HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 21. april 2010

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 21. april 2010 Sag 493/2007 (1. afdeling) A (advokat Rasmus Larsen, beskikket) mod Ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat Kristine Schmidt Usterud) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 7. afdeling den 15. oktober I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Asbjørn Jensen, Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne og Hanne Schmidt. Påstande Appellanten, A, har gentaget sine påstande med den præcisering, at det forhøjede erhvervsevnetab skal regnes fra den 1. oktober Indstævnte, Ankestyrelsen, har påstået stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling I Ankestyrelsens afgørelse af 26. januar 2004 vedrørende genoptagelse af spørgsmålet om méngradens størrelse hedder det bl.a.: Oplysningerne om Deres seneste helbredsmæssige forhold fremgår af erklæring af 28. marts 2003 fra cand. psyck. B og oplysninger fra radiologisk afdeling Amtssygehuset i Herlev.

2 - 2 - Vi har ud fra disse oplysninger lagt til grund, at De lider af en mild form for depression efter en traumatisk begivenhed. De har svært ved at acceptere Deres ny tilværelse efter ulykken. Deres depression som følge af Deres generelle livssituation, som er ændret drastisk efter ulykken, er indeholdt i den méngodtgørelse på 35 %, som De har fået udbetalt. Af erklæringen af 23. maj 2005 afgivet af speciallæge i psykiatri C fremgår yderligere bl.a.: Efter ulykken er det jævnt gået ned af bakke for A rent psykisk pga. de fysiske klager og skavanker. I de første år prøvede han ellers ihærdigt på forskellig vis at gøre sig arbejdsduelig igen, som beskrevet ovenfor, men det er ikke rigtigt lykkedes for ham. I de sidste 4 år er han begyndt at mærke psykiske reaktioner på dette forhold, han er begyndt at ryge og drikke i mindre omfang, som nævnt, for at glemme de mange problemer. Han er begyndt at få depressive tanker præget af opgivenhed og håbløshed, han kan af og til blive vred og irritabel især overfor børnene, uden at han dog bliver voldelig; tværtimod beder børnene ham om at tage det roligt og slappe af. A kan af og til have tanker om ikke at ville leve mere, men fortrænger hurtigt sådanne ligesom han prøver at fortrænge og glemme ulykken. Han kan have søvnforstyrrelser, men ikke alvorlige. Han har tidligere læst en del i form af historie, geografi og teknologi, men er ikke i stand til dette længere idet han ikke kan koncentrere sig, han får hurtigt ondt i hovedet og mister lysten og bliver irritabel. I Retslægerådets erklæring af 25. januar 2007 hedder det bl.a.: Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet på grundlag af fremsendt materiale med erklæring fra speciallæge i psykiatri C, udtale, at A er en nu 45-årig mand, der kom til Danmark fra Chile i Han har ikke tidligere været psykisk syg eller psykiatrisk behandlet. Han er ben-amputeret efter ulykken på arbejdspladsen Fra 2001 har han haft koncentrationsbesvær, irritabilitet og lette depressive symptomer. Han har i 2003 haft samtaler med psykolog. Retslægerådet skal herefter besvare de stillede spørgsmål således: Spørgsmål A: Speciallæge i psykiatri C har i erklæring af 23. maj 2005 (bilag 12) anført, at sagsøger har en uspecificeret belastningsreaktion. Er Retslægerådet på baggrund af sagens akter enig i denne diagnose? I psykiatrisk speciallægeerklæring af beskrives klager og symptomer svarende til diagnosen uspecificeret belastningsreaktion. I definitionen af denne gruppe lidelser forudsættes denne gruppe tilstande altid opstået som direkte følge af akut svært traume eller længerevarende belastning. I aktuelle sag er tilstanden ikke tidsmæssigt direkte relateret til tilskadekomsten den [skal være den ] og vurderes derfor ikke at være en direkte følge heraf. Det vurderes sandsynligt, at tilstanden kan henføres til sagsøgers øvrige forhold.

3 - 3 - Spørgsmål B: Såfremt Retslægerådet besvarer spørgsmål A bekræftende, anmodes rådet om at oplyse, i hvilket omfang belastningsreaktionen kan henføres til (1) hændelsen den 28. oktober 1996, (2) sagsøgers øvrige forhold, eller (3) andet? Der henvises til besvarelsen af spørgsmål A. I en supplerende erklæring af 17. december 2008 fra Retslægerådet anføres: Spørgsmål 1. Retslægerådet bedes oplyse, hvorvidt appellanten forud for hændelsen den 28. oktober 1996 havde vist tegn på en uspecificeret belastningsreaktion eller en psykisk lidelse i øvrigt. Retslægerådet har ikke oplysninger om, at appellanten har vist tegn på en uspecificeret belastningsreaktion eller psykisk lidelse i øvrigt forud for hændelsen Spørgsmål 2. Skønner Retslægerådet, at appellanten var særlig disponeret for udvikling af en psykisk lidelse, herunder at appellanten også uden hændelsen den 28. oktober 1996 ville have udviklet en psykisk lidelse? Retslægerådet har ikke oplysninger om, at appellanten var særligt disponeret for udvikling af psykisk lidelse. Andet led af spørgsmålet er hypotetisk og besvares derfor ikke. Spørgsmål 3. Skønner Retslægerådet, at appellanten med overvejende sandsynlighed ville have udviklet en belastningsreaktion, såfremt appellanten ikke havde været udsat for hændelsen den 28. oktober 1996? Spørgsmålet er hypotetisk og kan ikke besvares. Højesterets begrundelse og resultat A blev i oktober 1996 udsat for en arbejdsulykke, der medførte amputation af venstre ben under knæet. Selv om der blev iværksat forskellige revaliderings- og omskolingsforanstaltninger, blev A i juli 2005 tilkendt førtidspension.

4 - 4 - Ankestyrelsen har i sin afgørelse af 16. november 2005 bedømt A s samlede erhvervsevnetab til 80 %, men har vurderet, at alene halvdelen heraf kan tilskrives følgerne af arbejdsulykken. Efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs 13 (den gældende lovs 12, stk. 2) skal Ankestyrelsen godtgøre, at overvejende sandsynlighed taler imod, at det fulde tab af erhvervsevnen er en følge af arbejdsskaden. 3 dommere Asbjørn Jensen, Marianne Højgaard Pedersen og Vibeke Rønne udtaler: Retslægerådet har i sin udtalelse af 25. januar 2007 anført, at A fra 2001 har haft koncentrationsbesvær, irritabilitet og lette depressive symptomer, at han i 2003 havde samtaler med en psykolog, og at han i 2005 fik stillet diagnosen uspecificeret belastningsreaktion. Da denne tilstand ikke tidsmæssigt var direkte relateret til arbejdsulykken, vurderede Rådet, at tilstanden ikke var en direkte følge heraf, men det vurderedes sandsynligt, at tilstanden kunne henføres til A s øvrige forhold. Retslægerådets udtalelse må efter vores opfattelse forstås således, at Rådet har fundet, at en overvægt af sandsynlighed taler for, at A s psykiske lidelse er en følge af andre forhold end arbejdsskaden. Under henvisning hertil og til sagens øvrige oplysninger finder vi, at Ankestyrelsen har godtgjort, at overvejende sandsynlighed taler imod, at den psykiske lidelse, som A fra 2001 har udviklet, er en følge af arbejdsskaden i Da vi kan tiltræde, at der ikke er det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens bedømmelse af, at følgerne af arbejdsskaden har medført et erhvervsevnetab på 40 %, stemmer vi herefter for at stadfæste landsrettens dom. Dommerne Peter Blok og Hanne Schmidt udtaler: I afgørelsen af 16. november 2005 har Ankestyrelsen af andre forhold end arbejdsulykken, som kan begrunde en del efter Ankestyrelsens skøn halvdelen af det samlede erhvervsevnetab på 80 %, henvist til A s manglende danskkundskaber, som gør det vanskeligt at omskole ham til anden beskæftigelse, til hans modvilje mod at lære nyt og til hans temperament.

5 - 5 - Forud for arbejdsulykken havde A været fast beskæftiget gennem flere år. På denne baggrund, og da vi ikke finder det godtgjort, at A har savnet vilje til at lære dansk og til at lade sig omskole, finder vi, at der ikke er grundlag for at nedsætte den del af erhvervsevnetabet, som kan henføres til arbejdsulykken, med den begrundelse, der er anført i Ankestyrelsens afgørelse. Under retssagen har Ankestyrelsen yderligere anført, at en del af erhvervsevnetabet skyldes en psykisk lidelse med bl.a. depressive træk, som A har udviklet på et tidspunkt efter arbejdsulykken, og som ikke kan henføres til denne. Ankestyrelsen har herved henvist til Retslægerådets svar på spørgsmål A, i hvilket Rådet bl.a. udtaler, at tilstanden ikke tidsmæssigt [er] direkte relateret til tilskadekomsten den og vurderes derfor ikke at være en følge heraf. Det vurderes sandsynligt, at tilstanden kan henføres til sagsøgers øvrige forhold. Efter indholdet af denne udtalelse er det efter vores opfattelse ikke klart, om det efter Retslægerådets vurdering er overvejende sandsynligt, at tilstanden (belastningsreaktionen) heller ikke er en indirekte følge af arbejdsulykken. Denne tvivl om rækkevidden af Retslægerådets udtalelse bestyrkes af det forhold, at Rådet ikke har anset det for muligt at tage stilling til, om A med overvejende sandsynlighed ville have udviklet en belastningsreaktion, hvis han ikke havde været udsat for arbejdsulykken, jf. svarene på spørgsmål 2 og 3. Af erklæringen af 28. marts 2003 fra cand. psyk. B fremgår bl.a., at det forhold, at det ikke er lykkedes A at komme i gang med revalidering og omskoling, kan skyldes, at han ikke er blevet behandlet for de depressive træk, som har været en følge af ulykken. Endvidere fremgår det, at A s tilstand har karakter af en krisereaktion med depressive træk på baggrund af en traumatisk begivenhed, og at hans erhvervsevne er begrænset og nedsat på grund af hans psykiske tilstand. I overensstemmelse med denne erklæring har Ankestyrelsen i afgørelsen af 26. januar 2004 vedrørende genoptagelse af spørgsmålet om méngradens størrelse lagt til grund, at A lider af en mild form for depression, som kan henføres til følgerne af arbejdsulykken. Diagnosen uspecificeret belastningsreaktion fremgår af speciallæge i psykiatri C s erklæring af 23. maj Af erklæringen fremgår, at det efter ulykken er gået jævnt ned af bakke for A

6 - 6 - rent psykisk på grund af de fysiske klager og skavanker, og at han i de sidste fire år er begyndt at mærke psykiske reaktioner på det forhold, at det ikke lykkedes for ham igen at blive arbejdsduelig. Af konklusionen i erklæringen fremgår, at A hæmmes betydeligt og i svær grad af de sekundære fysiske mén som følge af ulykken og endvidere af de sekundære psykiske følger i form af en langtrukken og nu kronificeret tilpasningsreaktion. C har for landsretten bl.a. forklaret, at der efter hans opfattelse er tale om en fremadskridende psykisk reaktion, som må henføres til arbejdsskaden og eftervirkningerne heraf, da der ikke er andre oplyste årsager. Efter en samlet vurdering finder vi det herefter ikke godtgjort, at det må anses for overvejende sandsynligt, at en del af A s erhvervsevnetab skyldes andre forhold end arbejdsulykken, og vi stemmer derfor for at tage hans principale påstand til følge. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale kr. til Ankestyrelsen. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.