imellem sendte en bleg måne sit lys ud mellem skyerne. Det gav lige præcis lys nok til, at de kunne se. Jørn talte vagternes skridt. 100 skridt væk. Hver gang! Så vendte de og gik tilbage. Når de mødtes, talte de kort sammen. En gang havde de tændt en cigaret. Jørn kunne se deres ansigter, da tændstikken flammede op. Så tæt på stod de. Røde lå ved siden af Jørn. Han pressede sin mund tæt til Jørns øre: Skal vi ordne dem? hviskede han. 7

6 8 Jørn rystede på hovedet. Røde måtte da ikke være rigtig klog. Ville han dræbe de to vagter? De to helt alene? Det ville de aldrig klare. De tyske vagter var store og trænede. Og så havde de våben. Det havde Jørn og Røde også. De havde hver en pistol. Men den

7 måtte kun bruges, hvis de kom i fare. Hvis de skød nu, ville det hele være ødelagt. Elias, Adam 9

8 10 og Erik lå på den anden side af stationen. De skulle sprænge skinnerne dér, når de hørte deres sprængning. Den ville aflede tyskernes opmærksomhed. Også de ville komme i fare, hvis der blev skudt. Vi må gøre noget meget snart. Det var Røde igen. Vi skal også nå at komme væk. Jørn gav et nik til svar. De havde ikke megen tid. På den anden side skulle de ikke bringe sig selv i fare. De lå lidt i tavshed. Jørn kunne mærke sit hjerte hamre imod jorden. Han var nervøs. Nej, bange var nok et bedre ord. Ja, han var bange! Mest af alt havde han lyst til bare at liste væk. På den anden side vidste han også, at det var vigtigt, at de gjorde deres arbejde. Toget var på vej til Thyborøn. Dér skulle det hente krigs-materiel, som skulle videre til øst-fronten. Toget havde været på vej i meget lang tid, og flere gange var der lavet sabotage imod det. Nu var tyskerne blevet helt vilde. Resten af vejen stod tyske vagter på bane-linen. Jørn havde det lille tåge-signal i sin ene hånd. Det skulle han klemme fast på den ene

9 skinne. Tågesignalet var forbundet med en sprængladning, som skulle placeres så langt væk, at lokomotivet var kørt forbi den. Der var dansk loko-fører, og han skulle ikke dræbes. Tågesignalet og sprængladningen var forbundet med en lunte, som skulle skjules, da den var hvid og nem at se selv i mørke. Når toget kørte hen over tåge-signalet, ville det eksplodere og dermed antænde lunten. Alt var gjort klar. Lunten havde den rette længde. Det hele var forbundet. Nu skulle det bare på plads. Og de skulle nå at komme væk. De var også selv parate. De havde øvet sig meget i at arbejde hurtigt. Men nemt var det ikke. De tyske vagter gav sig god tid. Og de stod ikke langt væk. Det ville være halsløs gerning at forsøge. Minutterne gik. Alt for hurtigt, syntes Jørn. Han kunne mærke, at Røde blev urolig. Det var han nu også selv. De tyske vagter så ud til at have god tid. Rigtig god tid. 11

10 12 Jørn krøb lidt bagud. Lad os komme væk, hviskede han til Røde. Vi når det ikke. Røde lagde en hånd på Jørns skulder. Det var tegn på, at de skulle blive. De havde en opgave at udføre, og den måtte de klare inden. Når han havde fået en opgave, ville han også udføre den. Koste, hvad det ville. Du er tosset, hviskede Jørn.

11 2. Så er det af sted! I det samme kunne de høre toget. De kunne endnu ikke se det, men de hørte det tydeligt. De to vagter havde også hørt det, for den ene pegede. Han kunne måske se det. Vagterne stod med ryggen til dem. Så skete der noget, som Jørn oplevede i slow-motion: Røde greb en sten, rejste sig halvt op på knæ og kastede den om på den anden side af de to vagter. Det gav et dunk, da den landede. De to vagter vendte sig straks imod lyden. Wer da? råbte den ene. Vagterne gik forsigtigt i lydens retning, mens de havde deres geværer i strakt arm. Lyden af toget blev kraftigere. Så er det nu, sagde Røde og mavede sig frem til den nærmeste skinne. Jørn måtte følge med. Han havde jo fat i den anden ende. Med hurtige, febrilske hænder fik de ladningen anbragt. Der var ikke tid til at dække lunten til. Den lå og skinnede hvidt i natte-mørket. De måtte håbe 13

12 14 på, at de to vagter blev på den anden side af sporet. Jørn og Røde kravlede hurtigt bagud, ned

13 ad skrænten og ud i de buske, som før skjulte dem. Så er det om at komme væk, sagde Røde. Toget kom buldrende gennem mørket. Larmen fra det overdøvede deres skridt. De fandt deres cykler, som de havde skjult bag ved nogle træer tæt ved, og så piskede de af sted. Da de var nået et stykke væk, hørte de en kæmpe brag. Med ét blev natten oplyst af et ildrødt skær. Træer og buske stod som sorte silhuetter. Lyden af metal og træ, som ramte jorden, fortalte, at deres opgave var lykkedes. Vi gjorde det! Vi gjorde det sgu! råbte Røde i vild kådhed. De havde på forhånd udvalgt sig den rute, som de skulle flygte ad. Men de var ikke kommet så langt, før de indså, at de måtte vælge en anden. Der kørte tyske biler rundt på alle veje. Hele området ville blive undersøgt. Jørn foretog en hurtig drejning og kørte ind ad en lille grus-sti. Røde fulgte tæt efter. Hvor vil du hen? galpede Røde bagfra. 15

14 16 Men Jørn havde ikke luft til at svare. Han vidste, at der var en lille gård for enden af stien. Dér måtte de kunne søge skjul. Hvem bor dér? spurgte Røde, da den lille, hvide gård dukkede op foran dem. Han hev efter vejret. Det havde været så tæt på at gå galt. Men de havde gjort det! De havde gjort det! En ubeskrivelig følelse greb ham. Jeg ved det ikke, svarede Jørn. Men der er vel en lade, vi kan gemme os i.

15 De blev budt velkommen af en hund, som gøede voldsomt. Det var lige, hvad vi manglede, sagde Røde. Vi undslipper fra tyskerne, men bliver ædt af en stor køter. De sprang af deres cykler. En stor, sort hund stod foran dem og gøede. Jørn satte sig på knæ og kaldte på den. Men det gjorde intet indtryk på hunden. Der blev tændt lys i gården, og en dør gik op. Hvad er der galt, Rollo, råbte en mand. Han stod i døren iført pyjamas. Men hunden blev ved med at galpe. Så fik manden øje på Jørn og Røde. Hvad vil I? råbte han. Have hjælp, sagde Jørn. Tyskerne er efter os. Manden tøvede et kort øjeblik. Så sagde han: Gem jeres cykler og kom indenfor. Han kaldte hunden til sig og gik ind. 17