HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 15. februar 2013

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 15. februar 2013 Sag 75/2011 (2. afdeling) A (advokat Finn Roger Nielsen, beskikket) mod Justitsministeriet (tidligere Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration) (kammeradvokaten ved advokat Benedicte Galbo) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 10. februar I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Walsøe, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben og Lars Hjortnæs. Påstande Appellanten, A, har gentaget sine påstande. Indstævnte, Justitsministeriet, har påstået stadfæstelse. Anbringender A har supplerende anført, at det må lægges til grund, at hans familie havde forladt Afghanistan, da afgørelsen af 10. november 2006 blev truffet, således at afgørelsen og de senere afslag på hans anmodninger om genoptagelse af sagen bygger på et forkert faktuelt grundlag, som kan have haft betydning for afgørelsen. Da udlændingemyndighederne ikke har overholdt eftersøgningspligten i medfør af den dagældende udlændingelovs 56 a, stk. 8, må det lægges til grund, at afgørelserne i sagen er baseret på forkerte eller ufuldstændige oplysninger om hans familie. Der er også begået flere sagsbehandlingsfejl, som kan have haft betydning for afgørelsen af 10. november Udlændingemyndighederne burde således ikke kun have baseret afgørel-

2 - 2 - sen på de oplysninger om hans familie, som forelå, da Flygtningenævnet traf afgørelse i asylsagen. Der burde ikke være truffet afgørelse uden at afvente resultatet af den eftersøgning af hans familie, som på afgørelsestidspunktet var sat i værk via Røde Kors. Endvidere burde udlændingemyndighederne ikke have truffet afgørelse, før de selv i medfør af reglen i udlændingelovens 56 a, stk. 8, havde gennemført fornødne undersøgelser vedrørende hans familienetværk i hjemlandet. Formålet med eftersøgningspligten efter 56 a er at sikre afviste mindreårige asylansøgere en mere favorabel og hensigtsmæssig behandling af sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens 9 c, stk. 3, nr. 2. Undladelse af at spore hans familie var også i strid med MoU (Memorandum of Understanding) mellem Danmark og Afghanistan, FN s børnekonvention og konvention om borgerlige og politiske rettigheder samt den europæiske menneskerettighedskonvention. Afgørelsen af 10. november 2006 er således truffet for tidligt og på et ufuldstændigt grundlag. Også ved de senere afslag på hans anmodninger om genoptagelse er der begået sagsbehandlingsfejl, som kan have haft betydning for afgørelsen. Udlændingemyndighederne burde således have sørget for nærmere undersøgelser af hans familienetværk i Afghanistan med henblik på at efterprøve de nye oplysninger, han var fremkommet med. Justitsministeriet har supplerende anført, at det er uden betydning for gyldigheden af afgørelsen af 10. november 2006 om afslag på opholdstilladelse, at det under Flygtningenævnets forudgående behandling af asylsagen var blevet oplyst, at Røde Kors havde iværksat en eftersøgning af A s familie. Det bestrides, at der er handlet konventionsstridigt. Supplerende sagsfremstilling A fik den 3. august 2011 opholdstilladelse i Danmark frem til den 3. august 2013 i medfør af udlændingelovens 9 c, stk. 1. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslog ved brev af 19. august 2011 en fornyet anmodning fra A s advokat om genoptagelse af sagen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 9 c, stk. 3, nr. 2. Supplerende retsgrundlag

3 - 3 - Den dagældende 9 c, stk. 3, nr. 2, i udlændingeloven lød således: Stk. 3. Der kan gives opholdstilladelse til 2) En uledsaget udlænding, der inden det fyldte 18. år har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af 7, hvis der er grund til at antage, at udlændingen uden for de i 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjemlandet. Den dagældende 56 a, stk. 8, i udlændingeloven lød således: Stk. 8. Udlændingestyrelsen iværksætter med samtykke fra et barn, der er omfattet af stk. 1, en eftersøgning af forældrene til barnet. Kan samtykke fra barnet ikke opnås, kan Udlændingestyrelsen iværksætte en eftersøgning af forældrene til barnet, hvis repræsentanten til varetagelse af barnets interesser, jf. stk. 1, giver samtykke hertil. Eftersøgningen af forældrene kan ske i samarbejde med Dansk Røde Kors eller en anden, tilsvarende organisation, som er godkendt hertil af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration. Udlændingestyrelsen og de i 3. pkt. nævnte organisationer kan i forbindelse med eftersøgningen af barnets forældre efter 1. og 2. pkt. udveksle oplysninger om barnets personlige forhold uden samtykke fra barnet eller den udpegede repræsentant til varetagelse af barnets interesser. Bestemmelsen blev ændret i 2007 (lov nr. 504 af 6. juni 2007) og på ny i 2011, nu som 56 a, stk. 9 (lov nr af 21. december 2010). Højesterets begrundelse og resultat Efter udlændingelovens 9 c, stk. 3, nr. 2, er det en betingelse for opholdstilladelse, at der er grund til at antage, at den pågældende mindreårige, der har fået afslag på asyl, vil blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det følger af bestemmelsens forarbejder, at afgørelsen af, om der skal meddeles opholdstilladelse, beror på en konkret vurdering, hvori indgår den pågældendes individuelle forhold og de generelle forhold i hjemlandet eller det land, det kunne blive relevant at udsende den pågældende til. Det skal indgå, om den pågældendes situation vil adskille sig væsentligt fra den situation, der gælder for andre personer på samme alder i vedkommende land, og der gives således bl.a. i almindelighed opholdstilladelse, hvis den mindreåriges forældre er døde, eller hvis der foreligger sikre oplysninger om, at forældrene ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk. Det samme gælder, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre.

4 - 4 - Udlændingelovens dagældende 56 a, stk. 8, angår en pligt for udlændingemyndighederne til at iværksætte eftersøgning med det formål, at et uledsaget barn kan få klarhed over forældrenes eller anden families situation, og med henblik på, at barnet i givet fald kan søges genforenet med familien. Højesteret finder, at det ikke efter bestemmelsernes ordlyd og forarbejder er en betingelse for, at udlændingemyndighederne kan træffe afgørelse om opholdstilladelse i medfør af 9 c, stk. 3, nr. 2, at de har gennemført en eftersøgning af et uledsaget barns forældre eller anden familie. Udlændingemyndighederne er heller ikke forpligtet til at lade en afgørelse om, hvorvidt der kan gives opholdstilladelse efter denne bestemmelse, afvente udfaldet af en eftersøgning, som barnet har igangsat, eventuelt gennem Røde Kors. Spørgsmålet er herefter, om ministeriets afgørelser om afslag på opholdstilladelse og på genoptagelse af sagen efter forvaltningsretlige principper er truffet på et forkert eller mangelfuldt grundlag. Det fremgår af afgørelsen af 10. november 2006 om afslag på opholdstilladelse, at ministeriet på grundlag af sagens oplysninger bl.a. lagde til grund, at A stadig havde familie i Afghanistan, som han kunne tage ophold hos, og at der derfor ikke var grund til at antage, at han ville blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjemlandet. I afgørelsen er der redegjort for den konkrete bevismæssige vurdering, ministeriet har foretaget, herunder af de oplysninger A har givet i forbindelse med sin klage til ministeriet. I de senere afgørelser om afslag på at genoptage sagen er der ligeledes redegjort for ministeriets konkrete bevismæssige vurdering af de nye oplysninger, A har givet. Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets bevismæssige vurdering og tiltræder, at A ikke har godtgjort, at ministeriet ved afgørelserne har lagt forkerte faktiske oplysninger til grund, eller at det faktiske grundlag for afgørelserne har været mangelfuldt. Herefter tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ministeriets skøn, hvorefter A ikke ville blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjemlandet. Der er ikke handlet i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

5 - 5 - Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale kr. til Justitsministeriet. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.