Vi har ganske givet vore egne eksempler, som vi bærer rundt på af store og små brud, der er sket. Nogle af os har brud, der endnu gør ondt.

Transkript

1 1. søndag efter påske Brændkjær , v Vi ved som regel, når vi har dummet os, når vi har begået en fejl. Vi har vel prøvet det alle sammen. Har prøvet at sige det, der ikke skulle have været sagt. Har gjort det, der ikke skulle have været gjort. Eller måske det modsatte. Vi fik ikke sagt til eller fra, der hvor vi inderst inde godt vidste, at det havde været det rigtige at gøre. Eller fik ikke hjulpet, der hvor vi godt vidste, at det skulle vi egentlig have haft gjort. For det meste klarer vi os igennem uden de store brud og kvaler. Måske med en lille hvid løgn, måske med en undskyldning. Måske ved at der går lidt tid. Og så er der andre gange, hvor det ikke går så let. De gange, hvor det handler om de store brølere. De fejltrin, der forfølger os i vågen og sovende tilstand. Der, hvor vi ikke ved, hvordan vi kan komme videre sammen med den, vi har gjort uret. Og når det er helt galt, så ved vi ikke, om vi overhovedet kan komme videre. Måske føles det som om, at bruddet er så voldsomt, at det aldrig kan hele. Ligeså vel som vi selv kan begå fejl, kan vi være den part, der bliver såret. Måske kan det gå så galt, at vi vælger at slå hånden af den anden. Ikke at ville have den anden i vores liv længere. Vi har ganske givet vore egne eksempler, som vi bærer rundt på af store og små brud, der er sket. Nogle af os har brud, der endnu gør ondt. I dag er det som sagt den første søndag efter påske. Det er ikke så længe siden, det var langfredag. Dagen, hvor Gud af kærlighed til os mennesker døde på et kors. På grund af den kærlighed var langfredag et forskud på påskemorgen. For korsfæstelsen fortæller os noget om opstandelsen. Korsfæstelsen fortæller os, hvem det var, der opstod. Fortæller os, at han som opstod, hverken var den vrede hævner eller det viljesløse offer. Han, som døde og opstod var ham, der elskede og elsker mennesket så højt, at han aldrig gav op. Heller ikke da han vidste, at den kærlighed ville koste ham livet. Og for kun en uge siden var det påskemorgen. Opstandelsen fortæller os omvendt noget om korsfæstelsen: For når Gud har magten selv over døden, så må døden på korset være et valg, Gud tager af kærlighed og af kærlighed alene.

2 I dag møder vi den opstandne frelser. Han er sammen med sine disciple. De første 8 dage er gået. De første 8 af de 40 dage, hvor Jesus blev hos dem for at tale med dem om stort og småt. I dag er det den opstandne selv, der viser os Guds sande ansigt. Guds grænseløse kærlighed. Og hvordan er han så den opstandne? Ja, han er i hvert fald ikke umiddelbart genkendelig rent fysisk. Anden påskedag kunne vi høre, hvordan Maria Magdalene så den opstandne og troede, at han var havemanden. Først da han kaldte hende ved navn, blev hun klar over, hvem hun stod over for. I begyndelsen af det kapitel, som jeg læste fra i dag tidligere i gudstjenesten, møder disciplene den opstandne Jesus inde på bredden af Tiberia sø, uden at de kan se, hvem han er. Disciplene er sejlet ud for at fiske - det er som om de har opgivet den sag, de ellers troede så intenst på og er vendt tilbage til fiskeriet. Hvem kan næsten bebrejde dem det? Som det før er sket, fisker de forgæves. Inde på bredden beder Jesus dem kaste garnene ud på bådens højre side, og da disciplene ville hive garnet op i båden igen, var det fuldt af fisk. Først da vidste de, at manden på bredden var Jesus. Jesus bliver og spiser sammen med dem og det er derefter, at ordvekslingen mellem ham og Simon Peter, finder sted. Simon Peter - der har fulgt Jesus fra begyndelsen. Simon Peter der altid var så stor i slaget. Simon Peter - der endte med at fornægte Jesus tre gange. Simon Peter - der ikke lever op til navnet Peter. Det navn han fik af Jesus. Det navn, der betyder klippe. Der skulle vise sig at være lige så lidt klippe over Peter, som over de fleste andre mennesker. Jesus taler med Simon Peter - kirkens klippe. Og Jesus kalder ham ikke for Peter, for Peter i dag. Er det mon, fordi Jesus har fortrudt? Fordi Simon, der var mere skråsikker end klippefast, svigtede Jesus, og nu ikke længere fortjener Jesu tillid? Er det derfor, Jesus ikke kalder ham Simon Peter, men bare Simon Johannes søn? Eller er det fordi Jesus ser, at tilnavnet Klippe har været for stor en belastning for Peter, for svært at leve op til, og derfor nu befrier ham fra det? Den ellers så selvsikre Simon er blevet lidt mindre i munden. Han har set i øjnene, at han nok ikke var helt så meget klippe, som han ellers selv troede. Han er rystet over sig selv. Er måske helt kommet til at tvivle på, hvem han er?

3 Det kan vi også komme til, når vi gør eller siger noget, som er i strid med det, vi ellers mener at stå for. Og Simon havde helt klart ikke ventet at skulle svigte, som han gjorde. Så han er lille foran Jesus. Lille - ligesom vi bliver små, når vi ved, når vi tør se i øjnene, at vi har fejlet. Mon Simon overhovedet tør tro på, at han kan tilgives? At der er andet til ham end afvisning og vrede? Jesus kender alt til Simons fejl. Og Simon Johannes søn ved kun alt for godt, hvad Jesus har set i ham. Jesus har set, hvilken troløs fornægter Simon er. Jesus har set tvivlen, angsten, kujonen og egoisten derinde i Simons hjerte. Jesus ved, hvem Simon, Johannes søn er med alle de mørke krinkelkroge, der er i hans sind. De mørke krinkelkroge, som findes i ethvert menneskeligt sind. Nu står de to så overfor hinanden igen. Den ene genkendelig på sin skikkelse, men ikke på sit navn. Den anden den opstandne - er uigenkendelig hvad udseende angår, men kendelig på, at han lever op til sit tilnavn - Guds søn, verdens frelser, hyrden, vejen, sandheden og livet. Han er den, der står ved sit ord. Står ved sin kærlighed. Ikke blot langfredag og påskemorgen, men også i dag, hvor han endnu en gang samler alt det spildte og fortabte op. Jesu kærlighed til Simon er en ubetinget kærlighed og det viser han ved ikke at bruge tilnavnet Peter, klippen. Jesus vil stadig fællesskabet med Simon - som den Simon er. Simon Johannes søn skal ikke først forandre sig og forbedre sig, før Jesus vil række hånden frem til forsoning. Simon er Simon og Jesus elsker ham som sådan. Jesus afbrød ikke venskabet, da han hang der på korset med al sin kærlighed, som ingen og slet ikke Simon ville vide af. For så at tage den fortabte ven til nåde, når Simon var blevet et andet og bedre og stærkere menneske. Nej, Jesus bevarede båndet til Simon tværs igennem svigt, korsfæstelse og død. Et bånd så stærkt, at det kan strækkes og bære hen over alt det skete. Sådan hjælper Jesus Simon til at blive og stå ved det fejlbarlige og langt fra perfekte menneske, som han er. Simon Johannes søn, der ikke kunne leve op til sit klippenavn, er stadig favnet og bundet af den gensidige kærlighed og tillid mellem ham og Jesus. Jesus tror på Simon og det genrejser troen i ham. Simon Johannes søn rejser sig til atter at være apostel ved at Jesus viser ham tillid og betror ham den opgave at lede den første spirende menighed. Trods sin ufuldkommenhed betros Simon at være vejleder og hjælper for disse mennesker.

4 Simon skal komme til at vokse med sit navn, sit ansvar. Han skal komme til at dø for sin tro. for sin Gud. Og det ved Simon ikke endnu. Jesus forudsiger det. 1. søndag efter påske handler om tilgivelsens store nødvendighed. En insisterende fastholdelse af syndernes forladelse og tilgivelse som det helt centrale i den kristne tro. Guds kærlighed og tilgivelse til dem, som vi er. Her og nu. I dag. Også som den opstandne viser Jesus os Guds sande ansigt ved endnu en gang at opsøge det fortabte. Ved endnu en gang at ville et fællesskab med det ufuldkomne, det menneskelige. Og lige så tyngede vi kan være af skylden over vores fejl, lige så befriende er det at blive sat fri af de fejl. Hvad enten vi tager den hånd, der rækkes os til forsoning eller om vi selv rækker den frem og føler den blive taget. Blandt os mennesker er der desværre også de gange, hvor bruddet er uigenkaldeligt og hvor der ingen vej er frem. Sådan er det ikke med Gud. Påsken har vist hvordan Gud er større end mennesker. Påsken og den opstandne Kristus viser os, hvordan vi som den lille Simon Johannes søn kan stå opgivende, tyngede og trætte overfor kærlighedens og tilgivelsens Gud og få at vide, at dér er der altid forsoning at finde. Der er der frihed at finde. Frihed til at leve og dø - som dem vi er. Lad os alle bede: Vi takker dig, Gud, for den kærlighed, hvormed du altid følger og forfølger os. Vi beder dig for din kirke ud over jorden og her i Brændkjærkirken. Vi beder dig for vort land og vort folk. Vi beder dig for hele det kongelige hus, for regering og folketing, for alle som skal træffe beslutninger, der former livet for andre mennesker. Giv dem indsigt, visdom og sans for retfærdighed, så de er med til at skabe fred og ordentlige vilkår i verden. Lad altid verdens magthavere ønske og arbejde på forsoning. Vi beder dig for hele den store verden. Lad os huske, at vi er børn af samme Gud. Lad os huske, at vi lever på samme jord og under samme himmel, så forskellig vi og vores vilkår end tager sig ud.

5 Vær du hos vore landsmænd i det fjerne og alle fremmede her hos os. Vær hos dem, der for fredens skyld er rejst til fremmede egne. Vær med alle som sulter, og som lever i krigshærgede egne. Send hjælp til dem og vis os hvor også vi kan hjælpe. Vær du med alle, som slås for eller med livet. Vær hos den der har mistet og sørger, vær med din tro hos den, der tvivler og med alle, hvis kræfter ikke slår til. Lad intet menneske leve i ensomhed. Lad alle der rækker en hånd frem, mærke den hånd blive taget. Lad den som tynges af skyld, føle tilgivelsens lettelse. Giv styrke til den som har svært ved at tilgive. Vær der med din styrke i den svære forsoning. Vær der når forsoningen ikke er mulig for os. Vi beder dig for den som ikke selv kan bede og vi beder for den som ingen andre beder for. Vi beder dig for vore kære. Tak for hver og én, som holder af os og som holder os ud. Tak for dem, som hører med i vores liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje. Hold os fast når vi forvilder os bort fra din tilgivelse og dit fællesskab. Hjælp os til at leve her og nu på denne jord i troen på den styrke, som du har valgt at vise i din kærlighed og i dit nærvær. Giv os mod til at elske og leve som frie ansvarlige mennesker med din velsignelse. Amen