Lindvig Osmundsen. Prædiken til Alle Helgens søndag side 1. Prædiken til Alle Helgens søndag Tekst. Matt.

Transkript

1 side 1 Prædiken til Alle Helgens søndag Tekst. Matt. 5,1-12 Det er som om at vi kender hinanden så godt når vi samles til Alle helgens dagens gudstjenester. Vi er alle kommet med en sindets varsomhed, bærende med os savn og sorg. Og som præst har jeg fået lov til at være med i mange samtaler i årets løb, hvor vi har snakket om afdøde, snakket og husket med smil og med tårer. Vi er inde ved kærlighedens og fællesskabets historie med vore kære, og har alle sorg og savn som taler med os om liv levet og om fælles historier på godt og ondt. Vi er i de samtaler inde i hjerternes rum, hvor alt det som betyder noget får plads og tid. Og vi har båret sammen på sorgen, tung som kistens tyngde i hænderne som bar den. Alle steder i verden, blandt alle mennesker på jorden, uanset hvor i verden vi ville rejse hen, ser vi hvordan vore døde stedes til hvile med omtanke, respekt og kærlighed. Og alle kulturer har deres mindedage, hvor slægtens døde huskes og mindes, med tak og med bøn. Og for os er det Alle Helgens søndag, den første søndag i november, når efteråret har løsnet bladene på træerne og de falder til hvile på jorden. Vi er på vej ind i årets mørkeste tid, og sindet stemmes til indadvendthed og eftertanke. Men også tiden hvor vi tænder lys for at varmes og oplives. Og enhver samtale i søskendeflokken eller i vennekredsen om savn og sorg og tab, er at tænde mindernes lys, for at huske og for at oplives til det liv vi skal bære videre, i den tid som er vores. I samtaler som bærer længslen efter at finde trøst. 1

2 side 2 At finde trøst er at finde lindring til sjælens og sindets indre sår. Og at finde håb som kan bære en igennem dagen og bringe lys til sindet for fremtiden. Men at finde trøst er en vanskelig vandring med sig selv. I Bibelen fortælles om forældrene der stod tilbage efter barnemordet i Betlehem, med disse ord. Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Dette ord er så ærligt. Det er jo sådan det er at miste. Der er ingen trøst. For den som har elsket er der ingen trøst, for den eneste trøst man kan tænke sig, er at være sammen med den man har mistet. Og det kan man ikke. Om man som Betlehems forældre har mistet et barn, eller om man har mistet en kær ægtefælle gennem mange år, eller en kær ven, eller sin gamle far eller mor, så er det sandt. Tabet er uigenkaldeligt. De første skridt på savnets vej, er at måtte indse dette og forlige sig med dette. Vi kan ikke hjælpe os selv eller hinanden ved at bortforklare, eller påtage os skyld, de første mange skridt på sorgens vej er at måtte indse sit tab. Det er ikke så let at sige det, men det er sådan det er at leve med tabet, for den som har elsket, og som i savnet stadig elsker den man har miste. Det er den som elsker der er utrøstelig, og som med sit savn ærer og holder fast i sin kærlighed. Her skal man ikke søge at komme videre, men må gå sin vej sammen med sorgen. Måske tager det måneder at få ryddet op, og der er tøj man ikke kan få sig selv til at tage ud af skabet og smide væk. Men så kan et barnebarns hånd komme en til hjælp på vandringen, og den barnehånd kalder så blidt på ens indre, til at 2

3 side 3 høre så kærlighed finder ny mening og mål. Og underligt er det hvordan en barnehånd kan lindre og trøste, så man kan bære sin sorg. Bære den sammen med de andre omkring os som også bærer på samme savn. Tag imod den barnehånd, eller den vens hånd som rækkes, for den rækkes for at dele sorgen. Og det er gaven til os, at vi kan bære sorgen sammen, og der i fællesskabet møde livsfornyende glimt, som åbner sindet for den trøst det er at tage imod at dele sorgen. Når vi er samlet i kirken i dag, sammen med alle vore minder og savn, mødes vi af Kristus, som er den der rækker hænder til os, og favner os i det liv som er vores. Og det særlige ved de ord vi hørte fra Jesu bjergprædikens indledning, de ni sætninger vi kalder saligprisningerne, er at netop de ord rækker hænder til os, med trøst og håb. Når man er ramt af sorg og tab, så føler man sig ydmyget af livet. Man føler sig ramt og forladt. At føle sig ydmyget af livets gang er tungt, man føler sig ribbet for det og dem som bar med på ens liv. De ord som saligprisninger rækker frem mod os, er netop talt til os, som står med tomme hænder, og som derfor mærker længslen efter trøst. Længslen er sindets åbne rum, som længes efter at blive fyldt. Og Kristus som kender sit menneske, helt ind i de inderste kroge og længsler, taler netop til dem som ikke synes at have noget at komme med. Salige er de, som er fattige i Ånden. Salige er de som sørger. Salige er de som længes efter retfærdighed. Ordet salig er et ord der rummer meget, det er et stort ord. Vi kan ikke gengive dets betydning på en enkel måde, fordi ordet 3

4 side 4 rummer så meget. Det ord rumme håb for hele mit menneskeliv og min tilværelses mange store og uforklarlige modsætninger. Ordet salig er forsøgt oversat til heldig. Heldige er. Men for mig kan den oversættelse ikke rumme alt dette. Heldig er et ord der er som en flad tallerken. Salig er et ord, der er så stort som en skål, der kan rumme meget mere. Salig betyder Guds fylde af liv. Ordet spejler os og hele menneskelivet ind i evighedens dimension. Ordet løfter min verden ind i Guds og evighedens verden og favner mig. Held og uheld er som punkter i livet. Salighed løfter håbet frem som en ramme for livet. Et stort rum jeg kan være til i. At jeg med det som jeg er og det liv som jeg har, kan se mig selv sat ind i sammenhæng med Gud. Sorg og savn lærer mig ydmyghed for livet, og at møde livet med ydmyghed, er at give plads til Gud i mit liv og min tanke. Kristus rækker sine hænder frem mod os, med ord om håb, for at række os troen og modet til at leve vore liv i tillid til Gud, i alt hvad der sker med os. Kristus siger til os, som står med tomme hænder og tomme sind, salige er. Og i det ord rækker han evighedens hænder til os, for at favne os og løfte os, og bære med på vore liv. Kristus, som brød graven påskemorgen, taler håbets ord ind i vor længsel, for at give os lys og tro. Han er den som elsker livet og hvert et menneskebarn, han er den som troens øje kan se, bag tågen der sænker sig over livet. Kristus taler med os om vore liv. Og åbner med sit ord for samtalen med Gud om mit liv. Det er i samtalen at livets byrder skifter hænder. Når vi med ord deler livet og dets byrder med hinanden. Kristus taler med sine disciple om livet, giver dem ord at høre og tage til sig, og rækker dermed sine hænder til os. 4

5 side 5 Med sine ord til os i saligprisninger byder Kristus sig ind i vore liv, for at bære os og for at trøste os. Så vi kan sige det til ham, du er min trøst. Sådan som salmisten gør det til Gud i salme 23 med disse ord. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. I de ord lagde salmisten sit liv i Guds hånd, som var det en samtale mellem to som sad i samme stue. Gud og menneske som deler livet med hinanden i bønnens rum. At dele livet med Gud lukker sindets dør op for den trøst som kun Gud kan give. 5