Omskæring af drenge? af Klemens Kappel, Afdeling for filosofi, Københavns Universitet

Transkript

1 Omskæring af drenge? af Klemens Kappel, Afdeling for filosofi, Københavns Universitet Omskæring af drenge hvad med rettighederne?, Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder, Folketingets Udenrigsudvalg, Fællessalen, Christiansborg, 22. oktober 2014 kl Det centrale spørgsmål Det centrale spørgsmål er om indgrebet bør være lovligt eller ej, og hvis lovligt, da under hvilke nærmere omstændigheder. Der er et andet spørgsmål, nemlig om omskæring er etisk forkert eller ej, særligt når omskæring udføres på børn, der ikke selv kan give deres samtykke. Sondringen mellem hvad der er etisk forkert og hvad der bør være ulovligt er vigtig. Hvis man mener, at omskæring er etisk problematisk, så behøver det ikke at betyde, at man også mener, at staten bør forbyde det. Vi kan med andre ord have en holdning til omskæring som svarer til, hvad der ikke er ualmindeligt at mene om abort, utroskab, polygami eller homoseksualitet. Man kan mene, at en eller flere af disse ting er uetiske, men stadig mene, at der ikke bør være et statsligt forbud det. 3. Livsform Det centrale er, at omskæring skal ses som en integreret del af en livsform, der i varierende grad er religiøst eller kulturelt baseret. Der er misvisende at tale om omskæring som religiøst begrundet; der er jøder, der forsvarer omskæring, men som er erklærede ateister. For dem er det afgørende, at omskæring er en praksis, der markerer og skaber et tilhørsforhold til en bestemt tradition eller etnisk gruppe. For andre er det centrale efterlevelse af hvad de betragter som et religiøst bud. Men fortolkninger af religiøse bud er jo menneskeværk. Både dem, der laver fortolkningerne, og dem, der vælger at efterleve dem, beslutter sig jo (i en vis forstand) for det. Omskæring er ikke en religiøs naturlov, men et kulturelt valg. Nogle gange er det den slags kulturelle valg, der følger af at acceptere en bestemt religiøs fortolkning af tilværelsen. Hvorfor tillade den slags valg? 1

2 Med mindre man har stærke institutioner til at styre mennesker meningsdannelse, så opstår der i frie samfund en mangfoldighed af forskellige opfattelser af, hvordan man vil leve sit liv, mange fortolkninger af tilværelsen, herunder religiøse fortolkninger. At respektere hinanden som borgere, der er frie og lige, kræver (tror jeg), at vi indretter os, så staten (og fællesskabet) inden for vide rammer ligestiller de forskellige livsformer og tilværelsesfortolkninger, som borgere nu af den ene eller den anden grund vælger. Det er den ene centrale ide i det liberale demokrati (den anden er, at vi træffer en række fælles beslutninger ved afstemninger). Det er denne ide, der ligger til grund for, at vi bør tillade omskæring (under nærmere definerede omstændigheder). Det betyder også, at mens det kan være interessant og af andre grunde vigtigt at høre, hvad imamer og rabbinere eller andre mener om den religiøse begrundelse for omskæring, så er det til syvende og sidst de konkrete berørte menneskers egen fortolkning af deres liv, der er afgørende. 4. Medicinsk indgreb Mange, især mange læger, hæfter sig ved, at omskæring fra en medicinsk betragtning ikke giver mening. Omskæring er ikke medicinsk indiceret hedder det. Det er fuldkommen rigtigt. Fra et medicinsk synspunkt er der tale om et indgreb, der ikke tjener til at forebygge, lindre eller afhjælpe en sygdomstilstand, og som formentlig forringer visse fysiologiske funktioner. Set i dette perspektiv er der tale om et indgreb, der ikke tjener noget fornuftigt formål. Normalt betragter vi den slags indgreb som uetiske, for en læge bør naturligvis ikke foretage et indgreb i en patients krop, hvis det blot forringer nogle funktioner, uden at man sigter mod at afhjælpe andre dysfunktioner. Men motivationen for omskæring er ikke lægelig, og derfor er det ikke en afgørende indvending, at der ikke er en lægelig indikation for det. Det som at tage stilling til abortspørgsmålet ved at spørge, om der er lægelig indikation for provokeret abort (det er der normalt ikke). 2

3 Et beslægtet argument er, at omskæring ændrer og forringer kroppens naturlige funktioner. Det er også fuldkommen rigtigt. Men igen det ikke det afgørende. Vi foretager mange ændringer af vores kroppe, som ikke er naturlige, og som enten forbedrer eller forringer naturlige funktioner. Vi foretager dem, fordi vi ønsker bestemte livsformer. 5. Mindreårige Et helt afgørende forhold er naturligvis, at omskæring i de mest kontroversielle tilfælde foretages på mindreårige, som ikke selv har mulighed for at vælge eller fravælge indgrebet eller det det kulturelle tilhørsforhold, som motiverer indgrebet. Det er et alvorligt problem. Hvis man igen betragter det som en medicinsk problemstilling, så har forældre ret (og i alvorlige tilfælde pligt) til at acceptere et lidelsesvoldende medicinsk indgreb på barnets vegne, hvis det er lægefagligt indiceret, dvs. groft sagt hvis indgrebet må forventes at være det bedste skridt man kan tage for at forhindre endnu større onde af medicinsk karakter. Men som sagt skal man ikke se omskæring som en medicinsk problemstilling, men som en kulturel. Spørgsmålet er derfor i hvilket omfang forældre må påføre deres børn lidelser for at gøre dem til deltagere i en bestemt kultur (typisk, naturligvis, den kultur forældrene selv tilhører). Min holdning er igen, at samfundet skal tolerere, at forældre i et beskedent omfang påfører deres børn lidelser, hvis de f.eks. anser det som essentielt for medlemskabet af en bestemt kultur. Jeg tror, at omskæring af drenge falder i denne kategori: selve indgrebet kan være smertefuldt, og det medfører formentlig, at visse fysiologiske funktioner ændres på en måde, som set fra en fysiologisk betragtning næppe er hensigtsmæssig, og måske er indgrebet også i varierende omfang til gene for deres senere seksualliv. Jeg er ikke den rigtige til at fremsætte en ekspertvurdering af, hvor store disse gener er. Men som almindelig borger, er den min opfattelse, at vi taler om en skadevirkning, der ligger inden for rammerne af, hvad samfundet bør acceptere, at forældre udsætter deres børn for. Vi gør på en måde noget tilsvarende i utallige situationer: f.eks. har vi en kultur, hvor både mænd og kvinder arbejder, og dette kræver at børn er i daginstitutioner eller andre pasningstilbud. Dette giver 3

4 en række akutte lidelser (når de f.eks. ikke vil afleveres om morgenen), medicinske komplikationer i form af øget hyppighed af ret alvorlige længerevarende komplikationer f.eks. i form af et øget forekomst af mellemørebetændelse og andre infektionssygdomme. Vi tvinger børn til at blive undervist, i praksis ved at vi sender dem i skole, hvad der også kan risikere at skade dem. Det er naturligvis fordi vi regner med, at det er bedst for dem selv på længere sigt, hvad det utvivlsomt er. Men der er også en vigtig kulturel grund: nemlig at vi gerne vil gøre dem fuldgyldige medlemmer af en bestemt kultur, nemlig den der kendetegner moderne, demokratiske samfund. 6. Barnets tarv? Man siger, at omskæring tilsidesætter princip om at tage mest muligt hensyn til barnets tarv (f.eks. debatindlæg af Morten Staberg og Søren Mehl Knudsen, Politiken ). Jeg tror nu ikke, at der findes et princip om, at man i enhver situation skal tage mest muligt hensyn til barnets tarv - vi andre skal jo trods alt også være her. Men hvad er hensynet til barnets tarv? Det er hensynet til, at barnet får det bedst mulige liv. Hvad er så det bedst mulige liv for et barn? Ja, det vil jo afhænge af, hvem man spørger. Vi lever som sagt med en mangfoldighed af forskellige opfattelser. Som forælder forsøger vi at opdrage vores børn under hensyntagen til vores eget billede af, hvad der skal til for at få et godt liv. Staten bør tillade, at forældre inden for vide rammer opdrager deres børn efter forældrenes egen fortolkning af barnets tarv. En del af vores opdragelse går ud på at give vores børn et kulturelt tilhørsforhold, som gør, at vi føler os beslægtede med dem. Alt andet ville være mærkeligt - og tænk på det barn, der opdrages på en måde, som forældrene ikke kan identificere sig med? Så hvad er barnets tarv for forældre, der helt oprigtigt og meget dybfølt ser omskæring som en central del af et kulturelt tilhørsforhold, som de gerne vil skabe for barnet? Er omskæring her en omkostning, der umuligt kan opvejes? Jeg tror ikke uden videre på, at f.eks. omskårne jødiske mænd gennemgående er mindre lykkelige end f.eks. ikke-omskårne ikkejøder, alt taget i betragtning. Selvom der ikke følger konkret fysiologisk gevinst af omskæringen, så er omskæringen del af en 4

5 livsform, der ikke generelt skaber mindre lykkelige mennesker end mange andre livsformer. Der følger måske en nedsat sensibilitet med omskæring, men om det også fører til et dårligere erotisk liv er ikke hermed afklaret. Og selv hvis det er tilfældet, så er det stadig et åbent spørgsmål, om omskæring alt i alt fører til et mindre godt liv. Livet er trods alt andet end erotik. 7. Afslutning Jeg mener derfor, at man fortsat bør lade omskæring være legalt. Begrundelsen er frisind og tolerance. Begrundelsen er ikke moralsk relativisme (som er det synspunkt, at hvad der er rigtigt og forkert afhænger af kultur, så bare man følger sin egen kulturs normer, så må man gøre hvad som helst). Jeg mener ikke, at forældre har ret til at gøre hvad som helst blot fordi de selv tror, at det er bedst for barnet. Samfundet bør skride ind og tvangsfjerne børn, når de misrøgtes. Det bør også være lovfæstet, at omskæring skal foregå under lægeligt tilsyn og på en sådan måde at smerte ved indgrebet og risici for komplikationer minimeres. Endelig mener jeg ikke at omskæringspraksisser bør være hævet over etisk kritik og offentlig diskussion. De grupper, for hvem omskæring har betydning kan f.eks. udmærket opfordres til at udvikle fortolkninger af deres livsformer, der tillader mindre smertefulde eller risikable indgreb, eller som tillader, at man baserer sit kulturelle eller religiøse tilhørsforhold på andre markører. Den diskussion er vigtig, men den er ikke mit ærinde i dag. 5