Replique, 5. årgang Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson.

Transkript

1

2 Replique, 5. årgang 2015 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen ISSN: Munch & Lorenzen

3 Det kunne være Dem KRONIK Hvert år foretages omtrent provokerede aborter i Danmark. Alligevel er emnet ikke genstand for diskussion, og spørger man månedens kronikør, Kuzma Pavlov, er det både synd og skam, fordi disse børn fratages retten til at leve. Kuzma Pavlov Det var en lørdag aften og ikke en ædruelig af slagsen. Det husker jeg, fordi jeg ikke kom i kirke næste dag. Som det jo sig hør og bør, bliver der luftet megen lommefilosofi i sådanne stunder, hvoraf det meste er glemt dagen efter. Det meste lommefilosofi er naturligvis ganske ubrugeligt, men en enkelt bemærkning har jeg dog alligevel husket den dag i dag ikke fordi den udmærkede sig ved at være særlig skarpsindig, men fordi det var en selvfølgelighed, som jo mere jeg har tænkt over det alligevel ikke er så selvfølgelig. DET ENESTE SIKRE I LIVET Det eneste sikre i livet er sagde min kammerat, mens han meget tydeligt var stolt over sin egen visdom at vi alle skal fødes og alle skal dø. I øjeblikket lød det meget rigtigt, men jeg kom alligevel til at tænke lidt nærmere over det. Hvad med fri abort? spurgte jeg så. Ej, nu begynder du ikke på det igen afbrød min kammerat mig, hvorefter samtalen gled over i generelle betragtninger om sprut, kvinder og andre af livets herligheder. Efter denne samtale har jeg stået tilbage med et grundlæggende spørgsmål, som ingen har evnet at svare på: Hvorfor er fri abort lovlig i det meste af den vestlige verden? Jeg vil i det følgende gøre mig nogle betragtninger om dette. Siden 1973, hvor abort blev legaliseret, har lægevidenskaben naturligvis gennemgået en kæmpe forandring. Der er efterhånden ikke megen tvivl om, at et foster ikke er en del af en kvindes krop. Barnet har længe inden den lovlige abortgrænse dannet alle de karakteristika, som det vil have i livet hænder, fødder, blå øjne, tykt hår, en skæv lilletå, et svulstigt temperament. Det er et lille, skrøbeligt menneske i udvikling, hvilket er videnskabeligt meget velunderbygget, og hvilket enhver, der i øvrigt har set et foster, tydeligt kan se. Hvis man skal forfølge tanken om, at barnet blot er en del af moderen, må man jo mene, at moderen i graviditetsperioden har fire hænder, fire fødder, to hjerter og jeg ved ikke hvad. Det vil ingen dog hævde, for vi ved til syvende og sidst godt, at barnet er et selvstændigt væsen. Barnet har ikke engang nødvendigvis samme blodtype eller endog hudfarve som moderen. Faktisk er fostre så menneskelige, at de bruges til eksperimenter for at undersøge, hvordan bl.a. bestemte stoffer virker på mennesket. Når det er belejligt for os, er vi således enige om, at der er tale om et menneske. Når det derimod bliver ubelejligt, søger vi efter bortforklaringer. HVIS IKKE ET MENNESKE, HVAD SÅ? Hvad skulle det i øvrigt ellers være, såfremt det ikke var et lille menneske? Det er i hvert fald ikke blot en normal del af den kvindelige krop, da det hidtil er uset, at en nyre eller et modermærke hvilket Side 135

4 REPLIQUE 5. årg. s Det kunne være Dem Af Kuzma Pavlov et foster ofte er set sammenlignet med pludselig former en selvstændig personlighed. Andetsteds er det set hævdet, at det endnu ikke er et barn, fordi bedømmelsen af, hvorvidt det er et barn, afhænger af en etisk vurdering. I en situation, hvor det er så videnskabeligt velunderbygget, at er foster er et barn, giver det dog ganske enkelt ikke mening at tale om etiske vurderinger. Det er et stadium af livet, som vi alle har gennemgået selv Dem, kære læser. Jo jo tænker De måske, men hvad hvis forældrene ikke har tid eller midler til at tage sig af et barn? Ville det ikke være synd for barnet at vokse op i et sådant miljø? Bevares, naturligvis er det ikke samtlige forældre, der har overskud til at tage sig af et barn, men der er så mange andre udveje end at fratage barnet chancen for at leve. Hvad skulle der eksempelvis være til hinder for at bortadoptere barnet? Det vil være langt mindre indgribende end at fratage det chancen for i det hele taget at få et liv. Ens økonomiske eller uddannelsesmæssige situation kan aldrig legitimere, at man fratager et barn muligheden for at leve. Heller ikke en misforstået medlidenhed med barnet kan nogensinde være en grund til at foretage en abort. Til hver en tid ville barnet vælge livet frem for døden er De i tvivl, kan De blot spørge Dem selv, hvad De ville vælge, hvis De fik valget mellem at blive født eller ej. Det kan snildt ske at De, kære læser, ikke er lige så klog, sjov og flot, som De gerne ville være, men er De trods alt ikke glad for, at De fik chancen for at leve, for at grine og for at elske frem for blot at ende som en klump affald i sygehusets affaldsspand? KVINDENS RET TIL EGEN KROP Men er det alligevel ikke kvindens frie ret at få en abort? Vi kan vel ikke tvinge hende til at føde et barn, hun ikke vil have. Tjo, men når det forholder sig således, at barnet ikke er en del af kvindens krop, men er et selvstændigt levende væsen, er det da en besynderlig ret at tildele kvinden det er jo intet mindre end retten til at nægte et menneske at leve. Denne såkaldte ret har da også ofte kastet det rene vanvid af sig; halvdøde fostre spjætter efter fejlslagne kaliumindsprøjtninger, kommuner tvinger unge mødre til at abortere helt raske børn, mødre knækker psykisk sammen, fordi de alt for sent har indset, hvad de har gjort. Alt dette har tilsyneladende ikke medført nogen større forargelse, da det er kvindens frie ret. Og alt dette har De betalt for, kære læser; hver et indgreb, hver en kaliumindsprøjtning i barnets hjerne, hvert af de børn om året er blevet aflivet for Deres penge, fordi det er kvindens frie ret. Ofte har folk da også en tendens til at ændre mening om denne rettighed, hvis spørgsmålet får et personligt præg. Når man stiller folk spørgsmålet om, hvorvidt det ville være i orden, at deres forældre fik foretaget en abort således, at de ikke selv fik chancen for at leve, har de fleste det med at sige nej. Af uransaglige årsager ændrer de fleste dog holdning, når snakken falder på abort generelt. Pludselig bliver abort til en kvinderet. Side 136

5 REPLIQUE 5. årg. s Det kunne være Dem Af Kuzma Pavlov Måske vil De, kære læser, nu indvende, at der jo også findes grænsetilfælde eksempelvis hvis barnet er svært handicappet, hvis barnet er undfanget ved voldtægt, hvis det kun kan fødes med risiko for moderens helbred mm. Heri har De naturligvis ganske ret. Selvfølgelig er diskussionen aldrig fuldkommen sort/hvid, præcis som det forholder sig med alle andre emner i livet. Af uransaglige årsager ender debatten om den frie abort dog altid med disse grænsetilfælde med det beklagelige resultat, at vi aldrig kommer til at diskutere det moralsk forkerte i, at vi hvert år nægter børn retten til livet. Langt den overvejende del af disse er jo hverken multihandicappede, resultater af voldtægt eller noget helt tredje. Det er ganske almindelige børn, som blot ikke lige passede ind i folks tilværelse. Det er denne debat, vi først og fremmest må tage i stedet for at forsøge at afspore den. Debatten eksisterer dog ikke for tiden, hvilket er både synd og skam. Der må være plads til at debattere det moralsk tvivlsomme ved at nægte mennesker om året retten til at leve i alt ca er det blevet til siden den frie aborts indførelse. Der må være plads til at fremhæve, at et foster ikke blot er en klump væv, som man kan tillade sig at smide ud i hospitalets affaldsdynge. Der må være plads til at føre et forsvar for dem, der endnu ikke kan forsvare sig selv, for tænk Dem, kære læser: De kunne lige så vel selv have været en af de , som aldrig fik chancen. Side 137