Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh 16,23b tekstrække

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 5. maj 2013 kl Elisabeth Dons Christensen Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh 16,23b tekstrække Salmer DDS 323: Kirken den er et gammelt hus DDS 218: Krist stod op af døde DDS 367: Vi rækker vore hænder frem DDS 587: Guds egen kære søn DDS 11: Nu takker alle Gud Tekstlæsninger GT-læsning Jer 29,11-13a Epistel Jak 1,22-25 Prædiketekst Joh 16,23b-28

2 2 Jesus sagde: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen«Prædiken Det handler om afsked og bøn i dag, som det har gjort i denne meget gamle og så i størstedelen kun 90-årige kirke. Den kirke, hvis 90-årige mure og nye alterudsmykning vi fejrer i dag. Tillad mig derfor at læse en bøn, bedt af dagens 200 års jubilar. Fader i Himlene! Bortvend ikke længere dit åsyn for mig, lad det på ny lyse for mig, så jeg må vandre dine veje og ikke mere forvilde mig langt bort fra dig, hvor din stemme ikke mere kunne nå mig, O, lad din røst lyde for mig, høres af mig, om end den forfærdende må indhente mig på mine vildsomme veje, hvor jeg syg og besmittet i ånden lever afsides og ensom, fjernt fra samfund med dig og fra samfund med mennesker. Du Herre Jesus Kristus, du der kom til verden for at frelse det fortabte, du som forlod de 99 får for at opsøge det ene forvildede, opsøg du mig på alle mine vildfarelsers afveje, hvor jeg skjuler mig for dig og for mennesker, du den gode hyrde, lad mig høre din milde røst, lad mig kende den, lad mig følge den! Du værdige Herre. Det er den kun 26-årige Søren Kierkegaard, der den 16. August i 1839 nedskriver denne bøn.

3 3 Hans bøn bærer præg af, at han har vovet at se dybt ind i sin egen sjæl og han rystes for det, han ser. Han kender sig selv og erkender med smerte, at han er og bliver sig selv og sit eget nærmest. Med ubodelig ensomhed til følge. Anderledes roligt og trygt taler Grundtvig: Og når min sjæl blev af sin grublen træt, den hviled sig ved Fadervor at bede. Det er Grundtvigs visdom i Rimbrevet til sine sønner på konfirmationsdagen i 1839, den sang, som vi i forkortet form kender som: Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. Men hvem beder i dag i vores lidt afkristnede samfund så hjerteskærende som den unge Søren? Og hvor mange af os folder vore hænder i et trygt fadervor, når verdens og livets uigennemskuelighed trænger sig på? Tumler og grubler vi ikke bare videre med alt det- og det er meget- der ikke er som det skal være - i vore hoveder. Og hvis vi skriger, skriger og råber vi så bare ikke ad hinanden? Og hvem skal vi overhovedet bede til? Den Gud i hvis faderhånd alting står eller de mere eller mindre diffuse energier, som vi efter sigende har i os selv? -- Vi lever i en kultur, hvor bønnen og dens udtryksform har levet på sultekost. Bønnens liv er tørret ud- men der sker noget med os mennesker, når vi ikke længere kan bede - bede til nogen eller bede nogen om noget. To årsager falder lige i øjnene. Den ene har med os præster at gøre. Vi har haft en tendens til at intellektualisere kristendommen og bønnen kommer nu engang aldrig fra en hjerne, men fra et hjerte. Den anden årsag har med hele det menneske- og samfundssyn, som gennemsyrer vort samfund. Siden K.K. Steinckes sociallove i 1933 har vi fået rets-og-trangsprincippet ind i vores bevidsthed. Vi har ret til og krav på. Vi skal ikke stå med hatten i hånden hverken på socialkontorerne eller derhjemme. Det er ikke menneskeværdigt. Og det er jo sandt. Der har været forfærdeligt mange ydmygelser for den, der skulle stå uden for og bede

4 4 om hjælp til det daglige brød. Men det modsatte, at alt er vores ret og at vi har krav på alt er lige så farligt, for da skylder vi aldrig nogen noget. Vi går til bageren og lægger en halvtredser på disken og siger at vi skal ha`to linser og fem spandauere, vi betaler, får hvad vi vil have, skylder ikke nogen noget, ønsker heller ikke at skylde nogen noget. For vi skylder først og fremmest kun os selv noget. Vi skylder os selv at huske på os selv, tænke på os selv, tage vare om os selv og tage ansvar for os selv, vi skal ikke lade os bruge eller misbruge af andre, vi skal være lydhøre over for vore egne ønsker og behov, være lydhøre over for vort eget sind og vore egne kroppe og de signaler der udsendes herfra, ja, det er faktisk vores fornemste pligt at tage os selv alvorligt, hævde vores uafhængighed. Sådan har jeg såmænd hørt det i utallige af forårets konfirmationstaler! I det lys kan bønnen kun være en ydmygelse. En erkendelse af, at vi alligevel ikke kan klare os selv alene. En udlevering af os. Et faretegn, der gør vores mangler og afhængighed af Gud og af hinanden mere synlige end vi bryder os om. Alligevel siger man, at i et fly, der er ved at styrte ned, der er der slet ingen ateister om bord. I stor nød og fare da beder vi alle, selvfølgelig, vi kan slet ikke lade være. Når døden truer, må vi bede om liv. Når livet gør ondt, så må vi bede om liv og kærlighed. Vi beder. Det kan være, det kun er som et tungt, bøjet ansigt. Det kan være nærmest som et angstskrig, som den unge Kierkegaard. Det kan være, det er som en tak, en jubel og en glædesytring. Vi beder med hjertet, sommetider mere end med ord. Bønnen er både gråd og hjertets tillid, bønnen er at bøje sig mod en anden, hvad enten det er Gud eller mennesker og have tillid til, at her er der hjælp at finde. Bøn er nærhed, for den der beder overgiver og udleverer sig altid i den andens hånd. Den, der ikke beder os om noget, kan vi ikke have et nært forhold til. For bønnens rum er

5 5 kærlighed og tillid og nærvær. Bønnen binder os sammen, bønnen viser os, at vi er nødvendige, livsnødvendige for hinanden. Den, der ikke beder, han vil selv det hele, han lever ikke hverken ved Gud eller ved andre mennesker, han lever ved sig selv og egne kræfter. Og den, der ikke bliver bedt om noget, er ensom, han eller hun er sat uden for fælleskabet, der er ingen der har brug for ham eller hende, de kan bare passe sig selv. Derfor afslører bønnen altid vort livs dybeste sammenhæng. Den er en livline, til Gud og mennesker, til livet og verden, når vi elsker højest, binder os stærkest og frygter mest. Det ved Jesus og det er derfor han inden sin afsked fra denne verden siger til sine disciple og til os: Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. For det er sandt: At vi skal bede, og vi skal blive givet. Vi skal søge, og vi skal finde. Og så beder vi, mens flyet drøner mod jorden i et dødbringende styrt. Mens bilen farer ud over rækværket. Mens den dødstruede vrider sig i smerte og uendelig kvide. Mens vi venter i frygt og bæven på det barn, der for længst skulle være kommet hjem. Mens, ja, mens alt går i mørke omkring os, da beder vi. Og sommetider bliver vi da også hjulpet, synes vi, nemlig, når det går, som vi vil. Men hvad så, når det ikke går som vi vil? Er der så ingen Gud der er tæt på os og på vores nød? Er Gud da død eller døv? Nej! Men bønnens sprog, dens liv og verden skal som alt andet stort og skønt her på jord plejes. Alt hvad vi ellers sætter pris på, gør vi meget ud af: Vi passer vore børn med mad og tøj og omsorg og samtale, for vi ved godt at det er den daglige omhu og

6 6 opmærksomhed der giver liv og grøde. Det er ikke vores floromvundne taler på særlige højtidsdage, der tæller, det er hverdagen med al dens omtanke og omhu. Og det er også hverdagens bøn, der giver de store og farlige dages bønner styrke og indhold. For det er ikke altid, vi bliver hjulpet, sådan som vi ville, men et er sikkert vi bliver altid hjulpet, når vi beder. -- Vort liv er en lang kærlighedsvandring i håb og bøn. Vi skal elske og binde os til livet og dem vi elsker i livet. Vi skal kæmpe for livet mod døden. Vi skal kæmpe for vore kære af et helt og fuldt hjerte. Men et sted før eller siden må også vi standse, selv med hele vort blødende hjerte og al vores kærlighed i behold må vi lægge vort liv i Guds hånd. Bøje os som Jesus selv gjorde i Gethsemane og med ham slutte vores bøn: Dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil. Sige: Gør det Gud, som du vil og ikke som jeg vil, for mit øje ser kun kort, hvor dit ser langt. Vi må lægge al vor grublen væk, vi må bøje vore ansigter mod den Gud, som er magten bag alt hvad der lever og ånder. Den Gud, som vi ved Jesus Kristus kender som den magt og kærlighed, der holder os fast i livet og ikke slipper os i døden. Bøje os og bede som i vort daglige fadervor: Ske din vilje som i himlen således også på jorden. Og se, da er vi allerede blevet hjulpet af Gud - hjulpet til at tage det næste skridt også selv om hele jorden stadig brænder under os. Amen.