Hvis barndom? - En diskursiv undersøgelse af begrebet barndom. Navn. Årgang 2003 Vejleder. Titel. Antal normalsider 73 Antal ord 27.

Transkript

1 Hvis barndom? - En diskursiv undersøgelse af begrebet barndom Navn Anders Nørgaard Didriksen Årgang 2003 Vejleder Beth Juncker Titel Hvis barndom? En diskursiv undersøgelse af begrebet barndom Antal normalsider 73 Antal ord

2 1 Abstract Denne opgave redegøre for konstruktionen af barndommen med udgangspunkt i fire forskningsfelter; sociologisk, psykologisk, kulturelt og litterært. Opgaven vil således være en analyse af de enkelte forskningsfelter konstruktion af barndommen, samt hvilket børnesyn dette implicit repræsenterer. Dette gøres ud fra en adapterede diskursanalyse. Det konstituerende for den adapterede diskursanalyse er sprogets diskursive formation. Formålet med analysen af de enkelte forskningsfelters barndomskonstruktioner er, at finde frem til en samlet barndomskonstruktion. This study will explain the construction of childhood on the basis of four research fields; sociology, psychology, culture and literature. This study is an analysis of each research fields construction of childhood, and the implied view of children it represents. The analysis is based on an adapted discourse analysis. The constituting for the adapted discourse analysis is the language s discoursive formation. The purpose of the analysis of each research field is, to find if there is a connection between the four research fields, and if there is a joint childhood construction. The title of this study is: Whose childhood? A discoursive study of concept of childhood. 2

3 Indholdsfortegnelse Abstract 2 Indledning 4 Problemformulering 6 Metode 7 - Diskursteori 11 Analyse 20 - Barndomsbegrebet sociologisk 20 - Barndomsbegrebet psykologisk 34 - Barndomsbegrebet kulturelt 48 - Barndomsbegrebet litterært 61 Diskussion 84 Konklusion 95 Anvendt litteratur 98 3

4 2 Indledning Hvem tilhører barndommen egentlig? Måske et lidt mærkeligt spørgsmål, da det givetvis virker indlysende. Det populære svar vil være at den tilhører børnene. Begreberne barndom og børn hænger unægteligt sammen, som perler på en snor. At man som voksen så til tider kan vælge at gå i barndommen er jo en helt anden snak. Hvis man nu omformulerer spørgsmålet, gør det lidt mere interessant, så kunne man i stedet skrive, hvis barndom? Hvem er det der konstruerer barndommen? Barndommen eksisterer i mange skikkelser, det vil nok undre de færreste at der er forskel på at være barn i Burkina Faso og at være barn i Danmark. Livsomstændighederne er anderledes, samfundsstrukturen er anderledes, kulturen er anderledes. Man kan også sige at barndommen har eksisteret i mange skikkelser. At være barn i Middelalderen, under Renæssancen, endda barn i et hippiekollektiv i 1970 erne, har været anderledes end at være barn i dag. Dengang, i fordums tid, var der jo ikke fjernsyn, eller computer, eller internet. I Middelalderen kom børn ikke i børnehave eller fritidsordning. De spillede ikke computer, eller gik til hip hop og fodbold. Den 20. november 1989 blev der på FN s generalforsamling vedtaget den såkaldte børnekonvention. Allerede tilbage i 1924 blev de første spæde skridt taget, da man under Geneve-deklarationen vedtog fem artikler om børns rettigheder. De fem artikler er i 1989 vokset til hele 54 artikler. Således skrives der om børnekonventionen: Børnekonventionen tager udgangspunkt i, at barndommen har en værdi i sig selv, at børn er en udsat samfundsgruppe med særlige behov for at blive beskyttet, og at børn har grundlæggende politiske, sociale og økonomiske rettigheder ligesom andre mennesker Lokaliseret på World Wide Web d

5 Børnekonventionen gælder for alle børn på jorden, og bør i princippet sikrer at alle har de samme rettigheder. Der står ligeledes også at barndommen har værdi, og at børn er en særlig samfundsgruppe der bør beskyttes. Med denne opgave vil jeg overordnet forsøge at besvare spørgsmålet hvis barndom? Jeg vil se på hvad barndom er, og hvordan den er konstrueret. Dette har jeg valgt at gøre fordi jeg gerne vil facettere børns liv, og dermed deres barndom. På trods af at de siden 1989 har haft rettigheder i form af børnekonventionen, så mangler der et nuanceret billede af hvad barndom er i det senmoderne samfund. Og dermed kan man passende indlede, og endnu en gang spørge angående barndommen hvis barndom er det? 5

6 3 Problemformulering Opgaven tager udgangspunkt i konstruktionen af barndommen. Dette vil jeg gøre ud fra fire følgende forskningsfelter: - sociologisk - psykologisk - kulturelt - litterært Hvilket syn på børn og barndom repræsenterer hvert af disse forskningsfelter? Hvordan konstruerer de fire forskningsfelter begrebet barndom? Hvordan vil en samlet konstruktion af barndom, baseret på analysen af de fire forskningsfelter, se ud? Vil de fire forskningsfelter fremstå sammenhængende, modstridende eller modsætningsfyldte? 6

7 4 Metode I denne opgave vil jeg behandle konstruktionen af barndommen, samt barndommens fænomenologi ud fra fire forskningsfelter; sociologi, psykologi, kultur og litteratur. Dette vil munde ud i fire perspektiver der på hver deres måde bidrager til en senmoderne barndomskonstruktion. Jeg vil i opgaven fremanalysere de børne- og barndomsfremstillinger, de fire forskningsretninger bygger på. Jeg vil analysere de teoretiske tilgange under hvert af de udvalgte forskningsfelter, der behandler begrebet barndom. Jeg vil se på hvordan disse beskriver og konstruerer begrebet barndom. Herefter vil jeg undersøge relationer eller manglen på samme mellem de forskellige bud på børn og barndom, forskningsretningerne rummer, og hvordan disse forholder sig både hver især og samlet til konstruktionen af barndommen. Opgaven skal dermed give et bud på et samlet barndomsbegreb, der naturligvis vil tage udgangspunkt, samt omfatte, de fire forskningsfelter. Jeg har valgt at begrænse mig til fire forskningsfelter sociologi, psykologi, kultur og litteratur. De tre første repræsenterer umiddelbart tilgængelige discipliner, hvis teoretiske tilgange er lette at definere og redegøre for: - Sociologisk: det interessante ved det sociologiske felt er at her placeres begreberne børn og barndom i et socialt regi, og derved diskuteres barndommen ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Man kan sige, at det sociologiske felt repræsenterer en form for eksogen vinkel på barndommen, og kan dermed redegøre for de ydre omstændigheder for barndom og børn. - Psykologisk: man kan sige at det psykologiske felt i forhold til det sociologiske repræsenterer en endogen vinkel, og dermed er med til at beskrive barndommen indefra, og dermed hvad det er for stadier i barnets udvikling der skaber og konstruerer barndommen. 7

8 - Kulturelt: med det kulturelle forskningsfelt ser jeg nærmere på børns liv, deres hverdag og især den måde de leger og agerer på. Dette er med til at give et bredt perspektiv på børns liv. Jeg ser også på hvordan man opfatter børn ud fra den kulturelle optik, f.eks. i forhold til børns legekultur, hvordan påvirker hverdagens forskellige situationer børn, og hvad er det der adskiller en specifik børnekultur og børns kultur fra en hvilken som helst anden definerbar kultur? Jeg vil redegøre yderligere for den anvendte litteratur og teori i selve analysen af forskningsfelterne. Jeg har samtidig valgt at ekskludere et pædagogisk perspektiv, som måske sagtens ville kunne ses i forlængelse af netop et sociologisk, kulturelt og psykologisk perspektiv. Jeg anser pædagogik for et mere praktisk forskningsfelt, som rent teoretisk læner sig op ad de netop nævnte forskningsfelter, derfor ser jeg ingen grund til at redegøre for et pædagogisk felt også. Det litterære perspektiv skiller sig en smule ud. Området er ikke så umiddelbart let definerbart som de tre andre. Jeg vil redegøre yderligere for valg af litteratur og teori under selve analysen af dette felt. Der er to grunde til at jeg netop har valgt et litterært perspektiv: - Man kan se litteratur som et produkt i forhold til børnekultur, og dermed også til barndommen. Det er derfor interessant at se hvorledes den litterære disciplin forholder sig til barndomsbegrebet. Både teoretisk og litterært. - Selve litteraturen er så grund nummer to. Jeg har valgt seks børnelitterære værker (disse vil jeg ligeledes redegøre for under analyseafsnittet), som jeg vil analysere i forhold til det børnelitterære perspektiv, og får derved også en rent praktisk vinkel på afsnittet, nemlig hvordan forholder børnelitteraturen sig praktisk til begrebet barndom, hvad er det for et billede af børn og barndom, der fremstilles. Det empiriske materiale er valgt ud fra det kriterium, at det skulle sige noget signifikant om barndom. De fire forskningsfelter har et rigt bud af forskellige teorier, så for at vælge de rigtige, skal teorierne/ teksterne: 8

9 - Klart og tydeligt behandle området barndom som forskningsfelt, ikke noget med at det optræder sekundært eller som ren note. - Fortælle og kunne definere hvordan de enkelte teorier ser begrebet barndom konstrueret. - Til sidst skal teorien/teksten gerne give klart udtryk for, hvilket syn på børn det repræsenterer. Det primære for opgaven er at beskrive barndom, derfor er det også vigtigt, at empirien har barndom som sit primære udgangspunkt. Det jeg vil fokusere på i selve analysen er, hvordan de fire forskningsfelter beskriver barndommen. Hvad mener de ud fra deres teoretiske ståsted barndom er? Hvem konstruerer barndommen? Jeg vil også se, hvilke forestillinger om børn de enkelte teorier repræsenterer. Hvordan beskriver de børn? Hvad er det for holdninger til børn deres respektive teorier argumenterer for? De fire forskningsfelter skal opfattes som diskursive på den måde, at de hver især repræsenterer deres faglige felts definition af barndom. Jeg vil derfor starte med at bestemme en adapteret form for diskursanalyse. Jeg vil først og fremmest kort definere og redegøre for begrebet diskurs ud fra Dyrberg, Hansen og Torfing, Åkerstrøm Andersen, Foucault, Laclau, Nils Bredsdorff og David Howarth. Herefter vil jeg redegøre for, hvordan jeg selv anvender diskursanalyse i opgaven. Diskursanalysen skal opfattes som opgavens ramme og analytiske grundlag, da det er de fire forskningsfelters diskursive tilgang til begrebet barndom, der skal diskuteres. Jeg vil således ikke redegøre videre for diskursanalyse end i det indledende teoriafsnit, med mindre den diskuteres eksplicit, eller er en evident del af en af de valgte teoretiske tilgange, men opfatte det som en implicit faktor i selve analysen af de fire forskningsfelter. 9

10 Herefter vil jeg analysere de fire perspektivers diskurs. Jeg vil redegøre for udvalgte teoretikere, og præsentere deres definition af begrebet barndom. I selve beskrivelsen af de enkelte perspektiver forholder jeg mig primært til deres diskurs om barndom. Derfor tages der også forbehold for at der inden de enkelte perspektiver kan opstå dikotomi, eller det at teoretikere tolker forskelligt. I selve analysen af de fire perspektiver, vil jeg for hvert afsnit starte med en kort introduktion og indledning, hvor jeg samtidig redegør for de anvendte teoretikere i afsnittet. Dette tilstræber jeg at gøre så objektivt som muligt. Til slut vil jeg opsamle samt delkonkludere på det analyserede forskningsfelt. Dette vil være skabelonen for hele analysen. Når jeg har analyseret de fire perspektiver vil jeg diskutere disse. Analysen vil munde ud i fire bud på barndommens diskursive fænomenologi og konstruktion af barndom. Diskussionen vil være delt op i to afsnit; første afsnit indeholder en diskussion af de enkelte analyserede perspektiver, samt deres konstruktion af barndom. Det næste afsnit vil diskutere en samlet konstruktion af barndom, der leder direkte over til konklusionen på opgaven. Jeg har først og fremmest valgt at beskæftige mig med begrebet barndom, da jeg altid har brændt for børn og børns kultur. I forbindelse med tidligere opgaver har jeg opdaget, at børneområdet til tider er lidt tyndt facetterede, og specielt når det drejer sig om hvem eller hvad børn er. Man kan sagtens finde forskellige bud i forskellige forskningsgrene, der hver især forsøger at komme med et bud, men jeg har endnu ikke fundet nogen, der forsøger at komplementere de forskellige forskningsfelter. Denne opgave skal dermed ses som et forsøg på at beskrive begrebet barndom mere fyldestgørende ved at inddrage fire forskningsfelter. Det interessante er om analysen af disse forskningsfelter samlet kan komme med et bud på hvad barndom er, og hvordan den er konstrueret. 10

11 Diskursteori Diskurs kan kort beskrives som rammen af sammenhængende ytringer eller sætninger, dvs. en sproglig måde at afgrænse et sæt af meninger. Diskurs har i de sidste 30 år spillet en vigtig rolle indenfor de humanistiske discipliner. Her har der især været fokus på det lingvistiske, sprogets formelle struktur. Senere er der kommet en mere pragmatisk indgang til sproget, da sproget både blev set som dannet af, men samtidig også selv var med til at danne, de sociale forhold i samfundet. 2 Ifølge Dyrberg, Hansen og Torfing er det som er fælles for de forskelle retninger inden for diskursteorien er, at den generelt kan opfattes som konstruktivistisk. Det essentielle i dette er at verden, ud fra vores handlinger, vores tanker, når vi taler, er noget vi selv konstruerer. Der ligger ikke en iboende struktur, i form af tingenes natur eller Guds vilje, men derimod en række historiske relationer, der konstant genforhandles og rekonstrueres. Dermed kunne man godt tro, at verden og den måde den er konstrueret på kan reduceres til at være det enkelte menneskes epistemologiske potentiale. Her mener den del af diskursteorien der forholder sig til socialkonstruktivismen, at det konstruktivistiske element er et resultat af at vi ikke har nogen direkte adgang til verden. Det er nemlig helt forskelligt, igennem hvilken optik det enkelte menneske ser verden. Dog mener socialkonstruktivismen at på trods af vores epistemologiske konstruktion af verden, så ligger der alligevel en såkaldt objektiv verden vi ligeledes skal søge at få indsigt i. Dette modsiger diskursteorien med sin ontologiske påstand om at: den verden, vi orienterer os og handler i forhold til, eksisterer kun som en ustabil objektivering af konstruerede betydninger. Verden er i udgangspunktet flertydig, flydende og kaotisk, men den konfliktfyldte sociale praksis konstruerer en vis begrænset form for entydighed, fasthed og orden. 3 2 Bredsdorff, Nils (2002) Diskurs og konstruktion. s Dyrberg, Hansen og Torfing (2001) Diskursteorien på arbejde, s. 9 11

12 Til tider kan den orden vi konstruerer optage en form for objektiv karakter, men denne objektivitet vil igen udfordres af nye begivenheder eller interventioner; man kan se anderledes på verden, og verden kan skrues sammen på en anden måde. Konstruktivismen har i de senere år vundet større terræn, og dette på bekostning af traditionelle teorier som marxisme og behaviorisme. De mere traditionelle teorier har langsomt mistet glansen, eftersom deres principielle forestillinger om verden undermineres. Teorierne viste sig ikke ufejlbarlige, og dermed er der søgt videre for at finde en anden måde at skrue verden sammen på. Holistiske teorier har måtte vige for mere individuel-baserede tanker. Inspirationen til disse nye tanker om et samfund, der ikke bandt sig op på allerede fastlagte normer, regler og værdier, fandt man i den konstruktivistiske diskursteori. Man kan sige, at diskursteorien har de historiske betingelser in mente og dermed også hvilke betydningsrelationer, der har været i spil, og kommer dermed frem til bestemte identiteter og handlinger. Dermed interesserer diskursteorien sig ikke for det der kan måles eller vejes, men mere hvad der på et givent tidspunkt gav mening. Dermed giver diskursteori også plads til, at der hele tiden er mulighed for, at der opstår nye relationer, og nye betingelser for at konstruere nye betydninger og muligheder. 4 Hvis man skal sammenfatte hvad diskursteori går ud på, kan man ifølge Dyrberg, Hansen og Torfing dele den op i fire hovedargumenter. 5 - Man kan anskue diskurs som en relationel betydningsstruktur, der uden et egentlig centrum, gør at flere muligheder for betydning konstant er i spil, og dermed kan strukturen anskues som værende variabel. - Intervention kan til tider spille en vigtig rolle i diskurs, og kan dermed både direkte og indirekte påvirke betydningselementerne, enten ved at binde dem sammen, eller løsrive dem fra hinanden. 4 Dyrberg, Hansen og Torfing (2001) s Dyrberg, Hansen og Torfing (2001) s

13 - Diskurser har som formål at afgrænse sig i forholdet til en given andethed, der ekskluderer diskurserne fra hinanden, men som spiller en vigtig rolle i forhold til det differentielle system af betydningselementer. - Diskurser er elastiske, på den måde at der er grænser for, hvor meget en konkret diskurs kan indeholde af meninger, førend den delvist eller helt vil bryde sammen. Dette gør at der åbnes et nyt terræn af mulige betydningskonstruktioner. Det er dog vigtigt at pointere, at ikke alle teoretikere er enige om, hvor bredt eller hvor snævert diskursbegrebet skal defineres. Diskurser kan f.eks. opfattes som: - En afgrænset del af det sociale, som i større eller mindre grad er bestemt ud fra ikke diskursive sociale relationer. Dvs. at diskurs er en form for region, hvor sociale relationer så at sige sprogliggøres. - Andre mener, at diskurs eksisterer sammen med de sociale relationer, og betragtes som betydningsbærende tegnstrukturer. 6 Hos Dyrberg, Hansen og Torfing er diskurs: relationelle strukturer, der sammenknytter sproglige og handlingsmæssige aspekter ved social praksis. 7 Dermed mener de også, at den måde man handler på og ens identitet er betinget af de diskurser, man befinder sig i. One of the themes strongly stressed by both speech act theory and ethnomethodology was that people use their language to do things: to order and request, persuade and accuse. This focus on language function is also one of the major components of discourse analysis. 8 Når man taler om diskurs i forhold til sprog, så er der således tale om, at man forsøger at konstruere et socialt billede, ud fra de holdninger sproget udtrykker. Ifølge Nils Bredsdorff kan 6 Dyrberg, Hansen og Torfing (2001) s Dyrberg, Hansen og Torfing (2001) s Potter, Jonathan og Wetherell, Margaret (2001) Unfolding Discourse Analysis, s

14 dette ske mere eller mindre intentionelt. Man kan f.eks. forestille sig, at man vil forsøge at skabe konsensus i en kaotisk tilstand, finde frem til essensen af et givent fænomen, og derved konstruere en social orden, hvor det hele giver mere mening. Man kan også bruge det mere progressivt, man skaber fælles front omkring et postulat, og konstruerer derved også en social orden. En anden definition af diskurs finder man hos den franske filosof og professor Michel Foucault, som mener, at diskurs er et autonomt system af regler, der således understøtter konstituerede objekter, koncepter, subjekter og strategier, igen er det en opbyggelse af en social orden. I denne sociale orden vil der således opstå visse enigmatiske kendetegn, som udvikler sig i forlængelse af diskursen, f.eks. specifikke sæt af meninger, regler, osv. Ligeledes mener Foucault også, at diskurs kan anskues som en taktisk strategi. Metodisk kan det måske virke lidt mere aggressivt, da man her forsøger at påvirke og overbevise om, at den diskurs, man har fundet frem til, er den rigtige (hegemoniske), og samtidig prøver at afholde moddiskurser fra at udvikle sig. 9 I forlængelse af Foucault finder man argentinske Ernesto Laclau, politisk og marxistisk teoretiker. Han skriver således om diskurs: When, as a result of an articulatory practice, one has become capable of configuring a system of exact different locations, this system of different locations is called discourse. 10 Forskellen hos Laclau i forhold til Foucault ligger i selve artikulationen, som igen er i forlængelse af en form for praktisk baggrund, det kunne f.eks. være sociologi eller psykologi. Laclau mener ikke, at diskurs i sig selv er metodisk, men mere et resultat af en praktisk baggrund. 9 Howarth, David (2000). Discourse, s Åkerstrøm Andersen, Niels (2003) s

15 Laclau mener også, at der til selve diskursen hører specifikke kendetegn, som er med til at identificere diskursen. Disse kendetegn er med til at adskille diskurser fra hinanden, således at der opstår visse kendetegn, der kun vil give mening i den givne diskurs. 11 Laclau skriver således: The practice of articulation, therefore, consists in the construction of nodal points which partially fix meaning; and the partial character of this fixation proceeds from the openness of the social, a result, in its turn, of the constant overflowing of every discourse to the infinitude of the field of discoursivity. 12 Når en diskurs opstår, og dermed identificerer sine specifikke kendetegn, så skaber den også en naturlig afstand til andre omkringliggende diskurser. Nodalpunkt er det, der gør diskursen unik og er diskursens center, og samtidig det, der adskiller den fra andre diskurser. Laclau mener dog ikke, at nodalpunkt til fulde kan opnås. Diskursernes indbyrdes legitimeringskamp, gør at de konstant er under forandring, så diskursens regler og kendetegn vil ændre sig flere gange over tid. 13 Grunden til at jeg netop har valgt diskursteori som analysestrategi er i høj grad dens brug af begreber som konstruktivisme og epistemologi. Med et konstruktivistisk udgangspunkt åbner man op for en værdiladet subjektiv konstruktion af de objekter, man undersøger. I forhold til begrebet barndom betyder det, at hver teori, der er valgt, er i sin egen ret til at fortolke begrebet barndom ud fra sine egne overbevisninger, og fra sit teoretiske ståsted. Den virkelighed den enkelte teoretiker præsenterer, er formet ud fra den værdiladet virkelighed, og den måde han opfatter verden på. Det epistemologiske har som sådan lidt en dobbeltrolle i forhold til opgaven. Jeg opfatter den både som metode og proces. 11 Åkerstrøm Andersen, Niels (2003) s Åkerstrøm Andersen, Niels (2003) s Åkerstrøm Andersen, Niels (2003) s

16 Undersøgelsen af ethvert objekt kan siges at have et epistemologisk potentiale, resultatet kan være ny erkendelse, der kan ændre ens syn på virkeligheden. Historisk er der kommet nye opfattelser af begreber, nye teorier udvikles, gamle forkastes. Tiderne skifter, samfundet forandres. I takt med at verden udvikler sig, så gør vores måde at se på den også. Vi tager, forhåbentligt, ved lære af historien, og ved at genfortælle og genanalysere historien med dagens samfund in mente, ser man anderledes på tingene, og nye tanker og nye ideer udvikles. Det er det, jeg kalder metode. I selve tilblivelsen af en ny tanke eller en ny teori må man have sin historik på plads, derved kan arbejdet få et epistemologisk potentiale, i og med at gammel erkendelse formes til ny erkendelse, og dermed bliver det en metode til at skabe ny viden, ny erkendelse. Men en opgave kan også have et mere personligt udgangspunkt. Det er ofte sådan, at det som sådan ikke er målet, der er vigtigt, men selve processen, altså hvordan man er nået frem. Processen kan ligeledes have et epistemologisk potentiale, det vil jo nok ofte være tilfældet. Tit og ofte starter man med et spørgsmål eller en forundring. Måske har man allerede spartansk viden om feltet, nogle gange i form af en fordom. Under selve skriveprocessen får man så gradvis ny viden, man ændrer måske ligefrem holdning og ser, at virkeligheden måske forholder sig ganske anderledes. Man er kommet til ny erkendelse. Ved at bruge diskursteorien får man også afgrænset de forskelle, der måtte være, og rent metodisk kan man adskille de forskellige forskningsfelter til fire enheder. Inden for disse enheder kan man så endvidere opdele de forskellige fortolkninger og diskurser et forskningsfelt måtte have. Jeg vil som sådan ikke bruge nogen speciel form for retning indenfor diskursteorien, eller stille mig på skuldrene af specifikke teoretikere. Derimod vil jeg udforme en adapteret form for diskursteori, som vil virke som en implicit ramme i selve analysen. Dette vil naturligvis adapteres i forlængelse af de allerede nævnte teoretikere; Dyrberg, Hansen og Torfing, Bredsdorff, Foucault, Laclau og Howarth. 16

17 Diskurs er sprogbrug og brug af sproget i forhold til sociale, politiske og kulturelle formationer, dvs. strukturer, institutioner og normer. Diskurs er sprog, som afspejler social orden men også sprog som skaber social orden og skaber individers samkvem med samfundet. (Jaworski og Coupland) 14 Ovenstående citat griber egentlig helt præcist fat i det essentielle ved opgavens adapterede diskursteori. Nemlig det sproglige, i dette tilfælde den sproglige konstituering. Følger man Nils Bredsdorff definition skriver han således: Sproget konstituerer således i store træk verden, den sociale i al fald. Den sociale verden, herunder forholdet til den ydre verden, dvs. hvordan forholdet konstrueres eller skrues sammen, formes gennem både individuelle og kollektive konstruktioner efter bestemte sociale mønstre. 15 Ved at dele sproget op i forskellige konstruktioner, som igen er bestemt ud fra specifikke strukturer, vil man inden for hvert af disse indkapsle en form for orden, der repræsenterer den specifikke strukturs diskurs. Diskursen bestemmes i forhold til sproget, dvs. formuleringer, enten skriftlige eller verbale, der så at sige hænger konstruktivistisk sammen. Med det mener jeg, at man indenfor et givent fællesskab er nået til enighed om en subjektiv konstruktion af et givent objekt. I forhold til opgaven vil det så være fire forskellige strukturer/ objekter (sociologisk, psykologisk, kulturel og litterær), der hver især har sin egen definition af begrebet barndom. Ligeledes vil hver af disse præsentere et bestemt socialt mønster. Diskurs er således en måde sprogligt at afgrænse sig socialt, politisk eller kulturelt, for derved at opnå en enighed, der afspejler en form for diskursiv orden, hvor man må gå ud fra, at alle indenfor den diskursive orden menes at være fundamentalt enige. Diskursbegrebet er som begreb en smule elastisk, og kan derfor opfattes, indholdsmæssigt, modsætningsfyldt. Det er 14 Bredsdorff, Nils (2002) s Bredsdorff, Nils (2003). Diskurskritik. s

18 netop dette, der er interessant i forhold til denne opgave; indholdsmæssigt kan man anskue forskellige diskurser som havende et iboende dikotomisk perspektiv, det at de er indholdsmæssigt forskellige, og når man foretager en diskursanalyse indenfor et begrebsfelt, således enten vil opløses eller udvides. Indenfor et givent felt vil man sagtens kunne finde diskurser, der har en kontradiktorisk karakter, hvor man prøver at afdække det samme begreb, men når frem til modsatte konklusioner. Man kan således også redegøre for, at diskurs har en hermeneutisk karakter, hvor begreber er til fri fortolkning, og dermed ikke kan optræde hegemonisk. Et andet interessant aspekt er netop sammenblanding af forskellige faglige discipliner. Dette har dog vist sig at skabe lidt forvirring. Diskurs anvendes da også i rigtig mange discipliner. Specielt har den været brugt indenfor sociologi, som en slags nedbryder af hegemoni. Netop opgøret med en hegemonisk opfattelse er et andet vigtigt perspektiv. Rent ontologisk kan man sige at diskursanalysen forsøger at afdække en række eksisterende objekter i samfundet, der hver især besidder en iboende ejendommelig identitet, som er struktureret op omkring sproget. Disse objekter har yderligere en social dimension, f.eks. en statslig, økonomisk, kulturel m.fl. 16 Diskursteoriens forudsætning er således, at hvert af disse objekter har sin egen ret og mening og dermed også sine egne strukturer, der dermed samtidig adskiller den fra de andre objekter. Et objekt kunne f.eks. være en stol, altså noget man sidder på vil nogen mene, hvorimod andre ville have den overbevisning at en stol var noget man satte blomstervaser på. Definitionen af objektet afhænger altså af det sæt af meninger og struktur den anskues fra. 17 Ved at analysere begrebet barndom ud fra fire forskningsfelter, vil jeg ende ud med fire repræsentationer af begrebet, fire diskurser. Det som er hovedkernen i analysen er hvorledes man sprogligt, inden for hver disciplin, konstituerer en fælles diskursiv orden. 16 Howarth, David (2000) s Howarth, David (2000), s

19 Det interessante ved analysen, og selve målet, er at finde frem til et bud på et fuldstændigt barndomsbegreb. Vil analysen af de fire perspektiver komme frem til samme konklusion, og dermed være enige om hvad barndom er? Min forudsættende hypotese i forhold til analysen er at med så fire, umiddelbart så forskellige forskningsfelter, vil diskursanalysen have to mulige konklusioner; enten vil den opløse de fire discipliner, og dermed danne et fælles signifikant for begrebet barndom, eller de vil udvide sig og forblive forskellige. Dette skal naturligvis ikke ses som en hæmsko for opgaven, men mere som det ståsted hvorved opgaven begynder. Dermed betragter jeg også opgaven som en epistemologisk proces, hvor alt eller ligefrem intet kan forandres. 19

20 5 Analyse Formålet med analysen er at finde frem til de fire forskningsfelters diskursive definition og konstruktion af begrebet barndom. Indenfor et forskningsfelt diskursive ramme, vil jeg endvidere se på om det kohærens eller om der viser sig forskelle i forhold til konstruktion af begrebet barndom. Det jeg vil foretage mig er: - Jeg vil redegøre for de enkelte teoretikeres konstruktion af barndommen, samt hvilket syn dette repræsenterer. Sproget vil være det der konstituerer den diskursive formation. Jeg vil så at sige dissekere de enkelte teorier for at finde frem til den specifikke konstruktion af barndom. Barndomsbegrebet sociologisk Med det sociologiske felt vil jeg placere barndommen i et socialt regi. Det sociologiske felt repræsenterer det jeg kalder for en eksogen vinkel på barndommen, altså en redegørelse for de ydre omstændigheder for barndom og børn. Jeg vil redegøre for følgende i det sociologiske afsnit: - Jeg vil starte med at redegøre for James, Jenks og Prout; herunder deres redegørelse for det præsociologiske og sociologiske perspektiv af begrebet barndom. Dette vil gøres ud fra Den teoretiske barndom. Alison James er ansat ved University of Hull, England, Chris Jenks ved University of London og Alan Prout ved Centre for the Social Study of Childhood. - Herefter vil jeg redegøre for W. A. Corsaro, specifikt hans to socialiseringsmodeller, den deterministiske og konstruktivistiske. Jeg vil tage udgangspunkt i Barndommens sociologi. W. A. Corsaro er yderst anerkendt for sin barndomsforskning. Corsaro er professor i sociologi ved Indiana University. 20

21 - Herefter vil jeg tage udgangspunkt i Jan Kampmann, barndomsforsker ved RUC. Det vil gøres ud fra følgende to tekster Fra en barndomsforskers bekendelser og Barndomssociologi. - Jeg vil endvidere kort referere til Jens Qvortrups tekst Childhood as a Social Phenomenon. - Til sidst vil jeg redegøre for begreberne børneperspektiv og børns perspektiv, samt barndomssociologiens mikro- og makroorienterede niveauer. Dette gøres ud fra Dion Sommers tekst Barndomssociologi som børneperspektiv? en udviklingspsykologisk vurdering. Dion Sommer er cand. psych., lektor i udviklingspsykologi ved Psykologisk Institut, Århus Universitet. Følger man James, Jenks og Prout så anskuer de barndomsbegrebet fra et præsociologisk og sociologisk perspektiv. Jeg vil kort starte med at redegøre for det præsociologiske perspektiv. Det præsociologiske perspektiv kan opdeles i en række diskurser. 18 Det onde barn; ondskaben er et konstituerende element i barnet. Forestillingen skal spores tilbage til den mytologiske doktrin om syndefaldet, som på en og samme tid er universel og grundlæggende, men som ikke opfattes intentionel. Man opfatter barnet som dionysisk, hvilket vil sige at hvis ikke den voksne tager sig ordentligt af barnet og barnets dannelse, så skader barnet ikke kun sig selv, men også det samfund det senere skal være en del af og agere i. Det uskyldige barn; her opfattes barnet diametralt modsat det onde barn. Børn er grundlæggende rene i deres hjerter, englelige og ufordærvede af den verden de er trådt ind i. Børn må derfor siges at besidde en naturlig godhed. Der er specielt teoretikere som Rousseau der fremstiller dette syn på børn. Det er de voksnes opgave at styre barnet i den rigtige retning, ved lige dele af frihed og opdragelse/ dannelse. 18 James, Alison, Jenks, Chris og Prout, Alan (1999) Den teoretiske barndom, s

22 Det immanente barn: her er barndommen hverken opfattet elysisk eller dyrisk; den er hverken ren idealiseret godhed eller ubarmhjertelig ondskab. Teoretikeren bag denne opfattelse er John Locke. Han opfatter barndom som et ingenting, der er i besiddelse af et epistemologisk potentiale. Denne opfattelse kan måske virke temmelig radikal; men Locke mener netop at der ikke findes medfødte evner. Det er netop gennem opdragelse, ganske som Rousseau mener, at børn ormes, f og dermed bliver dydige, rationelle, forpligtende og selvkontrollerende medlemmer af samfundet. Forskellen på Rousseau og Locke og deres opfattelse af det immanente barn er: - Rousseau mener at barnet fra sin fødsel er udstyret med fornuft, som netop vil udvikle sig i de rette omgivelser. - Lockes immanente barn besidder såkaldte mentale processer og perceptioner, som hvis de tilvejebringes i de rigtige omgivelser, kan bringe den fulde fornuft frem. Det naturligt udviklede barn: i denne opfattelse bringes udviklingspsykologien på banen, da man i den naturligt udviklede konstruktion opfatter børn ud fra to antagelser: 1) Børn er naturlige, i modsætning til nogle sociale fænomener 2) Børn gennemgår en naturlig modningsproces. En af de mest indflydelsesrige teoretikere af den ovennævnte konstruktion er Jean Piaget. Her møder vi igen en barndoms epistemologisk opfattelse. Piaget bragte med genetisk epistemologi biologien på banen. Børns udvikling starter efter fødselen med sensomotorisk intelligens og udvikler sig via intuitiv tænkning til at beherske normale formelle operationer. Dette sker naturligvis proceduralt; børn starter med figurativ tænkning, hvilket realiseres i form af partikularistisk adfærd, denne adfærd viser barnet som organiseret og orienteret i forhold til objektive strukturer, som kopieres og fremkaldes af følelsesmæssige reaktioner, men som også viser et fravær af kompetence. Barnet udvikler sig gradvis mod operativ intelligens, erhvervede og fortjente kompetencer der udvises i bl.a. handling, kognitiv manipulation af objekter og en 22

23 omformning af disse til reflekterende subjekter. Dette anses som gevinsten og retfærdiggørelsen af de voksnes hegemoni. Derved bliver barndom et yderst vigtigt forstadie til det at blive voksen, og opnår dermed såkaldte voksne kompetencer. Det ubevidste barn: denne opfattelse lægger sig tæt op af den freudianske tankegang, nemlig de tre velkendte elementer; id, jeg og overjeg. Her er det specielt id et der er interessant. Id et står for det primitive og de libidinøse (basale) drifter. Dette bringer endnu engang opfattelsen om det onde barn i spil igen. Barndommen handler derved på ny om at styre uden om ondskaben, det ubevidste. Id et overvåges af barnets jeg, som adfærdstilpasser barnet. Gennemgangen af det præsociologiske barndomsbegreb viser at det tydeligt er et divergent begreb med modstridende definitioner og motiver. Historisk set har der været forskellige diskurser i spil, som godt nok har kredset om det samme emne, men som må opfattes dikotomiske i deres udtryk. I de netop beskrevne diskurser af det præsociologiske barn er det tydeligt at beskæftigelsen med barndomsbegrebet bestemt ikke er ny. I forhold til det præsociologiske og sociologiske barndomsbegreb, og det paradigmeskift dette skaber, er der naturligvis en overgang. Overgangen bliver et brud med den tidligere epistemologiske tilgang, og handler, som i den allertidligste af de præsociologiske tilgange, om socialisering. 19 Det netop beskrevne er fuldt ud klar over de biologiske aspekter, og pointen er da i modsætningen til hvad barnet naturligt/ biologisk er, også hvad samfundet naturligt forlanger af barnet. Det sociologiske barn har fire måder hvorpå det konstitueres sociologisk: James, Alison, Jenks, Chris og Prout, Alan (1999), s James, Alison, Jenks, Chris og Prout, Alan (1999), s

24 Det socialt konstruerede barn: dette kaldes også social konstruktivisme. Udgangspunktet er at intet har en selvfølgelighed. Fænomenologisk eksisterer barndommen ikke, og derved er der ingen begrænsninger i en socialt konstrueret og idealistisk verden. Derved bliver den socialt konstruerede barndom også et pluralistisk og hermeneutisk begreb. De fortolkninger og vurderinger vi har, afhænger af det verdensbillede vi har, og derfor eksisterer der ikke universelle værdiudsagn. Barndommen skal derfor forstås som værende både variabel og værdiladet. En af de allervigtigste pointer i forhold til det socialt konstruerede barn, er at de er med til at skabe sig selv, via den verden de bor i, og via deres interaktion med andre, voksne som børn. Når sociale konstruktivister ser på barndommen, er det disse forskellige sociale realiteter, de interesserer sig for. Interessen drejer sig ikke kun om at lære om konstruktionen af barndommen gennem historien eller i forskellige kulturer det er også en teknik, der kaster lys over, hvorfor vi konstruerer barndommen, som vi gør i vores tid og samfund. (Stainton- Rogers). 21 Barnet som stamme: denne tilgang ser ganske anderledes på de tidligere stratificerings- og magtforhold der er mellem børn og voksne. Man kan sige at børn som en gruppe er blevet tribaliseret, i det at den verden børn er en del af, er ligeså målbar antropologisk som de voksnes verden er. Denne tilgang erkender ganske vist at barndom er en specifik kultur, men den vil altid være fremmed for dem der står udenfor. Man erkender altså fuldt ud at barndommen er anderledes, men fra en forskers vinkel respekteres denne anderledeshed og autonomi også. Den har sit egne sæt af regler, som ganske vist ikke erkendes af børnene selv, der på sin vis gør den en form for autonom i forhold til de voksnes kultur. Barnet som minoritetsgruppe: ved netop at bruge betegnelsen minoritet ligger denne tilgang op til en mere moralsk klassificering, end en demografisk. Tilgangen forholder sig mere 21 James, Alison, Jenks, Chris og Prout, Alan (1999), s

25 epistemologisk i forhold til børn, og politiserer barndommen, hvilket kan ses parallelt til de politiske holdninger i forhold til f.eks. kvinders kamp for lighed i samfundet. Man kan sige at det denne tilgang har som formål er en form for re-demokratisering og af-stratificering. Børn bliver derved, på fuldstændig lige fod med voksne, opfattet som aktive subjekter. Det er dog dybt problematisk at man i denne tilgang benytter begrebet minoritet, da dette forudsætter at børn bliver opfattet som en fragmenteret gruppe, der så at sige kun skal beskyttes, og dermed implicit anskues som uligeværdig i forhold til andre grupper i samfundet. Det socialt strukturerede barn: denne tilgang går langt mere pragmatisk til værks, ved at definere børn som sociale væsner. De manifesterer sig forskelligt i forhold til det samfund de indgår i, men inden for deres gældende samfund opfattes de formativt uniforme. Socialiseringen sker bl.a. via særlige overgangsritualer der overleveres fra de voksne i samfundet, så barnet dermed finder sin rette plads i samfundets orden. Børn bliver derved igen subjekter, som er bestemt af det samfund de lever i, og derved bliver begrebet barndom et socialt fænomen. Barndommen kan defineres som den livsperiode, gennem hvilken et menneske bliver betragtet som et barn, og de kulturelle, sociale og økonomiske karakteristika ved den periode. 22 Barndommens skiftende diskurser er fuldstændigt underordnede i den socialt strukturerede tilgang, da man mener at barndommen besidder visse universelle karakteristika, som igen afhænger af det specifikke samfunds habitus. Den næste teoretiker jeg vil bringe på banen er W.A. Corsaro. Corsaro taler om at der findes to former for socialiseringsmodeller: James, Alison, Jenks, Chris og Prout, Alan (1999), s Corsaro, W. A. (2002) Barndommens sociologi, s

26 Den deterministiske model: i denne model annekterer samfundet barnet, og barnet har derved en passiv rolle. Inden for den deterministiske model opstod der yderligere to synsvinkler: - Den funktionalistisk synsvinkel: dette omhandler hvorledes barnet bliver internaliseret i samfundet korrekt. Indtil barnet optræder i samfundet korrekt, og derved lever op til sit fulde potentiale, udgør barnet en trussel mod samfundet, jf. det onde barn. - Den reproduktiv synsvinkel: internalisering i samfundet skaber ifølge den reproduktive synsvinkel social kontrol, som igen kan reproducere og ligefrem bevare ulighed i samfundet, altså klasseskel. Folk med lettere adgang til kulturelle ressourcer, vil i højere grad sikre at deres børn f.eks. får en bedre uddannelse. Den konstruktivistiske model: i modsætning til de deterministiske modeller, er det her barnet der annekterer samfundet, og barnet optræder derved aktivt i konstruktionen af sit eget liv i samfundet. Som hos det immanente barn, er den bedste repræsentant for de konstruktivistiske modeller også Piaget og hans integration af biologi og epistemologi. Piaget mener at børns måde at opfatte og strukturere verden omkring dem, er kvalitativt forskelligt fra de voksnes; børns kognitive udvikling er naturligvis på et andet niveau end voksnes, så derfor opfatter de også ting anderledes. Et andet vigtigt begreb hos Piaget er ligevægt, som beskrives således: kompensationen, der er en følge af individets aktiviteter som reaktion på ydre forstyrrelser. 24 Ligevægt kan f.eks. være den måde børn løser en given problematik på; et problem i barnets hverdag kan skabe en form for ubalance, barnet vil så, ifølge Piaget, ud fra sine medfødte tilbøjeligheder, processer og viden, forsøge at løse dette problem, og dermed skabe ligevægt i sin tilværelse igen. 24 Corsaro, W. A. (2002) s

27 Man kan redegøre for at der er sket et paradigmeskift i forhold til opfattelsen af børn. Barndommen er blevet en selvstændig disciplin i forhold til forskning. Man kan nærmest sige at børn (forskningsmæssigt) er kommet ud af en marginaliserende skygge; man så førhen børn som hvad de var på vej til at blive (groft skitseret i det præsociologiske perspektiv), mens man i dag ser på hvad børn er. Børn anses ikke længere som en kollektiv masse, og anskues heller ikke længere fra et voksent synspunkt. Men hvad er det så der er sket med barndommen? Jan Kampmann, professor og forsker i barndom på institut for uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter, påpeger at i og med at børns hverdag i den grad er blevet mere institutionaliseret, og at børns hverdag foregår på de voksnes præmisser, så er børn blevet usynlige, mens det paradoksalt nok også, er blevet mere synlige. Institutionaliseringen (usynliggørelsen, børn er en kollektiv masse i en given institution, med ens regler, styret af voksne) gør at barndomsrummet er fjernet fra den private sfære til det offentlige rum (synliggørelsen af børn, deres behov for socialisering, og deltagelse i samfundet). Dermed er børn også blevet en interessegruppe for sig selv, netop som et nyt paradigme anviser. Usynligheden ligger også i at barndommens karakter i dag til forveksling ligner de voksnes, med faste rutiner og rammer, og dermed er der ikke meget tid til at børnene kan være sig selv, på deres egne præmisser. 25 Man kan ligeledes redegøre for at børn har en dobbeltrolle, de både reagerer og agerer: børn bliver således ikke kun internaliseret i samfundet, de bidrager også aktivt i forhold til en kulturel reproduktion og forandring. 26 Paradigmeskiftet i forhold til barndomssociologien må antages at ligge i at barndommen i større grad er blevet institutionaliseret. 25 Kampmann, Jan (2000) Den moderne barndom, s Kampmann, Jan (2000) s

28 Det at man ser sociologisk på børn er også en del af det nye paradigme. Førhen studerede man børn ud fra pædagogiske og psykologiske discipliner. Barndommen er, som der tidligere er blevet redegjort for, en permanent konstruktion i et hvilket som helst samfund, og kan derved anskues som en social konstruktion. Et nyt barndomsparadigme forsøger at gøre op med at barndommen blot er en form for venteposition til det voksne liv. Barnet spiller en vital rolle i samfundet, både integreret i en voksenstruktur, samt i forhold til samfundets instrumentelle del. 27 Som man sikkert allerede har lagt mærke til findes der indenfor barndomssociologien dikotomier. I forhold til det præsociologiske og det sociologiske barn er der tydelige spor af at der er sket et skift i forhold til definitionen af barndom og barnet; barnet er gået fra at være passiv til at deltage aktivt i sin egen socialisering. Selv indenfor det nye paradigme kan man spore dikotomier og divergenser. Her diskuteres barndommens oprindelse, er barndom et samfundsmæssigt eller et individuelt (personligt) skabt fænomen? Man er dog til dels enige om følgende: 28 - Børn skal studeres ud fra deres egen ret; børn udgør selv, uafhængigt af voksne, en central forskningsenhed. - Børn og barndom bør betragtes som et socialt fænomen, barndom er dermed socialt og historisk konstitueret. - Da barndom er et socialt fænomen, bør det være dennes autonomi der studeres. Børn skal betragtes som beings og ikke becomings. - Børn opfattes som sociale aktører, og børn har dermed en aktiv position i de samfundsmæssige processer. Følger man Jens Qvortrup så kan man opdele grundforskningen indenfor barndomssociologi opdele denne i tre grundpositioner: Qvortrup, Jens (1990b) Childhood as a Social Phenomenon, s Kampmann, Jan (2003) Barndomssociologi, s Kampmann, Jan (2003) s

29 1) Barndommen er her og nu, og skal netop dokumenteres som det den er; nemlig barndom, snare end at opfatte børn som fremtidens voksne, og hvad de bliver engang. 2) Barndommen er en social konstruktion, og dermed indgår den også i den sociale struktur. 3) Børn skal opfattes som vigtige og aktive aktører i deres egen individuelle udvikling, men også i forhold til samfundets udvikling. Jan Kampmann skriver i sin tekst fra 2003, at disse tre grundpositioner hverken udelukker eller står i modsætning til hinanden, men at man snarere kan se dem som udtryk for forskellige vægtninger og interesser indenfor barndomssociologiens forskning. Det ses tydeligt at barndomssociologien er trådt ud af dens egen marginaliserende skygge, og dermed bryder med et mere dogmatisk og klassisk børnesyn, som nærmest beskriver barndomsperioden som en ulidelig venten på voksenlivet. Dion Sommer taler om to perspektiver indenfor den nye barndomssociologi: - Børneperspektiv - Børns perspektiv. Børneperspektiv: her er det når man som voksen sociolog iagttagere og tolker børns handlinger. Den voksne vil her være sat udenfor børns verden. Man kan definere børneperspektivet ved at sige: Det repræsenterer voksnes relativt vellykkede forsøg på at forstå og sætte sig ind i de tanker og opfattelser, som børn har om deres liv. 30 En anden definition lyder: at se, forstå, indleve sig i barnets behov, motiver, intentioner, handlinger, mv., dvs. at kunne tolke ud fra barnets perspektiv, at søge at leve sig i barnets verden, og i hvorledes denne ser ud fra barnets synspunkt Sommer, Dion (2006) Barndomssociologi som børneperspektiv? en udviklingspsykologisk vurdering, s Sommer, Dion (2006) s. 9 29

30 De to citater kohærer fint, og definitorisk kan man sige at børneperspektivet er et udenforstående syn på børns verden, og dermed også det samfund de er aktivt involverede i. Man kan ligeledes sige at voksne forsøger at rekonstruere børns perspektiver, ved hjælp af teorier og faglige begreber, omhandlende hvordan børn forstår og opfatter verden omkring dem. Børns perspektiv: en definition på dette kunne lyde: handler børns perspektiv om deres eget bidrag, deres udtryk for og formidling af deres oplevelser, erfaringer og følelser. 32 Børns perspektiv tager dermed udgangspunkt i børns egen verden, hvordan de forstår den, oplever den, hvilke erfaringer de gør sig. Børns perspektiv handler om barnet som subjekt, og dermed er det barnet selv der er det centrale. Forskellen skal således ses i perspektiveringen. I børneperspektivet er hovedpointen at det er den udenforstående der prøver at forstå børns verden. Børn er her objekter, der skal analyseres og forstås. Børns perspektiv er nærmest det diametralt modsatte, her er udgangspunktet at forstå børns verden via børnene selv. Barnet er subjektet, og det er dets egen opfattelse og forståelse der er hovedpointen. Ifølge Dion Sommer er der i løbet af de senere år opstået et mere humaniseret menneskesyn, som således har skabt det Sommer kalder et humaniseringsethos, hvor man accepterer hinanden som ligeværdige mennesker. Dette har været med til at både børneperspektivet og børns perspektiv har vundet udbredelse. Børn har i løbet af de sidste mange år haft en dobbeltrolle i forhold til at de på den ene side anskues som en minoritetsgruppe der skal beskyttes, og på den anden side som et stærkt og aktivt individ i dagens samfund Sommer, Dion (2006) s Sommer, Dion (2006) s

31 Følger man endvidere Dion Sommers tekst fra 2006, så redegøre han for at man kan dele barndomssociologien op i to niveauer: 34 - Mikroorienteret - Makroorienteret Mikroorienteret barndomssociologi: her opfattes børn som aktører der konstant tilegner sig, genopdager og reproducerer en given barndomskultur. Begrebet barndom kan derfor anskues som en kollektiv reproduktion. Denne tilgang finder man bl.a. i Corsaros konstruktivistiske model, hvor børn netop annekterer det samfund de er en del af, og derved er de selv aktive i konstruktionen og reproduktionen af barndommen. Der etableres kulturelle vaner og rutiner der overleveres fra generation til generation, og disse kan som tiden skrider frem få status af at være prototypiske. Makroorienteret barndomssociologi: her opfattes barndommen mere strukturelt, dvs. at barndommen opfattes som en egenart i ethvert samfund. Barndom vil konstant eksistere, og i og med at børn bliver voksne og dermed forlader barndommen, så vil nye børn komme til. Barndommen er altså en social samfundskonstruktion, der varierer i forhold til både diverse kulturer og samfund, men forskellige historiske epoker har ligeledes også spillet en vital rolle i forhold til barndommen. Man finder også her Corsaro som garant for den makroorienteret barndomssociologi med sin deterministiske model, hvor samfundet annekterer barnet. Barndommens konstruktion afhænger bl.a. af historie, demografi, og har ligeledes et socioøkonomisk aspekt. Man kan også redegøre for at James, Jenks og Prout kan placeres i denne tilgang, da deres teori er et brud med den epistemologiske tilgang, i og med at de studerer virkelige børn, og tager afsæt i det at være barn, det er dog stadig tale om at barndom er en fuldstændig social konstruktion, ifølge James, Jenks og Prout. 34 Sommer, Dion (2006) s