KONSEKVENSANALYSE AF FORBRÆNDING AF HUSDYRGØDNING I RELATION TIL ØNSKET OM EN STORSTILET UDBYGNING MED HUSDYRGØDNINGSBASEREDE BIOGASANLÆG I DANMARK

Transkript

1 KONSEKVENSANALYSE AF FORBRÆNDING AF HUSDYRGØDNING I RELATION TIL ØNSKET OM EN STORSTILET UDBYGNING MED HUSDYRGØDNINGSBASEREDE BIOGASANLÆG I DANMARK AF KURT HJORT-GREGERSEN OG SØREN LEHN PETERSEN, AGROTECH 2011 Fotograf: Thorkild Q. Frandsen, AgroTech

2 Konsekvensanalyse af forbrænding af husdyrgødning i relation til ønsket om en storstilet udbygning med husdyrgødningsbaserede biogasanlæg i Danmark Af Kurt Hjort-Gregersen og Søren Lehn Petersen, AgroTech

3 FORORD Regeringens Grøn Vækst plan foreskriver en energiudnyttelse af 50 % af husdyrgødningen i Danmark i Mulighederne herfor er først og fremmest biogasproduktion og forbrænding af koncentrerede gødningstyper. Der har i det seneste årti været stigende fokus på gylleseparering i Danmark. Der er sket en lempelse af harmonireglerne i den forstand, at hvor der foretages gylleseparering, og fiberfraktionen herfra eksporteres fra bedriften, kan den pågældende husdyrproducent opnå en vis reduktion i kravet om harmoniareal. Hvis fiberfraktionen i den sidste ende anvendes som gødning på landbrugsjord, skal modtageren imidlertid redegøre for det nødvendige harmoniareal, uanset om det sker direkte til en planteavler, eller om det går via et biogasfællesanlæg. Harmonikravet, der knytter sig til fiberfraktionen, forsvinder imidlertid helt, hvis fiberfraktionen forbrændes. For den husdyrproducent, der afsætter fiberfraktionen, er det imidlertid ligegyldigt, om det er den ene løsning eller den anden; han skal bare af med næringsstofferne, og det harmonikrav, de giver anledning til. Eftersom det forventes, at biogasanlæg i fremtiden i højere grad end hidtil vil efterspørge koncentrerede gødningstyper, herunder fiberfraktion fra separeret gylle, er det nærliggende at forvente, at der opstår konkurrence om disse gødningstyper mellem biogasanlæg og anlæg til forbrænding. En konkurrence, som vil få betydning for hvilken teknologi, der vil få overtaget, og dermed stå for energiudnyttelsen af størstedelen af husdyrgødningen. Det vil naturligvis få konsekvenser for, hvor stor en del af husdyrgødningen der i sidste ende kan energiudnyttes og dermed hvilket energipotentiale, der kan realiseres fra denne. Det vil også få betydning for bidraget til drivhusgasreduktion, og det vil få betydning for udnyttelsen af næringsstoffer, kvælstof, fosfor og kalium. Disse konsekvenser analyseres i nærværende rapport. Analysen er bestilt og hovedsagelig finansieret af Energinet.dk. Analysen indgår desuden som en del af AgroTechs resultatkontrakt med Videnskabsministeriet om Grøn Energi. Skejby, juni 2011 Kurt Hjort-Gregersen Seniorkonsulent AgroTech A/S 2011 side 3

4 INDHOLD 1. Sammendrag Baggrund og historik Analysens formål Interessen for energiudnyttelse af fiberfraktion og koncentrerede gødningstyper, incitamenter og behov for separering af gylle Energipotentialer Næringsstofflow og udnyttelse Effekter for emissioner af drivhusgasser ved biogas og forbrænding Driftsøkonomi, samfundsøkonomi og CO 2 -reduktionsomkostninger Konsekvensanalyse og diskussion Konklusion Kilder: side 4

5 1. SAMMENDRAG I regeringens Grøn-Vækst plan er det bestemt, at 50 % af al husdyrgødning skal anvendes til energiformål i Der er imidlertid ikke nogen nærmere specifikation af, ved hvilken teknologi energikonverteringen skal foregå. Der tegner sig flere teknologiske muligheder, som helt eller delvist vil kunne komme til at bejle til den samme husdyrgødning, hvorved der vil/kan opstå en konkurrencesituation. Det er formålet med denne rapport at analysere de mulige konsekvenser heraf. Der er som nævnt flere teknologiske muligheder: Biogas Forbrænding Forgasning og pyrolyse. Under danske forhold må der siges at være mest erfaring med biogas. Ved forbrænding kan konventionel teknologi bringes i anvendelse og kan derfor umiddelbart etableres, i det mindste i stor skala. Forgasning og pyrolyse er teknologier, der fortsat er under udvikling. Derfor fokuserer nærværende analyse på biogas og forbrænding. Biogasanlæg kan producere energi af gylle, men vil i fremtiden, på grund af det høje energiindhold, efterspørge mere koncentrerede gødningstyper som dybstrøelse og fiberfraktion fra separeret gylle. Forbrænding, forgasning og pyrolyse skal alle bruge faste fraktioner og kan derfor ikke umiddelbart behandle gylle. Det betyder, at der i fremtiden kan opstå konkurrence om de koncentrerede gødningsfraktioner, der er til rådighed, hvor en udvikling, der fremmer den ene teknologi, sker på bekostning af den anden. Spørgsmålet er så, hvilken der i givet fald er at foretrække og hvilke konsekvenser, det har for mulighederne for energiudnyttelsen af husdyrgødning i Danmark på længere sigt. Et andet spørgsmål er hvor store mængder af især fiberfraktion, der i fremtiden vil være til rådighed. Dette styres i nogen grad af de såkaldte harmoniregler, der foreskriver, at der skal være et vist areal til rådighed i forhold til husdyrproduktionen på den enkelte bedrift, for at bedriften kan siges at være i harmoni. Det har i visse perioder og i visse områder medført meget høje jordpriser og priser på forpagtning. Hvis der foretages en mekanisk separering af gyllen, og fiberfraktionen afsættes til fx biogas eller forbrænding, opnås en reduktion i det krævede harmoniareal for den enkelte bedrift. Dette rummer klare incitamenter for husdyrproducenter, der ikke selv råder over tilstrækkeligt harmoniareal til at foretage gylleseparering. Der er imidlertid andre måder at håndtere harmonispørgsmålet på. Husdyrproducenten kan nemlig indgå aftaler med planteavlere om at afsætte sin overskudsgylle til dem, hvorved planteavlernes jorde udgør harmoniarealet for den pågældende gylle. Det kunne tidligere være vanskeligt at finde planteavlere, der ville indgå gylleaftaler. Men de senere års stigning i gødningspriserne har ændret dette, så det i dag de fleste steder er lettere at finde aftagere. Dermed kan gylleoverførselsaftaler være med til at dæmpe lysten til at foretage gylleseparering og derved påvirke den mængde af fiberfraktion, der vil være til rådighed for energiproduktion på sigt. Seniorkonsulent Thorkild Qvist Frandsen, Agrotech skønner imidlertid, at 25 % af gyllen kan forventes separeret om ti år, bl.a. fordi der også er håndteringsmæssige fordele forbundet med gylleseparering, hvilket i givet fald vil betyde, at der produceres ca tons fiberfraktion fra kvæg og svinegyl side 5

6 le. Her vil det også få betydning, under hvilke vilkår fiberfraktionen efterfølgende kan afsættes. Er der omkostninger forbundet med afsætningen, eller er fiberfraktionen så attraktiv til energiproduktion, at der kan opnås indtægter ved salg? Det er opgjort, at der årligt opsamles godt 37 mio. tons husdyrgødning i Danmark, heraf knap 33 mio. tons i form af gylle. Resten er dybstrøelse, staldgødning og ajle. Når man ser på det enkelte ton fiberfraktion eller dybstrøelse, kan der udvindes mest energi ved forbrænding, nemlig knap 2,5 MJ/ton. Lidt mindre, 2,1 MJ/ton, opnås ved biogasproduktion. Det skyldes, at hele det organiske indhold omsættes ved forbrænding, hvorimod biogasanlægget kun omsætter %. Det særlige ved biogasproduktion er imidlertid, at anvendelse af fiberfraktion tillader energiudnyttelse af en vis mængde usepareret gylle. Hvis der samtidig med et ton fiberfraktion i biogasanlægget behandles fx 4 ton gylle, opnås der samlet set et energiudbytte på 3,6 MJ, som med en vis rimelighed kan tilskrives det ene ton fiberfraktion, da det er en forudsætning for at opnå en tilstrækkelig gasproduktion for rentabel drift. Hvis al dansk dybstrøelse og fiberfraktion fra 25 % af svinegyllen forbrændes, kan der opnås et samlet energiudbytte på 11,5 PJ. Men hvis al dansk dybstrøelse og fiberfraktion fra 25 % af svinegyllen afgasses i biogasanlæg sammen med den resterende useparerede gylle, kan der opnås et samlet energipotentiale på 17,5 PJ, hvilket er særdeles relevant i Grøn Vækst sammenhæng og i indsatsen for drivhusgasreduktion. Energiudbyttet er imidlertid langt fra det eneste, der skal tages i betragtning ved vurdering af de to teknologier. Også energieffektiviteten bør inddrages, og her har gasproduktion en langt højere samfundsmæssig værdi end varmeproduktion. Der er spørgsmålet om den driftsøkonomiske rentabilitet ved de to teknologier, der er påvirket af de overordnede rammebetingelser, der gælder for hver teknologi. Desuden er der spørgsmål om den samfundsøkonomiske rentabilitet, eller rettere den omkostningseffektivitet teknologierne udviser med hensyn til drivhusgasreduktion. Her er det nødvendigt at inddrage viften af eksternaliteter, som drift af de to teknologier giver anledning til. Med udgangspunkt i rapporten Landbrug og Klima, Fødevareministeriet, 2008, er der foretaget en opdateret driftsøkonomisk analyse af et biogasfællesanlæg med en daglig behandlingskapacitet på 800 tons. Da der erfaringsmæssigt skal produceres m 3 biogas pr. ton behandlet biomasse for at opnå en rentabel produktion, indgår en betydelig mængde fiberfraktion fra separeret gylle, nemlig 85 tons på dagsbasis. Resten er kvæg- og svinegylle. Med dette biomassegrundlag vil anlægget kunne præstere et overskud på 19,50 kr. pr. ton behandlet i anlægget. I beregningen indgår en gevinst af en forbedret gødningsværdi, der er fastlagt til 10,50 kr. pr. ton. I ovennævnte rapport blev drivhusgasreduktionen som følge af drift af det pågældende anlæg beregnet til ca. 40 kg CO 2 ækv. pr. ton af den oprindelige gyllemængde. Det svarer til 70 kg pr. ton behandlet i anlægget. Reduktionen opnås ved substitution af naturgas og reduktioner af lattergas og methan fra lagring og gødningsanvendelse. I biogasalternativet er der dog et mindre bidrag på 7,7 kg CO 2 ækv. pr. ton behandlet i anlægget som følge af mindre kulstoflagring i jord (er fratrukket). Ved forbrænding tabes alt kvælstof, som forsvinder med røggassen. Fosfor bindes i asken, og afhængigt af forbrændingstemperaturen bliver den utilgængeligt som plantenæringsstof. Det er dog muligt at regenerere fosfor, så det kan genanvendes, men 2011 side 6

7 det er ifølge det oplyste p.t. for dyrt. Disse forhold er inddraget i den samfundsøkonomiske analyse. Den samfundsøkonomiske analyse for biogasbehandling viser CO 2 reduktionsomkostninger på 95 hhv. 86 kr./ton CO 2 ækv. med eller uden kulstoflagring i den budgetøkonomiske analyse og 128 hhv. 116 kr./ton CO 2 ækv. med eller uden kulstoflagring i den såkaldt velfærdsøkonomiske analyse. Tilsvarende er der foretaget beregninger for afbrænding af gyllefibre. Udgangspunktet er, at der separeres tons på årsbasis hhv. rå og afgasset gylle. Det første giver tons fiber, det sidste tons, da noget af det organiske materiale allerede er omsat i biogasanlægget. Den driftsøkonomiske analyse viser en nettoomkostning på 12 kr. pr. ton gylle ved rå fiber og netop balance ved afgasset fiber. Fra Landbrug og Klima er det fundet, at forbrænding af rå fibre giver anledning til en drivhusgasreduktion på 26 kg CO 2 ækv. pr ton gylle, der separeres, og for den afgassede gylle er tallet 19 kg CO 2 ækv. pr. ton gylle. Men da der slet ikke tilbageføres organisk materiale til dyrkningsjorden, er effekten på jordens kulstofindhold meget markant, idet der næsten sker en halvering af drivhusgasreduktionen til 14 hhv. 19 kg CO2 æq. pr. ton gylle. Det har i sagens natur stor betydning for teknologiens omkostningseffektivitet, idet den er hhv kr. pr. ton CO 2 ækv. for afbrænding af rå fiber og hhv. 948 ved afbrænding af afgasset fiber. Begge dele fundet i den velfærdsøkonomiske analyse. Analyserne kan imidlertid ikke siges at være fuldt uddybende. Et punkt, der ikke er inddraget, er, at biogas er velegnet til kraftvarmeproduktion og dermed samfundsmæssigt set en mere højværdig energiform end fx ren varmeproduktion, som formentlig vil blive resultatet i de forbrændingsscenarier, der refereres til i rapporten. Hertil kommer, at der sandsynligvis bliver tale om helt eller delvist substitution af anden biomasse, hvorved forudsætningen om fortrængning af naturgas, som er anvendt i analyserne, er diskutabel, og dermed de fundne CO 2 -reduktioner for så vidt angår energidelen ved forbrænding i nogen grad tvivlsom. Konsekvensanalysens hovedkonklusioner Analysen viser, at biogasproduktion er den mest fordelagtige løsning med hensyn til realisering af det størst mulige energipotentiale fra husdyrgødning, det drifts- og samfundsøkonomisk mest rentable med den bedste omkostningseffektivitet mht. drivhusgasreduktion. Forbrændingsløsningen har nok en fordel, når det drejer sig om kvælstofudvaskning, men kvælstofindholdet tabes ved forbrændingen, og der må derfor kompenseres med handelsgødning. Desuden medfører forbrændingen, at fosfor bliver utilgængeligt som plantenæringsstof i den foreliggende form. Den kan ganske vist regereres med syre, men det er indtil videre for dyrt, og disse tab er en samfundsøkonomisk omkostning. Det er i analysen vurderet, at 25 % af husdyrgødningen kan forventes separeret indenfor ti år. Det er beregnet, at hvis den derved producerede fiberfraktion forbrændes sammen med øvrig dybstrøelse, kan der realiseres et energipotentiale på 11,5 GJ på årsbasis. Hvis de samme fraktioner derimod anvendes til biogasproduktion sammen med den resterende useparerede gylle, kan der realiseres 17,5 GJ på årsbasis side 7

8 Som det ser ud for nærværende, er biogasproduktion baseret på flydende husdyrgødning ikke økonomisk rentabel. Derfor vil en fremtidig husdyrgødningsbaseret biogasudbygning være betinget af, at der kan skaffes en vis mængde fiberfraktion eller andre faste gødningsfraktioner til biogasproduktion. Det betyder, at hver gang, der forbrændes fiberfraktion eller dybstrøelse, reduceres mulighederne for at realisere potentialet for biogasproduktion. De driftsøkonomiske analyser tilsiger, at biogasanlæggene umiddelbart står stærkest i den konkurrence. Der arbejdes imidlertid, som anført i rapporten, på at etablere kapacitet til forbrænding af koncentrerede husdyrgødningstyper. Hvis det sker vil der sandsynligvis findes landmænd, der er villige til at levere fx fiberfraktion til forbrænding, også selv om de skal betale for det, fordi det er lettere end at skulle indgå overførselsaftaler for gylle med naboer, og især fordi det er lettere end at etablere et biogasfællesanlæg, der er en lang og sej proces. Det er ikke muligt at vurdere hvilket omfang anvendelsen af fiberfraktion til biogas vil få. Der er heller ikke fuldt overblik over situationen i dag, og der er derfor brug for et forbedret datagrundlag herfor, ligesom manglende viden blandt landmænd og biogasanlæg om mulighederne kan synes utilstrækkelig. Udbuddet af fiberfraktion vil givet vis være påvirket af den fremtidige udvikling i husdyrproduktionen og mulighederne for afsætning til energiformål, og da især på hvilke vilkår leverancen af fiberfraktion eller dybstrøelse kan foregå. Hvis der skal betales for afsætningen, vil det helt sikkert dæmpe lysten til at foretage gylleseparering. Den driftsøkonomiske analyse peger på, at biogasanlæggene nok har de bedste forudsætninger for at modtage fiberfraktionen, uden at landmanden skal betale for det ud over omkostningerne til separering og transport. Man kan undre sig over, at behandlingen af fiberfraktion på biogasanlæg ikke har nået et større omfang, end det er tilfældet i dag, eftersom manglen på egnet affald har været udtalt i en årrække. En forklaring er en vis vanetænkning, en anden er, at mange af de eksisterende anlæg ikke umiddelbart kan håndtere væsentligt højere tørstofmængder. Men det kommer, flere af de senest etablerede anlæg modtager fiberfraktion, og ganske mange projekter under planlægning indkalkulerer fiberfraktion i biomassegrundlaget side 8

9 2. BAGGRUND OG HISTORIK I løbet af 1990 erne opstod der i landbruget gradvist en stigende interesse for gylleseparering. Denne udvikling fortsatte i begyndelsen af det nye årtusind i takt med en accelererende strukturudvikling i husdyrbruget, mod stadigt større bedrifter. Dette blev muliggjort af gradvise lempelser af landbrugslovgivningen, således at det fra begyndelsen af 1990 erne blev lettere at samdrive og sammenlægge bedrifterne med større indbyrdes afstand, end det tidligere var muligt. Men samtidig var der fortsat i lovgivningen regler, der havde til formål at sikre harmoni i bedrifterne. For det første blev de såkaldte harmoniregler indført med vandmiljøplanen fra 1987, der foreskrev mængdemæssige maksimumsgrænser for udspredning af husdyrgødning pr. arealenhed, ligesom der blev indført begrænsninger i de perioder, hvor der kan udspredes. For det andet indeholdt landbrugsloven et krav om stigende ejerandel af harmoniarealet ved stigende husdyrproduktion. Dette havde til formål at sikre mod etablering af jordløse husdyrbrug. Harmonireglerne er siden blevet strammet og forventes fortsat at blive strammet, hvorimod landbrugslovens arealkrav med den seneste lovrevision er lempet væsentligt, hvilket muliggør en fortsat strukturudvikling i husdyrbruget. De nævnte restriktioner var medvirkende til, at ekspanderende husdyrproducenter stadigt måtte være på udkig for at opkøbe jord, når lejligheden bød sig. Sammen med gradvist faldende renter medførte dette, at jordpriserne, især i de husdyrtætte områder, fra midten af 1990 erne steg med stadig større styrke og indtil finanskrisen nåede historiske højder, hvor der i nogle tilfælde blev betalt mere end kr. pr. ha, en pris, som på ingen måde kunne retfærdiggøres ved indtjeningspotentialet i planteavlen, men må altovervejende tilskrives husdyrproducenternes behov for mere harmoniareal, men et vist element af spekulation har der nok også været. Konsekvensen blev som nævnt uhørt høje jordpriser, som også fik afsmittende effekt på forpagtningsafgifter, ligesom der mange steder kom pris på gylleaftaler, forstået på den måde, at planteavlere ofte tog sig betalt for at modtage overskudsgylle. I de senere år er der imidlertid gradvist indført nye regler, hvorved husdyrproducenterne delvist kunne opnå lempede harmoni og arealkrav, såfremt de foretog en separering af gyllen og afsatte fiberfraktionen til anden side. Planteavleren overtog med andre ord en del af harmoniforpligtelsen (i princippet svarende til en gylleoverførselsaftale) og skulle i sit gødningsregnskab redegøre for de modtagne mængder af husdyrgødning. Det var imidlertid ikke nødvendigvis let at finde afsætning for denne fiberfraktion, men ikke desto mindre steg interessen for gylleseparering efterfølgende markant, også selv om det ofte var forbundet med omkostninger at finde bortskaffelse for fiberfraktionen. Der blev gennem årene udført ganske betydelige anstrengelser for at udvikle teknologier til separering af gylle. Der blev i lovgivning skelnet mellem høj- og lavteknologisk gylleseparering, hvor højteknologisk separation set fra husdyrproducenternes synspunkt principielt var det mest attraktive, fordi det medførte størst lempelse af restriktionerne. Systemer som FUNKI MANURA, Biorek og Green Farm Energy var højteknologiske separeringsteknologier, der kun nåede at blive implementeret i et fåtal, før de alle led skibbrud som følge af tekniske problemer og uoverstigelige økonomiske pro side 9

10 blemer. Det var en besnærende tanke for mange husdyrproducenter, at disse teknologier skulle kunne separere gyllen i rene gødningsfraktioner og vand. Noget bedre gik det med de mere lavteknologiske separationsteknologier, hvoraf nogle blev udviklet i Danmark, hvor andre blev importeret. Det drejer sig her om decantercentrifuger, båndfiltre med kemisk fældning, skruepresser og rystesigter, nogle gange i kombination. Information om forskellige separationsteknikker kan findes på Specialkonsulent Torkild Birkmose, Videncentret for Landbrug, har i 2010 foretaget en opgørelse af mængden af husdyrgødning, der på nuværende tidspunkt separeres. Han fandt, at 51 anlæg sørger for at ca. 1 mio. ton gylle (primært svinegylle og afgasset gylle) separeres, hvilket er bemærkelsesværdigt i forhold til, at ca. 20 biogasfællesanlæg indtil for få år siden behandlede 1,3 mio. tons husdyrgødning. Gylleseparering har dermed nået et betydeligt omfang, på trods af, at det fortsat ikke er uproblematisk at afsætte fiberfraktionen. Det var især i 2005/2006, der blev opstillet mange anlæg. Siden er der kommet enkelte nye til, men også nogle har indstillet separeringen, begrundet i tekniske vanskeligheder og manglende effektivitet, for høje omkostninger eller færre harmoniproblemer. Især i forbindelse med planer om udvidelser af eksisterende husdyrbedrifter kom gylleseparering ofte i spil, fordi landmanden ved ansøgning om miljøgodkendelse skulle kunne redegøre for anvendelsen af de yderligere mængder af husdyrgødning, uanset at produktionen, af flere grunde, først kunne etableres flere år senere. Det kan eksempelvis være vanskeligt at indgå overførselsaftaler for gylle, hvis de først træder i kraft om 2-3 år, hvorimod, hvis der kunne indskrives en mulighed for forbrænding af fiberfraktion i ansøgningen, dette problem ville være løst uden yderligere jordkøb eller besvær med gylleaftaler eller forpagtning. Der kom hurtigt flere firmaer til, der søgte at udvikle enkeltgårdsbaserede systemer til forbrænding af gyllefibre. Men det var planlægningen af et stort biogasanlæg i Maabjerg ved Holstebro, der for alvor kom til at initiere diskussionen om forbrænding af fiberfraktion. Her havde man beregnet for et stort husdyrintensivt område, at der i den afgassede gylle ville være et overskud af næringsstoffer, som det ville være formålstjenligt at forbrænde i det nærliggende fjernvarmeværk. Problemet var imidlertid, at forbrænding af fiberfraktion på daværende tidspunkt ville medføre en affaldsforbrændingsafgift på 330 kr. pr. ton fiber. På given foranledning blev der i 2005 nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der skulle analysere perspektiverne i forbrænding af fiberfraktion fra separeret gylle. Arbejdsgruppens analyser resulterede en rapport, hvori der blev konkluderet, at det var både drifts- og samfundsmæssigt forsvarligt at foretage forbrænding af overskydende fiberfraktion, såfremt der ikke skulle betales affaldsforbrændingsafgift. Vurderingen var, at det sandsynligvis ville blive tale om fiberfraktion fra afgasset gylle. Efterfølgende blev gødningslov og husdyrbekendtgørelse ændret, så næringsstofferne i forbrændt fiberfraktion ikke længere skulle indgå i gødningsregnskaberne, og affaldsforbrændingsafgiften blev, efter godkendelse i EU, fjernet for så vidt angår fiberfraktion fra afgasset gylle, men bibeholdt for andre gødningstyper. Det var der imidlertid ikke tilfredshed med alle steder. Dele af landbruget og især fabrikanter af gårdbaserede forbrændingssystemer rejste i de efterfølgende år en debat med det formål også at få fjernet affaldsforbrændingsafgiften ved forbrænding af husdyrgødning og fiberfraktion, der ikke forudgående havde været behandlet i biogasanlæg. Det skete i forbindelse med Grøn Vækst planen fra 2008, hvor der ikke skelnes mellem biogas og forbrænding, men alene tales om energiudnyttelse af 50 % af husdyrgødningen i Som 2011 side 10

11 led i planen blev affaldsforbrændingsafgiften fjernet og delvist erstattet af en ny energiafgift. Derimod blev der ikke ændret på kravene til røggasrensning. Status for forbrænding er, at Maabjerg Bioenergi er under opførelse, og fiberfraktion herfra skal forbrændes i Dong Energys forbrændingsanlæg i umiddelbar tilknytning hertil. Desuden har Vattenfall påbegyndt undersøgelser om mulighederne og potentialet for forbrænding af gyllefiber ved f.eks. Fynsværket i Odense. Der blev etableret et mindre antal gårdbaserede forbrændingssystemer fra firmaet Samson-Bimatek som pilot eller demonstrationsprojekter, men systemet markedsføres ikke længere, eftersom det ikke kan overholde lovgivningens krav til røggasrensning. Paradoksalt nok tog udviklingen med biogasfællesanlæg i Danmark ligeledes sit udgangspunkt i vandmiljøhandlingsplanen fra Dvs. de første to anlæg var ganske vist etableret, men det var med planens krav om opbevaringskapacitet, at landmændene fik øjnene op for mulighederne i fælles løsninger, godt hjulpet af særligt gunstige støtteordninger. Fra 1988 blev et tværministerielt demonstrationsprogram for biogasfællesanlæg nemlig iværksat, og en række nye anlæg blev etableret med støtte fra dette og efterfølgende programmer gennem de næstfølgende ti år. Det var især muligheden for at etablere fælles lagerkapacitet for gylle, der virkede motiverende for datidens husdyrproducenter. Men de så naturligvis også positivt på muligheden for at opnå forbedret næringsstofudnyttelse, reduktion af lugtgener ved udbringning og i et vist omfang muligheden for omfordeling af husdyrgødning. Demonstrationsprogrammet og de senere udviklingsprogrammer blev understøttet af særlige moniteringsprogrammer, hvor bl.a. drifts- og økonomiresultater blev moniteret og dokumenteret, hvorved de indhøstede erfaringer kunne indbygges i nye anlæg. Efterhånden fungerede teknikken stabilt, og de økonomiske resultater blev forbedret. I 2002 var vurderingen, at teknologien nu var rentabel uden anlægstilskud, men med bibeholdelse af de direkte og indirekte subsidier i form af afgiftsfritagelser og elproduktionstilskud. Bag denne vurdering lå en forudsætning om, at der fortsat kunne tilføres ca. 25 % organisk industriaffald, der var nødvendig for at kunne opnå en tilstrækkelig gasproduktion. Det havde nemlig vist sig, at der med tilsætning af organisk affald kunne opnås en flerdobling af gasproduktionen. Da der som nævnt gradvist var kommet styr på drift og omkostninger, oplevede biogasanlæggene en længere årrække med generelt positive økonomiske resultater, så længe de bare kunne skaffe affald nok. Tilsætningen af affald betød også, at mange anlæg kunne, og enkelte fortsat kan, opnå betydelige indtægter i form af modtagegebyrer ved modtagelse af affald. For enkelte anlæg udgjorde dette helt op til 25 % af omsætningen. Men det varede ikke længe, før der opstod konkurrence mellem anlæggene om affaldet. Som led i denne udvikling kom der en række firmaer til, som fungerede som mellemhandlere for affald. Det gjorde det nok til tider lettere at skaffe det nødvendige affald, til gengæld kom der pris på varerne, så fordelen for anlæggene netto blev mindre. Denne situation blev markant forværret omkring årtusindskiftet, hvor der som følge af særligt gunstige støtteordninger blev etableret ca. 50 nye gårdbiogasanlæg, der var mindst lige så afhængige af affald som fællesanlæggene. I nogle tilfælde sørgede anlægsleverandørerne for at fremskaffe affald i de første år, men også dette blev naturligvis vanskeligere. Det medførte, at det danske marked for affald fra begyndelsen af det nye årtusind på det nærmeste var støvsuget for affald. Både anlæggene selv og de nævnte firmaer øgede derfor importen af egnet affald til biogasproduktion. Det drejede 2011 side 11

12 sig typisk om affald fra fiskeindustrien i Norge og glycerin fra biodiesel produktion i andre europæiske lande. Det gik da også rigtig fint i en periode i midten af dette årti, men udbygning med biogasanlæg i flere europæiske lande, hvor rammmebetingelserne ofte er langt bedre end herhjemme, medførte, at efterspørgslen efter glycerinaffald fra disse lande øgedes, og i takt hermed blev det vanskeligere at få det til Danmark, og mængderne svandt ind. Biogasbranchen etablerede for nogle år siden sit eget selskab til indkøb af udenlandsk affald, men uden den helt store succes. Derfor står de danske anlæg i dag i en situation, hvor de mangler affald, eller hvor det bedste affald ofte er for dyrt. En løsning på dette problem er at tilføre mere koncentrerede gødningstyper som fast gødning fra fjerkræ og mink, dybstrøelse fra kvæg og svin, men ikke mindst fiberfraktion fra separeret gylle, altså præcis de samme typer af husdyrgødning, som alternativt kan anvendes til forbrænding. En række nuværende biogasanlæg er økonomisk pressede som følge af manglen på affald, og da en fremtidig strategi med anvendelse af organisk affald ikke synes mulig for et større antal anlæg, er det bydende nødvendigt, at der kommer gang i en omstillingsproces, når det drejer sig om hvilke biomasser, der skal tilføres anlæggene side 12

13 3. ANALYSENS FORMÅL Eftersom Grøn Vækst planen udtrykker høje ambitioner om energiudnyttelse af husdyrgødning (50 % i 2020), der ikke er mere affald at få, skal fremtidige biogasanlæg med stor sandsynlighed i et vist omfang basere sig på tilførsel af koncentrerede typer af husdyrgødning, herunder fiberfraktion fra separeret gylle, i kombination med gylle som hidtil. Eftersom alternativet hertil, forbrænding, ligeledes vil blive baseret på faste gødningstyper, dybstrøelse og fiberfraktion, vil der som udgangspunkt være en risiko for, at de to metoder til energiudnyttelse af husdyrgødning kan komme til at efterspørge de samme råvarer, hvorved der kan opstå en konkurrencesituation. Det er formålet med denne undersøgelse at analysere konsekvenserne af en sådan, når man ser det i forhold til ambitionerne i Grøn Vækst. I stedet for tilsætning af fiberfraktion kunne en alternativ strategi for biogasanlæggene være tilførsel af energiafgrøder, som fx roer og majsensilage, men rentabiliteten heri er efter forfatternes vurdering tvivlsom med de nuværende danske afregningsvilkår for den producerede energi. Der findes dog også aktører i markedet, der ser mere positivt på mulighederne i at anvende energiafgrøder. Som det imidlertid fremgår af nedenstående, må det i fremtiden forventes, at andelen af gylle, der separeres, vil stige, og den energimæssige anvendelse af fiberfraktionen herfra er denne analyses primære fokus. En analyse af energiafgrøder til biogasproduktion ligger uden for rammerne af nærværende analyse. Der henvises i stedet til Fødevareministeriets rapport Landbrug og Klima fra 2008, hvor disse forhold er analyseret side 13

14 4. INTERESSEN FOR ENERGIUDNYTTELSE AF FIBERFRAK- TION OG KONCENTREREDE GØDNINGSTYPER, INCITA- MENTER OG BEHOV FOR SEPARERING AF GYLLE Der kan opstilles to hovedhensyn, når det drejer sig om håndtering og anvendelse af husdyrgødning, som må have betydning for den overordnede samfundsmæssige vurdering og valg af metode til energiudnyttelse. For det første er der gødnings- og ressourcevinklen, der hænger snævert sammen med miljøhensynet, hvor en optimeret gødningsudnyttelse er et vigtigt formål for at minimere tabet af næringsstoffer til miljøet, samt hensynet til at fosfor er en knap ressource. For det andet er der energivinklen, hvor formålet må være at opnå den samlet set højest mulige energiudnyttelse af den forhåndenværende husdyrgødningsressource. Det er de hensyn, der søges forenet og er baggrunden for ambitionen om energiudnyttelse af 50 % af husdyrgødningen i Biogasanlæggene er kendt for, udover klimaaspektet ved energiproduktionen, også at initiere en række afledte fordele for miljøet, når det drejer sig om næringsstofudnyttelsen, fordi der i anlægget sker en mineralisering af organisk bundet kvælstof, som derved bliver mere plantetilgængeligt og lettere at udnytte med mindsket kvælstofudvaskning til følge. Samtidig medfører opblandingen af kvæg- og svinegylle i anlæggene, at der sker en vis omfordeling af fosfor og kalium. Endelig er fællesanlæggene i stand til at distribuere egentlig overskudsgylle til planteavlere eller andre landmænd, der har mulighed for at modtage og udnytte næringsstofindholdet inden for de gældende harmoniregler. Harmonireglerne regulerer primært kvælstoftilførslen, og det betyder, at der med det faktiske næringsstofindhold i den afgassede gylle i mange tilfælde overgødskes med specielt fosfor, især i korndominerede sædskifter. Dette vil imidlertid ændres i fremtiden, såfremt kommende anlæg delvist vil basere biomassetilførslen på fiberfraktion fra separeret gylle, idet fosforindholdet i den tynde fraktion, der vil blive anvendt til gødningsformål i lokalområdet, har et langt mere passende indhold af fosfor. Dog vil der være tilfælde, hvor fraførslen af fosfor er større end behovet i planteproduktionen, og derfor må der kompenseres med indkøbt handelsfosfor. Tilførsel af store mængder fiberfraktion vil medføre, at fosforindholdet i den afgassede gylle bliver højere end normalt, og derfor vil stort set hele mængden formentlig skulle separeres efter afgasningen på anlægget, (som det sker p.t. ved Morsø Bioenergi). Fiberfraktionen herfra skal så distribueres til gødningsformål eller subsidiært forbrændes til energiformål, dersom der ikke ud fra en økonomisk betragtning kan findes attraktiv afsætning. Endelig kan fiberfraktionen behandles termisk, kemisk eller med enzymer, som det sker i Tyskland, for derefter at recirkuleres i anlægget for at opnå en yderligere omsætning og energiproduktion. Hvis energiudnyttelsen i stedet foretages ved forbrænding af fiberfraktionen fra separeret gylle, vil den flydende fraktion alt andet lige have et passende næringsstofindhold svarende til situationen, hvor fiberfraktionen tilføres biogasanlæg, dog med den 2011 side 14

15 forskel, at der ikke er nogen effekt på den del af gyllen, der alternativt behandles usepareret i biogasanlægget. Omvendt betyder forbrændingen, at alle næringsstofferne i fiberfraktionen tages helt ud af kredsløbet og må kompenseres ved indkøb af handelsgødning, i det omfang der ikke er tale om egentlige overskud. I denne sammenhæng er det vigtigt at understrege, at verdens fosforressourcer er begrænsede, så det på sigt vil være afgørende at kunne genanvende fosfor fra husdyrgødning i videst muligt omfang og ikke miste den i form af aske, som deponeres. Fra en energimæssig synsvinkel er der ligeledes flere hensyn at tage. Overordnet set handler det for det første om hvor stor en del af den samlede husdyrgødningsmængde, der kommer i spil til energiudnyttelse. Dernæst om hvor stor en del af energipotentialet, der netto kan realiseres pr. ton husdyrgødning, der anvendes. Desuden har det betydning, igen set fra en samfundsmæssig vinkel, hvordan den producerede energi nyttiggøres, dvs. om der er tale om kraftvarmeproduktion eller ren varmeproduktion, herunder hvilke alternative brændsler, der substitueres. Endelig har det betydning hvilke emissioner af luftforurenende partikler og stoffer, der vil forekomme ved den valgte metode til energiudnyttelse af husdyrgødning. Derfor stilles der skrappe krav om røggasrensning ved forbrænding. Energiproducenternes interesse i at anvende husdyrgødning til energiformål Med hensyn til forbrænding tegner der sig to mulige typer af energiproducenter. Den ene er landmænd, der ønsker sig et decentralt, gårdbaseret forbrændingssystem. Den anden er store aktører, der ønsker at producere energi på store centrale, eksisterende eller nye varme eller kraftvarmekedler. Konkret kendes til planer hos Dong Energy, der skal stå for forbrænding af fiberfraktionen fra biogasanlægget Maabjerg Bioenergy og Vattenfall, der undersøger muligheden og potentialet for forbrænding af ubehandlede gyllefibre på f.eks. Fynsværket. Disse planer baserer sig antageligt på overvejelser om, at det er forretningsmæssigt interessant at indfyre disse brændsler som alternativ til træflis for Maabjergværkets vedkommende og halm for Fynsværkets vedkommende. Landmænd, der ønsker at forbrænde gyllefibre hjemme på gården, kan næppe siges at have energiproduktionen som den primære interesse, mere herom nedenfor. For biogasanlæggenes vedkommende er den nuværende strategi med tilførsel af organisk affald ikke gangbar i en storstilet udbygning. Med mindre der fra politisk hold ønskes en strategi som i Tyskland, hvor biogasproduktionen altovervejende baseres på energiafgrøder, må rækken af nye anlæg, der er i støbeskeen, primært basere produktionen på husdyrgødning. Og eftersom energitætheden i gylle som følge af det relativt lave tørstofindhold erfaringsmæssigt er for lavt til at give en tilstrækkelig høj gasproduktion, vil gyllen skulle suppleres med mere koncentrerede typer af husdyrgødning, herunder fast gødning fra fjerkræ, dybstrøelse fra kvæg og svin samt fiberfraktion fra gylle separeret på nogle af de tilknyttede gårde. Det er erfaringen, at større biogasfællesanlæg skal opnå et gennemsnitligt gasudbytte i den tilførte biomasse på mellem 30 og 35 m 3 biogas pr. ton tilført biomasse for at opnå en tilstrækkelig høj gasproduktion til at opnå økonomisk rentabel drift. Dette er illustreret i nedenstående tabel, som er et tænkt, men ikke urealistisk eksempel på, hvordan biomassesammensætningen kunne se ud for nye anlæg side 15

16 Tabel 1. Eksempel på biomassesammensætning for et nyt anlæg. Tons TS % Tons TS VS % VS i kg CH 4 /kg VS CH 4 Slagtesvinegylle 500 4,5 22,5 0, , Kvæggylle 300 7,5 22,5 0, , Dybstrøelse kvæg , , Fiberfraktion fra svinegylle , , Fast fjerkrægødning , , I alt , Gennemsnitligt gasudbytte, Nm 3 ch 4 /ton biomasse 21,2 Gennemsnitligt gasudbytte, Nm 3 biogas/ton biomasse 32,6 Tørstofprocent i tilført 11,2 Mængde svinegylle separeret DVS andel svinegylle separeret i % 60 Tørstofprocenterne for henholdsvis kvæg- og svinegylle er gennemsnit af tørstofindholdet i gylle leveret til henholdsvis Linkogas og Lemvig Biogas. Tabellen viser et eksempel på, hvordan biomassesammensætningen kunne se ud for et nyt biogasfællesanlæg med en daglig behandlingskapacitet på tons. Heraf er de 800 tons gylle, 100 tons er dybstrøelse og fast gødning, og endelig er der forudsat 100 tons fiberfraktion fra separeret svinegylle. Tabellen viser også, at der skal separeres hele tons svinegylle, for at der kan tilføres 100 tons fiberfraktion. Anlægget vil derfor helt eller delvist kunne energiudnytte i alt tons husdyrgødning pr. dag, dog med det forhold at den flydende fraktion, der udgør ca. 92 % af den separerede gylle, forbliver på gårdene og ikke behandles yderligere. Det fremgår endvidere, at det beregnede gasudbytte er på ca. 32 Nm 3 biogas pr. m 3 biomasse behandlet, der som nævnt erfaringsmæssigt er break-even punktet for økonomisk rentabilitet. Bidraget fra fiberfraktion og fast gødning/dybstrøelse, der ikke betyder meget målt i tons, tegner sig imidlertid for ca. 56 % af den samlede gasproduktion. Det er ikke sikkert, at biomassesammensætningen i praksis kommer til at se helt sådan ud. Det afhænger dels af hvilke gødningsressourcer, der er til rådighed i lokalområdet, dels af husdyrproducenternes lyst/behov for at tilslutte sig anlægget, men i særdeleshed hvordan betingelserne for leverance af de forskellige gødningstyper udformes. Under alle omstændigheder kan det slås fast, at den økonomiske rentabilitet i biogasfællesanlæg, der udelukkende skal basere biogasproduktionen på husdyrgødning, er afhængig af en ikke ubetydelig tilførsel af koncentrerede gødningstyper som fast gødning, dybstrøelse og fiberfraktion. Nu er det ikke ligegyldigt hvilken separeringsteknologi, der bringes i anvendelse. Af økonomiske årsager har husdyrproducenterne umiddelbart størst incitament til at anvende en skruepresse. Men set fra energiproducentens synspunkt, i det mindste for biogasanlæggene, er det afgørende, at den fiberfraktion, de modtager, har et så højt energiindhold som muligt. Dette opnås bedst med decantercentrifuge med polymertilsætning eller kemisk fældning i kombination med et båndfilter, men det er til gengæld en dyrere løsning for landmændene. Tabel 2 viser gaspotentialet i gylle separeret med forskellig teknologi side 16

17 Tabel 2. Tørstofindhold og gasudbytter i fiberfraktion fra svinegylle ved forskellig separeringsteknik og lang opholdstid. Teknologi Tørstofindhold i fiber % Gasudbytte, m 3 CH 4 /ton Skruepresse Decantercentrifuge + polymer Kemisk fældning + båndfilter Kilde: Henrik B. Møller, Aarhus Universitet Tallene repræsenterer flere mærker af separationsudstyr, for så vidt angår skruepresser og decantercentrifuge. Når resultaterne for skruepresser er noget lavere end de øvrige, hænger det sammen med en ringere separationseffektivitet. Det er især det opløste og let omsættelige tørstof, der forbliver i den tynde fraktion og dermed ikke kommer med til biogasanlægget, som for sin del har vanskeligere ved at omsætte de tungest nedbrydelige fibre. Fra biogasanlæggenes synsvinkel gælder det derfor om at få mest muligt organisk tørstof med, da det giver de bedste gasudbytter. Til forbrænding gælder det om at opnå et så tørt materiale som muligt. Derfor vil de mest effektive skruepresser formentlig være en udmærket løsning, hvis forbrænding er slutmålet. Husdyrproducenternes incitamenter for at levere koncentrerede gødningstyper til energiproduktion Som udgangspunkt vil det være harmonireglerne, der er drivkraften for den enkelte husdyrproducent, hvis han vælger at foretage en separering af sin gylle og levere fiberfraktionen til energiformål. Harmonireglerne fastsætter et minimum af areal til rådighed i forhold til husdyrproduktionen med henblik på at regulere tildelingen af husdyrgødning. For svinebrug er det 1,4 DE pr. ha. (1 DE = 100 kg N), for kvægbrug er det 1,7 eller 2,3 DE pr. ha, afhængigt af hvor stort grovfoderarealet er. Andre reguleringer, nitratdirektiv, vandrammedirektiv og natura 2000 planer, kan imidlertid lokalt medføre skrappere begrænsninger. Tilstrækkeligt harmoniareal kan opnås ved enten at eje det nødvendige areal, en kombination af eje og forpagtning samt skriftlige overførselsaftaler for den gødningsmængde, der er i overskud. Det er op til den enkelte husdyrproducent at undersøge hvilken af de alternative løsninger, der er mest økonomisk i den givne situation, herunder også overvejelser om gylleseparering kunne være en løsning. Det er selvsagt i de husdyrtætte områder, at harmonireglerne volder mest hovedbrud, fordi øget efterspørgsel på arealer til spredning af gylle kan få jordpriserne til at stige, hvilket naturligt har en afsmittende effekt på forpagtningsafgifterne, ligesom det også kan blive dyrere at etablere overførselsaftaler. En løsning, der er til rådighed, er gylleseparering. Hvis begge fraktioner fortsat anvendes til gødningsformål, skal der fortsat findes harmoniareal til begge dele. Det gælder også, hvor fiberfraktionen evt. afsættes til biogasanlæg, men det kan i givet fald aftales, at det efterfølgende er biogasanlægget, der står for at finde afsætning for overskuddet og dermed det fornødne areal. Det er anderledes, hvis fiberfraktionen forbrændes til energiformål, så er næringsstofferne så at sige ude af systemet. Det er denne mulighed, der har tiltrukket mange husdyrproducenter ved ideen om forbrænding af husdyrgødning side 17

18 Som det er tilfældet ved Maabjerg Bioenergi, kan der imidlertid foretages en afgasning af husdyrgødningen i biogasanlæg før forbrænding af overskydende fiberfraktion. Men alt dette kræver, at landmændene har tilstrækkelige incitamenter til at foretage en gylleseparering, og det vil som udgangspunkt kræve, at det netto er den billigste måde at løse evt. harmoniproblemer på. Videncentret for Landbrug har udviklet en regnearksmodel, der kan anvendes som beslutningsværktøj ved overvejelser om gylleseparering, idet årlige omkostninger til gylleseparering ved anvendelse af forskellige separationsteknikker kan sammenlignes med øvrige løsningsmodeller for harmoniproblemerne. I modellerne er der taget højde for den nuværende lovgivning. Der er foretaget en analyse for et kvægbrug og et svinebrug, der i èt scenarie ikke har harmoniproblemer, og i et andet scenarie, hvor der opstår harmoniproblemer, i forbindelse med at bedriften ønskes udvidet. For hver brugstype og hvert scenarie er der foretaget en beregning ved anvendelse af både en skruepresse og en decantercentrifuge med polymer tilsætning. Nedenstående tabel 3 viser, hvordan behovet for harmoniareal påvirkes ved indførelse af separeringsteknik på henholdsvis et (tænkt) svinebrug og kvægbrug, der i et scenarie ikke har harmoniproblemer, og et andet hvor husdyrproduktionen ønskes udvidet (fordobling). Tabel 3. Effekt for harmoniareal for husdyrproducenten ved separering og afsætning af fiberfraktion for bedrifter i harmoni og ved udvidelse. Scenarie og Antal DE Areal til Harmonibehov Harmonibehov Reduktion af separeringsteknik før/efter ha rådighed nu ha uden separering, ha efter separering, ha harmonibehov, ha Svinebrug, harmoni, skruepresse Svinebrug, harmoni, decanter Kvægbrug, harmoni, skruepresse Kvægbrug, harmoni, decanter Svinebrug, udvidelse, skruepresse Svinebrug, udvidelse, decanter Kvægbrug, udvidelse, skruepresse Kvægbrug, udvidelse, decanter 286/ ,4 204,4 151, / ,4 204,4 108,7 95,7 741/ ,9 76,1 741/ ,1 127,9 286/ ,4 408,8 302, / ,4 408,8 217,5 191,3 741/ ,9 491,8 152,1 741/ ,9 388,3 255, side 18

19 Det er en forudsætning for resultaterne i ovenstående tabel, at fiberfraktionen afsættes ud af bedriften. Den kan således overtages af en planteavler eller et biogasanlæg, som dermed overtager harmoniforpligtelsen, eller den kan afsættes til forbrænding, hvorved der ikke yderligere skal redegøres for et harmoniareal. Denne mulighed er af relativt ny dato, idet reglerne tidligere foreskrev, at fiberfraktionen skulle eksporteres ud af landet eller forbrændes, før man kunne tale om en reduktion af harmonikravene. Men i tabellen er der alene tale om den reduktion i harmoniarealet, som den landmand, der separerer gyllen opnår, når fiberfraktionen afsættes. Derfor er der i regnestykket afsat omkostninger til afsætning af fiberfraktionen. Det er imidlertid korrekt, at den landmand, der modtager fiberfraktionen nødvendigvis må have rådighed over tilstrækkeligt areal til udspredning af fiberfraktionen, men det ændrer ikke på, at den afsættende landmand opnår en reduktion i behovet for harmoniareal, som er et vigtigt incitament i forbindelse med gylleseparering. I tabellens højre kolonne vises den beregnede reduktion i harmoniarealet, der opnås ved separering. Det fremgår, at reduktionen er væsentligt større ved separering med decantercentrifuge end ved anvendelse af en skruepresse på grund af højere separeringseffektivitet. For bedrifter, der som udgangspunkt har harmoniareal nok, kan det nu overskydende harmoniareal i princippet lejes ud, der kan indgås gylleoverførselsaftaler, eller husdyrproduktionen kan udvides i et vist omfang, uden at der skal skaffes rådighed over yderligere harmoniareal. For bedrifter, der ønsker at udvide husdyrproduktionen, kan dette ske med væsentlig mindre yderligere harmoniareal, hvilket kan have stor betydning i husdyrintensive områder, hvor prisen for overførselsaftaler, tilforpagtning og jordkøb er høje, netop som følge af områdets intensive husdyrhold. I tabel 4 vises de beregnede årlige omkostninger til løsning af evt. harmoniproblemer ved enten gylleseparering og afsætning af fiberfraktion til biogasanlæg, overførselsaftaler, tilforpagtning eller jordkøb side 19

20 Tabel 4. Årlige omkostninger til løsning af evt. harmoniproblemer. Scenarie og Nettoomkost- Omkostninger Omkostninger Omkostninger separeringsteknik ninger ved separering ved gylleoverførselsaftaler ved jordleje kr./år ved jordkøb kr./år kr./år kr./år Svinebrug, harmoni, skruepresse Svinebrug, harmoni, decanter Kvægbrug, harmoni, skruepresse Kvægbrug, harmoni, decanter Svinebrug, udvidelse, skruepresse Svinebrug, udvidelse, decanter Kvægbrug, udvidelse, skruepresse Kvægbrug, udvidelse, decanter Når der foretages en separering af gyllen, og fiberfraktionen afsættes, opnås der en række fordele ud over en reduktion af harmoniarealet. Det drejer sig om besparelser på omrøring af gylletanke, sparede udbringningsomkostninger samt en besparelse i omkostninger til indkøb af kvælstof, fordi der ved anvendelse af den tynde fraktion på egne jorde kan udnyttes en større andel af eget kvælstof fra gyllen. Til gengæld kan der i nogle tilfælde være ekstraomkostninger til indkøb af fosfor, fordi decantercentrifugen på en svinebedrift ofte vil fjerne for meget fosfor. Det er disse besparelser, der i harmoniscenariet faktisk overstiger de årlige omkostninger til separering med skruepresse, hvorved separeringen med de anvendte forudsætninger er en overskudsforretning, omend fordelen er beskeden og vel også kan variere. Der er endvidere anvendt en række standardforudsætninger, der har betydning for beregningen af omkostningerne til gylleoverførselsaftaler, forpagtning samt jordkøb. Prisen for en gylleaftale er fastsat til 30 kr. pr. ton gylle svarende til omkostningen til transport og udbringning over korte afstande, forpagtningsafgiften er fastsat til kr./ha, som er et realistisk bud i husdyrtætte områder samt en jordpris på kr. pr. ha side 20

21 I harmoniscenariet er der som nævnt i princippet mulighed for at udleje eller sælge det overskydende harmoniareal. Hvis der som forudsat kan opnås kr./ha i jordleje, kan det faktisk godt være interessant i områder med sandjord i perioder, hvor kornprisen er lav, fordi dækningsbidraget derfor er relativt lavt. Udlejning af det overskydende harmoniareal kan i så fald medføre en nettoindtægt på ca kr./ha. På lerjord vil der næppe være en gevinst ved denne trafik, idet alternativomkostningerne til mistet enkeltbetalingsstøtte og mistet dækningsbidrag ved kornavl meget vel kan opveje jordlejen. Det er derfor tvivlsomt, om afledte gevinster som de nævnte kan opveje omkostningerne til separering med en decantercentrifuge, som derfor næppe vil være valget for ret mange bedrifter uden harmoniproblemer. I praksis er det da også typisk bedrifter, der ønsker en lettelse i harmoniforpligtelsen, der etablerer gylleseparering. For bedrifter, der ønsker at udvide er gylleseparering med de her anvendte forudsætninger, i hvert tilfælde kun den næstbilligste løsning. Gylleoverførselsaftaler er den billigste løsning. Spørgsmålet er så, i hvor høj grad de anvendte forudsætninger på dette punkt kan holde. Før finanskrisen var der i visse områder ved at komme en pris på gylleaftaler, dvs. at modtageren ikke blot ønskede gyllen udbragt gratis, men at han også tog sig betalt for overhovedet at modtage den. Der taltes om beløb på ca kr. pr. ha. svarende til en merpris på ca. 30 kr. pr ton gylle. Hvis denne forudsætning lægges ind i beregningerne, vil prisen på overførselsaftaler fordobles, og gylleseparering med skruepresse være det billigste alternativ, hvorimod decantercentrifugen fortsat kun er det næstbilligste. Lige så vel som prisen på gylleoverførselsaftaler, forpagtning og jordkøb spiller en afgørende rolle for incitamenterne for at påbegynde en gylleseparering, så vil det omfang, som gyllesepareringen opnår, spille en afgørende rolle for udviklingen i prisen på de nævnte forhold. Det skyldes, at når der separeres gylle, og fiberfraktionen fjernes fra området, vil den efterspørgsel, der er på gylleoverførselsaftaler, forpagtning og jordkøb, der relaterer sig til harmoniproblematikken, reduceres, netop fordi behovet for harmoniareal reduceres i takt med, at gylleseparering indfases med fjernelse af fiberfraktion til forbrænding eller biogas. Det er derfor sandsynligt, at udbud og efterspørgsel vil etablere et sæt af balancepriser, der er lavere end hidtil, og som i højere grad afspejler de potentielle indtjeningsmuligheder i planteavlen. Men det vil betyde, at der er grænser for omfanget af gylleseparering, før fx jordpriserne er faldet så meget, at det er mere attraktivt for ekspanderende husdyrproducenter at forpagte eller købe jord. På den anden side set er jordkøb dog så meget dyrere end separering, at der skal meget store prisfald på jord til, før dette alternativ er billigst. Ved vurderingen heraf må man også have in mente, at mange landmænd gerne vil eje mere jord, hvorfor andre end strengt økonomiske overvejelser kan spille en rolle, ligesom langsigtede muligheder for prisstigninger også har betydning for nogle. Hertil kommer, at mange kvægbedrifter faktisk vil have behov for rigeligt jordtilliggende for at kunne producere tilstrækkeligt grovfoder. Det forholder sig i nogen grad anderledes med gylleoverførselsaftaler. Prisen for disse kan meget vel være høje som følge af høj husdyrtæthed i området, men omvendt vil stigende gødningspriser generelt reducere prisen for aftalerne, idet planteavlere naturligt vil efterspørge husdyrgødning som alternativ til handelsgødning, når prisen stiger side 21