3. søndag i advent II. Sct. Pauls kirke 15. december 2013 kl Salmer: 77/82/76/78//86/439/89/353 Uddelingssalme: se ovenfor: 89

Transkript

1 1 3. søndag i advent II. Sct. Pauls kirke 15. december 2013 kl Salmer: 77/82/76/78//86/439/89/353 Uddelingssalme: se ovenfor: 89 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 3. søndag i advent. En særlig tid. Vi forbereder os. Vi besinder os, på vej mod livsmod og livslyst. Denne søndag skal hjælpe os fra tavshed til tale, fra vort eget til Guds undere som overvælder os og løfter os op til lovsang. Når vi synger lovsang, ånder vi frit, får vi ord som vi giver til Gud og så trøstes vi, så får vi styrke. Friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang (DDS 10, v.2). Sådan en sang skal vi møde i dag og vi skal synge ord, der trøster og fryder. I denne tunge tid skal vi vejre morgen og op på mærkerne. Vi skal få mod til at tage imod det, Han bringer for at vi kan leve uden frygt og tjene Gud hengivent og trygt. Befrielsen kommer til os, når vi sætter ord på vores synd og skyld og når Han sætter ord på tilgivelsen.

2 2 Her banes der vej til fryd over det, Gud vil, nye skridt tager vi på fredens vej, med lovsangen på vore læber. Lad os derfor fatte vores guide og i fællesskab, gerne højt, hvis I vil, tage ordene på side fire i vores mund efter nogle øjeblikkes stilhed... Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Luk 1,67-80 Bøn. Lad os bede! Kære hellige Ånd. Lad lyset skinne ind i vore hjerter, så vi oplyses og får kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Amen. Prædiken Vi kender alle sammen til at længes! Og til at blive skuffede! Vi drømte om..., men det blev ikke. Den erfaring bliver ligesom forstærket i denne mørke tid. Men vi kan også blive overrasket af glæde! Noget godt trænger sig på og vil føjes til vort liv, vi skal erkende det og leve i, erfare det. En far og hans søn vil hjælpe os med det her op mod årets fest for at Gud tog kød på sig og hedder Jesus. Se den gamle præst, Zakarias, for jer: Han bor i Ein Kerem lidt uden for Jerusalem sammen med sin kone,

3 3 Elisabeth. De har ikke kunnet få børn, det er de kede af, ja de skammer sig over det. Og nu er de alt for gamle til den slags. Nogle gange om året har den aldrende præst vagt inde i templet. Én gang i sådan en præsts liv skal han frembære røgelsesofferet. Det skal han nu, men da han frembærer det, ser han en engel til højre for røgelsesalteret. Engelen siger, at de skal få et barn. Zakarias afviser det som umuligt og englen svarer igen på den vantro og gør ham stum. Elisabeth bliver gravid. Zakarias fattes ord og ni måneder senere får de deres dreng. Alle tror, han skal opkaldes efter faderen, som man plejer. Men englen havde sagt, at han skulle hedde Johannes. Navnet skal sige det, drengens kommende gerning skal stå for: Gud er nådig. Hver gang vi tænker på den Johannes, skal vi tænke på Guds nåde. Og nu står den stumme præst med sin søn i sine arme og så sker der noget: Han fyldes af Guds ånd og så taler han! Han taler profetisk, som en, der har fået et budskab fra Gud. De ord siger det, der nu er begyndt at ske og det, der skal ske. Efter 400 års tavshed kommer Gud med sit profetiske ord til den mand, der var tavs i ni måneder. Og budskabets indhold former sig som en lovprisning til Gud som vi samtidig skal høre Guds ord Han går fra mangel til fylde, fra tavshed til tale. Gud gør godt i hans og Elisabeths lille verden og Han gør endnu

4 4 mere godt for alle i den store verden. Det er sønnen, Johannes, indledningen til. Nu sker der noget. Nu føres noget nyt ind i livet. Zakarias lovsang er så fyldt. Et forslag: Brug gerne hver dag i denne uge til at læse teksten, alene eller sammen, grunde over den, takke og bede denne tekst igennem og anvend den på jeres liv. Lev med den i denne sidste tid op til jul. I tidebønnerne har denne bøn sin faste plads om morgenen. Gud har set til os. Han har besøgt os. Han har gjort sin entré i verden. Der bruges profetisk fortid om det, der skal ske, som om det allerede er sket. Det er så sikkert, at det skal ske, at det kan omtales som allerede sket. Nu lever vi ud fra det og det skal opfyldes endnu mere i fremtiden. Gud på besøg. g Han hjemsøger os ikke, men kommer med det modsatte: forløsning. Hvorfor? Ud af Hans barmhjertigheds indre indvolde, som der egentlig står. Og som tegn på, at Han er trofast over for det, Han har lovet. Han holder ord, pagtens ord, løfterne gennem profeterne. Opfyldelsen er begyndt og sker. Og Han vil besøge os i fremtiden i livet. Hvordan? Som en solopgang. Et skønt billede. Mørke og så solopgang! Gud lyser verden op med sin søn!

5 5 Han har ført et frelseshorn ind i verden. I templet i Jerusalem var der placeret horn på alteret som tegn på styrke og kraft. Det var sådan, at var en person forfulgt og flygtede ind i templet og nåede op og fik fat om alterets horn, måtte ingen røre ham. Han havde fundet et fristed. Sådan er det, når vi fatter om Jesus, Guds ords løfte, korset, nadveren. Så må alle anklager tie, vi er frelst. Frelst fra alle fjender, ikke mennesker, de er dybest set aldrig vore fjender, men ondskabens åndsmagter, fordærvsmagterne: synden, djævelen, Guds vrede, døden, dommen. Vores befrielse sidder netop i syndernes forladelse. Af med skylden og synden. Det er der frelse med styrke og kraft i. Med det skal vi trøstes. Og tales kærligt til, som vi hørte i den første læsning. Du er sat fri. Du kan ånde frit. Er det problem løst, er det vigtigste løst, som klæder os på til at leve med vort livs problemer med en underlig indre frihed. Gud har et mål med alt dether: Solopgangen skal skinne ind i vort mørke, ind i nærheden til døden, ind i sorgen. Den lindrende forskel. Det varmende lys, den skinnende sol, Kristus. Og den skal lede os på fredens vej, den gode vej.

6 6 Og vi skal leve uden frygt på grund af dether. Frygt og sorg forsvinde sang vi. I stedet: Leve tillidsfuldt. Og vi skal leve foran Guds ansigt og tjene Ham helhjertet. Det er livets mening. Og uden at vi skal gøre os fortjent til noget. Den har vi fået af Ham! Vi lever i opfyldelsens tid: Dermed har vi fået en skat lagt ind i vort liv, som vi hørte om i den anden læsning. Denne skat har vi på en særlig måde: i et lerkar. Et lerkar kan gå i stykker. Vi kan gå i stykker, men skatten kan ikke, kraften er Guds, ikke vores. Derfor gælder det: I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde... Som døende, dog se vi lever. Vi er omringet af Kristus. Det er dether Zakarias og hans søn Johannes vil hjælpe os ind i. Johannes har den særlige opgave at rydde vej, så Jesus kan komme til os og vi bliver i stand til at tage imod Ham. Derfor skal nogen af os bøje os. Få os ned fra unaturlig oppustethed og overlegenhed, hovmod, stolthed. Så vi kan løftes op. Det er vi nogen, der nok kan trænge til. Eller lade Ham løfte os op. Mange går bøjede rundt uden forventninger. Mange er nede i denne tid og foragter sig selv og tænker: der er ikke mere godt til mig. Du

7 7 skal løftes op til at se, at der er tilført dit liv noget afgørende godt, en solopgang. Amen.