D O M. Viggo Larsen (advokat Poul Bostrup, Hillerød) mod Skatteministeriet (Kammeradvokaten ved advokaterne Steffen Sværke og Clara Trolle, København)

Transkript

1 D O M afsagt den 15. maj 2014 af Vestre Landsrets 7. afdeling (dommerne Olav D. Larsen, Nikolaj Aarø-Hansen og Tine Børsen Smedegaard (kst.)) i ankesag V.L. B Viggo Larsen (advokat Poul Bostrup, Hillerød) mod Skatteministeriet (Kammeradvokaten ved advokaterne Steffen Sværke og Clara Trolle, København) Retten i Kolding har den 13. december 2013 afsagt dom i 1. instans (BS 9-489/2013). Påstande For landsretten har appellanten, Viggo Larsen, gentaget sin frifindelsespåstand for byretten. Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet. Forklaringer Viggo Larsen, Christian Gommesen-Byrjalsen og Anne Bache har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Viggo Larsen har supplerende forklaret, at advokat Baruah sagde, at det var en hypotetisk risiko, at Rafn & Søn skulle gå konkurs, og at det var ham selv, der skulle betale i sidste ende. Han går ud fra, at advokat Baruah undersøgte det på en eller anden måde. I yderste konsekvens ville han dog hæfte, men han blev beroliget. Han blev overvældet over regningerne i anledning af den materielle sag, og det var derfor, han tog fat i advokat Baruah. Han husker

2 - 2 - ikke, hvornår han overvejede at kalde sagen tilbage, således som han forklarede om i byretten. Forevist brevet af 1. juli 2008 har han forklaret, at det nok var i den forbindelse, men det var først efter, at han havde fået nogle regninger. Han kan ikke sige, om det først var på tidspunktet for erklæringen, han talte med Baruah, således som han forklarede i byretten. Han fik en masse breve, som han kiggede igennem, men han gik ikke så meget op i det, da han havde hyret nogle til at tage sig af sagen. Han går ud fra, at han kunne have instrueret advokaten, og at han kunne have afsluttet klagesagen. I 2006 blev han orienteret skriftligt af Rafn & Søn om SKATs afgørelse. Han tog ikke selv stilling til, om han ville klage til Landsskatteretten. Han stolede på Rafn & Søns vurdering af, at det var en fordel, at Adduco førte sagen. Han blev ikke orienteret om størrelsen af det forventede salær til Adduco. Han talte ikke om størrelsen af salæret med Baruah. Efter Landsskatterettens kendelse i den materielle sag drøftede han ikke med Rafn & Søn, om sagen skulle indbringes for domstolene. Sagen var jo overdraget til dem, så han foretog sig ikke noget. Han undrede sig ikke over Adducos regninger, da han jo ville få godtgjort beløbet. Han gik ud fra, at regningerne skulle bruges til godtgørelsen. Han har ikke betalt noget til Adduco. Han har vist nok betalt Rafn & Søn et engangsbeløb på omkring kr. Vedrørende sin erklæring af 16. februar 2012 har han forklaret, at han ikke selv har formuleret denne, men han godkendte indholdet. Det må være Adduco, der har stået for at udforme udkastet til erklæringen til brug for sagen i Landsskatteretten. Han mener, at beløbet til Rafn & Søn var betalt, da han underskrev erklæringen, så han skulle ikke skulle betale Rafn & Søn yderligere. Han regner ikke med selv at få noget ud af denne sag. Christian Gommesen-Byrjalsen har supplerende forklaret, at der var forskellige grunde til, at nogle klienter ikke ønskede at videreføre sagen hos Adduco, således som han forklarede i byretten. Nogle syntes, at sagen allerede havde varet for længe, mens andre ikke ønskede at påtage sig den økonomiske risiko ved at stifte et direkte forhold til advokatfirmaet, selvom Rafn

3 - 3 - & Søn havde lovet at betale advokatens regning. Han har aldrig hørt, at en grundejer skulle have gjort gældende, at den pågældende ikke hæftede for betalingen. Foreholdt brevet af 1. juli 2008 har han forklaret, at der var tale om et standardbrev, der blev sendt til selskabets kunder. De 9 sager, han omtalte i byretten, angår også omkostningsgodtgørelse. I selskabets nye standardformularer er der blandt andet taget højde for præmisserne i den indankede dom fra Retten i Kolding, således at grundejerne udtrykkeligt gøres opmærksom på den risiko, de påtager sig men dette er ikke udtryk for en materiel ændring i forholdet til klienterne. Bemærkningen i brevet af 10. juni 2008, hvorved sagen blev oversendt til Aducco, om, at Rafn & Søn gik ud fra, at Adducos honorarafregning fulgte selskabets standardtimesats, var udtryk for, at de varetog deres kunders interesse. Rafn & Søn har i dag flere tusinde sager hos Adduco. Det havde de ikke den 1. juli Han er næsten sikker på, at grunden til, at Adduco ikke er nævnt i fuldmagten af 2. august 2008, er, at Rafn & Søn ikke ønskede at indhente en yderligere fuldmagt, hvis sagen skulle behandles af en anden advokat. I juni 2008 havde de ikke andre advokater, men det havde de senere i 2008, i hvert fald advokat Poul Bostrup. De ønskede også fuldmagt til at kunne tilbagekalde procesfuldmagten, hvis arbejdet ikke blev ikke blev udført godt nok. I nogle tilfælde har de f.eks. fået en ny advokat i landsretten. Fakturaen af 30. september 2009 til Adduco på 1 mio. kr. angår hans arbejde og svarer til det arbejde, han har ydet. Han ved ikke, hvad Adduco har faktureret for det arbejde, han har lavet for Adduco. Aftalen med Viggo Larsen var udformet som en standardaftale, der igennem tiden er blevet revideret flere gange. Om beskrivelsen i aftalens afsnit om Omfang, pkt. 3, b, vedrørende Evt. anke sag til højere instans har han forklaret, at Rafn & Søn på den baggrund vurderer, om sagen skal ankes til en administrativ klageinstans eller eventuelt indbringes via en advokat for domstolene. Hvis der er tale om en begunstigende afgørelse, og der ikke er nævne-

4 - 4 - værdige risici for grundejeren, klager Rafn & Søn uden at forelægge spørgsmålet for grundejeren, hvis selskabet ikke er tilfreds. Hvis grundejeren siger, at sagen skal standses, så accepterer de som udgangspunkt at standse sagen. Det har de prøvet mange gange. Han har endnu ikke prøvet at køre et krav over for en grundejer, der ønsker at opsige den uopsigelige aftale. Han ved ikke, om han ville have et sådant krav. Advokat Elgaard var i juni 2008 efter hans opfattelse ikke ekspert på vurderingsområdet, således som de var hos Rafn & Søn men det er der ikke mange, der er. Elgaard havde, så vidt han ved, på det tidspunkt et enkeltmandsadvokatfirma. Rafn & Søn var med til at uddanne Elgaards personale, der blev ansat fra I juni 2008 sendte de de verserende nok omkring sager, der lå i Landsskatteretten, til videre foranstaltning til Adduco, hvis grundejerne accepterede det. Anne Bache har supplerende forklaret, at Adducos sager ved Landsskatteretten angår ejendomsbeskatning, herunder sager om grundværdien. Hun vil tro, at de har omkring et par tusinde vurderingssager fra Rafn & Søn, hvorfra langt størstedelen af deres sager stammer. Hun har selv været på kursus hos Rafn & Søn. Hun kender ikke noget til priserne for et sådant kursus. Der vil i Adducos sager typisk ikke være behov for at forelægge spørgsmål om sagens førelse for grundejeren. Hun kan ikke forestille sig, at en klient ville give hende instruktion om sagens førelse, og det har hun aldrig været ude for men klienten kan naturligvis stoppe sagen. De vil altid drøfte med deres klient, om sagen skal indbringes for domstolene. Hun har aldrig været ude for, at en grundejer har nægtet at betale en regning fra Adduco. Da der som regel er et løfte om tilskud i Aduccos relativt få forbrugersager, er udgangspunktet også her, at de ikke oplyser om det forventede salær. Hvis Rafn & Søn ikke kan betale det lovede tilskud, vil klienterne hæfte for betalingen. De fremsender fakturaen sammen med en transporterklæring til brug for ansøgning om godtgørelse. Hun har skrevet en anmodning om omkostningsdækning, hvor der er taget højde for Retten i Koldings dom, men der er ingen forskel på realiteten i forholdet til klienten. Procedure Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

5 - 5 - Landsrettens begrundelse og resultat Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem Rafn & Søn ApS og Viggo Larsen. Aftalegrundlaget, som Adduco kendte, indebar bl.a., at Adducos varetagelse af Viggo Larsens skattesag aldrig ville medføre, at Viggo Larsen kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af Adduco skete på foranledning af Rafn & Søn ApS og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem Rafn & Søn ApS og Adduco. På denne baggrund har Viggo Larsen uanset forklaringerne om retsforholdet mellem Adduco og Viggo Larsen afgivet med henblik på spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse ikke været forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af Adduco. Betingelsen i skatteforvaltningslovens 52 om, at der skal være tale om udgifter, som en person omfattet af 53, her Viggo Larsen, ifølge regning skal betale eller har betalt, er således ikke opfyldt. Herefter, og da Viggo Larsens anbringende vedrørende en administrativ praksis ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten dommen. Viggo Larsen skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med kr. Beløbet angår advokatudgifter (inkl. moms). T h i k e n d e s f o r r e t: Byrettens dom stadfæstes. Viggo Larsen skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med kr. Det idømte skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a.