Skærtorsdag. 2.april Vinderslev kirke kl Hinge kirke kl

Transkript

1 Skærtorsdag. 2.april Vinderslev kirke kl Hinge kirke kl Salmer: / Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte:»hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«han svarede:»gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.«og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han:»sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«de blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:»det er vel ikke mig, Herre?«Han svarede dem:»det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«judas, som forrådte ham, spurgte:»det er vel ikke mig, Rabbi?«Han svarede ham:»du sagde det selv.«mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde:»tag det og spis det; dette er mit legeme.«og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde:»drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matt 26, / Prædiken v/ Frede Møller, Ans 1

2 Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu. Lad din hellige Ånd virke, så vi må se, hvad det er, du gør, så det ikke kun handler om fortiden, men om nutiden. Amen. Rundt omkring har vi mindesmærker over personer og begivenheder, som hører fortiden til. Vi kan f.eks.se den slags mindesmærker på stien op til Himmelbjerget. Vi kan se dem, hvor der ellers er sket store, usædvanlige begivenheder eller katastrofer. Særlig gribende var det, da vi for et par år siden stod på øen Hiumaa og så klokken med de små barnehoveder. Den ringer, når det blæser lige så meget, som da færgen Estonia sank i For at komme ind i kirken i dag og deltage i denne gudstjeneste, måtte vi også forbi nogle mindesmærker, for gravstenene på kirkegården står der jo også for at minde os om mennesker, som engang var iblandt os, men som ikke er her mere. Mennesker, som har betydet noget for os, og som vi nu savner. Det kan så let gå sådan, at også det, der foregår inde i kirken, bliver sådan et mindesmærke. Så er tanken denne: For flere tusinde år siden levede der en mand, som fik stor betydning, mens han gik omkring på denne jord, og derfor har vi rejst disse kirker til minde om ham. Søndag efter søndag samles vi for at mindes hans store betydning, og når vi knæler ved nadverbordet, ja, så er det på samme måde et mindemåltid, en slags mindesamvær, som vi holder fast ved for ikke at glemme den pågældende. Der er endda flere salmer, som bruger udtrykket minde. Vi sang en af dem til at begynde med i dag. 2/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 2

3 De fleste af os har jo nok på et eller andet tidspunkt været med til sådan et mindesamvær, og det, som jo hele tiden præger sådan en lejlighed, det er, at der er én, som ikke mere er iblandt os. Der er én, som vi har mistet, og som vi savner. Som der stod på klingende sønderjysk på en gravsten, jeg så nede i Sønderjylland, hvor jeg var til begravelse i sidste uge: Do va en goej kuun og moe. Vi vande dæ (Du var en god kone og mor. Vi savner dig ) Men det er jo slet, slet ikke det, der er virkeligheden, når det gælder den hellige nadver og troen på Jesus Kristus! Der er ganske vist præster og andet godtfolk, som for tiden har travlt med at fortælle os, at Jesus alligevel ikke rigtig opstod fra de døde Påskemorgen, og at der heller ikke er noget, der hedder opstandelse fra de døde og gensyn med være kære, når det gælder os. Jamen, helt ærligt de skal da have lov til at mene sådan, når bare de ikke står op på prædikestolen og siger det! For den kristne tro taler nu godt nok anderledes, og når vi her i dag på en særlig måde skal fokusere på nadveren, så er det jo netop det, som er sagen. For nadveren er jo egentlig ikke et mindemåltid! Det er jo ikke sådan, at vi knæler ved nadverbordet for at mindes en herre, som godt nok var iblandt os engang, men som desværre ikke er her mere, og som vi derfor savner. Nej, når vi knæler ved nadverbordet, er han lyslevende tilstede iblandt os. Når vi modtager nadverens brød og vin, får vi del i hans legeme og hans blod - som et pant på, at også vi må være med. Og at der er et liv, som takket være ham er så 2/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 3

4 gennemtrængende og absolut, så end ikke døden kan få has på det! Se, da disciplene i sin tid fik besked på at arrangere påskemåltid, var de godt klar over, hvad det handlede om. De vidste, at som gode, rettroende jøder skulle de fejre dette måltid til minde om udfrielsen af Egypten for mange, mange år siden. Sådan gjorde jøderne dengang, og sådan gør rettroende jøder i dag. Det var det, vi hørte om fra alteret for lidt siden. Samtidig var de klar over, at det ikke bare var et mindemåltid om noget, som var sket i en fjern fortid. Nej, de var selv en del af det folk, som havde del i denne udfrielse. Ligesom jøder i dag er og bliver jøder Derfor opførte de sig præcis som dengang. De nøjedes ikke med at høre om det, der skete dengang. Nej, de opførte et helt lille drama, som pegede på det, der skete dengang, men som også var den virkelighed, de selv havde del i, og som dermed var brændende aktuel for dem. Altså slagtede de et lam som dengang, smurte lammets blod på dørstolper og overligger til indgangsdøren til deres hus, og indendørs sad de så og spiste bitre urter, påskelam og drak vin til, mens de havde rejsetøj på og stav i hånden, parate til at gå, når afgangssignalet lød. Det er påske for Herren, sagde de til hinanden, og når et barn stillede spørgsmålet Hvorfor gør vi sådan?, ja, så var tiden inde til, at husfaderen skulle fortælle beretningen om det, der skete dengang, - det, som stadig er en virkelighed for os, fordi vi er en del af det samme folk. 2/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 4

5 Det var dette påskemåltid, Jesus ville have disciplene til at forberede, så han en sidste gang kunne spise det sammen med dem, før han skulle lide og dø. Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple. Sådan lød ordren til disciplene, og de gjorde, som Jesus havde pålagt dem. Det er nemlig det, som er karakteristisk for en discipel såvel dengang som nu: Han eller hun gør, som Jesus har pålagt os at gøre. Lærlingen gør, som Mesteren påbyder. Alt gik efter planen, og de vidste på forhånd, hvordan liturgien ville være ved en sådan lejlighed. De vidste, hvordan det var meningen, at de skulle drikke så og så mange bægre med vin, og de vidste, hvilke ord værten skulle sige. Se det udlændighedsbrød, som vore fædre spiste, da de drog ud af Egypten, var ordene, som skulle siges, men nu sker der det usædvanlige og provokerende, at Jesus bryder den gængse liturgi og siger noget andet: Tag det og spis det; dette er mit legeme, siger han. Det tredje bæger med vin blev kaldt velsignelsens kalk, men i stedet for de sædvanlige ord siger Jesus nu disse ord: Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Hvad er det, der sker med det gamle jødiske påskemåltid, da Jesus bruger disse ord? Der sker det, at det nu bliver et måltid, som ikke bare handler om fortid, men peger på nutid og fremtid. 2/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 5

6 Det er Jesu offer på Golgata, som på en særlig måde bliver nærværende. Jesus indstifter simpelt hen en ny pagt med sit folk. Jesus er den nye Moses, der udfrier Guds folk af trældom. Han er selv påskelammet, hvis blod frelser fra døden. Det er nutid, som de skal se og opleve det Langfredag, og Påskedag vil de med egne øjne se, at nu er døden overvundet. Nu er det påske, nu går døden os forbi, så livet sejrer! Åh, jeg husker så tydeligt, da jeg i sin tid begyndte at få øjnene op for det her! Da en præst tog sig tid til at forklare den 15-årige dreng, hvad det er, der sker i nadveren. Sæt dig ned her i koret, så skal jeg fortælle dig noget! sagde han, og så fortalte han, hvor stort det var, når vi fejrede nadver. Så var det Jesus selv, som var til stede midt iblandt os. At det ikke bare handler om fortid, men om nutid. At det er Golgata, som bliver nærværende her og nu. At det er Jesus selv, som tager vore små midler i sine hænder, og så bliver det hans legeme og blod, som ofres til Faderen for at fjerne vor synd og skyld og gøre os rene og retfærdige for Gud. Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige, siger Jesus til sine disciple, og det betyder, at nadveren nu også peger fremad. På en og samme gang handler det om fortiden, fordi der peges på det, der skete engang, da Gud udfriede sit folk fra mørke til lys, ligesom det handler om nutiden, fordi Jesus Kristus er den, der lever, og som er midt iblandt os, og som mit sit legeme og sit blod renser os fra den synd, som piner 2/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 6

7 og plager os i dag, og endelig for det tredje peges der så fremad mod det, som bliver virkelighed en dag, når vi skal sidde til bords i Guds rige. Profeten Esajas så det, da Gud gav ham lov til at få et kig ind i det himmelske, og så skrev han disse ord: På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og lagret vin, med marvfede retter og ædel, lagret vin. Så opsluges på dette bjerg sløret, der slør, der ligger over alle folkene, det dække, der er bredt over alle folkeslag; døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden, for Herren har talt. På den dag skal man sige: Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse. (Es 25,6-9). Se, indtil det bliver virkelighed må vi samles her i dette hus for at høre det glædelige budskab. Og her må vi høre dommen, når han afslører os som syndere. Når det virkelig går så tæt på, så jeg må ryste i mit inderste og sige: Det er vel ikke mig, Herre? Fordi ordet viser mig, at også jeg er en af dem, der svigter. Og så må jeg høre budskabet om, hvad han har gjort til min frelse, ligesom jeg må knæle ved nadverbordet og tage imod hans offer, som renser fra al synd, så det går op for mig, at også jeg er en af dem, som han vil have med, og som en dag skal få lov til at sidde til bords i hans rige og drikke den nye vin sammen med ham og de andre, som sidder til bords med ham i hans rige. 2/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 7

8 Min time er nær, siger Jesus, og i morgen skal vi følge ham, indtil det lyder Det er fuldbragt. Og midt i sorgen og smerten må vi så stilfærdigt fryde os over, at han dermed har åbnet en vej, som ellers for bestandig ville have været blokeret for os. At han med sit legeme og sit blod har byttet rundt på det hele, så det giver mening at synge med Grundtvig, som vi skal gøre det nu: Det var nåde over nåde, at du med os bytted så, det er kærlighedens gåde, at det bytte lod sig nå. Amen. 2/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 8