INDHOLD 1 INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING 2 FÆLLESSKAB 3 JØRN NIELSEN 3 FAMILIEKLASSE 5 ANALYSE 6 KONKLUSION 7 LITTERATUR 8

Transkript

1 INDHOLD INDHOLD 1 INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING 2 FÆLLESSKAB 3 JØRN NIELSEN 3 FAMILIEKLASSE 5 ANALYSE 6 KONKLUSION 7 LITTERATUR 8 AKT-vanskeligheder set i et samfundsmæssigt perspektiv 1

2 Indledning og problemformulering I Ballerup kommune er der igangsat et projekt forløb, under navnet "Et godt børneliv, et fælles ansvar". Kommunen har sat fokus på at skabe en hverdag med større rummelighed, der på denne måde sikrer at flere børn og unge kan blive på deres eksisterende skole, og dermed undgå udskillelse fra det normale. Der skal i højere grad end tidligere:... fokuseres på udviklingen af børnenes og de unges personlige og sociale/kulturelle kompetencer (deres adfærd, kontakt/relationer og deres trivsel...). (Ballerup Kommune s. 2) Vi har i gruppen diskuteret dette projekt og vil gennem analyser og diskussioner af teori finde frem til nogle hensigtsmæssige tiltag, der fremmer kommunens projekt. Vi finder dette spændende for at kunne videregive vores viden og rådgive vores kollegaer i det tilhørende distrikt. Vi vil igennem et litteraturstudie redegøre for og analysere psykolog Jørn Nielsens (JN) teori om relationernes betydning for socialiseringen af børn og unge. Ligeledes vil vi ved hjælp af et litteraturstudie redegøre for og analysere teorien om flerfamilieterapi, særligt med fokus på familieklasser. Det er vores formodning, at vi igennem disse redegørelser og analyser vil kunne nå frem til en syntese af de to teorier, som vil kunne besvare vores problemformulering: - Hvilke pædagogiske tiltag skal en institution gøre for at kunne inkludere børn med AKT-vanskeligheder? I det følgende afsnit vil vi definere begreber som er centrale i opgaven. Institution: Når vi bruger ordet institution, mener vi både skole og fritidsinstitution. Børn med AKT-vanskeligheder: Børn som har en uhensigtsmæssig udvikling indenfor området adfærd, kontakt/relationer og trivsel. For at give et bud på hvorfor vi som samfund og institution oplever et større pres i forhold til børn med AKT-vanskeligheder, vil vi i det følgende afsnit kort redegøre for og analysere sociolog Zygmunt Baumans teori om ægte fællesskab og det reelt eksisterende fællesskab i det postmoderne samfund. AKT-vanskeligheder set i et samfundsmæssigt perspektiv 2

3 Fællesskab Vi lever i dag i et samfund, hvor der i stadig stigende grad bliver stillet krav om omstillingsparathed. Vi har i løbet af moderniteten oplevet et skifte, hvor vi ifølge Zygmunt Bauman er gået fra at leve i ægte fællesskaber til i stigende grad at leve i reelt eksisterende fællesskaber (illusion af et fællesskab). Det ægte fællesskab er karakteriseret ved, at dets medlemmer har en iboende loyalitet overfor hinanden, samt at de udviser en høj grad af solidaritet hinanden imellem. Samværet og tilstedeværelsen i et ægte fællesskab bygger på følelser og samvittighed. Eksempler på ægte fællesskaber er venner og familie. Omvendt er det reelt eksisterende fællesskab karakteriseret ved en nytteværdi. Dvs., at det bygger på strategi og beregning, samt at man her kun er til stede for at profitere af det. Eksempler på reelt eksisterende fællesskaber er foreninger og arbejdsfællesskaber. Udfra denne opfattelse af samfundsudviklingen, hvor fokus altså er rykket fra forpligtende ægte fællesskaber henimod mere flygtige reelt eksisterende fællesskaber, mener vi, at der vil være en tendens til, at også børn i dag har en ringere motivation til at indgå i disse ægte fællesskaber. Dette mener vi, kan have den konsekvens, at man også i institutionerne ser et stigende antal børn, som ikke inkluderes i fællesskabet. Denne problematik vil vi i det følgende afsnit redegøre for med afsæt i JN s teori. Jørn Nielsen På baggrund af ovennævnte samfundsudvikling med øget individualisering og fokus på den enkeltes individuelle udvikling, er der ifølge JN også en tendens til at børn og unge med problemadfærd tillægges en række individuelle og psykologiske træk. Denne tendens viser sig bl.a. i det stigende antal af diagnoser af børn og unge, samt den deraf følgende marginalisering og segregering. (JN s. 19) Dette kan ses i det, som han har valgt at kalde for pukkelmodellerne. AKT-vanskeligheder set i et samfundsmæssigt perspektiv 3

4 Disse modeller illustrerer udviklingen i antallet af marginaliserede børn. Som man kan se, er udviklingen gået fra en stor normalgruppe med få marginaliserede i hver ende af kurven, til en relativt større gruppe af marginaliserede (10-15 % (oplæg i Ballerup med JN d. 29/8-06) og tilsvarende mindre normalgruppe. JN peger på, at denne stigende diagnosticering ligeledes er udtryk for øget usikkerhed, frustration og afmagt i forhold til problemadfærd. Ligesom der også er et større ønske fra forældre og fagpersoner om at få mere viden og bedre handlemuligheder. (JN s. 53) Man kan imidlertid ikke se adfærd som en isoleret tilstand, men al adfærd bør derimod forstås i et relationelt perspektiv. Indsatsen over for problemadfærd vil derfor ikke alene skulle forstås som noget, der skal rettes alene mod det enkelte barn, men i høj grad også mod konteksten, det vil sige de meningsskabende sammenhængende, der omgiver barnet. (JN s. 20) I bogen Problemadfærd opstiller han to centrale præmisser i forbindelse med problemadfærd: - Når adfærden og tilstanden opleves for afvigende eller for usædvanlig - Når adfærden og tilstanden opleves for uacceptabel. (JN s. 27) I denne forbindelse har han lavet en model, som han kalder for elastikmodellen. Den illustrerer, hvorledes indsatsen for at inkludere børn med problemadfærd, bør foregå. Den skal forstås som et arbejdsredskab i arbejdet med at inkludere og rumme børn med problemadfærd i den normale diskurs. Dette kan ske gennem intervention på to måder. Enten kan man fungere som ændringsagent, hvilket vil sige, at man bestræber sig på at ændre det enkelte barns adfærd i forhold til normaldiskursen. Hvis man derimod agerer som inklusionsagent, er man med til at ændre på rammerne inden for den AKT-vanskeligheder set i et samfundsmæssigt perspektiv 4

5 normale diskurs, for derigennem at skabe en større rummelighed. Dvs., at man fokuserer på at skabe nogen mere bæredygtige og anerkendende relationer i forhold til barnet. I forbindelse med udvikling af disse relationer er det vigtigt at have øje for det begreb, som JN betegner dobbeltsocialisering. For at illustrere dette begreb har han lavet en model, som han kalder sommerfuglemodellen. Den skal forstås således, at man ikke længere kan dele barnets socialisering op i en primær(familie) og sekundær(bl.a. institution). Derimod skal socialiseringen ses som et mere komplekst begreb, hvor de forskellige socialiseringsaktører har en lige stor indflydelse, og gensidigt påvirker og øver indflydelse på hinanden. Denne forskydning af socialiseringen er sket på baggrund af, at børn i dag tilbringer væsentlig mere tid i institutioner og andre sociale arenaer uden for familien end tidligere. (JN s ) På baggrund af ovenstående model, har vi i det næste afsnit valgt at redegøre for teorien om flerfamilieterapi med særligt fokus på familieklasser. Familieklasse Arbejdet med familieklasser tager sit udgangspunkt i teorien om flerfamilieterapi, som indebærer at man arbejder med familieintervention på et terapeutisk niveau. Læreren kan i denne sammenhæng både fungere som terapeut og underviser. Dvs., at når et barn udviser en uhensigtsmæssig adfærd i en undervisningssituation, har læreren mulighed for at standse undervisningen og tage en terapeutisk samtale med forældrene. (Eia Asen mfl. S. 94) En af grundstenene i teorien er, at forældrene fungerer som hinandens sparringspartnere, og herigennem er medaktører i forhold til hinandens problemstillinger. Igennem deltagelsen i disse grupper får forældrene en følelse af ikke at stå alene med deres børns problemer. De trækker på AKT-vanskeligheder set i et samfundsmæssigt perspektiv 5

6 hinandens erfaringer, og der er en større accept af deres vanskeligheder, og de kan gensidigt støtte hinanden. Igennem tværfamiliær dialog og interaktion er der mulighed for, at fastlåste adfærdsmønstre og reaktioner kan opbrydes. (Eia Asen mfl. S ) Henvisning til familieskolen sker fra egen skole på grundlag af problemer med barnets adfærd. Et forløb i en familieklasse strækker sig over en afgrænset periode (6-7 uger), og tager sit udgangspunkt i fire formiddage om ugen. Den resterende tid er barnet i sin normale klasse. Aldersspredningen i den enkelte familieklasse kan være ganske stor, og dækker i praksis hele skoleforløbet. I det følgende afsnit vil vi, på baggrund af ovenstående redegørelser, lave en analyse af disse teorier. Analyse Med afsæt i JN s teori ser vi et stort behov for en større fokusering på relationernes betydning i forhold til inklusion og rummelighed. Ligesom vi også vil pege på en større grad af anerkendelse i disse relationer, som en meget væsentlig bestanddel i arbejdet med netop inklusion og rummelighed. Det er vigtigt, at man i relationsarbejdet har fokus på, at ændringerne skal foregå i den kontekst, som børn med AKT-vanskeligheder normalt agerer i. Vi mener ligesom JN ikke, at man kan forvente en varig ændring i barnets adfærd, medmindre der sker en ændring i den kontekst, som barnet normalt indgår i. Arbejdet med familieklasser indebærer som tidligere nævnt, at barnet i en forholdsvis stor del af tiden opholder sig i en kontekst, som er forskellig fra det normale. Dvs., at der her er en formodning om, at man kan ændre børns problemadfærd ved i en periode at arbejde med dem uden for deres normale miljø. Dette mener vi ikke harmonerer med JN s teori om relationernes betydning for børns adfærd. Hvis man skal bruge JN s elastikmodel i forhold til inklusion af børn med AKT-vanskeligheder, mener vi, at det er vigtigt samtidig at have fokus på hans sommerfuglemodel. Det er nemlig ikke nok at ændre i relationerne i en af barnets socialiseringsarenaer. Vi mener derimod, at det er nødvendigt, at aktørerne i disse arenaer arbejder sammen, og forsøger at skabe en sammenhæng i de forskellige kontekster, som barnet indgår i. De to modeller hænger altså sammen, og vi mener ikke, de kan ses og benyttes uafhængigt af hinanden. AKT-vanskeligheder set i et samfundsmæssigt perspektiv 6

7 I forlængelse af ovenstående finder vi det meget relevant, at man i arbejdet med familieklasser i høj grad fokuserer på forældrenes rolle. Her ses de som medaktører i forhold til at ændre de relationer, som barnet indgår, og herved kan de være med til at ændre barnets problemadfærd. Dette samarbejde ser vi som et meget væsentligt element, for at skabe den nødvendige kontinuitet i arbejdet med at skabe bedre relationer og sammenhæng i barnets liv. Vi ser det ligeledes som meget brugbart, at forældrene her bruger hinanden gensidigt som sparringspartnere, for herigennem at skabe en mere naturlig og forstående ramme omkring familiernes problemer. På baggrund af ovenstående analyse vil vi i den følgende konklusion lave en syntese af de to teorier, som vil besvare vores problemformulering. Konklusion Med udgangspunkt i vores undersøgelse mener vi, at vi kan drage nogle konklusioner i forhold til vores problemformulering. I forhold til at inkludere børn med AKT-vanskeligheder er det vigtigt, at vi i institutionerne i højere grad end tidligere fokuserer på at skabe mere anerkendende og udviklende relationer. På samme måde er det vigtigt, at vi fokuserer på at skabe et udvidet samarbejde med forældrene. For at skabe en sammenhæng for barnet er det ligeledes vigtigt med en udstrakt grad af samarbejde mellem fagpersonerne omkring barnet. Det er nødvendigt med en fælles indsats, som involverer alle aktørerne i barnets socialisering, som vi har illustreret i sommerfuglemodellen. Hermed mener vi, at vi som lærere og pædagoger skal være enige om udgangspunktet for at arbejde med inklusion af børn med AKT- vanskeligheder. Vi ser familieklassen som en god måde at inddrage familien og deres kompetencer i forhold til at arbejde med børn med AKT-vanskeligheder. Vi ser bare problematikken i, at man hiver barnet ud af deres normale kontekst, og på den måde udelukkende arbejder som ændringsagent og ikke inklusionsagent. Derfor mener vi, at det bedste vil være, at man med inspiration fra flerfamilieterapi opretter et tilbud udenfor institutionstiden, som finder sted i barnets nærmiljø. Herved vil man undgå, at barnet bliver taget ud af den normale kontekst, hvor ændringen af relationerne som sagt bør finde sted, for at man kan forvente en varig ændring i barnets adfærd. For at dette tilbud skal fungere optimalt, mener vi, at der skal være et forum, hvor forældrene udveksler erfaringer og gensidigt sparrer med hinanden. Ligesom der skal være fagpersoner tilstede til at vejlede og supervisere forældrene. På baggrund af ovenstående konklusion mener vi, at vi har besvaret vores problemformulering. AKT-vanskeligheder set i et samfundsmæssigt perspektiv 7

8 Litteratur Asen, Eia mfl.: Flerfamilieterapi. Hans Reitzels Forlag København Bauman, Zygmunt; s i Fællesskab. Hans Reitzels Forlag København Lau, Jytte mfl.: Et godt børneliv et fælles ansvar. Ballerup Kommune 2005 Nielsen, Jørn: Problemadfærd. Hans Reitzels Forlag København Nielsen, Jørn: Foredrag i Skovlunde, tirsdag d. 29/ AKT-vanskeligheder set i et samfundsmæssigt perspektiv 8